Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 økonomiske reformer – Americas
Ifølge The Economist er der tegn på, at den økonomiske krise måske nærmer sig sin afslutning. IMF har således løftet prognosen for den økonomiske vækst i det kommende år til 0,5 procent, mens aktiekurserne er steget kraftigt de seneste måneder. De private investeringer stiger også, mens importen af kapitalgoder i juni var 18 procent højere end samme tid sidste år. Yderligere kan medtages, at industriproduktionen siden marts måned har været stigende, efter 2 års næsten uafbrudt fald.
Reallønningerne falder fortsat og arbejdsløsheden er næppe toppet endnu, men måske er der grund til en smule optimisme efter to års krise, som har barberet mere end 7 procent af BNP.
Ifølge The Economist er den væsentligste årsag den midlertidige afsættelse af præsident Dilma – der med stor sandsynlighed bliver permanent, når rigsretssagen mod hende slutter i september – og forventningerne til den nye præsident Michel Temer og hans regering.
Much of the encouragement is coming from Brasília, the capital, which seems to be moving towards a resolution of the country’s prolonged political crisis. On August 25th the senate is due to begin the impeachment trial of Dilma Rousseff, Brazil’s unpopular president, on charges that she tampered with government accounts. Although she denies this, few observers doubt that she will be removed from office, probably in September. The vice-president, Michel Temer, who has been acting president since May, would then serve out the remaining 28 months of her term.
Ikke fordi at Temer er populær. Ved åbningen af de Olympiske lege gav dele af det brasilianske publikum højlydt udtryk for deres mishag. En gallup gennemført af Datafolha i juli viste, at kun 14 procent bakker positivt op bag præsidenten. Det er på niveau med opbakningen til Dilma, da hun blev afsat.
Forskellen skal findes i den forventede politik (med tryk under forventet). Kort fortalt er Temers væsentlige fordel, at han ikke er Dilma. I modsætning til hende, har han ry for at være i stand til at kunne indgå de nødvendige handler og aftaler, som sikrer at man kan få den ønskede politik igennem.
Det indebærer blandt andet privatiseringer og reformer af de offentlige finanser. Netop en plan for privatisering fremlægges i den kommende uge, hvilket jeg naturligvis vender tilbage til. Man ønsker også at åbne for private investeringer i forbindelse med olieudvindingen ud for Rio de Janeiro (pré–sal)
Der er dog et stort men. Ret beset har man indtil videre først og fremmest brugt flere og ikke færre penge og underskuddet på statens finanser forventes at ende på 10 procent i indeværende år (2,5 procent før rentebetalinger).
Man har accepteret store lønstigninger for offentligt ansatte og har hjulpet flere delstater der er i store økonomiske vanskligheder, bl. a. Rio de Janeiro.
Logikken skulle være, at det skal ses som en investering i at sikre opbakning til fremtidige reformer og stramninger. Bl.a. ønsker regeringen at få indskrevet offentligt nulvækst i forfatningen.
Et godt bud er, at vi skal over på den anden side af lokal. og delstatsvalgene i oktober, før vi for alvor ved hvor meget regeringen kan få gennemført.
Det er da heller ikke alle der er så (forsigtigt) optimistiske, som IMF. Således regner OECD i sin seneste lande-report om Brasilien fra juni måned, med fortsat faldende BNP i 2017.
Hvorvidt IMF og andres (forsigtige) optimisme, eller OECDs mere dystre forventninger bliver til virkelighed, skal vi ind i november måned for at kunne sige noget mere sikkert om.
Der er fortsat alt for mange hvis’er i ligningen. Efterforskning og retssager fortsætter i den store “Lava Jato” korruptionssag og kan fortsat vende op og ned på alt. Men hvis Temer får mulighed for at sidde perioden ud og hvis det lykkes at komme igennem med væsentlige dele af regeringens politik, så er der så småt grund til lidt optimisme for den økonomiske udvikling de kommende år.
I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede.
Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana
Genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba efter 56 år, Obama’s besøg i Cuba tidligere på året og den fornyede kontakt mellem de to lande er naturligvis historiske begivenheder. Forhåbentlig markerer det begyndelsen på en proces, som vil lede til fuld normalisering. Men det bliver en meget lang proces. Mange forhindringer (de fleste) ligger forude. Og i sidste ende afhænger normaliseringen mere af, hvad der kommer til at ske i Cuba end i USA.
Uanset om den amerikanske handelsembargo ophæves eller ej – hvilket kræver kongressens samtykke – er dens effekt markginal i forhold til de katastrofale effekter af den førte økonomiske politik siden 1959.
Ophævelsen af embargoen vil formentlig også tage sin tid. Det kræver en løsning på udestående krav fra amerikanske firmaer og privatpersoner, som fik beslaglagt deres ejendom efter 1959.
Indførelsen af embargoen (og indefrysningen af cubanske aktiver i USA) var således en direkte konsekvens til beslaglæggelsen af amerikansk ejendom og kravene er fortsat retsgyldige under både amerikansk og international lov.
I 2005 estimerede ”Federal Claims Settlement Commission” værdien af udestående krav fra virksomheder og personer, som var amerikanske statsborgere på det tidspunkt ekspropriationerne fandt sted, til ca. 6 mia.USD, hvilket siden er steget til ca. 7,5 mia. USD.
Dertil skal lægges krav fra privatpersoner, som ikke var amerikanske statsborgere, men er blevet det senere. Deres krav er ikke eksplicit garanterede ved hverken international eller amerikansk lov. Det indebærer dog ikke, at man kan se bort fra dem i forhold til den proces Cuba og USA har indledt. Nemmere bliver det ikke af, at disse ejendomme for et stor dels vedkommende sidenhen har fået andre ejere.
Embargo og nem adgang til asyl
Paradoksalt tyder noget på at to hjørnesten i amerikansk politik overfor Cuba har været med til at styrke Castro regimets greb om magten. Cuba har forstået at udnytte handelsembargoen fuldt ud i sin propaganda, mens den lette adgang for cubanere til at bosætte sig i USA – hvis man altså kunne slippe ud af Cuba – bl.a. i kraft af ”dry foot – wet foot” politikken, kan siges at have virket som en slags “sikkerhedsventil”.
På den ene side har det naturligvis været til ugunst for Cuba, at en meget stor del af de bedst uddannede og mest ressourcestærke cubanere forlod landet på et tidligt tidspunkt – ifølge nogle kilder forlod hver anden cubansk læge landet inden for de første år efter Castro’s magtovertagelse.
På den anden side har den massive flugt/udvandring fra Cuba – ikke mindst til USA- formentlig styrket regimets politiske kontrol og magt.
USA er på trods af den amerikanske handelsembargo Cubas fjerdestørste handelspartner målt på import. Kina, Spanien og Brasilien er de tre største.
Importen fra USA består primært af hvede og andre afgrøder samt medicin. Cuba er gået fra at producere 80% af sit fødevareforbrug før 1959, til blot 20% i dag.
Det anslås at den nuværende åbning kan øge Cuba’s BNP med op til 0,5 procent indeværende år. Primært drevet af flere amerikanske besøgende og lettere adgang til pengeoverførsler fra USA til Cuba. Det er dog ikke i sig selv nok til afgørende at bryde med 55 års ringe vækst. Mens
Siden 1959 er Cuba gået fra at være blandt de 5 mest velstående latinamerikanske økonomier til at være blandt de fattigste. Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950’erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25 pct. af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere.
Når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det medtages, at Cuba allerede i 1950’erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Og før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse. Dengang havde de to lande også et højere antal end USA. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.
Der var dog også tale om et meget heterogent samfund med stor forskel på by og land. Levestandarden var relativt god med datidens standard for den mere end halvdelen af befolkningen, der allerede i 1950erne boede i byer med mere end 20.000 indbyggere. Til gengæld var fattigdommen udbredt på landet.
Der er dog intet som tyder på, at det stod værre til i Cuba end hos andre af de mere velstående latinamerikanske lande.
Cuba var bestemt ikke noget paradis, men det var heller ikke et fattigt tredjeverdensland. Man kan kun gisne om hvorledes Cuba havde set ud i dag, hvis Castro og hans tro væbnere havde holdt deres løfte til den middelklasse. Den havde i vid udstrækning støttet og finansieret kampen mod Batista. En kamp hvis hovedmål havde været genindførelse af landets demokratiske forfatning af 1940. Desværre sørgede Castro for at det ikke skete. Men hvad nu hvis Castro ikke havde vundet? Hvordan var det så gået økonomisk? Et meget konservativt bud er, at Cuba i dag som minimum ville have haft en levestandard på niveau med Uruguay eller Costa Rica (se nedenstående figur).
Det er dog ikke urealistisk at forestille sig, at Cuba kunne have været Latinamerika’s rigeste land i dag. Exilcubanere og deres efterkommere har klaret sig glimrende i USA, og har haft stor betydning for Florida’s udvikling det seneste halve århundrede.
Reformer til gavn for hvem?
Allerede da Raul Castro overtog magten efter sin storebror, Fidel, i 2006, var det med løfter om økonomiske reformer. Men selv om der efter cubanske forhold har været store omvæltninger, blegner det både i forhold til forandringerne i det øvrige Latinamerika, for slet ikke at tale om Kina og Vietnam, som ofte nævnes som forbilleder.
Reformernes primære formål er at sikre den nuværende elite’s – det vil sige kommunistpartiets top og militæret – position og magt. Ikke mindst militæret er helt centralt. Den kontrollerer ca. 60 procent af Cuba’s økonomi.
Det fremgår også meget klart af ”Lineamientos”, som man vedtog på partikongressen i 2011, at der ikke er tale om at ændre den cubanske model, men ”kun ” at den skal opdateres.
Planen er at Cuba fortsat primært skal være en centralt statslig styret økonomi.
Cubas mangelfulde reformer
Selv om hverken omfang eller hastighed kan sammenlignes med reformer andre steder, er der sket ændringer. Spørgsmålet er blot hvor langt de rækker.
I dag er det således muligt for private at købe brugsret (forpagte) uudnyttet jord. Man er dog kun garanteret brugsretten i 10 år, hvorefter det er op til staten hvorvidt den skal fornys eller ej.
Selv om man har løsnet op på kravene de senere år, er der fortsat mange begrænsninger og krav til forpagterne. Opfylder man dem ikke, risikerer man at miste brugsretten. Man kan også miste brugsretten, hvis det skønnes i ”almenvældets interesse”, hvilket betyder statens. Desuden er man tvunget til at arbejde sammen med de eksisterende notorisk ineffektive statskontrollerede andelsselskaber eller –gårde, både i forbindelse med indkøb og markedsføring/salg af produkter.
Det er også både omstændeligt og beværligt at ansatte ikke-familiemedlemmer, mens mulige mikrokreditter er for små og utilstrækkelige osv. osv. Der er hermed en verden til forskel fra de reformer som gennemførtes i Kina og Vietnam, hvor landmændenes frihedsgrader er langt større. Der er brugsretten ubegrænset, samtidig med at man frit kan vælge hvad man vil dyrke og producere samt hvorledes og til hvem man vil sælge.
De senere år er der sket en betydelig reduktion i antallet af offentligt ansatte, samtidig med at beskæftigelsen i den private sektor er steget. Omkring 27 procent er i dag beskæftigede i den private sektor, mens 73 procent fortsat er offentligt ansatte. Regulering af den private sektor er kompleks og bureaukratisk. Samtidig er der en lang række restriktioner på hvad den private sektor må beskæftige sig med, som reguleres af en positivliste over hvad der er lovlig privat aktivitet.
Cuba’s reformer kan altså på ingen måde sammenlignes med en egentlig indførelse af delvis markedsøkonomi. Selvstændige (cuentapropistas) ejer deres små virksomheder. Kooperativer er reelt statsligt ejet, som så lejer den til kooperativets medlemmer, der administrerer virksomheden, sælge dets produkter / ydelser til markedspriser og beholder overskuddet (minus skat). Selvstændige og kooperativer kan sælge, leje og købe til eller fra statslige enheder. Skattebyrden er tung og progressivt stigende i takt med at man udvider antallet af ansatte – eller rettere lejede – medarbejdere . Det indebærer reelt at man straffes for at skabe flere private arbejdspladser.
Ovenstående er blot nogle eksempler på de begrænsninger der ligger i reformeringen – eller med regimets ord – tilpasningen af den Cubanske model.
Institutionaliseret økonomisk Apartheid
Investeringsniveauet er meget lavt i Cuba. Ifølge de cubanske myndigheder ca. det halve af det regionale gennemsnit på 20 procent af BNP. Sidste år opdaterede regeringen reglerne for udenlandske investeringer, og samtidig udvidedes sektorer åbne for udenlandske investeringer til alle undraget undtagen sundhedspleje, uddannelse og militæret. Samtidig fritages udenlandske investorer fra skat på arbejdskraft, samt afgifter på udvalgte importvarer mv.
Hermed stilles udenlandske investorer altså væsentligt bedre end indenlandske selvstændige (se tidligere). Det er vist ikke helt gået op for Ole Sohn og andre herhjemme, som begejstret har skrevet om forandringerne i Cuba. Reelt er man ved at indføre et økonomisk apartheid, hvor landets egne borgere hindres i at udnytte deres fulde potentiale, mens man prøver at tiltrække udenlandske investorer, der til gengæld på en række parametre loves meget gunstige vilkår.
En væsentlig afskrækkende faktor er dog formentlig, at an som udenlandsk investor (i lighed med nationale) står meget svagt i forbindelse med evt. konflikter med staten. Det kan f. eks. være nationalisering, hvor man er overladt til de lokale domstole. Med Cuba’s historie in mente er det ikke ligefrem et forhold som fremmer udenlandske investorers interesse.
Cuba’s økonomi er i meget ringe forfatning.
Det er vanskeligt at vurdere effekten af reformerne. For det første er der en stor mangel på pålidelige statistisk fraregeringen. Vi kan dog konstatere, at den økonomske vækst fortsat er utilfredstillende, og Venezuelas nuværende krise har haft stor betydning for Cuba’s økonomi. Officielle vækstmål siden 2009 er konsekvent ikke blevet opfyldt, og den økonomiske vækst har været blandt de laveste i regionen.
Jeg har siden foråret været tilknyttet Dagbladet Børsen, hvor jeg som udlandskommentator 2 til 3 gange om måneden skriver om latinamerikanske forhold. Nedenstående er min kommentar til at USAs kongres stadig ikke har godkendt den handelsaftale, som USA og Colombia indgik i 2006.
Colombia er Latinamerikas seneste succes
Efter års forhaling ser det nu endelig ud til, at den amerikanske kongres accepterer den frihandelsaftale med Colombia, som blev indgået tilbage i 2006.Modstanden mod aftalen har været stor blandt demokraterne i kongressen. Det på trods af, at præsident Obama gentagne gange, bl.a. i de seneste tre års »State of The Union«-taler, har udtalt sin støtte til aftalen, der også sikrer amerikanske varer fri adgang til det colombianske marked.Demokraternes hensyn til bl.a. den stærkt protektionistiske fagforening »The American Federation of Labor and Congress of Industrial Organizations« (AFL-CIO), har vejet tungere end de positive effekter for både USA og dets mest trofaste allierede i Sydamerika.
Folkelig støtte
Colombianerne er ikke i tvivl. Ifølge de seneste meningsmålinger støtter 70 pct. af colombianerne frihandelsaften.I Colombias nabolande Bolivia – og ikke mindst Venezuela – har markedsøkonomi stadig sværere kår, mens den politiske frihed er under pres. Udviklingen er gået i den modsatte retning i Colombia, hvis økonomi i disse år vokser med respektable 4-4,5 pct., samtidig med at den generelle sikkerhed er forbedret, og mordraten er halveret gennem de seneste 10 år.Man oplever dog fortsat massakrer og bombeattentater udført af både venstreorienterede terrororganisationer og »højreorienterede« paramilitære grupper.
Selv om forholdene er bedret betydeligt, er Colombia fortsat et land plaget af vold og usikkerhed.Årtiers kampe mellem myndigheder og militante grupper har medført, at ca. 10 pct. af befolkningen lever som internt fordrevne, og det politiske system er fortsat præget af betydelig korruption.
Stor kreditværdighed
Men hvor Colombia for 10 år siden af mange blev betegnet som en »failed state«, og dets udlandsgæld havde junkstatus, vurderes Colombias kreditværdighed nu af både Standard & Poor’s samt Fitch Ratings til at være på niveau med Brasilien og Peru.På linje med andre latinamerikanske lande iværksatte Colombia i 1990’erne omfattende privatiseringer og markedsreformer.I modsætning til bl.a. Venezuela, Bolivia og Ecuador havde – og har – reformerne bred folkelig opbakning. Og i takt med den forbedrede økonomiske og sikkerhedsmæssige situation de seneste 10 år er direkte udenlandske investeringer mere end femdoblet.
Mange colombianere tilskriver de to seneste præsidenter, Alvaro Uribe (2002-2010) og ManuelSantos (2010-), æren for denne positive udvikling.
Det kan godt være, at venstrefløjen herhjemme fortsat dyrker forestillingen om den »retfærdigevæbnede kamp« og er af den overbevisning, at den marxistiske guerillabevægelse FARC kæmperen befrielseskrig.Men spørger man colombianerne, får man unægtelig et noget andet svar.Uafhængige meningsmålinger gennem de seneste årtier viser klart, at sympatien for FARC ogandre voldelige organisationer kan ligge på et meget lille sted.
Og selv om colombianerne er pinligt bevidste om – og bestemt ikke bifalder – den omfattendekorruption, forbindelser mellem myndigheder, politikere og paramilitære grupperinger ellerovergreb og mord på politiske modstandere, indebærer det ikke, at man søger eller ønsker etsocialistisk alternativ – tværtimod.Det overvældende flertal i befolkningen har noget så usædvanligt for latinamerikanere som enpositiv holdning til både frihandel og USA.Colombia er med sine 44 mio. indbyggere Latinamerikas tredjefolkerigeste nation, rig pånaturressourcer – bl.a. olie og naturgas, og har potentiale til en betydelig udvidelse aflandbrugsproduktionen.
Den nuværende præsident, Manuel Santos, er – som sin forgænger – fortaler for frie markeder ogglobalisering og ønsker oprigtigt at forbedre forholdene for den colombianske befolkning.
Man fremmer hverken menneskerettigheder, demokratisk udvikling eller colombianernes levestandard ved at undlade at styrke de handelsmæssige og økonomiske bånd med Colombia.
Efter at det cubanske kommunistpartis første partikongres siden 1997 er overstået, kan vi konstatere at det cubanske fallitbo fortsætter sin slingrekurs mod det uundgåelige sammenbrud. Nok blev der annonceret ca. 300 tiltag til reformering af økonomien (hvoraf de fleste dog fortsat er ukendte) og nok annoncerede Raul Castro, at der skulle indføres tidsbegrænsning på en række politiske poster. Men efterfølgende genvalgte den gamle garde stort set sig selv (med få undtagelser).
Jovist er der igangsat reformer. Sidste år blev det annonceret, at den offentlige sektor skulle reduceres med 1 mio. ansatte, men indtil videre er kun 200.000 blevet afskediget. Ligeledes erkendte Raul på partikongressen, at man havde begået fejl og at økonomien må reformeres. At der er begået “fejl” må vist anses for at være århundredes underdrivelse. Fra at være blandt Latinamerikas rigeste lande, og målet for mere end 1 mio. europæiske emigranter op gennem det 20. århundrede, har op mod 20 % af befolkningen siden 1959 forladt Cuba, ofte med livet som indsats.
Formålet med reformerne er først og fremmest at bevare magten så længe som muligt. Det er også den afgørende årsag til at det ikke er muligt at iværksætte de nødvendige tiltag. De ville samtidig indebære de nuværende magthaveres fald.
Lige så forudsigeligt som kongressens manglende nybrud, var desværre også behandlingen i store dele af den danske presse og kommentarerne fra ledende venstrefløjs-politikere, som f.eks. Socialistisk Folkepartis udenrigsordfører, Holger K. Nielsen. Efter at have erkendt, at »Cuba har levet i undertrykkelse og med en afsindigt dårlig økonomisk politik i hans [Castro’s] tid« fremhæver han til den formentlig afgørende grund til at man fortsat behandler, hvad der faktuelt er et af de mest brutale diktaturer i noget Latinamerikansk land de sidste 100 år, med fløjlshandsker. Nemlig god “gammeldags” anti-amerikanisme (= antikapitalisme). At »Fidel Castro og Cuba gennem mere end 50 år har modstået det meget hårde pres fra USA« er åbenbart en målsætning der (næsten) ophæver mord og tortur på titusinder af almindelige cubanere. Continue reading Det cubanske fallitbo
Her mindre end en uge før 2. runde af præsidentvalget, blev Chile i går, som det første sydamerikanske land, medlem nr. 31 af OECD. Man kan sige, at optagelsen er en anerkendelse af den Chilenske model. Der er sket meget, siden Chile ramte bunden i midten af 1970erne, efter årtiers fejlslagen (protektionistisk og statscentreret) økonomisk politik, kulminerende med det fejlslagne socialistiske eksperiment under Salvador Allende og det efterfølgende militærkup.
De økonomiske reformer fra 2. halvdel af 1970erne og frem, har gjort Chile til Sydamerikas mest dynamiske og åbne økonomi. Ifølge Fraser Institute er Chile verdens 5. frieste økonomi, kun overgået af Hong kong, Singapore, New Zealand og Schweitz. De økonomiske reformer kombineret med genindførelsen af demokrati, en succesfuld bekæmpelse af fattigdommen i landet og lav korruption har indebåret, at Chile i dag er regionens mest stabile og velstående land. Og reelt det eneste land i Latinamerika, der forventes at blive et egentlig I-land indenfor en overskuelig tidshorisont.
Forskellen skal findes i den forventede politik (med tryk under forventet). Kort fortalt er Temers væsentlige fordel, at han ikke er Dilma. I modsætning til hende, har han ry for at være i stand til at kunne indgå de nødvendige handler og aftaler, som sikrer at man kan få den ønskede politik igennem.
Uanset om den amerikanske handelsembargo ophæves eller ej – hvilket kræver kongressens samtykke – er dens effekt markginal i forhold til de katastrofale effekter af den førte økonomiske politik siden 1959.
