Category: Venezuela

Efter søndagens “constituyente” står det klart for de fleste, at Venezuela nu er et diktatur. Det har været på vej længe.

Ifølge regeringen stemte ca. 8,1 mio. ved valget, hvilket vil være en valgdeltagelse på lidt over 41 procent. Det passer dog dårligt sammen med, at valgmyndighederne selv, ifølge Reuters, anslog at ca. 3,7 mio. havde stemt kl. 17.30. For at nå op på de 8,1 mio., skulle 4,4 mio. mennesker altså have stemt den sidste 1½ time, hvor stemmelokalerne var åbne. Det virker helt usandsynligt, også selv om regimet intimiderede ikke mindst offentlig ansatte, som blev truet med fyring, hvis de ikke stemte.

I modsætning til tidligere, hvor Venezuela’s valgkommision (CNE) efter valget enstemmigt har blåstemplet valgresultatet, er det ikke tilfældet denne gang. En af de 5 medlemmer, den oppositionsvenlige  Luis E Rondón, har efterfølgende  afvist det officielle resultat.

Endelig har det firma som står for levering af det elektroniske valgudstyr til morgen meddelt, at der er begået omfattende valgsvindel.

Man har afholdt mange valg og afstemninger siden Hugo Chavez (overraskende) vandt præsidentvalget i 1998. For valgene før søndagens afstemning har et fællestræk været, at selve valghandlingen har været nogenlunde korrekt til og med parlamentsvalget i 2015, omend der fortsat hersker stor usikkerhed om hvorvidt Maduro faktisk fik flest stemmer ved præsidentvalget i 2013.

Men allerede på et tidligt tidspunkt var det klart, at man fra regeringens side systematisk underminerede Venezuela’s institutioner og magtens tredeling, ligesom ytrings- og pressefriheden hurtigt kom under pres, hvilket Christian tidligere har skrevet om her på bloggen.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)
                                            Kilde: Freedom House

Mens selve afstemningen nok var nogenlunde transparent tidligere, var valgkampene det ikke. Chavez og den siddende regering gjorde tidligt alt for at sikre sig stemmer og besværliggøre oppositionens muligheder for at føre valgkamp og komme til orde i medierne. Ved det sidste valg Hugo Chavez stillede op til og vandt, i 2012, bakkede alle statskontrollerede medier op bag Chavez, mens oppositionens kandidat, Henrique Capriles, stort set ikke fik lov til at komme til orde. Mens Chavez havde fri adgang til medierne og der var timers valgpropaganda hver dag, skulle Capriles adgang tælles i minutter.

Men med afstemningen til en ny grundlovsgivende forsamling har man nået et nyt lavpunkt. Formålet med den nye grundlovgivende forsamling som blev valgt i søndags er alene at sikre Maduro og regimet endnu større magt. Den nyvalgte forsamling har ud over bemyndigelse til at skrive en ny forfatning, også mulighed for at opløse den demokratisk valgte nationalforsamling, hvor oppositionen har flertal, ligesom den kan udsætte bl. a. præsidentvalget i 2018.

I modsætning til tidligere, er dette valg da også blevet mødt med skarpe reaktioner fra en lang række Latinamerikanske lande. Stort set alle andre lande end regimets historiske allierede Bolivia, Ecuador, Nicaragua og Cuba har taget afstand fra søndagens valg, i lighed med EU og en række Europæiske lande samt Canada og USA, som i samme omgang har bebudet nye sanktioner rettet mod en række navngivne topfolk i Venezuela, bl.a.  a. Maduro.

Så hvad sker der nu?

Som det fremgår af nedenstående graf over BNP per indbygger (konstante priser), har man oplevet et markant fald. Det skal understreges, at tal efter 2010 er estimater foretaget af IMF, da der ikke længere produceres brugbar, hvis overhovedet, data i Venezuela.

                               Kilde: IMF 2017

Siden 2013 anslås økonomien af være skrumpet med mere end 33 procent, og der forventes fortsat minus vækst i de kommende år (dog mindre dramatisk). Vi har tidligere skrevet om den eksplosivt voksende kriminalitet og fattigdom, lige som læserne formodes at være bekendt med manglen på mad og medicin. Men hvad kan vi egentlig forvente af den kommende tid? Under normale omstændigheder ville en regering som er ansvarlig for en så omfattende forarmelse, som den Venezuela oplever i disse år, for længst være tvunget til at gå af.

Men det er langt fra sikkert at det vil gå sådan i Venezuela. På trods af omfattende protester det seneste halve år – som i modsætning til tidligere ikke længere primært er et middelklasse fænomen –  en nationalkongres hvor oppositionen har flertal, viser den seneste udvikling at Maduro, eller i hvert fald hans parti “El Partido Socialista Unido de Venezuela” (PSUV) fortsat har greb om magten. Og det vil de have, så længe de har militærets opbakning. Og det har man bl. a. fordi toppen af militæret er dybt involveret i den korruption og organiserede narkokriminalitet, som flere ledende folk i regimet menes at være involveret i. De har ingen tilskyndelse til at skifte side og støtte oppositionen, selv om denne ved flere lejligheder opfordret militæret til at stille sig på “folkets side”.

Man kan sige at Chavez, som selv var militærmand, kunne sin historie. Vil man beholde magten er det vigtigt at have militæret på sin side, og det er den. I hvert fald toppen. Længere nede i geledderne ser det lidt anderledes ud.

Ligeledes har man de såkaldte “Colectivos” – en paramilitær styrke, som også har været aktive i forbindelse med bekæmpelsen af demonstrationerne det seneste halve år, og som står bag flere drab.

Man kan sige at Maduro har kanonerne, mens oppositionen primært har befolkningen. Så en egentlig borgerkrig er udelukket, med mindre militæret skulle blive splittet. Nok er der bevæbnede grupper blandt den mere ekstreme del af oppositionen, men deres styrke er begrænset.  Et muligt scenarie er derfor nok en eskalering af volden, med yderligere tab på begge sider, men på den korte bane vil der næppe blive tale om noget der kan karakteriseres som borgerkrig.

I det hele taget ser situationen på mange måder ganske håbløs ud.  Og som Juan Carlos Hidalgo skriver i sin blog på Cato’s hjemmesider, så er konsolideringen af ​​et diktatur i Cuba-stil fortsat en mulighed, så længe regimet  – i samarbejde med Cuba – har en fast kontrol over de væbnede styrker og Nationalgarden.

Man kan sige, at hvor Venezuela for et halvt århundrede siden var Sydamerika’s rigeste nation og det handlede om den “amerikanske drøm” med store biler og højt forbrug, er man nu hastigt på vej til cubanske tilstande med varemangel, udbredt fattigdom og diktatur, Man er der ikke helt endnu, men man er meget tæt på.

Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.

Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været  stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.

Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.

Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.

Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.

Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.

Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis”  sidste år,

Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.

De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.

I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.

Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.

Figur 1.

Venezuelas økonomiske historie korte fortalt

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.

Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).

Figur 2

I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde)  i produktionen af disse varer.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.

Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?

Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.

I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.

I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at

The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.

Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.

Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:

For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.

In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.

Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.

Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Gårsdagens valg i Venezuela er først og  fremmest et nederlag for regeringspartiet PSUV og præsident Maduro. På nuværende tidspunkt har oppositionen, MUD, vundet 99 og PSUV 46 af Nationalkongressens 167 pladser. De resterende 22 pladser er stadig ikke afgjort.

Hvis oppositionen vinder blot 12 af de 22 pladser, har de et super-flertal, hvilket indebærer at kongressen i princippet kan afsætte præsidenten, skifte højesteretsdommere ud osv. osv. Hvordan de sidste 22 pladser fordeler sig vides først sent mandag aften.

Præsident Maduro har erkendt nederlaget – eller tilbageslaget, som han kalder det – men i hvilken udstrækning det så indebærer, at han også erkender at det lagger mod enden efter 17 års “socialisme for det 21. århundrede”, er dog mere tvivlsomt. I sin reaktion på valgnederlaget fremførte han endnu en gang påstanden om, at Venezuelas enorme økonomiske problemer skyldes, at der føres en økonomisk krig mod landet.