FARC løslader de sidste gidsler

(Opdatering: – Der er kun tale om de sidste militære/statslige gidsler. Man regner med at FARC herefter fortsat har ca. 400 civile fanger/gidsler)

Colombianske FARC, som længe har har været presset og kun er en skygge af sig selv i forhold til tidligere, har nu løsladt de sidste gidsler. Læs og se mere på BBCs hjemmesider. Hermed tager Colombia endnu et skridt mod at blive et “normalt” fungerende land. Noget af en omvæltning fra 10 år siden, da landet karakteriseredes som en “failed state”.

Sidste år var Colombia blandt Latinamerikas hastigst voksende økonomier, en udvikling som ser ud til at fortsætte i år. Løsladelsen af de sidste gidsler er kommet i stand ved en joint-venture mellem Colombia og Brasilien, og understreger kun det nære forhold de to lande har fået til hinanden siden valget af Manuel Santos som Colombia’s præsident i 2010.

At det gode forhold mellem de to lande samtidig yderligere svækker Venezuelas position, passer formentlig begge fint.

Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Historisk baggrund

Nedenstående figur viser i hvilke perioder øerne har været beboet og under hvilket flag. Den oprindelige tvist bunder primært i to forhold. 1. At den spanske krone hævdede, at øerne var spanske, samtidig med at den engelske krone hævdede det samme. 2. At englænderne da de på et tidspunkt opgav deres koloni på øerne, efterlod de en inskription hvor de gjorde deres krav på øerne gældende.

England og Spanien fik aldrig afgjort hvem øerne tilhørte.

Continue reading Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Bolivia indgår aftale om narkotikabekæmpelse med USA og Brasilien

Bolivianske tropper skåret illegal coca planter, 16 Jan 2012

Ifølge bl.a. BBC, har Bolivia efter mange måneders forhandling underskrevet en aftale med USA og Brasilien om at arbejde for reduktion af den ​​illegal produktion af kokain.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Fertilitetsraten styrtdykker i Latinamerika

For et par årtier siden var overbefolkning den store skrækhistorie verden over. Siden da har man som bekendt fået sig en ny undergangsfortælling (klimadebatten).

Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.

Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.

Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.

En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.

I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .

I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.

Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.

At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.

Latinamerika 2012 – og et kort tilbageblik på 2011

Lad mig først og fremmest beklage, at jeg ikke har skrevet på denne blog i et stykke tid. Fremover vil der være indlæg hver uge.

2011 – et roligt år med fortsat vækst – hvis vi ser bort fra den fortsatte trussel fra venstrefløj og narkobaroner.

2011 var på mange måder et roligt år, hvis vi ser bort fra det fortsatte absurde voldsniveau, som primært er resultatet af den fortsatte “kamp mod narkotika”. Selv om medierne herhjemme primært skriver om udviklingen i Mexico, er der tale om en udvikling som primært truer de fattige mellemamerikanske lande, hvis muligheder for at gøre noget i forhold til de velbevæbnede og ressourcestærke mexicanske karteller er stort set lig nul.  Lande som Honduras, El Salvador og Guatamala bliver endda ramt dobbelt, fordi Colombia’s succes med at bekæmpe narkotikakriminaliteten (en succes som bestemt er begrænset), ud over at have flyttet produktionen til Bolivia og ikke mindst Peru, sammen med Mexicos fortsatte kampagne mod kartellerne, har øget deres aktivitet i netop de mellemamerikanske lande.

I lande som Venezuela, Bolivia, Ecuador og Argentina fortsatte myndighederne desværre med at begrænse ytringsfriheden, mens det i Nicaragua lykkedes Daniel Ortega at blive genvalgt som præsident, på trods af at det er i strid med landets grundlov. Den sag klarede sandinisterne dog ved at man i 2010 havde sikret sig at ens politiske allierede dominerer højesteret.

I lighed med Argentina sikredes valgsejren for den siddende præsident ikke mindst i kraft af evnen til at fremme den økonomiske vækst via brug af offentlige midler – prisen betales efter valget.

I det hele tale var den økonomiske udvikling, ikke mindst set i forhold til i USA og Europa, ganske gunstig, med en gennemsnitlig vækst i BNP for hele regionen på ca. 4,5 procent. Blandt de hurtigst voksende økonomier finder vi som det efterhånden har været reglen i en del år, de tre latinamerikansk tigre, Chile, Panama og Peru. Peru oplevede således en vækst på ca. 7 procent, drevet af udviklingen i den private sektor, hvor vækstraten var tocifret. I Chile voksede økonomien med 6,3 procent mens Panama oplevede en vækst på ca. 7,4 procent.

Der er også grund til at nævne Colombia, som voksende med respektable 5 procent, og er ved at lægge fundamentet for at blive en Latinamerikas mest dynamiske økonomier.

Tragedien Argentina

På overfladen var 2011 endnu et forrygende år i Argentina, med en estimeret vækst på 8,65 procent, men…..

Argentina fører en yderst kortsigtet økonomisk politik. Og med en reel inflation på omkring 25 procent og pres på handels- og betalingsbalance, er risikoen for overophedning og efterfølgende nedsmeltning af økonomien reel. Udfordringen for Christina Fernández de Kirchner., som genvalgtes med et overvældende flertal i efteråret, er at få styr på de offentlige finanser og lønudviklingen. Om det lykkes afhænger helt af hendes og regerings evner til at styre de politiske interessenter, som hendes magt er baseret på – ikke mindst fagforeningerne.

Argentinas bemærkelsesværdige comeback siden nedsmeltningen i 2000 har været ikke så lidt begunstiget i en positiv udvikling i priserne på landets traditionelle eksportprodukter. Men denne udvikling fortsætte næppe i de kommende år. Samtidig er ekstern låntagning fortsat et problem grundet de udeståender man har med kreditorer som ikke accepterer en nedskrivning af den gæld, man opgav at betale af på i 2001.

Endelig lider økonomien under manglende investeringer.

Til gengæld har man skruet op for retorikken og kravene om at “Malvinas”, som Argentinerne kalder Falklandsøerne, “igen” bliver en del af Argentina – her op til 30 års dagen for Falklandskrigen i 1982. Det er et emne vi vender tilbage til snarest.

Brasilien – kraftigt faldene vækst og populær præsident.

Brasilien oplevede i 2011 regionens største fald i væksten. Fra i 2010 at have haft en vækst på ca. 7,5 procent, faldt denne i det forgangne år til ca. 3 procent. Forventninger til det kommende år peger ikke på en forbedring fremadrettet. Det synes dog ikke at være gået ud over præsident Dilma Rousseffs popularitet. Tværtimod synes hun at være blevet styrket og være trådt ud af sin forgænger, Lulas, skygge. Hendes håndtering af en lang række korruptions-skandaler, som jeg har skrevet om på denne blog, har tilsyneladende haft en meget positiv effekt på hendes popularitet. Det ændrer dog ikke at Brasiliens stats-centrerede økonomi, hvor staten står for over 90 procent af mellem- og langsigtet kredit, står overfor betydelige udfordringer i de kommende år.

Og alt det andet

Så var der og er der Chavez sygdom – hvor syg er han? Lever han længe nok til valget i Venezuela i efteråret? Det vil vi følge tæt i år. Venezuela oplevede endelig en smule positiv vækst i 2011, men kriminalitet og mordrate er ekstrem høj, og er det emne som bekymrer borgerne mest. Hvorvidt Chavez vinder valget til efteråret står hen i det uvisse – men vi kommer til at skrive en del om det. Det vil være det afgørende valg i det kommende år.

Vi vender også tilbage med mere nyt om Cubas reformer og hvorledes man forbereder sig på pavens besøg om et par mdr, følger udviklingen i Bolivia, hvor konfrontationen mellem regering og opposition bestemt ikke er for sarte sjæle.

Med denne lille opdatering ønsker vi læserne et godt nytår – og lover en lind strøm af indlæg om Latinamerika i det kommende år.

USAs præsident er den mest populære leder i Latinamerika

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige demokrati-undersøgelse i Latinamerika, har Latinobarometro undersøgt latinamerikanernes holdning til andre ledere i regionen.

Blandt andre spørgsmål. som man har spurgt en repræsentativt udsnit på 20.000 personer i de latinamerikanske lande, er hvorledes de forholder sig til andre ledere i Latinamerika, samt USAs præsident Barrack Obama og den spanske konge, Juan Carlos.

På en skala fra 1-10 scorer USAs præsident Barrack Obama bedst, med 6,3, mens vi i bunden finder Cubas tidligere leder, Fidel Castro, som kun scorer 4,1. Blandt regionens egne ledere scorer Brasiliens Dilma Roussef og Colombias Juan Manuel Santos højst, mens Daniel Ortega og Hugo Chavez har den lidet flatterende ære, at være de latinamerikanske ledere med det ringeste image i resten af Latinamerika.

Latinamerikanernes syn på USA

Det er muligvis en overraskelse for en del, at USA er relativt populær blandt latinamerikanerne. Ikke desto mindre er synet på USA overvejende positivt blandt et flertal af latinamerikanere, ikke mindst i blandt befolkningen i Honduras. Colombia og El Salvador.

Dette er næppe en nyhed, vi skal forvente bliver udbredt i danske mainstream medier. Det passer jo ikke rigtigt ind i den historie, som man ynder at fortælle om det imperialistiske USA og den retfærdige kamp, som undertrykte latinamerikanere fører mod kapitalismen.

Latinamerikanernes syn på udvalgte lande og regioner

 

En klar konklusion er, at latinamerikanerne er langt mere positivt stemt overfor resten af den vestlige verden og det kapitalistiske system, end man umiddelbart skulle tro, hvis man følger MSMs nyhedsdækning fra regionen.

Det er meget tydeligt, at selv om både Venezuela og Cuba scorer højere i 2011 end i 2010, er disse landes image relativt ringe. Der er ikke opbakning til “det socialistiske alternativ”. Kun Israel og Iran scorer lavere end Venezuela og Cuba.

Narkotikapolitik er slået fejl

Nedenstående blev bragt som kronik i Børsen d. 1. juni 2011

Narkotikapolitik er slået fejl

I sidste uge opfordrede “The Global Commision on Drug Policy” til, at verden opgiver den nuværende »War on Drugs«.Kommissionen tæller bl.a. folk som tidl. NATO-generalsekretær Javier Solana, USA’s tidl. udenrigsminister George Schultz, nobelpristageren Mario Vargas Llosa, Brasiliens tidligere præsident Fernando Cardoso og Mexicos tidl. præsident, Ernesto Zedillo.

Det var ikke et tilfælde, at en lang række tidligere latinamerikanske præsidenter var medunderskrivere. Netop i Latinamerika har man følt de negative konsekvenser af den nuværende internationale narkotikapolitik.

Lande som Bolivia, Colombia, Peru og Mexico har selv et begrænset narkotikaforbrug. Alligevel betaler disse lande en høj pris i form af korruption, vold og usikkerhed, samt lavere økonomisk vækst, som følge af narkoefterspørgslen primært i USA og Europa.

FN anslår, at markedsværdien for salget af kokain alene i USA er ca. 36 mia. dollar, mens værditilvæksten fra bonde til gadesalg er på over 1.000 pct..

Siden Mexico i 2006 indledte en storstillet offensiv mod landets magtfulde narkokarteller, har over 34.000 mennesker mistet livet. Alene i grænsebyen Ciudad Juárez, mistede 229 mennesker i februar.

Indsatsen har været en absolut fiasko. De magtfulde mexicanske narkokarteller er så stærke som nogensinde.

For 40 år siden skrev økonomen og nobelpristageren Milton Friedman en kort artikel i Newsweek, hvor han sluttede med at konstatere, at det var umuligt at vinde kampen mod narkotika ved at bekæmpe udbudssiden.

Dengang kom størstedelen af narkoen til USA via Marseille. Og selv om det lykkedes at optrævle de kriminelle organisationer, der stod bag smuglingen, medførte det blot en kort »tørkeperiode« på den amerikanske østkyst.

Colombianske karteller tog over. Og i dag sidder mexicanske karteller på narkotikamarkedet i Mellem- og Nordamerika.

»Balloneffekten«

Hvorfor har bekæmpelsen af narkokartellerne i Mexico og de colombianske myndigheders indsats siden 1990’erne samlet set haft så ringe effekt?

Det skyldes, hvad lederen af Costa Ricas narkotikabekæmpelse, Mauricio Boracshi, kalder »balloneffekten«: Lykkes det succesfuldt at bekæmpe produktion og smugleraktivitet ét sted, stiger denne blot et andet sted.

De colombianske myndigheders indsats – bistået af USA – har ganske vist resulteret i, at dyrkningsarealet for coca er faldet drastisk i Colombia. Til gengæld er det steget i både Bolivia og Peru, mens udbyttet per hektar er fordoblet.

Og pga. myndighedernes indsats i Colombia og Mexico, har Honduras og især Guatamala fået en ny central placering i smuglingen af kokain til USA. Det har medført en drastisk forværring af de to små landes sikkerhedssituation, der i forvejen var meget ringe.Volden i de to lande er væsentlig større end i Mexico, og myndighedernes ressourcer er langt mere begrænsede.

For nylig udførte medlemmer af kartellet »Los Zetas«, grundlagt af tidligere mexicanske elitesoldater i 1999, en blodig massakre der kostede 28 landarbejdere livet i det nordlige Guatamala.Efterfølgende har regeringen erklæret hele provinsen i undtagelsestilstand og sat militæret ind. De færreste forventer den store effekt. Omkring nytår gennemførte man en lignende operation i en naboprovins. Selv om det ledte til mange arrestationer, samt beslaglæggelse af store mængder våben, ammunition, biler og fly, opererer narkokartellerne i dag som før militærets indsats.

Minimale muligheder

De små fattige mellemamerikanske lande har minimale muligheder for at hamle op med de magtfulde og formuende karteller, der anslås at have omkring 100.000 mand under våben.

Til gengæld gør kombinationen af svage institutioner, udbredt korruption, fattigdom og interne spændinger de pågældende lande ideelle for kartellernes aktiviteter.

I både El Salvador og Guatemala bliver der nu slået flere mennesker ihjel end under borgerkrigene i 1980’erne. For Guatemala’s vedkommende anslår myndighederne at omkring 40 pct. af alle mord er narkorelaterede, mens antallet af private sikkerhedsfolk er 5 gange så højt som det samlede antal soldater og politifolk.

Mordraten i Honduras svarer til, at vi i Danmark havde 4-5.000 mord om året.

Omkostningerne til sikkerhed er den tredjestørste post for virksomhederne efter lønninger og energi. Det koster alt sammen i form af manglende investeringer og økonomisk vækst.

Derfor stiger kravet i mange latinamerikanske lande om at ændre narkotikapolitikken. Blandt fortalerne for en egentlig legalisering tæller man bl.a. flere tidligere mexicanske præsidenter, såsom den konservative Vincente Fox.

Tidligere i år tilkendegav også den nuværende præsident i Colombia, Juan Manual Santos, sin støtte til en egentlig legalisering i et interview til Financial Times. Men som Santos gjorde opmærksom i interviewet, kræver en legalisering, at USA og EU erkender, at det nuværende globale narkotikaforbud har spillet fallit. Ellers vil både producent- og transitlande, ikke mindst i Mellemamerika, fortsat lide under den følgekriminalitet, der udspringer af efterspørgslen efter illegale rusmidler i primært USA og EU.

Peru’s kommende præsident Humala besøger USA

Perus nyvalgte præsident, Ollanta Humala, mødes i morgen onsdag med udenrigsminister Hillary Clinton, OAS generalsekretær, José Miguel Insulza og sandsynligvis præsident Barack Obama.  Med turen ønsker man at understrege det gode forhold mellem mellem USA og Peru, ikke mindst med tanke på at den nyvalgte præsident, som formelt først tiltræder den 28. juli, tidligere var kendt for at være yderst anti-amerikansk.

Forud for sin amerikanske tur, har Humala været på flere rundrejser i Sydamerika, hvor han har haft mødermed med præsidenterne for Argentina, Brasilien, Colombia, Ecuador, Paraguay og Uruguay. et planlagt besøg i Venezuela er udsat på grund af Hugo Chavez sygdom.

“Neo”liberalisme sikrer høj vækst

Selv om Perus Centralbank har sænket sin prognose for landets økonomiske vækst i år til 6,5 procent fra 7 procent, vil det stadig være Sydamerikas hurtigst voksende økonomi i 2011, efterfulgt af Chile, hvis økonomi forventes at vokse med 6,2 procent, Argentina med 6 procent, Colombia med 4,2 procent og Brasilien med 4,1 procent ifølge IMF. Ingen af de nævnte landes BNP vækst kan dog følge med Panama, der forventes at have Latinamerikas højeste vækstrate med 7,4 procent.

Lima, Peru

Den peruvianske nationalbanks nedjustering af væksten fra 7 procent til 6,5 procent (hvilket bringer forventningerne i overensstemmelse med IMF ), skyldes ifølge Julio Velarde, præsident for nationalbanken, at det offentlige forbrug og de private investeringer har været lavere end tidligere forventet.

Den gennemsnitlige vækst i Latinamerika og Caribien som helhed, forventes af IMF at blive på 4,7 procent i 2011.  De eneste andre lande med højere prognoser i Latinamerika og Caribien (ud over Peru, Argentina og Chile) er Haiti (8,6 procent) og Panama (7,4 procent).

Hvis vi ser bort fra Haiti, hvis vækst kommer på en særlig (og dyster baggrund), m.a.o. jordskælvet sidste år, er det tydeligt, at den økonomiske vækst er højst blandt Latinamerikas økonomisk frieste lande (efter Fraser Institute’s Economic Freedom Index). Chile er blandt verdens 5 frieste økonomier, mens Panama og Peru kan måle sig med europæiske nationer.

Til gengæld klarer lande omfattet af  “det 21. århundredes socialisme” (ALBA-landene) sig generelt dårligt. Især Ecuador og ikke mindst Venezuela, der ifølge IMF kan forvente Latinamerikas laveste vækst i de kommende år. Væksten i Venezuela frem til 2016, forventes at være under 2 procent p.a., mens den i Ecuador forventes at ligge mellem 2 og 2,5 procent.

Med andre ord peger data for Latinamerika klart på, at “neo”liberale reformer sikrer vækst og velstand, mens socialisme medfører stagnation.

Zelaya vender tilbage til Honduras

Næsten 2 år efter at være afsat, vendte tidligere præsident Zelaya i går hjem til Honduras. Hermed er vejen banet for at Honduras fuldt ud kan genindtræde i det internationale samfund. på onsdag afgøres det hvorvidt Honduras kan genoptages i Organisationen Af amerikanske Stater (OAS). Der er dog tale om en formsag .  At Zelay kan vende tilbage er først og fremmest blevet mulig gennem en aftale faciliteret af Colombias præsident, Manuel Santos, og Venezuelas præsident, Hugo Chavez. Og i sidste ende indebar den, at Zelays, der blev ved med at skrue kravene i vejret blev “banket på plads” af Chavez.

Zelays blev afsat for 2 år siden som kulmination på et forløb, hvor han i strid med forfatningen insisterede på at afholde en folkeafsteming, hvis formål var at ændre Honduras forfatning. Zelaya fastholdt og fastholder dog at der alene var tale om en vejledende afstemning der skulle bane vejen for en egentlig afstemning senere. Som led i den aftale der er indgået, er der nu vedtaget en lov hvorefter der skal afholdes en afstemning netop om ændring af den honduranske grundlov. Continue reading Zelaya vender tilbage til Honduras