I torsdags vandt 79-årige Omara Portando, som den første cubaner, en Latin Grammy i katagorien “Best Contemporary Tropical Album” for albummet “Gracias”. En meget smuk plade, hvor hun ser tilbage på en karriere der spænder over 6 årtier. I modsætning til hendes internationale gennembrud med med Buena Vista Social Club pladerne i 1990erne, er der ikke tale om en (nostalgisk) dyrkelse af cubansk musik fra før 1959, men derimod om en plade, der i den grad er inspireret af jazz og bossa nova.
Pladen er international i dette ords egentlige betydning (med musikere fra et hav af forskellige landet). Særligt nyskabende er den dog ikke. Det kan man naturligvis heller ikke forlange af en sangerinde på næsten 80 år. Opdateringen fra pre-Castro musikken, som den kan høres på Buena Vista pladerne, rækker så langt fra ind i dette årtusinde. Når det er værd at nævne, er det fordi det illustrerer en centralt problem i Cubansk musik, nemlig den manglende kunstneriske udveksling mellem Cuba og omverden (især USA) efter 1959.
Cubansk musik har siden midten af forrige århundrede haft en markant betydning og indflydelse der rækker langt ud over egne grænser og hvad landets indbyggertal ellers skulle tilsige. Frem til den cubanske revolution fandt der en frugtbar og kunstnerisk fantastisk kreativ kulturel udveksling sted mellem amerikansk og cubansk populærmusik. Således introduceredes blæserinstrumenter i Cubansk musik fra 1920erne af amerikanske jazzmusikere der kom for at optræde på de hoteller, casinoer og forlystelsessteder der fulgte i kølvandet på Havannas fremskost som et yndet turistmål for amerikanske turister. Attraktionerne (ud over det gode vejr) var ikke mindst at alkohol og spil var tilladt i Cuba, i modsætning til forbudstidens amerika i 1920erne.
Continue reading Omara Portuando vinder den første cubanske grammy ved dette års Latin Grammy Awards