Americas – Americas

Only in a crises…..

I forordet til 1983-udgaven af Capitalism and Freedom skrev Milton Friedman, at

Only a crisis—actual or perceived—produces real change. When that crisis occurs, the actions that are taken depend on the ideas that are lying around.

I Chile’s tilfælde var det ideen om frimarkedsreformer ( I form af den berømte/berygtede ”The Brick”), som miltærstyret – mere i form af desperation end egentlig ideologisk forståelse – accepterede. Resten er historie, som man siger. Senere har vi set hvorledes frimarkedstankegangen igen vandt, da man i 1990erne reformerede Peru’s økonomi.

I begge tilfælde kom reformerne efter en periode med venstrepopulistisk politik, som endte i hyperinflation og økonomisk kollaps.

Mens de to nævnte lande kan fremhæves som eksempler på succesfuldt gennemførte reformer, der har medført et reelt og varigt paradigmeskifte, har andre landes erfaringer med markedsreformer været mere problematiske. Således endte Argentina’s reformperiode i 1990erne som bekendt med totalt økonomisk sammenbrud og default i 2001-2002.

Nok er det nemt (som økonom) efterfølgende at pege på hvorfor det gik galt i Argentina – og at det hverken skyldtes markedsreformer eller privatiseringsproccessen. Noget andet er selvfølgelig hvordan den enkelte Argentiner oplevede det.

Hvordan er det så gået i Latinamerika?

Som det fremgår af nedenstående figur (baseret på seneste data (oktober) fra IMF), er der stor forskel på den økonomiske vækst de enkelte lande i regionen har opnået siden årtusindeskiftet.

I den ene ende finder vi lande som bl. a. Colombia, Peru, Bolivia, Den Dominikanske Republik og ikke mindst Panama, hvor BNP i gennemsnit er vokset mellem 3,8 procent og næsten 7 procent om året. I den anden ende finder vi ud over Venezuela (naturligvis), Brasilien, El Salvador og Argentina.

Forventede vækstrater ifølge IMF i indeværende og til næste år fremgår af nedenstående figur – og grundlæggende er tendensen, at de lande som har klaret sig bedst de seneste 17 år, også i de kommende år vil opleve den højeste vækst.

Fortsætter den udviklingstendens som vi har set de seneste par årtier, må vi forøvrigt forvente, at Panama overhaler Chile, mens Colombia og Peru overhaler Brasilien indefor få år, baseret på BNP per indbygger.

Det har længe været “populært” at forsøge sig ud i alternative index som erstatning (supplement) til BNP. En af disse er World Economic Forums “The Inclusive Development Index” (IDI). Her har man medtaget en lang række “inkluderende parametre” mv. ud over den “rene” værditilvækst. Der synes dog at være en ganske god korrelation mellem absolut BNP per indbygger og IDI – hvilket fremgår ved at sammenligne nedenstående tabel med ovenstående figur. Sammenligner man IDI (der dog mangler at medtage en række lande i regionen) med graden af økonomisk frihed er sammenhængen endda endnu tydeligere. Panama, Uruguay og Chile, Costa Rica og Peru er ikke kun blandt de rigeste lande i regionen – de er også blandt de økonomisk frieste.

Konklusionen må være, at Panama ikke kun er kongen af økonomisk vækst, men åbenbart også inkluderende udvikling. Noget lidt andet end Panama Papers, som de fleste vist forbinder landet med sammen med Panamakanalen naturligvis.

Fattigdom og ulighed

Givet at ulighed fylder meget i debatten i disse år, er det måske ikke helt uinteressant at se på hvorledes udviklingen har været i den historisk mest ulige region (men absolut ikke den region med flest fattige, hverken i antal eller andel).

Jeg har tidligere påpeget, at det kan være rigtigt svært at se hvorvidt man fører “blå” eller “rød” politik i forhold til netop udviklingen i uligheden, som frem til starten af dette årti udviste et klart fald i de fleste lande i regionen. Af en rapport fra CEPAL i efteråret fremgår, at uligheden er fortsat med at falde i de fleste lande, men dog noget langsommere.

Ligeledes er andelen af befolkningerne, som lever i fattigdom og ikke mindst ekstrem fattigdom også fortsat med at falde i mange lande. Den store ulykkelige undtagelse er naturligvis Venezuela, hvor fattigdommen er eksploderet i et katastrofalt omfang de seneste år, ligesom nogle lande har oplevet en mindre forværring (bl. a. Colombia, som oplevede relativ lav økonomisk vækst fra 2015 og frem til sidste år) samt Brasilien, hvor den værste økonomiske krise i 100 år fra 2014 og frem til sidste år, formentlig har haft en betydelig negativ effekt på antal og andel som lever i fattigdom.

Når man læser ovennævnte tabel skal man være opmærksom på, at der er tale om nationale opgørelser, som ikke umiddelbart kan sammenlignes på tværs af landende. At andelen af “ekstremt” fattige i Brasilien skulle være lavere end i Argentina eller Chile er helt usandsynligt. Hvad der er interessant er udviklingen over tid i de enkelte lande. Hvor en række lande desværre de senere år har oplevet en mindre stigning i andelen af fattige.

Som det fremgår af nedenstående graf har de fleste lande dog fortsat oplevet faldende ulighed (målt ved gini) også efter 2008 og frem til 2014, hvorefter billedet er lidt mere mudret. Måske ikke overraskende, givet den relativt lave vækst i regionen (se ovenstående figur).

Endelig har Cepal også set på betydningen af omfordeling og økonomisk vækst for udviklingen i fattigdom i perioden 2002-2016, samt de to underperioder 02-08 samt 02-16.

Det interessante her er naturligvis – måske ikke overraskende – at betydningen af økonomisk vækst er klart dominerende, hvis vi ser bort fra El Salvador – hvis økonomiske udvikling til gengæld har været blandt de ringeste i regionen. Værd er også at bemærke betydningen af omfordeling i Argentina fra 2008 til 2016, hvor en meget populistisk økonomisk politik dominerede frem til 2015.

Er Brasilien på vej ud af Mercosur?

At Brasilien skulle overveje at træde ud ud af Mercosur var nok utænkeligt for de fleste for bare et år siden. Men det er ikke desto mindre et muligt scenarie, der nu tales om i Brasilia, hvis ikke man kan komme gennem med – som minimum – et mere fleksibelt samarbejde.

Som det er læserne af Americas.dk bekendt, er jeg mildt sagt forbeholden overfor den brasilianske økonomis muligheder for at sikre vækst og velstandfremgang. Det skyldes primært,, at man hænger fast i en økonomisk model med rødder tilbage til 1. halvdel af det 20. århundrede (reelt længere tilbage) og en manglende erkendelse af betyndingen af frie markeder.

Men til forskel fra andre af de større sydamerikanske lande (læs: Argentina) er der heldigvis et andet kendetegn ved Brasilien. En udpræget grad af pragmatisme. Det er utvivlsomt grunden til at man aldrig har oplevet den form for økonomisk og politiske nedsmeltning, som andre lande i regionen.

Præsident Dilma Rousseff har således i klare vendinger kritiseret den manglende interne handel i Mercosur – med eksplicit adresse til Argentina – i et interview med en radiostation i Porto Alegre.

På et møde tilbage i august, skulle Dilma Rousseff og Uruguay’s præsident, Jose Mujica, have talt om et Mercosur i flere hastigheder. Uruguay har i årevis kritiseret samarbejdet i Mercosur, og ved flere lejligheder luftet muligheden for at forlade samarbejdet, ligesom man har observatør status i Alianza del Pacifico.

I Brasilien raser en intens debat om Mercosur og udenrigshandlens betydning for den fortsatte økonomiske udvikling. Ikke kun den konkurrencedygtige og meget effektive landbrugssektor presser på for at komme videre i forhandlingerne med EU om en frihandelsaftale. Også de dele af industrien, som er potentielt konkurrencedygtig, ønsker en mere eksportorienteret og mindre protektionistisk politik.

Kombinationen af lav økonomisk vækst og frygt for at blive “lukket ude” i takt med at der indgås frihandelsaftaler uden om Brasilien – ikke mindst mellem EU og USA, synes at have haft sin virkning.

Brasilien og Uruguay har således fremsat et fælles forslag som skal bruges til at få sparket nyt liv i forhandlingerne med EU. Fra EUs side lægger man ikke skjul på, at det reelt set kun er Brasilien, verdens 5-6 største økonomi, der er af interesse.

Men før man kan gå videre, skal alle Mercosur landende være enige. Og det er langt fra sikkert. Både Argentina og samarbejdets seneste medlem, Venezuela, er ikke just kendt som hverken fortalere for mere handel eller troværdige forhandlingspartnere.

Derfor tales der nu om, at enden på det hele kan blive at Brasilien forlader Mercosur. Det vil reelt indebære Mercosur’s endeligt. Skulle det ende med at Brasilien trækker sig, hvilket dog fortsat må anses for lidet sandsynligt, vil både Paraguay og Uruguay, som begge har flirtet med tanken om at søge optagelse i Alianza del Pacifico (hvilket er umuligt, så længe de er medlem af Mercosur), forlade samarbejdet omgående.

Chile vil betale mødre for at føde flere børn

The Economist har i sit seneste nummer to historier om den faldende befolkningstilvækst i Latinamerika. Den ene omhandler et forslag fra den chilenske regering, hvorefter kvinder vil blive kontakt belønnet for at føde flere end 2 børn. Det 3. barn vil indbringe ca. 1150 kroner, det 4. barn ca. 1700 kroner. Derefter vil man modtage ca. 2300 kroner for hvert barn man derudover.

Baggrunden er at fertilitetsraten er faldet til 1,8 barn per kvinde i den fødedygtige alder. Hermed har man sammen med Brasilien regionens laveste fertilitet. Jeg skrev om det sidste år, se her .

Med den lave fødselsrate er det på sigt ikke muligt at opretholde det nuværende befolkningstal, samtidig med at andelen af befolkningen i den arbejdsdygtige alder vil falde. Frygten er at, med mindre man øger arbejdsudbuddet vil det ikke være muligt for kommende generationer af pensionister at opnå en rimelig levestandard.

Det er jo en diskussion som vi også kender fra vores del af verden. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved hvor alvorligt problemet er i Chile, givet at de har en privat pensions-system, hvor folk selv sparer op. Problemet er i hvert fald en del mindre end i lande som i højere grad end Brasilien lover sine borgere at de til enhver tid beskæftigede vil betale deres pension. Det kender vi fra Europa, og det er tilfældet i flere andre latinamerikanske lande.

At pensionsbetalinger allerede i dag lægger beslag på en absurd stor del af den brasilianske stats indtægter skyldes dog ikke det faldende fødselstal, men derimod de absurd høje pensioner til tidligere offentligt ansatte. Et system som fungerede da den offentlige sektor var relativt lille og levetiden begrænset.

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager.

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama – ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe 🙂

Alianza del Pacífico afskaffer told på 90 procent af handlede varer og tjensteydelser

Drop Mercosur og lad være med at bruge krudt på Brasilien. Hvis den danske regering vil noget i forhold til promovering af dansk eksport til Latinamerika, skal der satses på Alianza del Pacífico

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

Mens Mercosur aldrig for alvor har udnyttet sit potentiale, forholder det sig helt anderledes for Alianza del Pacífico, bestående af Chile, Peru, Colombia og Mexiko.

Samarbejdet mellem Argentina, Brasilien, Venezuela, Paraguay og Uruguay hæmmes i stigende grad af den manglende fundamentale forståelse for frihandels fundamentale betydning for øget vækst og velstand. Bortset fra Uruguay, hænger man i vid udstrækning fortsat fast i en indadskuende nationalistisk økonomisk forståelse med rødder tilbage til første halvdel af det 20. århundrede.

Sådan forholder det sig ikke hos Chile, Peru, Colombia og Mexico.

Mens landende i Mercosur-samarbejdet, bortset fra Uruguay, står overfor en række store udfordringer og begrænset vækstpotentiale, forholder det helt anderledes for medlemmerne af Alianza del Pacífico.

Mercosur er præget af flere medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fortsat protektionisme, også mellem medlemslandende.

Heroverfor stårAlianza del Pacífico, hvis erklærerede formål er at fremme landenes konkurrenceevne gennem frihandel, markedsøkonomi med vægt på udenlandske investeringer, samt sikre den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

De 4 økonomier og deres 200 mio. indbyggere står for ca. 35- 40 procent af Latinamerikas økonomiske aktivitet og ca. 55 procent af regionens samlede eksport. Og resten af verden er klar over, at de pågældende landes økonomiske betydning er stigende.

På det kommende topmøde deltager en række lande som observatører. Ikke mindst detalgelsen af Uruguay, som er medlem af Mercosur, er yderst interessant. Desuden deltager Canada, Australia; New Zealand, Japan, Spanien og Portugal med observatørstatus. Ednelig har de to mellemamerikanske lande, Panama og Costa Rica anmodet om at blive optaget som fuldgyldige medlemmer.

Med tanke på hvor optaget den danske regering er af at øge dansk eksport, var det måske en ide at anmode om deltagelse i kommende topmøder.

Selv om Mercosur har en større befolkning og et højere samlet BNP i dag, er der flere grunde til Alianza del Pacífico er langt mere interessant for udlandet.

Forskellen i forventede vækstrater indebærer at BNP i løbet af de kommende år vil overhale Mercosurs både målt per indbygger og på længere sig i alt.

I modsætning til Mercosur som har en protektionistisk dagsorden ønsker man – og arbejder for – reelt at integrere landende i den globale markedsøkonomi. Derved er eksportpotentialet for danske virksomheder langt større iAlianza del Pacífico end Mercosur.

Det har private investorer selvføglelig fundet ud af for længst, hvorfor strømmen af udenlandske investeringer i stigende grad går mod de pågældende lande. Nok er Brasilien regionens største modtager af udenladnske investeringer, men det gædler kun når man ser på de rene nominelle beløb. Både set i forhold til økonomiernes størrelse og befolkningstal, har Chile og Peru længe været større og i de senere år har især Colombia oplevet et betydeligt øget inflow.

FDI/GDP 2007-2013

Kilde: Americas Market Intelligence.

Chile har længe været ledende både med hensyn til økonomisk vækst og evnen til at tiltrække udenlandske investeringer. I det seneste årti har de fået følgeskab af Colombia og Peru, som det fremgår af nedenstående graf over væksten i BNP i de to lande sammenlignet med Latinamerika og den globale vækst.

BNP vækstrater 2007-2013

Kilde: Americas Market Intelligence.

The death of a caudillo – arven efter Chavez

Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident,Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen.

Indtil præsidentvalget er afgjort, vil Diosdado Cabello, leder af nationalforsamlingen, formelt være præsident for Venezuela.

Arven efter Chavez

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. I jagten på stemmekøb har man yderligere undladt at vedligeholde og udbygge landets infrastruktur, som er i en forfærdelig forfatning.

Continue reading The death of a caudillo – arven efter Chavez

Farvel til den gamle verden, hallo til den nye

I perioden fra midt i det 19. århundrede til midten af det 20. århundrede udvandrede millioner af spaniere til de tidligere kolonier i Latinamerika og Brasilien. De seneste halve århundrede har nettovandringerne været omvendt. Ringe økonomiske muligheder i Latinamerika og omvendt hastig vækst i Spanien, medførte tværtimod en stigende og hastig indvandring til Spanien. sådan er det ikke mere. Mens der i de 10 år frem til 2007 var en tilstrømning på ca. 1,5 millioner indvandrere fra Latinamerika, går strømmen, lige som for 100 år siden, nu den anden vej.

Et Spanien i dybe økonomiske problemer, og fornyet økonomisk vækst i store dele af Latinamerika, indebærer både at mange latinamerikanere vælger at vende hjem – således valgte ca. 20.000 colombianere og 40.000 ecuadorianere at vende hjem i 2011, men også især unge spaniere vender i stigende omfang Europa ryggen og flytter til Latinamerika.

Spanierne er ofte veluddannede (på papiret). Spanske universiteter har godt nok ikke det bedste ry i Europa, men i Latinamerika er det forbundet med betydelig prestige at have læst i Europa, også i Spanien.

USA og Latinamerikas samhandel sætter ny rekord

Trods diplomatisk spænding mellem nogle lande i Latinamerika og USA, synes samhandlen mellem Nord- og Sydamerika kun at kende en vej – op, op , op.

Således er samhandel steget 20 procent siden sidste år – i en periode hvor den globale samhandel kun er steget få procent. USA står for 41 procent af den globale eksport til Latinamerika, der dermed er lige så betydningsfuld for USA’s eksport som Europa og Afrika tilsammen! Latinamerika er dermed USAs vigtigste samhandelspartner og f.eks. samhandlen med Colombia alene er dobbelt så stor som med Rusland.

Ifølge “Congressional Research Service” steg handlen mellem mellem USA og Latinamerika med 82 procent i perioden 1998 til 2009, mens den kun steg med 72 procent i forhold til Asien, 52 procent i forhold til EU og 64 procent i forhold til resten af verden .

Uruguay nærmer sig Aliança do Pacífico

Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.

AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.

At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.

PERU-HUMALA-CREDENTIALS — Perus præsident Humala

Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.

Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.

Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur

Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.

Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.

AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.

Helt anderledes forholder det sig for AP. Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.

Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika

Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.

Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.

Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.

De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.

Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.

Stats- eller markedsstyret vækstmodel

Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.

chavez-dilma-mujica-cristina-mercosur_sld — Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012

Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt frie markeder.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale hvilket bl.a. Chile har.

Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.

Brasilien taber pusten mens Colombia stormer frem – forskellen er markedskapitalisme

Vi skal kun få år tilbage før man ville være helt til grin, hvis man nævnte Colombia som et fremtidigt vækstmirakel. Derimod var der ingen ende på den rosende omtale af Brasiliens fremtidsudsigter. Sådan er det ikke længere. Her på bloggen har vi allerede for lang tid siden konstateret at Brasilien står overfor betydelige udfordringer, hvis man vil fastholde rimelige vækstrater, mens vi har fremhævet Colombia som en mulig stjerne.

I denne uges economist er der to glimrende artikler om henholdsvis Brasiliens nedtur og Colombia’s vækstscenarie .

På trods af at bytteforholdet for Brasiliens eksport er steget med 25 procent de seneste 10 år, har det ikke kunne kompensere for at kraftigt stigende lønninger (drevet af politisk betingede høje stigninger i mindstelønnen), meget lav vækst i produktivitet, et komplekst skattesystem på et meget højt niveau – skattetrykket i Brasilien er på næsten 38 procent af BNP, og manglende investeringer i infrastrukturen er alle med til at forklare, at man nu regner med væsentligt lavere økonomisk vækst i de kommende år.

Stigende protektionisme og mangel på tiltrængte markedsreformer lægger yderligere til.

Economist er blot de seneste, som konstaterer at fremtiden ser mindre lys ud for Brasiliens økonomi. Tidligere på måneden var det Ruchir Sharma i artiklen “Bearish on Brazil” i Foreign Affairs, som pegede på at det står skidt til med B’et i BRIC landene.

Helt anderledes i Colombia. Her er en frihandelsaftale med USA trådt i kraft, dækkende stor set alle produkter. Man regner med at aftalen allerede i år vil indebære, at BNP stiger en procent ekstra, mens der vil blive skabt 300.000 nye jobs. En lignende aftale forventes at træde i kraft i forhold til EU senest i 2013.

Brasilien har fortsat et højere BNP per indbygger end Colombia, men som The Economist erkender – og som jeg har skrevet ved flere lejligheder – er Brasiliens vækst slet ikke så imponerende når man kigger nærmere efter. Det er ikke usandsynligt at Colombia allerede i indeværende årti (i lighed med Peru) overhaler Brasilien målt på BNP per capita.

En væsentlig forskel mellem Brasilien på den ene side og lande som Colombia og ikke mindst Peru, Panama og Chile på den anden er, at mens Brasilien fortsat bekender sig til semi-planøkonomisk statskapitalisme, er forbilledet for Colombia, Peru, Chile og Panama markedskapitalisme. Det som venstrefløjen fnysende omtaler som neo-liberalisme.

Man kan jo kalde det hvad man vil. Men det bliver alt tydeligere, at lande som fastholdt momento og fortsatte markedsreformerne fra 1990erne (for Chiles vedkommende fra 1970erne), oplever langt større økonomiske fremskridt end de som helt eller delvist vendte tilbage til eller fastholdt den traditionelle statscentrerede økonomiske model.