USA – Americas

Cuba – tilbage til fremtiden

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede.

Fidel Castro, Raul Castro, Nicolas Maduro — Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana

Genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba efter 56 år, Obama’s besøg i Cuba tidligere på året og den fornyede kontakt mellem de to lande er naturligvis historiske begivenheder. Forhåbentlig markerer det begyndelsen på en proces, som vil lede til fuld normalisering. Men det bliver en meget lang proces. Mange forhindringer (de fleste) ligger forude. Og i sidste ende afhænger normaliseringen mere af, hvad der kommer til at ske i Cuba end i USA.

download Uanset om den amerikanske handelsembargo ophæves eller ej – hvilket kræver kongressens samtykke – er dens effekt markginal i forhold til de katastrofale effekter af den førte økonomiske politik siden 1959.

Ophævelsen af embargoen vil formentlig også tage sin tid. Det kræver en løsning på udestående krav fra amerikanske firmaer og privatpersoner, som fik beslaglagt deres ejendom efter 1959.

Indførelsen af embargoen (og indefrysningen af cubanske aktiver i USA) var således en direkte konsekvens til beslaglæggelsen af amerikansk ejendom og kravene er fortsat retsgyldige under både amerikansk og international lov.

I 2005 estimerede ”Federal Claims Settlement Commission” værdien af udestående krav fra virksomheder og personer, som var amerikanske statsborgere på det tidspunkt ekspropriationerne fandt sted, til ca. 6 mia.USD, hvilket siden er steget til ca. 7,5 mia. USD.

Dertil skal lægges krav fra privatpersoner, som ikke var amerikanske statsborgere, men er blevet det senere. Deres krav er ikke eksplicit garanterede ved hverken international eller amerikansk lov. Det indebærer dog ikke, at man kan se bort fra dem i forhold til den proces Cuba og USA har indledt. Nemmere bliver det ikke af, at disse ejendomme for et stor dels vedkommende sidenhen har fået andre ejere.

Embargo og nem adgang til asyl

Paradoksalt tyder noget på at to hjørnesten i amerikansk politik overfor Cuba har været med til at styrke Castro regimets greb om magten. Cuba har forstået at udnytte handelsembargoen fuldt ud i sin propaganda, mens den lette adgang for cubanere til at bosætte sig i USA – hvis man altså kunne slippe ud af Cuba – bl.a. i kraft af ”dry foot – wet foot” politikken, kan siges at have virket som en slags “sikkerhedsventil”.

På den ene side har det naturligvis været til ugunst for Cuba, at en meget stor del af de bedst uddannede og mest ressourcestærke cubanere forlod landet på et tidligt tidspunkt – ifølge nogle kilder forlod hver anden cubansk læge landet inden for de første år efter Castro’s magtovertagelse.

På den anden side har den massive flugt/udvandring fra Cuba – ikke mindst til USA- formentlig styrket regimets politiske kontrol og magt.

USA er på trods af den amerikanske handelsembargo Cubas fjerdestørste handelspartner målt på import. Kina, Spanien og Brasilien er de tre største.

Importen fra USA består primært af hvede og andre afgrøder samt medicin. Cuba er gået fra at producere 80% af sit fødevareforbrug før 1959, til blot 20% i dag.

Det anslås at den nuværende åbning kan øge Cuba’s BNP med op til 0,5 procent indeværende år. Primært drevet af flere amerikanske besøgende og lettere adgang til pengeoverførsler fra USA til Cuba. Det er dog ikke i sig selv nok til afgørende at bryde med 55 års ringe vækst. Mens

Siden 1959 er Cuba gået fra at være blandt de 5 mest velstående latinamerikanske økonomier til at være blandt de fattigste. Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950’erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25 pct. af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere.

Når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det medtages, at Cuba allerede i 1950’erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Og før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse. Dengang havde de to lande også et højere antal end USA. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.

Der var dog også tale om et meget heterogent samfund med stor forskel på by og land. Levestandarden var relativt god med datidens standard for den mere end halvdelen af befolkningen, der allerede i 1950erne boede i byer med mere end 20.000 indbyggere. Til gengæld var fattigdommen udbredt på landet.
Der er dog intet som tyder på, at det stod værre til i Cuba end hos andre af de mere velstående latinamerikanske lande.

Cuba var bestemt ikke noget paradis, men det var heller ikke et fattigt tredjeverdensland. Man kan kun gisne om hvorledes Cuba havde set ud i dag, hvis Castro og hans tro væbnere havde holdt deres løfte til den middelklasse. Den havde i vid udstrækning støttet og finansieret kampen mod Batista. En kamp hvis hovedmål havde været genindførelse af landets demokratiske forfatning af 1940. Desværre sørgede Castro for at det ikke skete. Men hvad nu hvis Castro ikke havde vundet? Hvordan var det så gået økonomisk? Et meget konservativt bud er, at Cuba i dag som minimum ville have haft en levestandard på niveau med Uruguay eller Costa Rica (se nedenstående figur).

cuba costa rica

Det er dog ikke urealistisk at forestille sig, at Cuba kunne have været Latinamerika’s rigeste land i dag. Exilcubanere og deres efterkommere har klaret sig glimrende i USA, og har haft stor betydning for Florida’s udvikling det seneste halve århundrede.

Reformer til gavn for hvem?

Allerede da Raul Castro overtog magten efter sin storebror, Fidel, i 2006, var det med løfter om økonomiske reformer. Men selv om der efter cubanske forhold har været store omvæltninger, blegner det både i forhold til forandringerne i det øvrige Latinamerika, for slet ikke at tale om Kina og Vietnam, som ofte nævnes som forbilleder.

Reformernes primære formål er at sikre den nuværende elite’s – det vil sige kommunistpartiets top og militæret – position og magt. Ikke mindst militæret er helt centralt. Den kontrollerer ca. 60 procent af Cuba’s økonomi.

Det fremgår også meget klart af ”Lineamientos”, som man vedtog på partikongressen i 2011, at der ikke er tale om at ændre den cubanske model, men ”kun ” at den skal opdateres.

Planen er at Cuba fortsat primært skal være en centralt statslig styret økonomi.

Cubas mangelfulde reformer

Selv om hverken omfang eller hastighed kan sammenlignes med reformer andre steder, er der sket ændringer. Spørgsmålet er blot hvor langt de rækker.

I dag er det således muligt for private at købe brugsret (forpagte) uudnyttet jord. Man er dog kun garanteret brugsretten i 10 år, hvorefter det er op til staten hvorvidt den skal fornys eller ej.

Selv om man har løsnet op på kravene de senere år, er der fortsat mange begrænsninger og krav til forpagterne. Opfylder man dem ikke, risikerer man at miste brugsretten. Man kan også miste brugsretten, hvis det skønnes i ”almenvældets interesse”, hvilket betyder statens. Desuden er man tvunget til at arbejde sammen med de eksisterende notorisk ineffektive statskontrollerede andelsselskaber eller –gårde, både i forbindelse med indkøb og markedsføring/salg af produkter.

Det er også både omstændeligt og beværligt at ansatte ikke-familiemedlemmer, mens mulige mikrokreditter er for små og utilstrækkelige osv. osv. Der er hermed en verden til forskel fra de reformer som gennemførtes i Kina og Vietnam, hvor landmændenes frihedsgrader er langt større. Der er brugsretten ubegrænset, samtidig med at man frit kan vælge hvad man vil dyrke og producere samt hvorledes og til hvem man vil sælge.

De senere år er der sket en betydelig reduktion i antallet af offentligt ansatte, samtidig med at beskæftigelsen i den private sektor er steget. Omkring 27 procent er i dag beskæftigede i den private sektor, mens 73 procent fortsat er offentligt ansatte. Regulering af den private sektor er kompleks og bureaukratisk. Samtidig er der en lang række restriktioner på hvad den private sektor må beskæftige sig med, som reguleres af en positivliste over hvad der er lovlig privat aktivitet.

Cuba’s reformer kan altså på ingen måde sammenlignes med en egentlig indførelse af delvis markedsøkonomi. Selvstændige (cuentapropistas) ejer deres små virksomheder. Kooperativer er reelt statsligt ejet, som så lejer den til kooperativets medlemmer, der administrerer virksomheden, sælge dets produkter / ydelser til markedspriser og beholder overskuddet (minus skat). Selvstændige og kooperativer kan sælge, leje og købe til eller fra statslige enheder. Skattebyrden er tung og progressivt stigende i takt med at man udvider antallet af ansatte – eller rettere lejede – medarbejdere . Det indebærer reelt at man straffes for at skabe flere private arbejdspladser.

Ovenstående er blot nogle eksempler på de begrænsninger der ligger i reformeringen – eller med regimets ord – tilpasningen af den Cubanske model.

Institutionaliseret økonomisk Apartheid

Investeringsniveauet er meget lavt i Cuba. Ifølge de cubanske myndigheder ca. det halve af det regionale gennemsnit på 20 procent af BNP. Sidste år opdaterede regeringen reglerne for udenlandske investeringer, og samtidig udvidedes sektorer åbne for udenlandske investeringer til alle undraget undtagen sundhedspleje, uddannelse og militæret. Samtidig fritages udenlandske investorer fra skat på arbejdskraft, samt afgifter på udvalgte importvarer mv.

Hermed stilles udenlandske investorer altså væsentligt bedre end indenlandske selvstændige (se tidligere). Det er vist ikke helt gået op for Ole Sohn og andre herhjemme, som begejstret har skrevet om forandringerne i Cuba. Reelt er man ved at indføre et økonomisk apartheid, hvor landets egne borgere hindres i at udnytte deres fulde potentiale, mens man prøver at tiltrække udenlandske investorer, der til gengæld på en række parametre loves meget gunstige vilkår.

En væsentlig afskrækkende faktor er dog formentlig, at an som udenlandsk investor (i lighed med nationale) står meget svagt i forbindelse med evt. konflikter med staten. Det kan f. eks. være nationalisering, hvor man er overladt til de lokale domstole. Med Cuba’s historie in mente er det ikke ligefrem et forhold som fremmer udenlandske investorers interesse.

Cuba’s økonomi er i meget ringe forfatning.

Det er vanskeligt at vurdere effekten af reformerne. For det første er der en stor mangel på pålidelige statistisk fraregeringen. Vi kan dog konstatere, at den økonomske vækst fortsat er utilfredstillende, og Venezuelas nuværende krise har haft stor betydning for Cuba’s økonomi. Officielle vækstmål siden 2009 er konsekvent ikke blevet opfyldt, og den økonomiske vækst har været blandt de laveste i regionen.

Cubanske læger i Venezuela får sværere ved at flygte til USA

En af de få eksportsucceser som Cuba kan notere sig, har været eksporten af læger og sundhedspersonale til bl.a. Venezuela (de har også eksporteret en del militærfolk og efterretningsfolk, hvor mange vides ikke).

Lægerne, som har været betaling for olie fra Venezuela til Cuba, får selv kun en relativt ringe betaling, omend bedre end de får i Cuba, mens broderparten tilfalder den cubanske stat.

For at forhindre lægerne i at flygte til USA, må de naturligvis ikke have deres familier med. Også Brasilien importerer læger fra Cuba.

USA har til gengæld siden 2006 haft en program, hvorefter flygtende cubanske læger er garanteret at de kan fortsætte deres karriere i USA. En ikke helt lille udfordring.

Men samtidig med tilnærmelsen mellem Cuba og USA er det tilsyneladende blevet svære for cubansk sundhedspersonale at komme til “det forjættede land”.

Således anslås det at omkring 1.700 cubanske læger og andet sundhedspersonale for øjeblikket opholder sig i Colombia for øjeblikket, mens de venter på at få tilladelse til at komme ind i USA. Og det er blevet en del vanskeligere. Indtil sidste efterår var det stort set en routinesag at få opholdstilladelse i USA, efter at ens uddannelsespapirer var checket. Men efter tilnærmelsen mellem USA og Cuba er ventetiden steget markant, ligesom antallet af afslag.

En række NGO’ere peger på at det muligvis skyldes pres fra den cubanske regering. Det kan heller ikke udelukkes, at stramningen kommer fra den amerikanske administration selv.

For mens Cuba og USA har oprettet diplomatiske forbindelser, er det fortsat således, at cubanere som sætter deres fod på amerikansk jord er garanteret opholdstilladelse (wet foot – dry foot politikken), og med tilnærmelsen mellem de to lande falder omkostningen ved at søge asyl i USA betydeligt set med den potentielle asylsøgers øjne.

Lidt om udsættelsen af indsættelsen af Hugo Chavez og Americas i Radio 24/7

Som det er de fleste bekendt udsatte man i sidste uge den præsidentiale indsættelseesceromoni i Venezuela, efter godkendelse fra højsteret. Det var ingen overraskelse, idet magtens tredeling er ikke-eksisterende og Chavez tilhængere bestemmer hvad højesteret skal mene.

The Economist tager dette op i en leder i denne weekend (Venezuela: In Limbo) og skriver bl.a.:

In any normal democracy one of those two things would now happen [når den valgte præsident ikke kan xx sit hverv]. Indeed, Mr Chávez seemed to prepare for this before his operation when he anointed Nicolás Maduro, his appointed vice-president, as his chosen successor. The National Assembly met this week and re-elected Diosdado Cabello, an army chum of Mr Chávez, as its head.

But Venezuela is not a normal democracy. Although Mr Chávez’s legitimacy derives from the ballot box, he is a former army officer who has ruled as an autocrat since 1999. He claims to head a revolutionary regime in which the exercise of power is personal. On January 8th Mr Maduro sent a letter to the assembly admitting that Mr Chávez was not fit to appear before the assembly, but saying that he would be sworn in at an unspecified later date. Since he is already in post as president, this is a technicality, officials insist.

Cubas rolle er ikke uinteressant. Cuba har længe ikke kun “solgt” læger for olie, men er også involveret i Venezuelas sikkerheds- og efterretningstjeneste. En del tyder også på, at Castro-brødrene har faciliteret en aftale mellem vicepræsidenten Maduro og lederen af parlamentet, Cabelo, som sikrer ro (indtil videre). Som Economist bemærker:

Just imagine the fuss that most Latin Americans would make about foreign interference were the United States playing the part that Cuba has taken in Venezuela’s internal affairs.

For yderligere information om situationen i Venezuela, vil jeg for øvrigt gerne anbefale Radio 24syv’s “Globus” fra i torsdags, hvor jeg deltog sammen med antropolog Simon Lex fra Københavns Universitet (indslaget om Venezuela starter ca. 14:30 inde i udsendelsen).

USA og Latinamerikas samhandel sætter ny rekord

Trods diplomatisk spænding mellem nogle lande i Latinamerika og USA, synes samhandlen mellem Nord- og Sydamerika kun at kende en vej – op, op , op.

Således er samhandel steget 20 procent siden sidste år – i en periode hvor den globale samhandel kun er steget få procent. USA står for 41 procent af den globale eksport til Latinamerika, der dermed er lige så betydningsfuld for USA’s eksport som Europa og Afrika tilsammen! Latinamerika er dermed USAs vigtigste samhandelspartner og f.eks. samhandlen med Colombia alene er dobbelt så stor som med Rusland.

Ifølge “Congressional Research Service” steg handlen mellem mellem USA og Latinamerika med 82 procent i perioden 1998 til 2009, mens den kun steg med 72 procent i forhold til Asien, 52 procent i forhold til EU og 64 procent i forhold til resten af verden .

Bolivia indgår aftale om narkotikabekæmpelse med USA og Brasilien

Ifølge bl.a. BBC, har Bolivia efter mange måneders forhandling underskrevet en aftale med USA og Brasilien om at arbejde for reduktion af den illegal produktion af kokain.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Jubel i Colombia efter handelsaftale med USA endelig er kommet på plads.

Jeg har tidligere skrevet om Colombia og dets vækstpotentiale. I den forbindelse skrev jeg også om hvorledes USA i årevis har forhalet den endelige godkendelse af en frihandelsaftale. Modstanden er primært kommet fra demokraterne i det amerikanske Senat og Kongres. Fornylig blev handelsaftalen, som sikrer Panema, Sydkorea og Colombia nemmere adgang til det amerikanske marked (og omvendt).

Aftalen blev endelig underskrevet af præsident Obama på fredag, hvilket har udløst stor jubel og glæde i Colombia. Her opfattes den ikke kun som et værktøj til øget økonomisk vækst, men i lige så høj grad som et bevis på, at Colombia ikke længere er en international “paria”, som præsident Juan Mauel Santos udtrykker det.

Den forsinkede colombianske frihandelsaftale, som udfaser toldsatser på mere en 80 procent af import og eksport mellem de to lande, forventes at øge den årlige omsætning med 30 milliarder dollars om året og skabe 300.000 nye job i Colombia.

En væsentlig hindring i vedtagelsen af aftalen mellem Colombia og USA har været amerikansk bekymring over sikkerheden og vold rettet mod aktive fagforeningsfolk. På trods af en kraftigt forbedret sikkerhed i Colombia de seneste 10 år, anses Colombia fortsat som et af de farligste steder i verden for fagforeningsaktive. I de første ni måneder af 2011 er 22 fagforeningsmedlemmer dræbt, i henhold til lokale NGOer.

En anden bekymring har været effekterne for amerikansk arbejdspladser. Et flertal af de demokratiske medlemmer, herunder minoritetslederen i Kongressen, Nancy Pelosi, stemte da også mod handelsaftalen med Colombia.

Colombia har i forvejen handelsaftaler med andre lande, blandt andet Canada og EU og forventer at både eksport og udenlandske investeringer sætter rekord i indeværende år, mens den økonomiske vækst forventes at blive på ca. 5,5 procent både i år og til næste år.

Colombia er Latinamerikas seneste succes

kommentar bragt i Børsen 13. juli:

Jeg har siden foråret været tilknyttet Dagbladet Børsen, hvor jeg som udlandskommentator 2 til 3 gange om måneden skriver om latinamerikanske forhold. Nedenstående er min kommentar til at USAs kongres stadig ikke har godkendt den handelsaftale, som USA og Colombia indgik i 2006.

Colombia er Latinamerikas seneste succes

Efter års forhaling ser det nu endelig ud til, at den amerikanske kongres accepterer den frihandelsaftale med Colombia, som blev indgået tilbage i 2006.Modstanden mod aftalen har været stor blandt demokraterne i kongressen. Det på trods af, at præsident Obama gentagne gange, bl.a. i de seneste tre års »State of The Union«-taler, har udtalt sin støtte til aftalen, der også sikrer amerikanske varer fri adgang til det colombianske marked.Demokraternes hensyn til bl.a. den stærkt protektionistiske fagforening »The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations« (AFL-CIO), har vejet tungere end de positive effekter for både USA og dets mest trofaste allierede i Sydamerika.

Folkelig støtte

Colombianerne er ikke i tvivl. Ifølge de seneste meningsmålinger støtter 70 pct. af colombianerne frihandelsaften.I Colombias nabolande Bolivia – og ikke mindst Venezuela – har markedsøkonomi stadig sværere kår, mens den politiske frihed er under pres. Udviklingen er gået i den modsatte retning i Colombia, hvis økonomi i disse år vokser med respektable 4-4,5 pct., samtidig med at den generelle sikkerhed er forbedret, og mordraten er halveret gennem de seneste 10 år.Man oplever dog fortsat massakrer og bombeattentater udført af både venstreorienterede terrororganisationer og »højreorienterede« paramilitære grupper.

Selv om forholdene er bedret betydeligt, er Colombia fortsat et land plaget af vold og usikkerhed.Årtiers kampe mellem myndigheder og militante grupper har medført, at ca. 10 pct. af befolkningen lever som internt fordrevne, og det politiske system er fortsat præget af betydelig korruption.

Stor kreditværdighed

Men hvor Colombia for 10 år siden af mange blev betegnet som en »failed state«, og dets udlandsgæld havde junkstatus, vurderes Colombias kreditværdighed nu af både Standard & Poor’s samt Fitch Ratings til at være på niveau med Brasilien og Peru.På linje med andre latinamerikanske lande iværksatte Colombia i 1990’erne omfattende privatiseringer og markedsreformer.I modsætning til bl.a. Venezuela, Bolivia og Ecuador havde – og har – reformerne bred folkelig opbakning. Og i takt med den forbedrede økonomiske og sikkerhedsmæssige situation de seneste 10 år er direkte udenlandske investeringer mere end femdoblet.

Mange colombianere tilskriver de to seneste præsidenter, Alvaro Uribe (2002-2010) og ManuelSantos (2010-), æren for denne positive udvikling.

Det kan godt være, at venstrefløjen herhjemme fortsat dyrker forestillingen om den »retfærdigevæbnede kamp« og er af den overbevisning, at den marxistiske guerillabevægelse FARC kæmperen befrielseskrig.Men spørger man colombianerne, får man unægtelig et noget andet svar.Uafhængige meningsmålinger gennem de seneste årtier viser klart, at sympatien for FARC ogandre voldelige organisationer kan ligge på et meget lille sted.

Og selv om colombianerne er pinligt bevidste om – og bestemt ikke bifalder – den omfattendekorruption, forbindelser mellem myndigheder, politikere og paramilitære grupperinger ellerovergreb og mord på politiske modstandere, indebærer det ikke, at man søger eller ønsker etsocialistisk alternativ – tværtimod.Det overvældende flertal i befolkningen har noget så usædvanligt for latinamerikanere som enpositiv holdning til både frihandel og USA.Colombia er med sine 44 mio. indbyggere Latinamerikas tredjefolkerigeste nation, rig pånaturressourcer – bl.a. olie og naturgas, og har potentiale til en betydelig udvidelse aflandbrugsproduktionen.

Den nuværende præsident, Manuel Santos, er – som sin forgænger – fortaler for frie markeder ogglobalisering og ønsker oprigtigt at forbedre forholdene for den colombianske befolkning.

Man fremmer hverken menneskerettigheder, demokratisk udvikling eller colombianernes levestandard ved at undlade at styrke de handelsmæssige og økonomiske bånd med Colombia.

Peru’s kommende præsident Humala besøger USA

Perus nyvalgte præsident, Ollanta Humala, mødes i morgen onsdag med udenrigsminister Hillary Clinton, OAS generalsekretær, José Miguel Insulza og sandsynligvis præsident Barack Obama. Med turen ønsker man at understrege det gode forhold mellem mellem USA og Peru, ikke mindst med tanke på at den nyvalgte præsident, som formelt først tiltræder den 28. juli, tidligere var kendt for at være yderst anti-amerikansk.

Forud for sin amerikanske tur, har Humala været på flere rundrejser i Sydamerika, hvor han har haft mødermed med præsidenterne for Argentina, Brasilien, Colombia, Ecuador, Paraguay og Uruguay. et planlagt besøg i Venezuela er udsat på grund af Hugo Chavez sygdom.

Demonstration vendt mod Cubas regering samler titusinder i Miami

I går samledes titusinder af mennesker – de fleste klædt i hvidt, for at udvise solidaritet med “Kvinderne i hvidt” og som protest mod den fortsatte mangel på frihed og undertrykkelse i Cuba. Initiativtageren var den i USA meget kendte cubansk-amerikanske sangerinde Gloria Estefan. for de der ikke er bekendt med den latinamerikanske musikscene i USA, kan jeg tilføje at Gloria Estefan i mange år har været en af de største stjerner og at hun i 2008 blev valgt som årets navn (Person of the year) og ved den lejlighed optrådte sammen med bl.a. Carlos Santana og Jose Feliciano (se video fra begivenheden sidst i denne post).

Optagelser fra dagens protester kan ses på video nedenfor

At demonstrationen finder sted i Miami eller at den samler så mange mennesker er naturligvis ikke nogen overraskelse – Det sydlige Florida kaldes ikke uden grund Nord Cuba på grund af de mange cubanske flygtninge der gennem årene har bosat sig i staten. Man regner med at op mod 20% af den cubanske befolkning er bosat udenfor Cuba. Langt de fleste er enten selv flygtede eller efterkommere efter flygtninge.

Hvorvidt Carlos Santana, der er stor beundrer af Che Guevara, har været modtagelig for lidt saglig information om forholdene i Cuba fra en der har nære relationer til landet er nok tvivlsomt. Hans forhold til virkeligheden er nok temmelig sporadisk.

FARC, Chavez og Simón Bolívars sværd

Hvorvidt det er korrekt, at det sværd der vises frem i nedenstående video har tilhørt Simón Bolivar – den store frihedshelt i det nordlige Sydamerika – er nok tvivlsomt. Til gengæld giver videoen et indblik i FARC’s selvopfattelse, mildt sagt afslappede forhold til historiske fakta og svulstige revolutionære retorik.

klik på billedet - video har engelske undertekster

Koblingen mellem Simón Bolívar og socialisme er vist hentet ud af den store socialistiske bog for bekvemme myter og belejlige eventyrfortællinger. Bolívar var påvirket af mange ting, socialistiske og kollektivistiske idealer var ikke blandt dem. Bolívar tilhænger af det frie marked, påvirket af oplysningstidens store tænkere (han rejste efter sigende altid rundt med Adam Smith “Wealth of Nations”) og begivenhederne i USA og Frankrig. Hans drøm og forbillede var at danne en federation af tidligere spanske kolonier med USA og dets forfatning som forbillede. Dog med en – ikke ubetydelig – forskel. Federationen skulle ledes af en diktator på livstid, der selv valgte sin efterfølger. Bolívar mente ikke at et liberalt demokrati kunne fungere i den latinamerikanske virkelighed, som han beskrev som præget af “uvidenhed, tyrani og skørlevned”. Continue reading FARC, Chavez og Simón Bolívars sværd