Når stemmerne er talt op efter dagens 2. runde i det brasilianske præsidentvalg (og det går hurtigt, da afstemningen er elektronisk), er det ikke et spørgsmål om hvem der har vundet, men kun med hvor meget. Den næste præsident kommer til at hedde Dilma Vana Rousseff. Hun vinder, fordi den afgående præsident, Luiz Inácio da Silva, kaldet Lula, anbefaler hende.
Hans popularitet har været enestående, og havde han haft muligheden for at stille op til en tredie periode, ville han have vundet overlegent i 1. valgrunde. Kombinationen af høj økonomisk vækst og ikke mindst betydelig indkomstfremgang for den fattige del af befolkningen tilskrives af mange som Lula’s fortjeneste. At det primært skyldes reformer, en forsigtig åbning mod omverden og privatisering i 1990erne (alle tiltag, som PT og Lula stemte mod) og gunstige internationale forhold, er i den forbindelse bagateller som kun nørder interesserer sig for. For de fleste brasilianere – og ikke så få udenfor landet – er Lula blevet synonym med landets ankomst som en vigtig international spiller, høj vækst og færre fattige.
Dette billede hjælpes godt på vej af, at de færreste udenfor Brasilien vist helt har forstået hvordan dette land er skruet sammen. For slet ikke at tale om hvordan dets politiske system fungerer. Internationale medier har igen og igen tydelig vist, at de i hvert fald ikke ikke fatter meget af det. Således insisterer Ritzau, som det fremgår af dagens aviser, se bl.a. her, at beskrive Dilma’s modkandidat som konservativ og borgerlig. Ville Ritzau mon betegne Helle Thorning som konservativ? Jose Serra, som også stillede op mod Lula -og tabte – i 2002 (og ikke 2004, som der står i dagens danske aviser), er en af grundlæggerne af Brasiliens socialdemokrati, PSDB, for hvem han er præsidentkandidat. Tet beset kan man med rette stille spørgsmålstegn ved hvilken konstellation der er mest konservativ – partierne bag Dilma eller Serra.
Hvis konservativ her skal forstås som bevarelse af den bestående brasilianske model, præget af stor statslig involvering og en hang til at regulere og planlægge frem for at lade markedet råde, så er det rettelig PT der er det mest konservative valg. Et kendetegn ved Lulas regeringstid har nemlig været et totalt fravær af økonomiske reformer.
Efter at have tabt 3 valgkampe på en klar socialistisk platform valgte Lula i 2002 at redefinere sig selv, og gik til valg på det man i Brasilien døbte “Lula light”. Det indebar en balancegang der på både kunne tilfredsstille den private sektor, hvilket man gjorde ved at føre en ortodoks økonomisk politik og ikke pille ved allerede gennemførte reformer, og venstrefløjen ved at love sociale reformer, øget social indsats og ikke at liberalisere yderligere.
Mens første valgperiode primært gik med at berolige den private sektor og udenlandske investorer (udenlandske investeringer faldt drastisk og de eksterne balancer kom under voldsomt pres i 2002, efterhånden som det stod klart at Lula ville vinde), og det lykkedes over al forventning. Kontrasten ved valget i 2006 og ikke mindst i år er slående. Aktiekurserne er steget med rekordfart under Lula og de udenlandske investeringer er for længst vendt tilbage.
Men alle disse ting havde været umulige, hvis Brasilien havde holdt fast i den økonomiske model der var fremherskende indtil starten af 1990erne.
Som det fremgår af figur 1, der viser graden af åbenhed som eksport+import divideret med samlet BNP, er betydningen af udenrigshandlen mere end fordoblet fra 1980erne og frem til i dag, hvor Brasilien ikke blot er verdens største fødevareeksportør, men også har en betydelig eksport af råvarer og halvfabrikata. Og det er især eksporten af råvarer og landbrugsprodukter, der har nydt godt af økonomiens åbning fra 1990erne og frem.
Der er ikke grund til at at tro, at Dilma vil fravige Lulas balancegang. Noget andet er om hun rent faktisk kan komme til det. Hun har ikke Lula’s status i partiet, og der har flere gange i de forløbne år været kritiske røster i partiet om, at man ikke har ført en tilstrækkelig socialistiske politik, mens der også har været kraftig kritik af de politiske allierede, som Lula har baseret sit styre på. Således vil den kommende vice-præsident være fra PMDB, der tidligere i 1980erne var PT’s “hovedfjende”. Overhovedet at tilskrive dette parti en egentlig politisk ideologi er måske at tage munden for fuld, men det nærmeste må være at betegne det som statskonservativ (hvor konservativ skal forstås som uvilje mod forandring).
Om Dilma så vil være lige så succesfuld som Lula i sin balancegang er tvivlsom. De fleste iagttagere regner med at man vil forsøge med en finanspolitisk stramning i løbet af kort tid. Med tanke på problemerne med at styre de offentlige udgifter (et ikke helt ukendt problem heller på disse breddegrader), se figur 2, er der grund til at tro, at der står skatteforhøjelser på menuen i den kommende tid, hvorved Brasilien vil befæste sin position som Latinamerikas højest beskattede land. Skulle stramninger ikke være muligt, må man forvente at der kommer en pengepolitisk stramning i 2011, – det vil sige at renten stiger.
Til gengæld skal man ikke forvente at der sker grundlæggende reformer af den brasilianske model. De kommer når den næste krise kommer, og det kan ske hurtigere end mange iagttagere forestiller sig. Den nuværende vækst på 7,5% om året er det under ingen omstændigheder mulig at fastholde.
Ovenstående figur viser det samlede skattetryk, inkl. delstaterne. Under Lulas regeringtid er statens forbrug steget fra at udgøre 15,7% af BNP i 2002, til nu at udgøre 18,9%. En ikke ubetydelig post er Bolsa-Familia (pengeoverførsel til de aller fattigste), der er steget fra at udgøre ca. 6,5% af BNP i 2002, til nu at udgøre næsten 10% af BNP.
Skattetrykket er siden årtusindeskiftet steget til 35%.
