Tilbage i november skrev jeg et indlæg om at Brasiliens nyvalgte præsident Dilma Rousseff skabte usikkerhed om Brasiliens fremtidige økonomiske kurs. Herunder faren for at man igen i stigende grad forlader sig på heterodoks økonomisk politik (udvidet brug af regulering og administrative tiltag) bl.a. i forhold til at sikre at inflationen, der er steget i de seneste måneder, holdes under kontrol.
Ved udnævnelsen af ministre og andre centrale personer i den nye administration er det åbenlyst, at Dilma balancerer på et knivsæg i forhold til de mange interessenter – det være sig koalitionspartneren, det statskonservative/socialdemokratisk/ideologiløse (alt efter smag og behag) PMDB, regionale interesser, hendes eget partis bagland samt indenlandske og udenlandske investorer.
Udnævnelsen af den tidligere finansminister Antonio Palocci til stabschef og valget af Alexandre Tombino som ny direktør for nationalbanken har øget tilliden hos private investorer, men…
Den kommende præsidents erklærede ønske om at sænke realrenten, øge de offentlige investeringer i en utilstrækkelig og forfalden infrastruktur, fastholde høje vækstrater og samtidig at holde inflationen i ave indebærer et krav om en betydelig dæmpning i den offentlige udgiftsudvikling, hvilket forekommer lidet sandsynlig.
Det har ellers ikke skortet på de store ord, som da Dilma i sin sejrstale den 31. oktober understregede, at hendes prioriteringer over de næste fire år var at udrydde ekstrem fattigdom og forbedre kvaliteten af sundhedspleje og uddannelse, samtidig med at man fastholdt den økonomiske stabilitet og (efter brasilianske forhold) lave inflation.
Brasilien har verdens højeste realrente blandt verdens store økonomier (5%), hvilket Dilma ønsker at nedbringe til 2%. Men en af årsagerne til den rekordhøje realrente er at pengepolitikken er alene om at hindre en egentlig overophedning af den brasilianske økonomi, givet at de offentlige udgifter fortsætter med at vokse. Og selv om Dilma har erklæret at et fald i realrenten på sigt er en målsætning i sig selv, forventes den under alle omstændigheder at stige i de kommende måneder. I første omgang er forventningen, at den toneangivende Selic sats stiger fra 10,75 til 11,25% til januar. Det øger risikoen for at brasiliens valuta stiger yderligere i værdi, hvorved konkurrenceevnen overfor udlandet forringes. En af årsagerne til Brasiliens langvarige høje inflation i 1980erne og begyndelsen af 1990erne var netop hensynet til de eksterne balancer.
Med hensyn til rentesatser i Brasilien er det værd at medtage, at disse intet har at gøre med renteniveauet for “almindelige” lån. Det finansielle system i Brasilien bærer i den grad præg af, at staten spiller en central rolle i allokeringen af ressourcerne, og renterne på almindelige kreditkort og forbrugslån ville herhjemme bliver betegnet som ågerrenter.
Hvis man samtidig ønsker at sænke realrenten og valutakursen kræver det derfor at der kommer styr på de offentlige udgifter, og det kan blive meget svært. De offentlige lønninger og pensioner er steget langt hurtigere end inflationen i de seneste år. Ligeledes er omfanget af subsiduerede lån fra BNDES steget kraftigt. Man regner således med at de har kostet de brasilianske skatteydere omkring 75 mia. danske kroner i år.
Dilma Roussef har talt om nødvendigheden af at få kontrol med de offentlige udgifter og få nedbragt den offentlige nettogæld fra de nuværende 42% til 30% af BNP, men hvordan det skal lykkes står hen i det uvisse. I et land hvor politikere rask væk, som de gjorde for nyligt, giver sig selv lønstigninger på mere end 60%, er det vanskeligt at forestille sig, at man skulle være bedre til at dæmpe væksten i de offentlige lønninger og pensioner. Især ikke når ens egen magtbase i den grad er baseret på netop den offentlige sektor, som det er tilfældet for Dilma og PT.
Men det er selvfølgelig ikke et problem der er begrænset til hverken Brasilien eller mindre velstående lande, det kender vi jo også alt for godt herhjemmefra.
Kilder:
