Er den venezuelanske regerings “fjende nr. 1” fascist?

Ifølge Venezuelas regering er (en af) oppositionslederne, Leopoldo Lopez, ansvarlig for den seneste tids protester, som flere gang er endt i voldelige sammenstød med politi og regimets paramilitære grupper, med tab af menneskeliv til følge.

Ifølge regeringen er Leopoldo Lopez fascist og CIA-agent, ligesom man beskylder Colombias tidligere præsident Uribe for at stå bag Lopez.

Der er udstedt en arrestordre på Lopez, som dog stadig er på fri fod.

Men hvem er Leopoldo Lopez egentlig?

Lopez er 41 år gammel og uddannet økonom. Han er tidligere borgmester og er en af flere, som ønsker at fremstå som oppositionens leder. Siden 2008 har han, lige som det er sket for andre oppositionspolitikere, især når de opnår en hvis popularitet, været afskåret fra at kunne stille til valg. En udbredt praksis i Venezuela, som har mødt international fordømmelse.

Se også Wikipedia (engelsk).

At Venezuelas regering gerne vil lave en kobling til både CIA og Colombia s tidligere præsident Uribe, er ikke overraskende. Lige siden det mislykkede militærkup i 2002 mod Hugo Chavez, som man beskyldte både Uribe og CIA for at stå bag, er det beskyldninger der i flæng bruges overfor stort set alle i oppositionen, som anses for at udgøre en trussel.

Det er dog lettere komisk, med tanke på at Leopoldo Lopez bedst kan beskrives som en centrum-venstre politiker, Hvis kontakter i Colombia udgøres af den mere “progressive” del af det politiske miljø – bl.a. tidligere præsidentkandidat og borgmester i Bogota for partiet De Grønne, Antanas Mockus,. Jeg har tidligere skrevet Mockus i forbindelse med præsidentvalget i 2010.

Men se nedenstående video fra 2010 og døm selv. Her forklarer Lopez (på engelsk), hvor han står politisk og hvordan han ser situationen i Venezuela.

 

 

Det 21. århundredes socialisme viser endnu en gang sit sande ansigt [opdateret 16.2]

Den seneste uge har været præget af voldsomme uroligheder i de største byer i Venezuela. Indtil videre er det bekræftet at 3 demonstranter er slået ihjel.

download (1)Præsident Maduro har som konksekvens krævet af oppositionslederen Leopoldo Lopez (billedet til venstre) arresteres.

Det er ikke første gang der er uroligheder i Venezuela, det er heller ikke første gang at politiet og bevæbnede bander med tæt tilknytning til regimet slår igen med stor brutalitet og dødsfald til følge.

Reaktionerne i resten af Latinamerika deler sig som forventet. Mens Argentina, Bolivia, Nicaragua og Cuba bakker regimet op, har Chiles kommende præsident Michelle Bachelet været ude med en hård kritik af Maduro og regeringen i Venezuela. [opdateret 16.2 – Det er ikke korrekt at Bachelet har kritiseret regeringen i Venezuela. Oplysningen stammer formentlig fra en falsk tweet, der siden er kørt rundt på diverse nyheds sites.  Jeg beklager]

Ifølge diplomatiske kilder er forventningen af urolighederne vil fortsætter, lige som man anser det for sandsynligt, at Maduro tvinges til at træde tilbage i løbet af indeværende år.

Inflationen er over 50 procent, Der er mangel på selv de mest fundamentale fornødenheder mens mordraten er skyhøj. Sådan har det efterhånden været i nogle år, men hvor man tidligere kunne trække på Hugo Chavez karisma og havde valutareserver til at afhjælpe de mangelsituationer man har oplevet flere omgange, ser det ud som om det nu kun bliver værre og værre, mens regimet er ved at løbe tør for penge.

Derfor anses det som mest sandsynligt at Maduro falder som præsident. Men hvorvidt der bliver tale om et internt kup indenfor regimet eller om Maduro river hele regimet med i faldet er til gengæld usikkert.

Venezuela er et af de lande i Latinamerika der har de ringeste vilkår for journalister, mens regimet sidder på de væsentligste dele af radio og TV. Oppositionen har derfor store problemer med at få deres side af historien ud og er henvist til de sociale medier.

Videoen nedenfor er en engelsksproget udgave af en video hvor man forsøger at forklare situationen set fra de demonstrerende studenter og oppositionens side.

Inflationen stiger i Venezuela mens regeringen sælger billigt ud af andres varer.

Inflationen er nu over 50 procent om året i Venezuela. Det har fået en række iagttagere til at tale om hyperinflation, hvilket nok er lige er i overkanten. Det er nok også væsentligt at pointere at Venezuela traditionelt har været et højinflationært samfund, hvor tocifrede inflationsrater mere har været normen end undtagelsen. Det ændrer dog ikke ved at Venezuelas økonomi er i en miserabel situation.

Så er det jo altid godt at kunne give nogle andre end sig selv skylden.

Ifølge regeringen er hverken de tilbagevendende mangelsituationer eller den fortsat accelererende inflation en konsekvens af den førte økonomiske politik.

Skurken er selvfølgelig det private erhvervsliv – ikke mindst udenlandske kapitalister og naturligvis de fæle amerikanere. Sidstnævnte er ellers nogle af de eneste der rent faktisk betaler kontant for den olie de importerer fra Venezuela. Den anden store aftager af venezuelansk olie, nemlig Kina, betaler ikke, det har de nemlig gjort for længst, idet de tidligere har lånt store beløb indbringer olieleverancerne ikke yderligere valuta.

Og hvad man ikke har i seriøs økonomisk politik, har man der imod i brutal magtanvendelse og symbolpolitiske aktioner.

Man kan f. eks. lade militæret besætte en elektronik-kæde, arrestere ejere og ledere, og derefter sælger billigt ud af varelagret.

 

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager. 

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

20120714_AMC583

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

mercosur alianza

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

vækst 2011-2014

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

20121124_SRC358_0

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama –  ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe 🙂

Oppositionen nægter at anerkende valget af Maduro til ny præsident

Da Hugo Chavéz i oktober sidste år vandt klart over Henrique Capriles, var sidstnævnte hurtigt ude og anerkende valgnederlaget. Sådan er det ikke denne gang. Som flere medier kan berette, nægter Capriles at anerkende valget af Maduro. Ifølge oppositionens egne interne opgørelse mener man tværtimod, at Capriles vandt valget med 300.000 stemmer og der kræves omtælling.

Det afvises af et flertal i det nationale valgråd, som består af 5 personer. Kun den ene representant for oppositonen i valgrådet bakker op om en omtælling.

Oppositionen mener at have dokumentation for 3200 tilfælde af valgsvindel, intimidering og andre former for uregelmæssigheder, og Capriles har opfordret sine tilhængere til at gå på gaden og protestere fredeligt.

Det gjorde hundredevis af demonstranter da også i går, og i Caracas endte det alt andet end fredeligt. Her kom det til sammenstød mellem stenkastende demonstranter og politiet, som brugte tåregas.

Det er tvivlsomt, om Capriles selv tror på en omtælling, og hvis det bliver til noget, en omgørelse af valget. Men med protesterne er man med til at sætte spørgsmålstegn ved Maduros legitimitet, hvilket yderligere svækker ham.

At han vandt med så smal en margin er i sig selv et nederlag. Og de demonstrationer der finder sted for øjeblikket er i sig selv en understregning af, at han ikke har Chavéz position.

Hvordan regimet vil reagere, hvis protesterne fortsætter er ikke til at vide. Men vælger man at slå hårdt igen, vil det i sig selv styrke oppositionens fortælling. Det er ikke nemt at være Maduro i disse dage og finde en grimasse, der kan passe.

Se også http://www.b.dk/globalt/venezuelas-regering-afviser-omtaelling

 

 

 

 

Begyndelsen til enden for “det 21. århundredes socialisme”

Sent søndag aften blev Nicolas Maruro erklæret for vinder af præsidentvalget i Venezuela. Det var ikke nogen stor overraskelse. Det var det til gengæld, at han kun slog oppositionens kandidat, Henrique Capriles, med 235.000 ud af små 15 mio. af afgivne stemmer (50,66 procent mod 49,07 procent). De fleste iagttagere, inklusiv undertegnede, havde regnet med en langt større valgsejr. Faktisk fik Maduro færre stemmer end antallet af medlemmer af regeringspartiet, PSUV.

604075_10152760643745370_811899246_n

Capriles har forlanger, at alle stemmer skal tælles igen og anklager Maduro for valgsvindel. Det kommer der næppe noget ud af.

Men selv om Maduro vandt valget er det Capriles som står tilbage som vinder. Havde han tabt valget klart, som det var tilfældet i efteråret mod Chávez, ville hans position som oppositionens leder været alvorligt svækket. Nu står han styrket, og med sine 40 år har han fremtiden foran sig. Og hans chance kan sagtens komme længe før det næste ordinære præsidentvalg i 2018.

Begyndelsen til enden for den bolivianske revolution?

Nicolas Maduro står tilbage som en svækket præsident, og den meget smalle valgsejr hjælper ham bestemt ikke den interne magtkamp, som ligger og lurer i regeringspartiet, som er delt op i rivaliserende fraktioner og ikke kan opfattes som et parti i vores forstand.

En af de konkurrenter som står på spring er Diosdado Cabello, tidligere officer, leder af PSUV og formand for parlamentet.

Maduros udfordringer er enorme. På trods af en oliepris på over 100 dollar tønden, er staten reelt løbet tør for penge. Det 21. århundredes socialisme baserer sin magt på evnen til at købe støtte via uddeling af penge og privilegier i kraft af olieindtægterne. Og med mindre oliepriserne stiger pludseligt, står man med et akut offentligt finansieringsproblem.

Inflationen har længe ligget omkring 30 procent p.a. – reelt er den højere, men holdes ned af lovfastsatte priser. Valutareserverne falder hastigt og der er mangel på en række basisvarer. Økonomien er på vej i recession og samtidig lider man under hyppige blackouts, mens infrastrukturen er blandt regionens værste.

Hvis denne udvikling skal vendes, kræver det offentlige besparelser og en stabilisering af økonomien. Men det vil ramme de grupper, som regimet baserer sin magt på med det samme.

Samtidig indebærer den smalle valgsejr at Maduro risikerer at den interne opbakning svinder til upopulære tiltag.

Venezuela går så sandelig en spændende, men også dyster fremtid i møde. En ting er dog sikkert. Dette er starten på enden for Chavéz bolivianske revolution. Hvad der kommer i stedet, og hvor lang tid der kommer til at gå, før vi oplever et regimeskifte er mere usikkert.  Det mest realistiske scenarie er, at regimet vil opløses og falde fra hinanden indefra.

Men man skal aldrig undervurderer magthaveres evner til at udsætte det uundgåelige.

Præsidentvalg i Venezuela og “en lille fugl som synger”

I dag er genopstandelsen dag i Venezuela. I hvert fald hvis man lytter til præsidentkandidaten for PSUV, den midlertidige præsident, Nicolas Maduro. Ikke kun omtaler han sig selv som “Chávez søn” og fortæller, at han for få dage siden talte og sang med Chávez ånd i form af en lille fugl. Nej han har erklæret, at når venezuelanerne går til valgurnerne i dag og stemmer på ham som præsident, så svarer det til selve Jesus genopstandelse. Så absurd har retorikken været i den korte og intense valgkamp op til dagens valg. Afdøde præsident Chávez har været over alt, på plakater og vægmalerier, på TV og i lyd som gjalder ud fra højtalere i Venezuelas gader.

hugo-chavez-portrait-with-maduro

Mens kriminalitet, el-afbrydelser og varemangel er blevet forklaret med at være udenlandske (amerikanske) og indenlandske (oppositionslederen Capriles) værk, har Maduro ført en valgkamp på lige dele skræmmekampagne (Capriles vil tage alt fra jer), religiøse metaforer og lovning på nye jobs og boliger, 45 procent højere mindsteløn og andet godt, hvis han vinder.

Og han vinder formentlig valget med en betydelig margin.

Som under tidligere valgkampe har de statslige medier stået fuldstændigt ubegrænset til rådighed for Maduro, men Capriles stort set ingen tid har fået stillet til rådighed. Som under tidligere valgkampe er Capriles tilhængere blevet mødt med voldelige overfald.

Og som under valgkampen i efteråret har man igen og igen beskrevet Capriles som stærkt højreorienteret og ude på at afskaffe sociale programmer og enhver form for velfærdsstat.

Sidstnævnte er nærmest komisk. Capriles går til valg på hvad der vel nærmest må kaldes en venstreorienteret socialdemokratisk platform inspireret af Brasiliens populære præsident Lula.

I de sidste dage har Maduro også inddraget Mercosur, som Venezuela under noget kaotiske omstændigheder blev medlem af sidste år.  Således annoncerede han på et af de sidste valgmøder, at “Brasilien og Argentina har konfirmeret deres støtte til vort land, og efter valgsejren på søndag bliver jeg også præsident for Mercosur”. Han refererede nok til, at hvert land i Mercosur skiftes til at have formandsskabet et halvt år af gangen og at Venezuela overtager dette i 2. halvår 2013. Men hvorfor besvære sine vælgere med den slags detaljer? Det lyder jo ulige bedre, at kunne erklære sig selv for præsident for Mercosur.

Et højdepunkt ved valgmødet var en video med Chávez, hvor denne annoncerede, at “i tilfælde af at jeg fysisk ikke er mere, skal i vælge Maduro til præsident”.

Derudover lovede han at indføre dødstraf for korruption (der formentlig aldrig har været højere end under Chávez 14 år ved magten), bekæmpe inflationen, som er på ca. 30 procent om måneden og gøre noget ved den galoperende kriminalitet. Venezuela har Sydamerikas og en af verdens højeste mordrater.

Ja, han har endda antydet, at han vil reducere antallet af cubanere i det venezuelanske militær. Det og kriminaliteten var emner som Chávez ikke tog op når han førte valgkamp. Det har derimod været centrale temaer hos Capriles, der også har lovet at kigge på alle Venezuelas kontrakter med udlandet – bl.a. Kina, Rusland og Argentina. Kun de som er til gavn for Venezuela skal fastholdes.

Capriles prøvede også under valgkampen i efteråret at slå på disse temaer, uden større succes. Ligeledes har han prøvet at latterliggøre Maduros påkaldelse af Chávez, hvilket næppe heller får den store effekt.

proxy

Venezuela er i dag et voldsomt splittet land. Og mens den mere veluddannede og velstående del af befolkningen primært stemmer på Capriles. Hvis de da ikke simpelthen forlader landet. Både Florida i USA og Colombia har oplevet en massiv tilstrømning af middelklasse-venezuelanere siden Chávez overtog magten i 1998.

Resten af befolkningen stemmer primært på Chávez. PSUV har ca. 7,7 mio. medlemmer (Venezuelas samlede befolkning er på ca. 29 mio.). Et medlemsskab som giver adgang til boliger, jobs og mange andre benefits. Alt sammen betalt med offentlige midler, som kanaliseres uden om det officielle statslige budget. Så længe Maduro og PSUV kan garantere disse ydelser vil de kunne regne med støtte fra en betydelig del af befolkningen. Alt dette er naturligvis kun muligt på grund af landets olierigdomme, og det er endda et åbent spørgsmål om man reelt kan fortsætte dette stemmekøb som hidtidigt. Som tidligere beskrevet i indlæg her på bloggen, er Venezuelas økonomi i en elendig forfatning og der er et enormt efterslæb i nødvendige investeringer.

Men indtil videre ser det ikke ud til at de økonomiske problemer er tilstrækkeligt store til at det kan true Maduros valgsejr. Men om 5 år kan det se helt anderledes ud.

 

Derfor deltog Brasiliens præsident, Dilma Roussef, ikke i Hugo Chávez begravelse

Selv om Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, var oprigtigt mærket af Chavez død i sidste uge, valgte hun og hendes forgænger, ikke at deltage i selve statsbegravelsen i fredags. efter at have forsikret den fungerende præsident Maduro om Brasiliens fortsatte støtte og assistance, hvis han vinder præsidentvalget den 14. april, valgte hun at forlade Venezuela inden begravelsen.

Det er der flere grunde til.

maduro-dilma-lulaI modsætning til sin forgænger Lula, har Dilma Rousseff kritiseret  den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad i skarpe vendinger. Ham undgik hun nu at møde.

Langt vigtigere er det dog for Dilma Rousseff og Brasilien, at lægge afstand til Hugo Chávez mere populistiske og radikale sider. Både af hensyn til det internationale samfund og ikke mindst potentielle internationale investorer.

Der er næppe tvivl om, at Rousseff udtrykte oprigtig sorg og beundring, da hun få timer efter Chavez død i tirsdags talte på Brasiliansk TV. Men nok så vigtigt var, at hun skarpt tilføjede, at Brasilien “ikke var helt enig” med mange af hans politik, at Brasilien er anderledes.

I modsætning til Chávez og andre radikale venstreorienterede ledere i Latinamerika, har hun fortsat sin forgængers pragmatiske og moderate form for socialisme. Man har lagt vægt på, og lægger vægt på en pragmatisk og business-venlig tilgang.

Det enkle budskab er, at Brasilien er anderledes, og er ikke det samme som Venezuela.

Det er der nok heller ikke mange som er i tvivl om.

Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

Hyldestordene for Venzuelas afdøde præsident Hugo Chávez i dagene efter hans død i sidste uge var nok præget af, at han på en række punkter trods alt var for kontroversiel for dele af den mere moderate venstrefløj. Det afholdt dog ikke venstrefløjen bredt fra, at hylde ham for hans “sociale indsats”. Det er der ingen grund til.

Se også “The death of a Caudillo

Chavez arv er en ødelagt økonomi, hvor man har formøblet et historisk boom i olieindtægterne, mens kriminaliteten er eksploderet og de demokratiske institutioner konsekvent er blevet undergravet.

Sammenligner man med udviklingen i andre dele af regionen, står det hurtigt klart, at de højt besungne sociale fremskridt ikke tåler sammenligning med andre lande i regionen.

Den ventreorienterede engelske avis The Guardian formåede i forbindelse med en gennemgang af  Chavez “storslåede” resultater, se  “How did Venezuela change under Hugo Chávez“,  primært at vise, at man har det rigtigt skidt med statistik på den avis. F.eks. valgte man at opgøre BNP per indbygger i løbende priser. Det er som bekendt fuldkommen ubrugeligt, hvis man ønsker et udtryk til at beskrive den økonomiske fremgang i et land, da der ikke tages højde for inflation.

Continue reading Kampen om Chavez eftermæle. Social reformator eller blot endnu en fascistisk/socialistisk caudillo?

The death of a caudillo – arven efter Chavez

Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident,Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen.

Indtil præsidentvalget er afgjort, vil Diosdado Cabello, leder af nationalforsamlingen, formelt være præsident for Venezuela.

Arven efter Chavez

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. I jagten på stemmekøb har man yderligere undladt at vedligeholde og udbygge landets infrastruktur, som er i en forfærdelig forfatning.

Continue reading The death of a caudillo – arven efter Chavez