Yoani Sanchez en blogger fra Havana som efterhånden er ved at blive et stort problem for Castro brødrene, blev i fredags kidnappet og gennembanket sammen med en anden blogger da de var på vej til en freds march.
Yoanis blog Generacion Y som bliver oversat til engelsk her fortæller uden censur om den forfærdelige cubanske dagligdag med sammenfaldene hospitaler, mangel på mad og elektricitet. Hun har vundet indtil flere priser for hendes skriveri.
Kun få private har internet i Cuba og hvis de havde kunne de heller ikke læse Generacion Y da den er blokeret. Før i tiden sneg hun sig ind på hoteller og uploadede artikler som hendes venner i udlandet publicerede på bloggen. Nu er det ikke muligt da de kun lader udenlandske statsborger bruge internettet. Nutildags har hun et eller andet hemmeligt storm p agtig måde at sende sine artikler ud af landet, som sikkert indebærer en flash disk, enkryptering og nogle gode venner med internet adgang.
Læs selv hendes beskrivelse af deres bortførelse:
Da vi var tæt på 23 gade og rundkørslen ved Avenida de los Presidente, så vi ankomsten af en sort bil af kinesisk mærke med 3 stærke ukendte mænd. “Yoani, kom ind i bilen”, sagde en mens han holdt mig stærkt på håndledet. De andre omringede Claudia Cadelo, Orlando Luís Pardo Lazo og en kæreste som fulgte med os til en demonstration mod vold. Ironisk for livet, var at dette blev en eftermiddag fyldt med slag, råb og bandeord som skulle have været en dag for fred og harmoni. Disse “angribere” kaldte en patrulje som tog de to andre med sig. Orlando og jeg var indelukket i bilen med de gule plader, i en skræmmende lovløs verden uden mulighed for dommedag.
Jeg nægtede at gå ind i Geely bilen og vi insisterede at de viste os identification samt en juridisk kendelse for at tage os. Selvfølgeligt viste de intet papir som kunne bevise at dette var en legitim anholdelse. Indtil flere nysgærrige kom til og så på, så jeg skreg “Hjælp, disse mænd er ved at kidnappe os”, men de stoppede et par stykker som prøvede på at hjælpe os med et råb som viste hele den ideologiske baggrund for operationen: “Bland jer ikke, dette er et par kontrarevolutionære”. Grundet vores verbale modstand, ringede en af dem til en som må have været deres chef: “Hvad gør vi? De vil ikke gå ind i bilen”. Jeg kan tænke mig til at svaret fra den anden side var skarpt, fordi derefter startede et hav af slag og skub. De bar mig med hovedet ned ad og prøvede på at få mig ind i bilen. Jeg holdt fast i døren… de slog mig på knoerne… jeg rækkede ud efter et stykke papir som en af dem havde i lomen og jeg tog det i munden. Atter en bølge af slag så jeg kunne give dem dokumentet tilbage.
Orlando var allerede inde i bilen, imobiliseret i en karate nøgle som holdt ham med hovedet imod gulvet. En satte sit knæ oven på mit bryst og den anden slog mig hårdt fra forsædet i nyrene og hovedet så jeg kunne slippe papiret. I et øjeblik føldte jeg som om jeg aldrig ville slippe ud af bilen. “Dette er så langt som du kommer Yoani”, “Nu stopper du med klovneriet” sagde ham som sad ved siden af føreren og hev mit hår. I bagsædet kunne man se et forfærdeligt spektakel: mine ben opadvendt, mit ansigt rødt på grund af trykket og en smertefyldt krop. På den anden side Orlando ødelagt af en profesionel tæskegiver. Jeg kunne kun bevæge mig lidt men det lykkedes mig at række ud gennem et par bukser og fik fat i testiklerne ud af desperation. Jeg gravede mine negle i da jeg følte som om at han var ved at flade mit bryst indtil det sidste pust. “Dræb mig nu” skreg jeg med det sidste luft jeg havde tilbage. Ham i forsædet sagde til den yngre “Lad hende indånde”.
Jeg hørte Orlando hive efter vejret og slagene blev ved med at falde på os, jeg prøvede på at åbne døren og smide mig ud, men der var intet håndtag indefor. Vi var fuldstændig under deres barmhjertighed og da jeg hørte Orlandos stemme gav det mig mod. Han fortalte mig at det samme var sket for ham gennem mine afkortede ord… de sagde til ham “Yoani er stadig i live”. De efterlod os smertefyldte på en gade i Timba. En kvinde kom nærmere “Hvad er der sket jer?” … “vi blev kidnappet” lykkedes det mig at sige. Vi omfavnede hinanden og græd midt på fortorvet. Jeg tænkte på Teo, hvordan kan jeg ved gud forklare ham disse blå mærker. Hvordan kan jeg forklare ham at han bor i et land hvor dette sker, hvordan kan jeg kigge på ham og fortælle ham at sin mor blev gennemtæsket ude på gaden fordi hun skriver en blog udtrykker sine holdninger i kilobytes. Hvordan kan jeg beskrive de despotiske ansigter på dem som brutalt tvang os ind i en bil, deres fornøjelse af at slå os, hive min nederdel og at hive mig halvnøgen mod bilen.
Det lykkedes dog at se en grad af overaskelse i vores anfaldsmænd, frygten for det nye, for noget de ikke kan ødelægge noget de ikke forstår, en forfærdelse at vide at deres dage er talte.
Claudia Cadelo og Orlando Luís Pardo Lazohar også begge blogget om det.
Efter hendes forfærdelige oplevelse er jeg er glad for Yoanis optimisme. Nu er Cuba igen i dyb økonomisk krise, hvor det godt kunne ske at de begynder at optrappe volden mod indbyggerne som de før har gjordt.
