Panama – Pro Mundi Beneficio

I dag 3. November er det Panamas uafhængighedsdag. I 1903 blev Panama med USA’s kontroversielle hjælp uafhængig af Colombia. Panama er ikke meget kendt men heller ikke et land der passer ind i stereotypen af et typisk Latinamerika som de fleste danskere har, så det er idag passende at give en lille introduktion til det lille land med det store motto “Pro Mundi Beneficio” (Til gavn for verdenen).

Jeg vil lige først sige at dette er et land some jeg holder meget af og kender meget godt. Jeg har selv boet der i et par år og er panamansk gift.

Panama har ifølge Wikipedia omkring 3 million indbyggere. Det er det sydligste land i Centralamerika og dermed også Nordamerika. Det Caribiske hav ligger til nord og stillehavet til syd. Landet grænser til vest mod Costa Rica og til øst Colombia. Panama har brugt Amerikanske dollars i årevis, som officielt bliver kaldt Balboas. Alle sedler er amerikanske og nogle mønter er lokale.

Man kan sige mange ting om landet. Det er samtidigt stærkt multi kulturelt, globaliseret, ulige, moderne, traditionelt og har opnået utrolig stærk vækst over de sidste 10 år. Hovedstaden Panama City er oftest sammenlignet med Hong Kong og Miami. Der har været rigtigt mange nye skyskrabere bygget i Panama i de sidste 10 år og det er klart blevet en meget moderne international storby nu. Skyskraber databasen Emporis siger at der er 171 færdige skyskrabere, 206 under konstruktion og 211 planlagte til dags dato.

Grundet sit strategiske placering har hovedindustrien i Panama traditionelt været import/export. I de første par hundrede år var “El Camino Real” en sti mellem Portobelo på den caribiske side og Panama City på stillehavskysten knudepunktet hvor store dele af export fra kontinentet til Spanien gik igennem. Efter en lille pause på 200 år blev Panama atter igen knudepunktet mellem øst og vest da først jernbanen og derefter kanalen blev bygget.

Hovedindustrierne er idag import/export, konstruktion, finans, agrikultur og fornyligt turisme.

En rigtig smeltedigel

USA elsker at kalde sig selv for en smeltedigel. Det er nok mere som en blandet salat. Panama kan nok bedre kalde sig det da befolkningen er fuldstændigt sammen blandet. Der er et mere eller mindre lige mindretal af hvide, sorte og indianere. Resten er en blanding af dem allesammen. De fleste som klassificerer sig som endten hvide eller sorte er faktisk også rimeligt blandet når det kommer til stykket. Mange har også indisk, kinesisk, fransk, amerikansk eller engelsk blandet ind.

Til at begynde med var det selvfølgeligt mest spaniere og slaver fra Afrika som kom til landet. Men da jernbanen blev bygget i 1840erne kom de første store grupper af andre immigranter til at bygge den. Det var mest arbejdere fra Jamaica, Kina og USA som kom til. Senere da kanalen blev bygget kom der også mange europæere og folk fra de andre caribiske øer. Alt dette har blandet sig fuldstændigt ind i kulturen.

Siden kanalen blev bygget er Panama igen blevet et regionalt import/export center. Det har gjordt at der er store mængder nye immigranter som er ankommet specielt fra Israel, Libanon, Kina og Indien. De fokusere sig fortrinsvis med import/export og ejer også mange af de store butikker i landet. Israelerne dominere tøj import og inderne juveler og elektronik. Araberne er også fortrinsvis tilbøjelige til at være i tøjbranchen og ejer mange tøj butikker rundt omkring i provinsbyerne. De er dog også involverede i natklubber, restauranter og ejer det næst største rom destilleri. En helt ny generation af immigranter fra Kina står bag ved alle de små nabo købmænd, som i daglig tale nu hedder el chino.

Fornylig har der været stor immigration fra specielt Columbia, Venezuela, Argentina og USA. For de forskellige sydamerikanske immigranter tilbyder Panama meget af det samme muligheder som USA, uden de store visa problemer. Mange af dem starter alle mulige slags mindre og mellemstore virksomheder som restauranter, specialbutikker osv. Amerikanerne er mest pensionister som flytter i stride strømme til de kølige smukke bjergbyer som Boquete.

Der er ovenikøbet en lille men aktiv dansk expat community som mest beskæftiger sig med shipping og forskellige slags services til shipping industrien. Mærsk er kanalens største kunde og har regionalt hovedkvarter i Panama. Den danske konsul Niels Pedersen har ovenikøbet startet et fiskerøgeri hvor han ryger forskellige slags fisk på dansk manér men med mango træ, dette er nu blevet meget populært i de mere sofistikerede cirkler.

Meget mad i Panama har stor inspiration af immigrant grupperne. Kinesisk mad er meget populært og mange lokale retter bruger flittigt Salsa China (soy sauce). Souse, Arroz con coco og mange ting kommer direkte fra det caribiske køkken. Jul vil heller ikke være jul i Panama uden Pavo (kalkun) og Jamon (skinke) som er løftet fra det amerikanske køkken.

Den vigtigste etniske gruppe i Panama rent kulturelt er Los Afro Antillanos altså efterkommerne af de jamaikanere, barbadianere, haitianere osv som hjalp med at bygge kanalen. På den caribiske kyst er der stadig mange med engelsk som hovedsprog, selvom de er tredje generations panamaner. Den lokale spanske dialekt er også en sjov blanding af Spansk med jamaikanske udtryk. Jeg kan stadig huske første gang jeg overhørte en panamaner sige Mira la backside de la gyal. Hvilket er sådan set halt jamaikansk halvt spansk.

Musik er nok det sted hvor de afro antillanos dominerer kulturen. Selvom det er blevet blandet med mere traditionelt musik nu.

Panamas musik har i de sidste 25 år været domineret af de lokale reggae grupper som startede med at synge spanske kopier af jamaikanske hits. Nu produceres der store mængder af Reggae en Español som er enormt populært i specielt USA, Spanien, Mexico og Argentina. Panamansk reggae som det internationale hit “Dime si te vas con El” nedenunder blander lystigt R&B, traditionelt Cumbia, trinidadiansk Soca og Reggae i et unikt lokal mix,

God ulighed

Ulighed er et stygt ord for mange folk. Jeg har ofte hørt fortalt at Panama er et af de mest ulige lande i latinamerika, hvilket jeg ikke nødvændigvis tror er korrekt. Der er mange rige og der er mange fattige. Største delen af befolkningen er dog middelklasse, hvilket man ikke nødvændigvis kan sammenligne med dansk middel klasse idag, rettere tænk tilbage til Danmark i 60erne og 70erne.

En typisk lav middelklasse familie hvor begge forældre arbejder tjener sikkert omkring $600 om måneden. Ud af det betaler de en smule til den offentlige sygesikring/pension og ellers ikke noget skat. Derefter betaler de sikkert omkring $1-200/m for en ejerlejlighed i byen eller et mindre nyt parcel hus i forstæderne. Mange har bil og en del i den indkomst grupper har en empleada (en pige til at passe børn og lave husarbejde) som får kost, husly og omkring $150/m. Dette gør af der er meget tid til at socialisere med familie og venner.

Mindstelønnen ligger på omkring $250/m hvilket lyder lidt, men grundet globalisation er Panama et meget billigt land at leve i. Folk der arbejder i mere højt uddannede jobs som i banker og IT tjener typisk mellem  $600-1500/m. Det lyder ikke som meget, men det kan man faktisk leve rigtigt godt for i Panama. Person fradrag er sidst jeg checkede på $800 om måneden så for de fleste folk beholder de største del af pengene.

Panama City og Colon har et par grumme slumområder man nok ikke bør udforske, men selv der har de fleste folk tv, køleskab og børnene i skole. Der er mange bander i disse områder og det er ikke ligefrem en dans på roser at bo der, men der er rigtigt mange som har uddannet og arbejdet sig ud af disse områder og nu lever betydligt bedre liv. Der er rimeligt god offentlige hospitaler. Men da de private læger ofte er betydeligt bedre og ikke specielt dyre er de ikke udenfor rækkevide for de fleste folk.

For mig er det rigtigt interessante ved Panama er at der er stor opadgående mobilitet. Min egen far kom fra en landmands familie i Jylland og blev sammen med sin bror de første i familien til at blive uddannet og forlade landbruget. Dette er akkurat det samme man ser nu med de fleste folk i middelklassen i Panama. Jeg arbejdede som konsulent for et israelsk eget selskab i Panama på et tidspunkt og alle der arbejdede i IT afdelingen kom oprindeligt fra fattige landbrugs familier. De var alle de første fra deres familier til at studere og er nu klart middelklasse folk. De fleste af dem tjener sikkert over $600 om måneden og har ejet hus, bil osv.

Globalisering har haft et stort indtryk på Panama. Det er nok det billigste sted at købe tøj og sko i hele latinamerika. Panama havde før sin egen tøj industri, men det var dyrt og dårligt kvalitet. Da Kina begyndte at eksportere tøj gik det hele væk. Det lyder som en dårlig ting, men i Panama kan du købe nye joggingsko for $2. Et par bukser, en trøje eller det nyeste kjole kan sagtens findes til god kvalitet under $5. Dette har ændret fuldstændigt på økonomien. Det lyder måske underligt for en Dansker at tøjpriser er så vigtige, men tøj og stil er en enormt vigtigt ting i Latinamerika. Piger fra de værste slumkvarter går på arbejde i deres jakkesæt og fremviser stolt deres nye kjoler i natklubberne lørdag aften.

Så selvom der er ulighed rent økonomisk set så er det en opadrettet ulighed. Hvis vi ser bort fra måske de rigeste 5% af befolkningen er der faktisk heller ikke så meget kulturelt ulighed. Folk lytter til det samme musik, spiser det samme mad, går i byen i det samme tøj og griner af de samme ting.

Alt er ikke perfekt i Panama, men det er det jo heller ikke nogen andre steder. Panama er dog et eksempel på et land som har inviteret og accepteret globalisering og nyder frugterne af det. Det ser generelt set rigtigt godt ud for Panama.

Jeg har ikke snakket noget som helst her om politik eller Panamas mest berygtede socialdemokrat, men det kommer i en senere artikel. Her til sidst en lille video som giver et overblik over Panama city med et godt panamansk soundtrack:

Flight from Panama City to Isla Contadora and back from Pelle Braendgaard on Vimeo.