Brasilien – “No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off

I midten af forrige århundrede var det en joke blandt befolkningen, at hvis Brasilien var “O pais do futuro” (Landet af i morgen), så måtte udviklingen ske om natten. Vittigheden dækkede over at Brasiliens vækst, præget som den var af storstilede statslige planer og lige så store armbevægelser igen og igen oplevede perioder med store eksterne – og interne balanceproblemer, høj inflation og en ustabil økonomi.

Omfanget af ressourcer der de sidste 60 år er gået til vanvittige projekter eller bare er forsvundet er da også af gigantiske dimensioner. Og mens gælden har skulle betales af alle – og primært er blevet  det af den fattige del af befolkningen, så har “frugterne” af investeringerne været forbeholdt en mindre priviligeret gruppe (offentlige ansatte, politikere, kapitalister og arbejdere i de priviligerede sektorer).

I det seneste uges Economist har man en viet en tillæg på 16 sider til at beskæftige sig med Brasilien under overskriften “Brazil takes off“. Baggrunden er at det endelig ser ud til at “landet af i morgen” rent faktisk ser ud til også at opfylde de forventninger og muligheder, det altid har indeholdt.

Som man skriver i lederen:

WHEN, back in 2003, economists at Goldman Sachs bracketed Brazil with Russia, India and China as the economies that would come to dominate the world, there was much sniping about the B in the BRIC acronym. Brazil? A country with a growth rate as skimpy as its swimsuits, prey to any financial crisis that was around, a place of chronic political instability, whose infinite capacity to squander its obvious potential was as legendary as its talent for football and carnivals, did not seem to belong with those emerging titans.

Now that scepticism looks misplaced. China may be leading the world economy out of recession but Brazil is also on a roll. It did not avoid the downturn, but was among the last in and the first out. Its economy is growing again at an annualised rate of 5%. It should pick up more speed over the next few years as big new deep-sea oilfields come on stream, and as Asian countries still hunger for food and minerals from Brazil’s vast and bountiful land. Forecasts vary, but sometime in the decade after 2014—rather sooner than Goldman Sachs envisaged—Brazil is likely to become the world’s fifth-largest economy, overtaking Britain and France. By 2025 São Paulo will be its fifth-wealthiest city, according to PwC, a consultancy.

Som det også understreges, meget korrekt, i lederen er dette ikke opnået gennem radikale ændringer. Brasiliens udvikling er tværtimod primært foregået gennem kontinuerlig tilpasning, inklusiv en række reformer især i 1990erne der på afgørende punkter har forbedret gennemsigtigheden og kontrollen af de offentlige budgetter, indebåret en forsigtig åbning af økonomien (det er stadig en relativt lukket økonomi), få men vigtige privatiseringer osv. Og ikke mindst vigtigt, så er disse ikke blevet rullet tilbage af den nuværende vestreorienterede regering under den meget populære præsident Lula. På trods af at hans parti stemte imod stort set alle reformer i det forgående årti.

Hermed går Lula og PT ind i en lang brasiliansk tradition (på godt og ondt) for at forandringer sker gradvist men fastholdes, og ikke, som det til tider kan se ud, hvis følger den politiske debat og MSM. Og på trods af at man godt kunne ønske sig at den nuværende regering havde været oritenret over at fortsætte reformarbejdet er det en væsentlig pointe, at de hverken har rullet allerede gennemførte reformer tilbage, og ej heller, på trods af et hastigt stigende ofentlig forbrug de senere år, har ført en decideret uansvarlig økonomisk politik i håbet om kortsigtede vækstgevinster på bekostning af den langsigtede udvikling. Noget der tidligere desværre har været ganske almindeligt, ikke mindst under militærdiktaturet 1964-1985.

Med det forventede skifte til en mere reformvenlig præsident til næste år er der endda begrundet håb om, at der igen vil komme gang i reformarbejdet i Brasilien, hvilket formentlig også er nødvendigt for at sikre at Brasilien for alvor kan indtage sin retmæssige plads økonomisk og politiske stormagt.

Som The Economist skriver senere i lederen:

There are new problems on the horizon, just beyond those oil platforms offshore. The real has gained almost 50% against the dollar since early December. That boosts Brazilians’ living standards by making imports cheaper. But it makes life hard for exporters. The government last month imposed a tax on short-term capital inflows. But that is unlikely to stop the currency’s appreciation, especially once the oil starts pumping.

Lula’s instinctive response to this dilemma is industrial policy. The government will require oil-industry supplies—from pipes to ships—to be produced locally. It is bossing Vale into building a big new steelworks. It is true that public policy helped to create Brazil’s industrial base. But privatisation and openness whipped this into shape. Meanwhile, the government is doing nothing to dismantle many of the obstacles to doing business—notably the baroque rules on everything from paying taxes to employing people. Dilma Rousseff, Lula’s candidate in next October’s presidential election, insists that no reform of the archaic labour law is needed.

And perhaps that is the biggest danger facing Brazil: hubris. Lula is right to say that his country deserves respect, just as he deserves much of the adulation he enjoys. But he has also been a lucky president, reaping the rewards of the commodity boom and operating from the solid platform for growth erected by his predecessor, Fernando Henrique Cardoso. Maintaining Brazil’s improved performance in a world suffering harder times means that Lula’s successor will have to tackle some of the problems that he has felt able to ignore. So the outcome of the election may determine the speed with which Brazil advances in the post-Lula era. Nevertheless, the country’s course seems to be set. Its take-off is all the more admirable because it has been achieved through reform and democratic consensus-building. If only China could say the same.

Vi vil her på bloggen i de kommende uger komme med en række indlæg der fortæller historien om Brasiliens økonomiske og politiske udvikling siden portugiserne gik i land i det nuværende Bahia for mere end 500 år siden. Dermed håber vi, at læseren vil få en lidt større forståelse for dels hvorfor det har taget brasilianerne så  lang tid at udnytte deres eget potentiale og dels for hvilket potentiale landet rent faktisk indeholder.