Ja, jeg er klar over at overskriften måske lyder helt hen i vejret på en del, men ikke desto mindre fortalte Hugo Chavez i dag i sit ugentlige TV-show “Aló Presidente“, at hæren skal forberede sig på krig med Colombia. Samtidig er 15.000 mand blevet mobiliseret ved de to landes fælles grænse. I en artikel på Aló Presidente’s hjemmesider betegner Hugo Chavez under overskriften ” Colombia ha sido anexionada a los Estados Unidos” som en amerikansk koloni på grund af aftlen mellem Colombia og USA om, at sidstnævnte kan bruge bruge baser i Colombia. Chavez ser (officielt) dette som en direkte trussel mod Venezuela – underfortået det er Colombia og USA, der ønsker at starte en krig mod Venezuela.
Med tanke på udviklingen i Venezuela som vi har skrevet om før, med el- og vandmangel, faldende BNP og høj inflation, hastigt stigende voldskriminalitet og Sydamerikas højeste korruption, kan de retoriske udfald også være ledet i et forsøg på at aflede venezuelanernes opmærksomhed fra de interne problemer. Det er jo et gammelkendt trick at dyrke en fælles ydre fjende, når det står skidt til indenlands. Her findes der ingen bedre foren nationalistisk-socialistisk Caudillo som Chavez end USA.
Hermed går Chavez i fodsporene på utallige “stærke mænd” fra både højre og venstre side af det politiske spektrum i Latinamerika. Som den legendariske brasilianske økonom, Roberto Campos engang udtalte; “enhver idiot kan få stående klapsalver ved at svine USA til”
Hugo Chavez er kendt for at tale med temmelig store bogstaver, også efter latinske forhold, så forhåbentlig er der tale om endnu en omgang teaterbuldren. Venezuela under Chavez har formentlig både direkte og indirekte støttet FARC bl.a. med våben osv. Drømmen er formentlig at samle de lande Chavez store forbillede Simon Bolivar løsrev fra de spanske koloniherrer. En del af disse var i en kort periode en samlet enhed et par årtier efter spanierne var fordrevet. Mens Bolivia (opkaldt efter Bolivar) med Evo Morales er en nær allieret, er Colombia det bestemt ikke.
You ONLY get what you give!
Gennem sit præsidentårti har Hugo Chávez købt sig til magt med nytteløse offentlig-sektor bureaukratjobs og direkte overførselsindkomster af de mange, mange petrodollars der trods nedgangen siden bureaukratiseringen af PDVSA stadig flyder ind i landet. Men utroværdige og løgnagtige som sydamerikanere for det meste er, er han lige manden for dem – frit lejde til at begå kriminalitet, overførselsindkomst ad libitum, ingen modstand til korruption, fri deltagelse i FARC-aktiviteter, osv.
Jeg kan virkelig ikke sympatisere med det venezuelanske folk – at de ønsker cubaniseringen, ligesom Allende-supporterne gjorde i Chile, viser alt, og jeg har ved gud i himlen aldrig talt med så animalske mennesker som de, der stemmer Chávez i Venezuela, det er en ren kultur af missing links, ligesom de der indgår i Brigadas de Repuesta Rápida på Cuba. Sydamerikanere vil have staten til at gøre alt for dem, er præget af keynesianske utopier om statens evne til at skabe velstand og ynder at snyde alt det de kan.
I et land, hvor familien førhen var samlepunktet, slår man nu hinanden ihjel familien iblandt som følge af politiske adskillelser. Fuldstændig samme tendens som i Cuba.
selv om jeg ikke har noget som helst til overs for chavez, må jeg tage afstand fra din karakteristik af hans tilhængere generelt. Ét er at vi her på bloggen – i modsætning til det meste af MSM i Danmark – anser folk som Allende, Chavez, Castro som antidemokratiske magtmennesker med en vanvittig politik, så vil jeg ikke affærdige hele befolkningsgrupper som du gør. Muligvis skyldes det at jeg gennem mere end 20 år har mødte masser af gode mennesker – også veluddannede – der har haft, med mine øjne, vanvittige ideer. Alle tres vej til magten har jo en forhistorie Allende fik kun 1/3 af stemmerne i Chile, men opførte sig som havde han en majoritet bag sig. Castro I Cuba fil magten på baggrund af amerikansk ubeslutsomhed, og endelig fik Chavez magten på baggrund af et dysfunktionelt Venezuela. Sidstnævte vil jeg tro enten er væltet (demokratisk eller ved et kup) indenfor de næste 3-4 år med mindre han selv begår et kup og dermed smider den sidste rest af demokrati.
Alle tre hyldede og hylder ideen om en caudillo – en stærk mand, og det er jo desværre et grundlæggende træk i mange latinamrikanske landes politik.
Center for Economic and Policy Research
The Chávez Administration at 10 Years: The Economy and Social Indicators
The current economic expansion began when the government got control over the national oil company in the first quarter of 2003. Since then, real (inflationadjusted) GDP has nearly doubled, growing by 94.7 percent in 5.25 years, or 13.5 percent annually.
Most of this growth has been in the nonoil sector of the economy, and the private sector has grown faster than the public sector.
During the current economic expansion, the poverty rate has been cut by more than half, from 54 percent of households in the first half of 2003 to 26 percent at the end of 2008. Extreme poverty has fallen even more, by 72 percent. These poverty rates measure only cash income, and does take into account increased access to health care or education.
Over the entire decade, the percentage of households in poverty has been reduced by 39 percent, and extreme poverty by more than half.
Inequality, as measured by the Gini index, has also fallen substantially. The index has fallen to 41 in 2008, from 48.1 in 2003 and 47 in 1999. This represents a large reduction in inequality.
Real (inflationadjusted) social spending per person more than tripled from 1998-2006.
From 1998-2006, infant mortality has fallen by more than onethird. The number of primary care physicians in the public sector increased 12fold from 1999-2007, providing health care to millions of Venezuelans who previously did not have access.
There have been substantial gains in education, especially higher education, where gross enrollment rates more than doubled from 1999/2000 to 2007/2008.
The labor market also improved substantially over the last decade, with unemployment dropping from 11.3 percent to 7.8 percent. During the current expansion it has fallen by more than half. Other labor market indicators also show substantial gains.
Over the past decade, the number of social security beneficiaries has more than doubled.
Over the decade, the government’s total public debt has fallen from 30.7 to 14.3 percent of GDP. The foreign public debt has fallen even more, from 25.6 to 9.8 percent of GDP.
Inflation is about where it was 10 years ago, ending the year at 31.4 percent. However it has been falling over the last half year (as measured by threemonth averages) and is likely to continue declining this year in the face of strong deflationary pressures worldwide.
http://www.venezuelanalysis.com/indicators
@Michael
Maby you believe in your own nonsens – it is pure propaganda produced by a regime that is becoming more and more undemocratic.