Så er den gal igen i Mercosur

Da handelssamarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, Mercosur, etableredes i 1980erne var formålet at skabe et lokalt frihandelsområde, og derigennem øge samhandel og økonomisk integration i regionen. Samhandlen er da også øget betydeligt de senere årtier. Men det vil være synd at sige at samarbejdet er forløbet smertefrit. Især Argentinas handelspolitik har ofte ført til konflikter, og nu er den gal igen.

Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s  Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at  Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.

Chile: Fra paria til solstrålehistorie

Chile har formentlig har næppe tidligere i sin 200 årige historie fået så megen medieomtale, som i de sidste måneder. For at finde noget der bare ligner, skal man formentlig tilbage til kuppet i 1973, der væltede Salvador Allende, satte demokratiet ud af spil og bragte Pinochet til magten.

Det indledte en lang periode, hvor Chile indtog en paria-lignende position i alverdens medier. Selv lang tid efter Pinochet var trådt tilbage, efter at have tabt en folkeafstemning i 1989, og demokratiet genindført, var hovedparten af den omtale Chile fik i medierne – ikke mindst herhjemme – en fortsat kogen suppe på Pinochets militærstyre.  Et diktatur, der nok var brutalt, men dog langt overgås af den undertrykkelse som befolkningerne i andre dele af regionen har været udsat for, uden det efterfølgende har generet nær samme medieomtale. Et er sikkert, man har aldrig været centrum for så meget positiv opmærksomhed før.

Det har været som om det faktum at kuppet i 1973 væltede en demokratisk socialistisk præsident  i sig selv var særligt slemt. Men lige så lidt som man kan forsvare de overgreb på politiske modstandere, der fulgte i kølvandet på kuppet i 1973, inklusiv tortur og mord, lige så lidt kan man naturligvis gradbøje undertrykkende regimer alt hvilken politisk overbevisning de forfulgte har. Men det er lige præcis hvad man efterfølgende har gjort i Chile’s tilfælde.

At Chile  i det sidste kvarte århundrede har været Latinamerikas hurtigst voksende økonomi, er regionale mestre i fattigdomsbekæmpelse og i løbet af 1990erne etablerede Sydamerikas mest stabile demokrati i regionen bliver kun sjældent omtalt.

Måske er en del af brøden, at de centrum-venstre regeringer der havde magten frem til februar i år, hvoraf flere præsidenter kom fra Allende’s socialistparti, ikke kun accepterede de fleste markedsreformer der gennemførtes i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne. På amnge områder udbyggede man flere af disse, således at Chile i dag er blandt de 5 frieste økonomier i verden ifølge Fraser Institute’s Freedom Index seneste opgørelse. I forhold til en dækning af Latinamerika, der ofte har været domineret af venstreorienterede journalister, har det vist i sig selv været at føje spot til skade.

Symbollikken har derfor været til at tage og føle på i det seneste døgn, hvor 33 minearbejderes færd de 700 meter op til jordoverfladen, har været en af de senere års absolut største mediebegiveheder. Det er som om de 33 mænds færd illustrerer Chiles vej fra paria til Latinamerikas mest succesfulde økonomi, med en levestandard, der forventes at nå europæisk niveau indenfor de kommende 10 år. Continue reading Chile: Fra paria til solstrålehistorie

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva
Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)
Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Stor opbakning til Sebastián Piñera og hans nye regering

Ifølge den Chilenske avis La Nation viser den første meningsmåling, udført af Adimark 3 uger efter Sebastian Pinera og hans nye regering tiltrådte og 4 uger efter Chile blev ramt af det største jordskælv siden 1960, at der er solid opbakning fra chilenerne til hvordan den nye regering og præsidenten har taklet den nationale katastrofe.

Meningsmålingen er udført mellem den 13. og den 27. marts.

Sebastián Piñera selv får opbakning fra 52% af de adspurgte, mens kun 18% er negative. Opbakningen til den nye regering er med 60% endnu højere. At præsidentens egne tal er lavere end regerigens er det modsatte af, hvad der var tilfældet under den tidligere præsident Bachelet, der personligt vqr væsentlig mere populær  end sin regering.  

Piñera er især populær blandt kvinder og den hastigt voksende middelklasse, samt i aldersgruppen 25-34 år, hvor 2/3 af de adspurgte er positive overfor den nye præsident.

Hvad der ikke mindst er vigtigt i lyset af det nylige jordskælv er, at 70% af chilenerne bifalder regeringens insats i forhold til at hjælpe de der er blevet ramt af jordskælvet, mens 65% bifalder hvorledes genopbygningen skrider frem.

Med en forventet omkostning på ca. 31 mia. USD. til at udbedre de skadersom jordskælvet har forvoldt, vil dette have betydelig effekt på Chiles økonomi indeværende og det kommende år.

Ud over at de hundredetusidende af hjem der er blevet mere eller mindre ødelagt er især Chilensk landbrug og turistindustrien blevet hprdt ramt af jordskælvet.

TeknoChile og vejen til den 1. verden

Der er god grund til (igen) at holde et vågent øje på udviklingen i Chile. Landets nyvalgte borgerlige præsident (første gang siden 1958 at chilenerne har valgt en sådan), Sebastián Piñera, præsenterede i den forgangne uge sit hold af ministre, der kan karakteriseres ved tre ting:

1. De er primært valgt ud fra deres faglige viden.

2. Der er bemærkelsesværdigt få ministre der kommer fra partierne bag Sebastián Piñera’s valgsejr.

3. Et meget stort antal af de nye ministre er uddannet på nogle af verdens bedste– det vil sige private amerikanske – universiteter.

Denne måde at vælge ministre kan næppe ligge længere væk fra vores eget system, hvor normen er at ministre ikke har noget kendskab til det område de skal arbejde med (også ”de tunge” økonomiske ministerier) og til andre tider på trods af relevante uddannelser næppe ville kunne få beskæftigelse på ”normale” vilkår i det ministerium de skal lede (gælder bl.a. en tidligere skatteminister i en af Anker Jørgensen regeringerne).

Continue reading TeknoChile og vejen til den 1. verden

Modstanden mod Chavez vokser

Sidste år viste en undersøgelse foretaget af Latinobarometro, at mindre end 1/3 af latinamerikanerne havde en positiv opfattelse af Hugo Chavez. Da Chiles nyvalgte præsident, Sebastián Piñera, under sin kampange således udtalte at “Chavez Venezuela er ikke et demokrati”, var det udtryk for en opfattelse der i stigende grad deles både inden og udenfor Venezuela. I efteråret røg Chavez popularitet for første gang i hans 11 år lange regeringstid under 50%, og han er næppe blevet mere populær siden. Økonomisk krise, inflation, hyppige afbrud i elforsyningen, stigende kriminalitet og på det seneste en fornyet indsats for at lukke regeringskritiske medier, har udløst en ny bølge af strejker og demonstrationer, der har kostet flere døde og sårede.

Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009
Billed er fra demonstration mod Chavez i september 2009

Continue reading Modstanden mod Chavez vokser

Sebastian Piñera vinder det chilenske præsidentvalg

Efter 20 år med centrum-venstre regeringer, har chilenerne for første gang siden 1958 valgt en borgerlig præsident. Med 99% af stemmerne optalt, har Piñera fået 51,6% af stemmerne, og cemtrum-venstre kandidaten, Frei, der står til 48,3% har erkendt nederlaget.

Sebastian Piñera
Sebastian Piñera

Continue reading Sebastian Piñera vinder det chilenske præsidentvalg

Chile: Spændingen stiger før valget på søndag

Ifølge den seneste meningsmåling før præsidentvalget på søndag i Chile fører den borgerlige kandidat, Piñera, med 50,9% af stemmerne svagt foran den siddende centrum-venstre regerings kandidat, Frei. Men det var før Enríquez-Ominami, der stillede op som uafhængig socialistisk kandidat og opnåede 20% ved første runde, i går annoncerede at han på søndag vil stemme på Frei.

Med så lille afstand mellem de to kandidater kan det blive afgørende, at Ominami nu officielt støtter Frei. Den borgerlige fløj kan kun håbe på, at vælgerne allerede havde regnet med at Ominami ville gøre dette og effekten derfor er indregnet i tallene.

Meddelelsen blev (ikke overraskende) fulgt af referencer til at der blandt Piñera’s støtter er folk med forbindelse til de tidligere militærstyre. Det er dog tvivlsomt at det skulle komme som en overraskelse for nogen. På den anden side viste 1. runde i valgkampen, at der var et klart flertal til centrum-venstre kandidaterne (Piñera fik 44% i første valgrunde).

Uanset hvor spændene valget ser ud til at blive og uanset hvilken side man hælder til, er det dog væsentligt at understrege, at det ikke i praksis vil gøre den store forskel hvilken af de to kandidater der vælges. På den ene side har venstrefløjens for længst accepteret en grundlæggende økonomisk model, der indebærer stor økonomisk frihed og på den anden side er Piñera en moderat kandidat, der ikke afgørende vil ændre på den sociale dimension i den første politik.

Den eksisterende konsensus med hensyn til økonomisk politik i Chile, uanset hvad man så måtte kalde sig, ligger klart til højre for den danske. Hvilket da også ses af, at  Chile i dag anses for at have en  mere fri økonomi end Danmark.

Chile er nu medlem af OECD

Her mindre end en uge før 2. runde af præsidentvalget, blev Chile i går, som det første sydamerikanske land, medlem nr. 31 af OECD. Man kan sige, at optagelsen er en anerkendelse af den Chilenske model. Der er sket meget, siden Chile ramte bunden i midten af 1970erne, efter årtiers fejlslagen (protektionistisk og statscentreret) økonomisk politik, kulminerende med det fejlslagne socialistiske eksperiment under Salvador Allende og det efterfølgende militærkup.

De økonomiske reformer fra 2. halvdel af 1970erne og frem, har gjort Chile til Sydamerikas  mest dynamiske og åbne økonomi. Ifølge Fraser Institute er Chile verdens 5. frieste økonomi, kun overgået af Hong kong, Singapore, New Zealand og Schweitz. De økonomiske reformer kombineret med genindførelsen af demokrati, en succesfuld bekæmpelse af fattigdommen i landet og lav korruption har indebåret, at Chile i dag er regionens mest stabile og velstående land. Og reelt det eneste land i Latinamerika, der forventes at blive et egentlig I-land indenfor en overskuelig tidshorisont.

Kilde Penn World Tables 6.32
Kilde Penn World Tables 6.32

Continue reading Chile er nu medlem af OECD

Sebastián Piñera vinder 1. valgrunde, og er favorit til at blive Chiles næste præsident

Som  meningsmålingerne har peget på i lang tid, vandt  Sebastián Piñera. Med 98% af stemmerne optalt, står han til at få 44% , mens den nærmeste rival, tidligere præsident Eduardo Frei står til at få 30%. Dette er en marginalt større valgsejr end de fleste meningsmålinger havde forudsagt, primært fordi Marco Enríquez-Ominami fik et endnu bedre valg end forventet og fik 20% af stemmerne.

Piñera er i følge meningsmålingerne nu favorit til at vinde 2. valgrunde i januar, og dermed blive den første demokratisk valgte borgerlige præsident i Chile siden 1958.

Det er dog afhængig af hvordan især de der stemte på Marco Enríquez-Ominami, der opfattes som liggende til venstre for Frei, vil stemme ved 2. valgrunde. I følge AP afviste Marco Enríquez-Ominami søndag aften at stille sig bag Frei’s kandidatur, men meget kan ske frem til næste valgrunde. Ifølge meningsmålingerne vil en tilstrækkelig stor del af de der har stemt på andre venstrefløjs kandidater end Frei enten stemme på Piñera eller stemme blankt ved 2. valgrunde til at Piñera kan blive den samlede vinder.

Men ét er hvad man siger inden ens egen kandidat er slået ud, noget andet er hvad man siger bagefter. Meget vil afhænge af Frei’s evner til at mobilisere venstrefløjen. Noget han ikke har vist sig i stand til indtil videre.

Vi vender naturligvis tilbage til valget i Chile på et senere tidspunkt.