Hvad er det der med socialister og homoseksuelle?

Det er en kendt sag at bøsser og lesbiske ofte er blevet forfulgt i socialistiske lande. I nogle tilfælde har forfølgelsen været temmelig brutal, som f.eks. i Cuba i 1960erne, hvor de enten blev interneret i koncentrationslejre, eller som det skete i mange tilfælde, ganske enkelt slået ihjel af regimet. Helt frem til begyndelsen af 1990erne var det forbudt at være homoseksuel i Cuba. – Nogle vil mene, at det fortsat er forbudt at være sig selv på de kanter.

Så slemt står det ikke til i Bolivia, men alligevel må man undre sig over, at en progressiv leder, der hyldes som en helt, også af den hjemelige venstrefløj, har et så homofobisk forhold til folk med en anden seksualitet end hans egen.

Evo Morales har således i følge NRKs hjemmesider udtalt, at man skal passe påat spise for meget kylling, fordi man risikerer at  blive skaldet eller ende som bøsse. Baggrunden er ifølge Morales – som det udtrykkes på vores nordiske brødres modersmål,

at kyllingprodusentene injiserer kvinnelige hormoner inn i fuglene, og at dette igjen kan føre til at menn som spiser kyllingen «støter på problemer med å være menn».

Måske skulle hans begejstrede tilhængere i Enhedslisten herhjemme overveje om der mon ikke er en forbindelse mellem den slags “hårrejsende” vås og hvad manden ellers står for? – Det er bare en tanke.

Læs hele historien her.

Socialisme og “kampen mod narko” truer ytringsfriheden i Latinamerika

Sociedad Interamericana de Prensa/Inter American Press Association (SIP-IAPA) har ved det nyligt afholdte halvårsmøde måtte konstatere, at presse- og ytringsfriheden i store dele af Latinamerika er under voldsomt pres.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
  • To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
  • To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
  • To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Hugo Chavez beskylder oppositionen for at sabotere elforsyningen

At demokratiet har det skidt i Venezuela er ikke nogen nyhed. Misbrug af offentlige midler, lukning af kritiske medier og brug af vold mod fredelige demonstranter har længe været normen. I søndags gik Hugo Chavez så skridtet videre og anklagede “borgerskabet” og oppositionen for at stå bag sabotage af landets elforsyning, og dermed været skyld i de massive problemer med elektricitetsforsyningen. Chavez fremkom med sine anklager  i søndagens udgave af hans ugentlige TV-program “Alô Presidente”. I vanlig stil blev der ikke præsenteret skyggen af bevis for påstandene, der naturligvis straks blev afvist af talsmænd for oppositionen.

Ifølge Chavez er sabotagen del af en veltilrettelagt plan for at vælte ham, men som han beroligende kunne tilføje – “hvis elforsyningen skulle bryde sammen vil det ikke være ham der “falder”, men derimod “borgerskabet””.  Med andre ord er risikoen stor for at venezuelanerne hænger på Chavez, uanset om de så ønsker ham eller ej. Continue reading Hugo Chavez beskylder oppositionen for at sabotere elforsyningen

Coca Colla, en cola der lever op til sit navn


reklame for coca te  - det var dengang
reklame for coca-drink - det var dengang

Der var en gang hvor ordet Coca i Coca-Cola skulle tages helt alvorligt. Således forskrev den oprindelige opskrift på Coca Cola, at der blev tilsat ca. 150 gram coca blade for hver 3,8 liter sirup. Nu introducerer Evo Morales så læskedrikken Coca Colla – hvor bogstaverne vil blive trykt på rød baggrund. Der er tale om en gammel drøm fra den tidligere coca-bonde (cocalero) og nuværende præsident i Bolvia. Selv om navnet måske mest af alt minder om drilleri overfor en nok så kendt amerikansk producent af læskedrikke o.m.a., er der en hvis mening i valget af navnet Colla, der på to af de lokale indianske sprog er betegnelsen for befolkningen i Andesbjergene (det staves dog Kolla), der har tygget kokablade i århundrede.

Morales har siden han tiltrådte som præsident kæmpet for en anerkendelse af coca blade, der siges at være god mod højdesyge, svimmelhed og sult. Senest tyggede han demonstrativt coca blade ved et FN-topmøde om narkotika sidste år, hvor han i samme anledning understregede, at “Vi er for cocablade, men mod kokain”.

Under sloganet “Coca Sí, cocaina nohar man i de sidste 3 år arbejdet for promoveringen af alternativ brug af  koka, f.eks. i mel, slik og spiritus, samt som nævnt læskedrikken Coca Colla. Indtil videre vil Coca Colla (ikke overraskende) kun blive solgt i Bolivia.

Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?

Ifølge exit-polls ved søndagens valg i Bolivia, ser den siddende socialistiske præsident Evo Morales ud til at vinde en klar sejr. Han kommer dermed ud af valget med et styrket mandat til fortsat “revolutionær” forandring af det bolivianske samfund.

Det er blevet antydet, bl.a. af Mary O’Grady i “The End of democracy” i WSJ, at Evo Morales regime ikke er demokratisk. Således beskriver hun ved udsigten til genvalg af Evo Morales:

“In fact, it will mark the official end of what’s left of Bolivian liberty after four years of Morales rule.”

Mens situationen i Bolivia og Honduras, og USA’s holdning til disse sammenlignes med ordene:

“While the U.S. and the Organization of American States have been obsessing over Honduras’s legal removal of an undemocratic president, Mr. Morales has been fortifying his narco-dictatorship. He’s also made friends with Iranian dictator Mahmoud Ahmadinejad, who will make another visit to La Paz tomorrow.”

moralesDet er måske her på sin plads at understrege, at der ikke er tvivl om, at Evo Morales har stor folkelig opbakning, hvilket Honduras afsatte præsident Zelaya ikke havde. Da sidstnævnte blev valgt i 2005 var det som en “normal” centrum-højre politiker. I løbet af 2008 ændrede han så radikalt politik, kom på kant med sit eget parti og endte som bekendt med at blive afsat, da han nægtede at følge højesterets afgørelse, men insisterede på at afholde en forfatningsstridig afstemning.

På visse områder kan det være relevant at sammenligne de to lande.  De er begge blandt de fattigste lande i Latinamerika, har nogenlunde samme grad af korruption og er begge karakteriseret ved stor forskel mellem rig og fattig. Derefter er det dog småt med lighederne.

Continue reading Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?