I torsdags vandt 79-årige Omara Portando, som den første cubaner, en Latin Grammy i katagorien “Best Contemporary Tropical Album” for albummet “Gracias”. En meget smuk plade, hvor hun ser tilbage på en karriere der spænder over 6 årtier. I modsætning til hendes internationale gennembrud med med Buena Vista Social Club pladerne i 1990erne, er der ikke tale om en (nostalgisk) dyrkelse af cubansk musik fra før 1959, men derimod om en plade, der i den grad er inspireret af jazz og bossa nova.
Pladen er international i dette ords egentlige betydning (med musikere fra et hav af forskellige landet). Særligt nyskabende er den dog ikke. Det kan man naturligvis heller ikke forlange af en sangerinde på næsten 80 år. Opdateringen fra pre-Castro musikken, som den kan høres på Buena Vista pladerne, rækker så langt fra ind i dette årtusinde. Når det er værd at nævne, er det fordi det illustrerer en centralt problem i Cubansk musik, nemlig den manglende kunstneriske udveksling mellem Cuba og omverden (især USA) efter 1959.
Cubansk musik har siden midten af forrige århundrede haft en markant betydning og indflydelse der rækker langt ud over egne grænser og hvad landets indbyggertal ellers skulle tilsige. Frem til den cubanske revolution fandt der en frugtbar og kunstnerisk fantastisk kreativ kulturel udveksling sted mellem amerikansk og cubansk populærmusik. Således introduceredes blæserinstrumenter i Cubansk musik fra 1920erne af amerikanske jazzmusikere der kom for at optræde på de hoteller, casinoer og forlystelsessteder der fulgte i kølvandet på Havannas fremskost som et yndet turistmål for amerikanske turister. Attraktionerne (ud over det gode vejr) var ikke mindst at alkohol og spil var tilladt i Cuba, i modsætning til forbudstidens amerika i 1920erne.
Cuba var ikke det eneste yndede turistmål for amerikanske turister før 2. verdenskrig. For de mere velhavende var 1930ernes Rio de Janeiro med dets spillekasinoer og fantastiske strande også et yndet feriemål. Begge steder tog amerikanerne jazz musikken med sig fra USA og den lokale musik med tilbage igen.
Havde det ikke været for denne kulturelle udveksling havde hverken Jazz eller brasiliansk og Cubansk (eller Colombiansk eller…) musik lydt som det lyder i dag. Denne vekselvirkning fortsatte efter 1960 med rockmusik, soul, funk og senre hiphop, rap osv. – bare ikke i Cuba.
[Omara Portuando] hun gør “revolutionen” ære
Siden “Revolutionen i 1959 har Castros regime gjort sit til at cubansk musik – i lighed med anden kunstnerisk foretagsomhed – har udviklet sig så lidt som muligt. Som noget af det første efter magtovertagelsen forbød kommunisterne f.eks. brug af saxofoner, da det var et “imperialistisk” instrument. Afviklingen af Havannas rige natteliv, den manglende kulturelle udveksling der fulgte med den isoleringen af det cubanske samfund, censuren og undertrykkelsen indebar, at Cubanske musikeres mulighed for at udvikle landets rige tradition forsvandt. Og mens Omara Portando har været en af de heldige, der fik lov til at fortsætte med at lave musik efter 1959, var der mange der var mindre heldige.
Undertrykkelsen af musikere og andre kunstnere i Castros Cuba er fortsat med varierende intensitet op til i dag. Der har ikke kun været tale om et opgør med tidligere tiders “imperialistiske” musikformer – der i dette tilfælde altså var lig med jazz-musik. Mens amerikanske unge tog på festival i slutningen af 1960erne iklædt Che Guevara T-shirt og hørte på Carlos Santana, Beatles, Jimi Hendrix osv. var rock-musik forbudt i Cuba, og de der formastede sig til at lytte til denne “depraverede” og imperialistiske musikform risikerede både fængsel og tørre tæsk af politiet hvis de blev opdaget. Undertrykkelsen fortsætter den dag i dag, hvor f.eks. en gruppe som “Porno Para Ricardo” og ikke mindst den leder, Gorki Aguila, der har siddet i fængsel på grund af sin musik ikke kan optræde live og på alle måder chikaneres.
Så sent som i fredags blev flere deltagere i en fredelig march for fred i Havanna, arrangeret af Luis Eligio fra “OMNI Zona Franca” og rap-duoen “Los Aldeanos”, passet op af politiet og banket synder og sammen.
[Los Aldeanos] dem kan Castro og “venner” ikke lide
Det er forbavsende hvordan totalitære regimer, om de kalder sig nazister eller kommunister, ligner hinanden i deres syn på kunstnerisk udfoldelse, og man kan kun undre sig at folk som Anissette fra Savage Rose herhjemme kan være positivt stemt overfor et sådan regime og tilsynladende blind for at den frihed hun nyder godt af herhjemme i vores “skrækkelige” kapitalistiske system. Måske burde nogen gøre politisk bevidste kunstnere herhjemme opmærksom på hvor ynkeligt det er, når de oppustede og med selvretfærdig harme taler og synger mod systemet, når der samtidig er kollegaer i socialistiske lande, der sætter liv og helbred på spil når de gør det samme. Herhjemme risikerer man højest mere medieomtale og skulderklap for sit “engagement” og at man har sit “kunstneriske” hjerte på det rette sted.
efterskrift
Jeg skal understrege, at jeg intet kender til Omara Portuandos politiske holdninger. Det kan være, at hun er kommunist, i lighed med brasilianeren Chico Buargue, der medvirker på Gracias. Det kan være at hun slet ingen holdninger har, men det er også ganske underordnet. Hendes stemme kan ingen tage fra hende, uanset at regimet i cuba i den grad prøver at tage “stemmen” fra andre kunstnere. Dette indlæg er med andre ord ikke skrevet for at nedgøre hendes Grammy, den er fuldt fortjent.
Læs også om Porno Para Ricardo her på bloggen her og her, eller denne lørdags kronik i Berlingske Tidende af Lars Hvidberg
