Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 FARC – Americas
På søndag afgøres det, hvem som bliver Colombia’s næste præsident. Valget står mellem den moderat konservative sidende præsident, Juan anuel Santos, og udfordreren Óscar Ivan Zuluaga, der også er…..konservativ.
Men som The Economist skriver er hovedpersonen i realiteten Colombia’s præsident fra 2002 til 2010, den kontroversielle Álvaro Uribe. Den væsentligste forskel mellem kandidaterne er holdningen til den venstreorienterede terrorbevægelse FARC og den igangværende fredsproces.
Både Santos og Zuluaga vra ministre under Uribe. Zuluaga finansminister og Santos forsvarsminister. Zuluaga vandt med 29 procent mos Juan Manuel Santos 25 procent første valgrunde, og står umiddelbart med gode chancer for også at vinde 2. valgrunde.
Valget kan ses som en afstemning for eller mod den fredsproces, som Juan Manuel Santos har stået for i forhold til FARC. En politik som Uribe, som støttede Santos i 2010, har været bitter modstander af.
Juan Manuel Santos har klart proklameret, at vælgerne har et valg den 15. juni “mellem de som ønsker at ende krigen, og de som ønsker at fortsætte en krig uden ende”.
Santos problem er bare, at opbakningen bag og troen på, at de igangværende fredsforhandlinger på Cuba mellem regeringen og FARC vil føre til fred, ikke er særlig stor. Ikke mindst på grund af, at store dele af befolkningen ikke tror på at FARC reelt ønsker fred.
Mens Zuluaga kan forvente at få de fleste af endnu en konservativ kandidat i første runde, Marta Lucía Ramírez, ca. 15 procent af stemmerne, skal Santos sætte sin lid til at de vælgerne der stemte til venstre for midten i første runde, sætter kryds ud for ham den 15. juni. Og ikke mindst – og det kan måske vise sig at være det vanskeligste – at få flere til at møde op og stemme på søndag. Stemmeprocenten ved første runde i maj var 40 procent.
Uanset hvad vil den økonomiske politik fremover være nogenlunde uændret. Til gengæld kan et valg af Zuluaga få store konsekvenser for både fredsforhandlingerne og Colombia’s naboer, ikke mindst Venezuela,
(Opdatering: – Der er kun tale om de sidste militære/statslige gidsler. Man regner med at FARC herefter fortsat har ca. 400 civile fanger/gidsler)
Colombianske FARC, som længe har har været presset og kun er en skygge af sig selv i forhold til tidligere, har nu løsladt de sidste gidsler. Læs og se mere på BBCs hjemmesider. Hermed tager Colombia endnu et skridt mod at blive et “normalt” fungerende land. Noget af en omvæltning fra 10 år siden, da landet karakteriseredes som en “failed state”.
Sidste år var Colombia blandt Latinamerikas hastigst voksende økonomier, en udvikling som ser ud til at fortsætte i år. Løsladelsen af de sidste gidsler er kommet i stand ved en joint-venture mellem Colombia og Brasilien, og understreger kun det nære forhold de to lande har fået til hinanden siden valget af Manuel Santos som Colombia’s præsident i 2010.
At det gode forhold mellem de to lande samtidig yderligere svækker Venezuelas position, passer formentlig begge fint.
Jeg har siden foråret været tilknyttet Dagbladet Børsen, hvor jeg som udlandskommentator 2 til 3 gange om måneden skriver om latinamerikanske forhold. Nedenstående er min kommentar til at USAs kongres stadig ikke har godkendt den handelsaftale, som USA og Colombia indgik i 2006.
Colombia er Latinamerikas seneste succes
Efter års forhaling ser det nu endelig ud til, at den amerikanske kongres accepterer den frihandelsaftale med Colombia, som blev indgået tilbage i 2006.Modstanden mod aftalen har været stor blandt demokraterne i kongressen. Det på trods af, at præsident Obama gentagne gange, bl.a. i de seneste tre års »State of The Union«-taler, har udtalt sin støtte til aftalen, der også sikrer amerikanske varer fri adgang til det colombianske marked.Demokraternes hensyn til bl.a. den stærkt protektionistiske fagforening »The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations« (AFL-CIO), har vejet tungere end de positive effekter for både USA og dets mest trofaste allierede i Sydamerika.
Folkelig støtte
Colombianerne er ikke i tvivl. Ifølge de seneste meningsmålinger støtter 70 pct. af colombianerne frihandelsaften.I Colombias nabolande Bolivia – og ikke mindst Venezuela – har markedsøkonomi stadig sværere kår, mens den politiske frihed er under pres. Udviklingen er gået i den modsatte retning i Colombia, hvis økonomi i disse år vokser med respektable 4-4,5 pct., samtidig med at den generelle sikkerhed er forbedret, og mordraten er halveret gennem de seneste 10 år.Man oplever dog fortsat massakrer og bombeattentater udført af både venstreorienterede terrororganisationer og »højreorienterede« paramilitære grupper.
Selv om forholdene er bedret betydeligt, er Colombia fortsat et land plaget af vold og usikkerhed.Årtiers kampe mellem myndigheder og militante grupper har medført, at ca. 10 pct. af befolkningen lever som internt fordrevne, og det politiske system er fortsat præget af betydelig korruption.
Stor kreditværdighed
Men hvor Colombia for 10 år siden af mange blev betegnet som en »failed state«, og dets udlandsgæld havde junkstatus, vurderes Colombias kreditværdighed nu af både Standard & Poor’s samt Fitch Ratings til at være på niveau med Brasilien og Peru.På linje med andre latinamerikanske lande iværksatte Colombia i 1990’erne omfattende privatiseringer og markedsreformer.I modsætning til bl.a. Venezuela, Bolivia og Ecuador havde – og har – reformerne bred folkelig opbakning. Og i takt med den forbedrede økonomiske og sikkerhedsmæssige situation de seneste 10 år er direkte udenlandske investeringer mere end femdoblet.
Mange colombianere tilskriver de to seneste præsidenter, Alvaro Uribe (2002-2010) og ManuelSantos (2010-), æren for denne positive udvikling.
Det kan godt være, at venstrefløjen herhjemme fortsat dyrker forestillingen om den »retfærdigevæbnede kamp« og er af den overbevisning, at den marxistiske guerillabevægelse FARC kæmperen befrielseskrig.Men spørger man colombianerne, får man unægtelig et noget andet svar.Uafhængige meningsmålinger gennem de seneste årtier viser klart, at sympatien for FARC ogandre voldelige organisationer kan ligge på et meget lille sted.
Og selv om colombianerne er pinligt bevidste om – og bestemt ikke bifalder – den omfattendekorruption, forbindelser mellem myndigheder, politikere og paramilitære grupperinger ellerovergreb og mord på politiske modstandere, indebærer det ikke, at man søger eller ønsker etsocialistisk alternativ – tværtimod.Det overvældende flertal i befolkningen har noget så usædvanligt for latinamerikanere som enpositiv holdning til både frihandel og USA.Colombia er med sine 44 mio. indbyggere Latinamerikas tredjefolkerigeste nation, rig pånaturressourcer – bl.a. olie og naturgas, og har potentiale til en betydelig udvidelse aflandbrugsproduktionen.
Den nuværende præsident, Manuel Santos, er – som sin forgænger – fortaler for frie markeder ogglobalisering og ønsker oprigtigt at forbedre forholdene for den colombianske befolkning.
Man fremmer hverken menneskerettigheder, demokratisk udvikling eller colombianernes levestandard ved at undlade at styrke de handelsmæssige og økonomiske bånd med Colombia.
Hvorvidt det er korrekt, at det sværd der vises frem i nedenstående video har tilhørt Simón Bolivar – den store frihedshelt i det nordlige Sydamerika – er nok tvivlsomt. Til gengæld giver videoen et indblik i FARC’s selvopfattelse, mildt sagt afslappede forhold til historiske fakta og svulstige revolutionære retorik.
Koblingen mellem Simón Bolívar og socialisme er vist hentet ud af den store socialistiske bog for bekvemme myter og belejlige eventyrfortællinger. Bolívar var påvirket af mange ting, socialistiske og kollektivistiske idealer var ikke blandt dem. Bolívar tilhænger af det frie marked, påvirket af oplysningstidens store tænkere (han rejste efter sigende altid rundt med Adam Smith “Wealth of Nations”) og begivenhederne i USA og Frankrig. Hans drøm og forbillede var at danne en federation af tidligere spanske kolonier med USA og dets forfatning som forbillede. Dog med en – ikke ubetydelig – forskel. Federationen skulle ledes af en diktator på livstid, der selv valgte sin efterfølger. Bolívar mente ikke at et liberalt demokrati kunne fungere i den latinamerikanske virkelighed, som han beskrev som præget af “uvidenhed, tyrani og skørlevned”. Continue reading FARC, Chavez og Simón Bolívars sværd
Resultatet af sidste weekends parlamentsvalg i Colombia viser med al tydelighed at Colombia er hvad en netavis kalder “Uribe-land“. Han vil også efter præsidentvalget den 30. maj fylde meget i Colombia, selv om han ikke stiller op. De partier der støtter Uribe og den hårde kurs han lagde fra 2002 i kampen mod højre- og især venstreorienterede terrorbevægelser – først og fremmest FARC – nyder stor opbakning i befolkningen. Med stor sandsynlighed vil denne kurs fortsætte, uanset hvem der bliver hans efterfølger. Netop den fortsatte venstreorienterede terror kan også angives som en hovedårsager til at Colombias demokratiske venstrefløj er fuldstændig marginaliset i den politiske proces.
Det var egentlig meget passende, at der herhjemme samtidig faldt dom i sagen mod Patrick Mac Manus fra den venstreorienterede forening “Oprør”, der bl.a. støtter FARC. Mac Manus blev i byretten idømt 6 mdr. betinget fængsel for aktiv støtte til bl.a. FARC, efter gældende terrorlovgivning.
Venstrefløjens støtte er først og fremmest funderet i, at den indre Berlin-mur vist aldrig helt er faldet, og i et billede af Latinamerika baseret på revolutionsromantiske forestillinger med rødder i 1960ernes dyrkelse af Che Guevara og Fidel Castro. Man insisterer på at Colombia ikke er et demokrati og at FARC kæmper en “socialt retfærdig kamp”. Det er der næppe mange colombianere der er enige i. Uanset hvad de end mener om Uribe, er modstanden mod FARC, dets metoder og hvad de står for massiv i Colombia.
For at bakke op om forestillingen om at Colombia ikke er et demokrati, henvises ofte til omfanget af politisk vold, korruption og bånd mellem politikere og paramilitære højreorienterede grupperinger. Og det er også fuldstændig korrekt, at der er en betydelig korruption i Colombiansk politik – men det er der nu også i de fleste andre latinamerikanske lande – ligesom både politi- og militærfolk har været involveret i, og er i visse tilfælde blevet dømt for – attentater på legitimt aktive på venstrefløjen. Politik er bestemt ikke for sarte sjæle i Colombia. Med mere end 40 års borgerkrig og en position som verdens største producent af kokain, med alt hvad det afstedkommer, ville alt andet være underligt. Det væsentlige er at udviklingen går i den rigtige retning. Sikkerheden ér blevet betydeligt forbedret siden 2002 (se også tidligere indlæg her på bloggen). Hvis man ikke vil anerkende at Colombia er et demokratisk samfund, er det først og fremmest udtryk for foragt for den colombianske befolkning, demokrati og menneskerettigheder. Men demokrati og menneskerettigheder har jo heller aldrig plaget den del af det politiske spektrum.
For en god og sober gennemgang af vindere og tabere ved valget se artiklen “Colombia is still Uribeland, after all” i Colombia Reports.
Patrick Mac Manus illustrerer på glimrende vis sit bizarre syn på Colombia når han efter byretsdommen udtaler at
“Der er i Danmark tradition for solidaritet med undertrykte folk og deres frihedskamp. Den tradition vil vi fortsætte med at give nyt liv”
– og fortsætter med at forsvare FARC – hvis metoder involverer vilkårlige mord, tortur, bortførelse og afpresning i de områder den fortsat kontrollerer, med at
“den statslige vold i Colombia gør modstand legitim”.
FARC er først og fremmest et levn fra den kolde krig og organisationen har for længst har mistet den opbakning den måtte have haft for årtier siden. At dette ikke er trængt ind hos den yderste venstrefløj er måske ikke overraskende. Mere opsigtsvækkende er det, at Trine Pertou Mach fra Mellemfolkeligt Samvirke – som danske skatteydere er tvangsindlagt til at finansiere – og folketingskandidat for SF, også støtter denne venstreekstramistiske terrororganisation. Det gør hun bl.a. i et blogindlæg fra 2008 med følgende udsagn;
Er det rimeligt – endsige muligt – at dømme en organisations virke som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i? Når det nu er præcis hér, at forskellen på om man er skyldig i terrorstøtte eller ej ligger.
Hun viser hermed, at hun ikke anerkender Colombias regering som legitim og demokratisk valgt. Eller hun mener måske at ethvert mindretal, uanset hvor lille det er, har retten til at myrde, plyndre, bortføre og torturere, bare de pakker det ind i en politisk ideologi og kalder det de laver for modstandskamp?
Hvis FARC skal sammenlignes med noget i vores del af verden er det snarere en megaudgave af terrororganisation Rote Arme Fraction, hvor Venezuela under Hugo Chavez ledelse så kan indtage rollen som hedengangne DDR.
At et politisk parti der stiler efter regeringsmagten har plads til rabiate holdninger som Trine Pertou Marchs er en ting, – det siger først og fremmest noget om det parti. At man som skatteyder er tvungen til at medfinansiere en ulandsorganisation der tilsyneladende ikke har et problem med den slags rabiate udtalelser er til gengæld skandaløst. Naturligvis har forkvinden for Mellemfolkeligt Samvirke lov til at have de holdninger hun har lyst til. Men med tanke på, at hun åbentlyst ikke har respekt for fundamentale menneskerettigheder og Colombianske befolkning, må man stille spørgsmålstegn ved – uanset at MS ikke støtter FARC direkte – om hun nu er den rigtige til at lede en stor ulandsorganisation der modtager betydelig støtte fra staten.
Heldigvis har det ingen betydning i Colombia, hvad mere eller mindre tossede aktører på den danske venstrefløj må rende rundt og mene. Udviklingen går i den rigtige retning. Selv om der også denne gang er valgt politikere (og tegn på uregelmæssigheder i valget i visse af de nordlige dele af Colombia) med tilknytning til den yderste (voldelige) højrefløj, er det formentlig væsentligt færre end ved forrige valg. For den demokratiske venstrefløj var valget derimod ikke nogen succes. Det kan de først og fremmest takke Trine Pertou Marchs og Patrick Mac Manus “venner” i FARC for. Skal den demokratiske venstrefløj have en chance for indflydelse på landsplan kræver det nok, at FARC endegyldigt bliver nedkæmpet, og det kommer til at tage sin tid. Selv om FARC anslås til at være halveret i forhold til for 10 år siden, man regner med at den har ca. 10.000 mand under våben, og de områder hvor den kontrollerer er svundet betydeligt ind, vil det tage år før den er endelig nedkæmpet. Her ville et Hugo-Chavez-frit Venezuela kunne være en stor hjælp. Men den dag er muligvis heller ikke så langt væk, som mange tror.