Danmark og Latinamerikas forskelle animeret

Vi tror ofte at folk i de fattige lande er så langt bagefter os at det er svært at forholde sig til dem. Det var lige netop det problem den fantastiske svenske læge Hans Rosling havde med sine studerende på Karolinske institut. Så han opfandt en underholdende måde at undervise folk i international udvikling gennem sinde animerede grafer. Se her selv hans fantastiske show ved TED konferencen i 2006.

Roslings værktøj GapMinder er sponsoreret af Google og du kan selv gå ind og vælge dine egne statistikker og lande, så jeg tænkte det ville være interessant at sammenligne Latinamerika med Danmark.

Latinamerika og Danmark
Latinamerika og Danmark

Det er dog bedst at gå ind og se de på animeret vis med GapMinder Latinamerika og Danmark. Tryk på play knappen når det er loaded op.

Det kan ses at Danmark stadig er betydeligt rigere end selv de rigeste lande i Latinamerika men se på levealder og der er ikke meget forskæld mellem Danmark og mange af de Latinamerikanske lande.

Læg også mærke til at den største vækst i både økonomien og levealderen i Cuba skete i 40erne og 50erne altså før Castro kom til.

Du kan selv gå ind og vælge forskellige parametre og lave en sammenligning der er interessant for dig.

Panamanerne spiser taletidskort

Der har i den sidste uge været lidt af en opfundet skandale i medierne i Panama. De sidste statistikker blev offentligtgjordt om Panamanernes daglige forbrug. Hvad brugte folk deres penge på i år:

Kylling 27.6
Oksekød 18.9
Taletidskort 15.5
Mælk 11.2
Ost 9.5
Ris 8.9
Svinekød 3.7
Andet 4.7

Denne undersøgelse er vigtig i Panama da det er basis for la canasta basica (basis indkøbskurven) et årligt tal som viser hvor dyrt det er at leve som almindelig panamaner. Dette er et af de få økonomiske udtryk som bliver brugt flittigt af alt fra bedstemødre til taxachauffører når de brokker sig om regeringen.

At taletidskortet ligger på nummer 3 er meget interesant. Dette blev brugt af medierne til at prøve på at skabe stor forargelse, på samme måder som danske journalister elsker at brokke sig over danskernes forbrugsfest. Debatten om det lyder måske lidt irrelevant men det er et meget interessant billede i hvad der sker i et land i voldsomt vækst.

Så her er en lille artikel med tv klip fra tv stationen TVN:

Panamanere vil hellere spise taletidskort

Nu ligger taletidskort på listen af basisfødevarerne for Panamanere og vi kan se af der bliver købt flere taletidskort end andre produkter som ris og mælk.

Den forbrugsvare som mest bliver købt er kylling, efterfulgt af oksekød, men på tredje pladsen købte folk flere taletidskort end mælk, ost, ris og svinekød.

Disse statistikker offentliggjordt af handelskammeret er baseret på en undersøgelse gjordt af firmaet Dichter y Neira om hvad forbruget er af en panamaner gennem sine indkøb i tre supermarkedskæder.

Op til den første september i dette år er der blevet solgt $30 millioner taletidskort i kun de 3 undersøgte supermarkedskæder.

Disse statistikker understøtter at vores land stadig stiger økonomisk i kontrast med verdensbilledet i krisis.

Handelskammeret vil selvfølgeligt hellere have at de bruger penge på produkter som er mere profitable for dem og det ser ud som om de er roden i det forargeri som er opstået. Jeg har ikke hørt fra min Panamanske svigermor endnu om dette, men jeg er sikker på hun har noget at sige om ungdommen nutildags.

Men der har som sagt opstået en del debat om det. Dette er et blog indlæg fra min gode ven Antonio Touriño:

Ufuldstændigt journalisme

Da jeg læste nyhederne idag fandt jeg en på TVNs nyheder som handler om at os Panamanere bruger flere penge på taletidskort end på forskellige fødevarer som for eksempel ris og mælk. Artiklen bruger udtryk som “spise taletidskort” som en indbydelse til kollektiv forargelse.

Men når jeg tænker en smule mere omkring det spørger jeg mig selv om dette fortjener mere forargelse eller glæde. Lad os lave en lille mental øvelse. Hvis vi siger at jeg bruger 5 dollars om dagen på mad (inklusiv ris og mælk), er det rimeligt sikkert at jeg ikke bruger mere end dette alle dage hvis prisen på fødevarerne ikke stiger. Nu har jeg X antal fødevarer som jeg kan spise dagligt. Det vil sige at mine mad udgifter generelt set ikke ændrer sig meget.

På den anden side har vi taletidskort som vi kan bruge mere eller mindre som vi har brug for. Hvis vi taler meget har vi brug for mere taletid, hvis vi taler mindre logisk nok mindre. Samtidigt har vi et specifikt antal timer om dagen som vi kan tale på mobilen, altså de 24 timer om dagen. Fornuftigt brug af denne tid er afhængig af sammenhænget på opkaldet. Hvad var grunden til at jeg brugte dette minut til at tale på mobilen? Dette afhænger om det er penge investeret eller spildt. Statistiken nævnt i artiklen nævner intet om dette nøjle spørgsmål? Hvis jeg er blikkenslager, har jeg brugt dette minut til at kontakte en mulig kunde eller var det kun til at ringe til kammeraten som sidder ved siden af mig?

Jeg vil også sige at de minutter jeg bruger på taletid kan gå op langt lettere en det jeg bruger på fødevarer, da ingen af os kommer tæt på at tale på det teoretiske maksimum muligt. En person taler 1, 2, 3 timer dagligt på mobilen… ja jeg ved ikke hvor meget. Men jeg ved at vi ikke sidder på mobilen 24 timer som jo er loftet. Samtidigt spiser hver enkelt person hvad de kan hver dag. Dette loft er let fyldt.

Så hvis der er en stigning på forbruget af taletidskort der er højere en forbruget på fødevarer, er det muligt en indikering af at økonomien stiger. Jeg har det med at tænke positivt og regner med at disse ekstra minutter bliver brugt til at tjene flere penge. Er min konklusion korrekt? Jeg har ingen anelse og denne artikel har ikke givet mig det nødvendige information til at understøtte eller afkræfte dette håb. Man bør gøre et fuldstændigt job i journalisme.

Nåh ja og glædelig journalistens dag!

Debatten på TVNs webside var også rimeligt livlig:

ciudadano – 11/13/2009
Panamaneren køber også Nike sko, Blackberry, Mercedes Benz, luxus villa, hummer, indkøb i Riba Smith (et gourmet supermarked) og får udstedt platinum og guld kreditkort da det normale er for folk med fattig baggrund selvom de har vundet lotteriet. Som siges af mange “Muerto o muerta antes que ser sencillo o sencilla!” (Bedre død end simpel)

ELENA – 11/13/2009
I Panama har vi ingen krisis. Bare gå ind til Albrook Mall eller Los Pueblos på den 26 af hver måned for at se folk købe som gale og det er ikke udlændinge. Metromall er endnu ikke indviget men er fyldt hver dag. Altså den panamanske klovn vil hellere dø af sult end ikke at have den sidste nye mobil eller de nyeste gummisko.

Zuleika – 11/13/2009
Jeg er ikke enig i denne holdning som er malplaceret. Vi bor i et land hvor vi alle er frie til at købe og forbruge hvad vi har lyst til. Hvad er denne misundelse af disse folk i shopping centeret. De er ikke nødvendigvis økonomisk trængende, men det er deres problem og ikke jeres, som altid en panamaner…

Simón – 11/13/2009
Zuleika, dette er ikke misundelse kun at mange folk lever dårligt. De har ikke til at betale deres basale udgifter og går med Blackberrys og alle typer af luxus produkter. Men de kan ikke betale for et engelsk kursus til deres søn eller bruge pengene på noget mere produktivt. Jeg ved ikke om du forstår mig… men vi har ingen grund til at være over forbrugere.

Jean – 11/14/2009
Så må vi jo hellere aflyse karnaval næste år da det jo ikke er nødvendigt og de penge som vil misbruges der kan investeres i et eller andet produktivt.

Jeg mener ellers det er en god ting. Jeg må sige at jeg er lidt skuffet at Blackberry er mode telefonen i øjeblikket i Panama og ikke iPhone, men ellers er jeg enig med Antonio og Zuleika at det viser at økonomien stadig er i voldsom vækst.

Brasilien – “No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off

I midten af forrige århundrede var det en joke blandt befolkningen, at hvis Brasilien var “O pais do futuro” (Landet af i morgen), så måtte udviklingen ske om natten. Vittigheden dækkede over at Brasiliens vækst, præget som den var af storstilede statslige planer og lige så store armbevægelser igen og igen oplevede perioder med store eksterne – og interne balanceproblemer, høj inflation og en ustabil økonomi.

4609LD1Omfanget af ressourcer der de sidste 60 år er gået til vanvittige projekter eller bare er forsvundet er da også af gigantiske dimensioner. Og mens gælden har skulle betales af alle – og primært er blevet  det af den fattige del af befolkningen, så har “frugterne” af investeringerne været forbeholdt en mindre priviligeret gruppe (offentlige ansatte, politikere, kapitalister og arbejdere i de priviligerede sektorer).

Continue reading Brasilien – “No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off