Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?

Ifølge exit-polls ved søndagens valg i Bolivia, ser den siddende socialistiske præsident Evo Morales ud til at vinde en klar sejr. Han kommer dermed ud af valget med et styrket mandat til fortsat “revolutionær” forandring af det bolivianske samfund.

Det er blevet antydet, bl.a. af Mary O’Grady i “The End of democracy” i WSJ, at Evo Morales regime ikke er demokratisk. Således beskriver hun ved udsigten til genvalg af Evo Morales:

“In fact, it will mark the official end of what’s left of Bolivian liberty after four years of Morales rule.”

Mens situationen i Bolivia og Honduras, og USA’s holdning til disse sammenlignes med ordene:

“While the U.S. and the Organization of American States have been obsessing over Honduras’s legal removal of an undemocratic president, Mr. Morales has been fortifying his narco-dictatorship. He’s also made friends with Iranian dictator Mahmoud Ahmadinejad, who will make another visit to La Paz tomorrow.”

Det er måske her på sin plads at understrege, at der ikke er tvivl om, at Evo Morales har stor folkelig opbakning, hvilket Honduras afsatte præsident Zelaya ikke havde. Da sidstnævnte blev valgt i 2005 var det som en “normal” centrum-højre politiker. I løbet af 2008 ændrede han så radikalt politik, kom på kant med sit eget parti og endte som bekendt med at blive afsat, da han nægtede at følge højesterets afgørelse, men insisterede på at afholde en forfatningsstridig afstemning.

På visse områder kan det være relevant at sammenligne de to lande.  De er begge blandt de fattigste lande i Latinamerika, har nogenlunde samme grad af korruption og er begge karakteriseret ved stor forskel mellem rig og fattig. Derefter er det dog småt med lighederne.

Som det fremgår af nedenstående figur 1, der viser udviklingen i BNP per capita siden midten af det forrige århundrede, er Bolivia karakteriseret ved stort set har samme BNP per capita nu, som i midten af det 20. århundrede. Honduras har derimod (trods alt) over den betragtede periode oplevet stigende velstand.  Begge landes udvikling i BNP er præget af voldsomme udsving i BNP – især Bolivia, der i midten af 1980erne oplevede en decideret nedsmeltning af økonomien med reel hyperinflation.

Figur 1.

det er også fælles for de to lande, at de gennemførte en række markedsliberale reformer i 2. halvdel af 1980erne (Bolivia) og op gennem 1990erne. Dette er en væsentlig del af forklaringen til de seneste årtiers fornyede vækst efter 1980ernes krise. I modsætning til Honduras, hvor reformerne er fortsat (og korruptionen rent faktisk er faldet), har man oplevet en tilbagerulning af reformer og privatiseringer i Bolivia efter 2005, med en fornyet bølge af nationaliseringer.

Mens Zelaya i Honduras blev valgt på et helt anderledes program end det han endte op med at stå for og kom i opposition til sit eget parti i kongressen, kan man som anført ikke beskylde Evo Morales for at have stået for ét før valget og så gøre noget helt andet efter. Og der er næppe belæg for det, når O’Grady stort set påstår, at han ikke har et flertal bag sig i Bolivia, med ordene;

Mr. Morales is expected to win re-election [han vandt i søndags med over 60% af stemmerne] easily, in part because in many areas that he controls voters will be escorted into polling booths to make sure they choose correctly. His party, Movement for Socialism (aka MAS for its Spanish initials), is almost certain to retain control of the lower house of congress and is likely to win the senate, which until now has been controlled by the opposition.

Derimod er det meget sandsynligt, at Mary O’Grady har ret, når hun bemærker, at Morales valsejr på sigt kommer til at betyde, at;

Mr. Morales’s rule will be almost impossible to challenge. But this should not be interpreted as a national embrace of his politics. He will pull off his power grab thanks to a policy of terror against his adversaries.

Mary O’Grady’s bekymring for demokratiet i fremtidens Boliva er bestemt berettiget. Historisk er alle socialistiske eksperimenter endt med enten et kup (f.eks. Chile) eller diktatur (f.eks. Nicaragua under Ortega i 1980erne og Cuba under Castro). Kun den mest blåøjede medarbejder i en af de utallige ulandsorganisationer med deres romantiske (og naive) forestillinger om mulige kombinationer af kultur og velstand – eller mere hardcore socialistiske ideologer – vil formentlig bestride, at der er en reel fare for at Evo Morales indiansk-socialistiske eksperiment vil ende i diktatur.

Men måske er genvalget af Evo Morales også en god grund til at se på tidligere præsidenters ansvar for den udvikling, der for 4 år første gang ledte til valget af Morales som præsident. Et valg der blev konfirmeret i søndags. Der er også god grund til at se på nogle af de forskelle der eksisterer mellem Bolivia og Honduras.

Hvor Honduras befolkning for 90% vedkommende består af mestitzo (efterkommere efter den oprindelige befolkning og kolonisatorerne), og det der betegnes som egentlige indianere kun udgør 7% af honduras befolkning, er Bolivia etniske sammensætning væsentligt anderledes. Det der betegnes som indianere udgør et stort flertal. Ifølge CIA World Fact Book, består Bolivias befolkning af 30% Quechua indianere, 5% Aymara indianere, mens  mestizo udgør 30% og den hvide del af befolkningen udgør 15%. Det skal understreges at skillelinien, ligesom i andre lande i Latinamerika med et stort indiansk islet, går – ikke mellem de hvide og resten af befolkningen – men derimod mellem de der opfatter sig selv som indianere på den ene side og resten af befolkningen, mellem det “traditionelle” (og kollektive) samfund og det “moderne” individ-orienterede samfund. Forskellene i velstand lader sig kun delvist forklare ved diskriminering/undertrykkelse af indianerne (selv om det har været en del af Bolivia historie). Det er også et resultatet af en kulturelt determineret forskel i mulig levestandard. Heri ligger tragedien ved Evo Morales higen efter en indiansk-socialistisk samfundsmodel, der i høj grad er inspireret af nogle lettere tågede forestillinger om hvordan de indianske samfund fungerede før koloniseringen,  – ikke af spanierne, men af Inkaerne! Ved promoveringen af etnisk betinget kollektiv ejendomsret på bekostning af individuel ejendomsret, fremmes et – alt andet lige – mindre effektivt og dermed mindre velstående samfund.

Den ansete engelske journalist og kender af Latinamerika, Michael Reid, der i mange år skrev  for The Economist, bemærker følgende om Bolivias første indianske præsident og selve termen “indianer” i sin bog “Forgotten Continent – The battle for Latin America’s Soul“;

The term “Indian” is of course a colonial imposition, and derives from a geographical misunderstanding to boot. But it’s embrace by some of the indigenous activists was a way of generalising their condition beyond that of each linguistic sub-group. It is also a shifting, socially defined catagory. Two decades ago, Evo Morales would have described himself as a mestizo, and in many ways he is one.”

Morales hang til indianske klædedragter er da også af nyere dato. Hans vej til toppen i Boliviansk politik gik over de “oprør” der fulgte i kølvandet på 90ernes reformer, der på en og samme gang var nødvendige, indebar øgede udenlandske investeringer og fornyet økonomisk vækst (se figur 1), men samtidig – med rette – blev genstand for kritik om korruption og svindel.

Helt central i venstrefløjens og antiglobaisternes mytologi står begivenhederne i Cochohamba i Bolivia. Cochohamba, Bolivias 3. største by, var i 1980 en lettere søvnig by med ca. 200.000 indbyggere i 1980,  man kan skylde sin stegte and ned med masser af god øl fra det lokale bryggeri, grundlagt af tyske immigranter. Denne søvnige idyl brast, da byen blev et centrum for handlen med kokain, drevet af efterspørgslen i USA. Dette kombineret med bl.a. kraftig indvandring fra det fattige Altiplano, bl.a. Evo Morales har indebåret, at Cochamba omdannedes til en kaotisk by der i løbet af 1990erne havde tredoblet indbyggertallet, (selvføgelig) uden at infrastrukturen fulgte f.eks. kunne vandforsyningen ikke følge med den hastige vækst i indbyggertallet.

Myndighederne, med borgmesteren i spidsen, ønskede at løse problemet ved at bygge en 120 meter høj dæmning ved Misicuni floden og føre vandet via en 19,5 km lang tunnel gennem bjergene til Cochohamba. fordelen ved projektet var, at man samtidig øgede elektricitetsforsyningen, til gengæld ville projektet koste omkring 1/4 mia. dollars. Verdensbanken mente at dette var for dyrt og støttede derimod et billigere projekt, hvor prisen på vand ikke ville stige de første 5 år. Den bolivianske regering støttede, efter pres fra Cochohambas borgmester den oprindelige plan, og indgik en kontrakt med “Aguas del Tunari, der overtog byens vandforsyning. For at kompensere for omkostningerne ved de nye anlæg satte man priserne op med i gennemsnit 43%, hvilket udløste voldsomme protester fra især byens fattige befolkning, hvor en mindre del brugte op mod 1/3 af deres indkomst på vand efter prisstigningerne.

Protesterne kulminerede i første omgang i begyndelsen af 2000, hvor en 17 årig demonstrant blev dræbt. Hvad der herefter skete kan kun betegnes som absurd og udtryk for fuldkommen panik hos den daværende regering under Hugo Banzer, der ophævede kontrakten med Aguas del Tunari, hvorefter Arguas del Illimani, der i forvejen stod for vandforsyningen i La Paz, overtog den. De nægtedes at sæte prisen op 8i forohld til den oprindelige), også selv om deres prisstigninger var væsentligt lavere og ville have indebåret at priserne fortsat var lavere end i de fleste andre bolivianske byer. for at kompensere for dette valgte Arguas del Illimani at hæve prisen for nye tilslutninger (inkl. skrald) til 450 USD. – svarende til ½ års løn for mange af byens fattige indbyggere. Men venstrefløjen dette som en  “sejr” i “vandkrigen”. Sammen med en succesfulde (og voldelige) kampanger mod at Bolvia eksporterede gas til USA og Chile, der inkluderede at man tvang to præsidenter til at gå af, lykkedes det i 2005 Evo Morales at vinde præsidentposten baseret på støtte fra store dele af den indianske befolkning og en hæmningsløs nationalistisk retorik.

Selv om Bolivias økonomi har oplevet en positiv vækst i indeværende årtusinde, først og fremmest på grund af gunstige priser på mineraler samt gas og olie, er bagsiden af ovenstående udvikling at der har været et drastisk fald i nødvendige undelandske investeringer, samtidig med at de offentlige investeringer har været få og ineffektive. Bolivia er derfor yderst sårbar overfor ændringer i priserne på dets eksportprodukter, ligesom yderligere økonomisk ekspansion må forventes at falde, med mindre investeringer øges.

Til gengæld er man godt i gang med at bytte tidligere tiders diskriminering (og racisme) vendt mod den indianske del af befolkningen ud med en omvendt diskriminering. Samtidig indebærer et nyt kollektivt system for ejendomsretten, at mobiliteten mindskes, mens særlige rettigheder for den indianske del af befolkningen er at sidestille med omvendt diskriminering. Da der samtidig er betydelige forskelle i både levestandard og kultur mellem den fattige vestlige del (højlandet) og den rigere østlige del (lavlandet), hvor de fleste bolivianere af europæisk afstamning bor, er en egentlig blodig indre konflikt/borgerkrig et muligt scenarie.

Men denne grundlæggende konflikt, som Evo Morales og hans MAS har forstået at drage fordel af, har naturilgvis historiske rødder, og fortidens præsidenter og magthavere bærer naturligvis et stort ansvar for at det aldrig er lykkedes at egentlig boliviansk identitet. Dette til forskel fra Honduras, hvor indbyggerne, på trods af store sociale og økonomiske forskelle, i højere grad opfatter sig som honduranere end tilhørerne en speciel etnisk/kulturel gruppe.

Evo Morales har efter al sandsynlighed ikke vundet det 2/3 flertal i underhuset (men nok i senatet), som er nødvendigt for yderligere ændringer af forfatningen. Det er nødvendigt, hvis Evo Morales skal kunne stille op til en tredie valgperiode, uhindret sikrer sine allierede ansættelse på centrale offentlige poster samt diktere ny lovgivning, der øger bestemte indianerstammers  (kollektiv) råderet og ejerskab over store territorier. Til gengæld indebærer de allerede gennemførte ændringer, at indianere er sikret et bestemt antal pladser i de lovgivne forsamlinger og at ændringer kan gennemføres hvis blot 2/3 af de fremmdte i underhuset stemmer for. Det åbner op for at man forhindrer oppositionens medlemmer at kunne møde frem. En mulighed der måske virker absurd i vores ører, men oplagt i en boliviansk virkelighed.

Indtil videre kan Bolivia fortsat betegnes som et demokrati. Spørgsmålet er dog hvor længe. Til gengæld lever Bolivia (desværre) til fulde op til tesen om at lande rige på naturressourcer ofte ender med at være befolket af fattige mennesker. På trods af en økonomisk vækst i 2008 på 6% og en vækst på 3% i år, er der ikke meget der  tyder på, at Bolivia en gang for alle får løst sit kroniske problem med at sikre langsigtet økonomisk vækst. I 1950 var BNP 1/3 højere end Honduras, i dag er det næsten ens (og Honduras kan bestemt ikke beskrives som et “vækst-mirakel” – se figur 1. Og måler man i forhold til den regionale stormagt Brasilien (der med globale briller kun har haft en middelvækst i den pågældende periode), er Bolivias stagnation endnu mere slående . I 1950 var BNP per capita næsten det halve af Bolivias – og dermed også væsentlig lavere end Honduras. Små 60 år senere er BNP per capita i Brasilien mere end dobbelt så høj som i Honduras og Bolivia.