Argentina – Americas

Argentina – fra håbløs til det nye håb….måske

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.

Mens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 steg det offentlige forbrug med 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

Sciali var også længe favorit, og hen over sommeren diskuterede man endda i Argentinske medier om hvorvidt han ville vinde valget allerede i 1. valgrunde. Sådan gik det ikke. Scioli vandt godt nok snævert første valgrunde, men tabte i november, da valget alene stod mellem ham og Macri.

Håbet for den nye regering er, at man kan stabilisere økonomien i år, hvor der forventes en vækst på mellem 0 og 1 procent, hvorefter økonomien at vokse med et par procent i 2017, hvorefter væksten for alvor forventes at tage fat.

Det er væsentligt at understrege, at valget af Macri ikke kan ses som en entydig opbakning til hans mere markedsorienterede politik. Det er i lige så høj grad en protest mod den siddende regerings udvalgte kandidat (Scioli), som ikke stod distancen.

Det kan kan bestemt ikke udelukkes, at Christina Kirchner ville have slået Macri, hvis ikke den Argentinske forfatning forbød en 3. periode i træk. Kirchners popularitet var/er bemærkelsesværdig høj, givet de seneste års lave vækst og høje inflation.

Skal Macri have succes, skal han være meget bevidst om at vælgerne er splittede. At peronisterne fortsat har i begge kongressens to kamre er bestemt heller ikke uvæsentlig.

Det er man tilsyneladende også meget bevidst om. Siden genindførelsen af demokratiet efter militærdiktaturets nederlag i Falklandskrigen i 1982, er det ikke lykkedes præsidenter, som ikke tilhørte det peronistiske parti, Partido Justicialista, at sidde perioden ud.

Risikoen er også til stede denne gang, med mindre Macri kan etablere en eller anden opbakning til den førte politik, hvilket kræver at dele af peronisterne kan se en fordel i at bakke regeringens politik op, er slaget tabt på forhånd. Det ved vi meget mere om i løbet af 2016.

Det var bl.a. en del af de problemstillinger, jeg i anledning af indsættelsen af Macri, talte om i et indslag, hvor også ekstern lektor ved CBS, Carlos Salas Lind, deltog. Indslaget kan ses nedenfor.

Ud over Argentina taler vi også om Venezuela, som jeg naturligvis vil vende tilbage til i senere indlæg. Jovist, der er muligvis ikke gang i de Latinamerikanske økonomier, men der er den grad gang i Latinamerikansk politik.

Og når vi nu alligevel er i gang. Dagen efter deltog jeg sammen med Niels Lindvig i en samtale/debat om samme emne hos Cordua & Steno.

Det mest bemærkelsesværdige ved dette indslag er måske måske i virkeligheden, hvor enige Niels Lindvig og jeg er på lange stræk. (lyt med ved at klikke her). Med tanke på at denne blog startede ikke mindst som en reaktion på Niels Lindvigs dækning af Latinamerika for P1’s Orientering, er det forbavsende hvor enige vi er.

Som Niels Lindvig gjorde opmærksom på, kan det blive afgørende hvordan den argentinske fagbevægelse reagerer. Traditionelt har fagbevægelsen i Argentina haft tætte bånd til peronisterne og er ikke just præget af hverken pragmatisme eller viljen til fredelige løsninger. De første strejker er allerede annonceret.

En væsentlig pointe er naturligvis, at hverken Latin- eller Sydamerika kan opfattes som en homogen størrelse. Når Carlos Salas Lind således taler om at præsidentembedet har stor magt i Latinamerika, er det en sandhed med modifikationer.

Dilma Rousseff i Brasilien så sikkert gerne, at det forholder sig således, men sandheden er, at hun kun kan gøre meget lidt uden senatets og kongressens opbakning.

Også i Argentina er der grænser for præsidentens muligheder for at agerer uden opbakning, omend mulighederne er væsentlige større end i Brasilien, grundet traditionelt svage institutioner. Men det kan dog slet ikke sammenlignes med forholdene i Venezuela.

Men Macri kan langt hen af vejen føre sin politik og gennemføre store ændringer uden at inddrage kongressen. Men hvis forandringerne skal række ud over hans egen regeringsperiode, kræver det væsentlige reformer, og formentlig også ændringer i forfatningen, for at beskytte centrale institutioner mod politisk indblanding. Det kan kun ske med Kongressens medvirken.

Del af en ny blå bølge

Uanset hvem som vandt valget i november ville Argentina have fået en præsident og regering som ville føre Argentina i en mere markedsorienteret retning. Det stod klart længe. Omkostningerne ved fortsat pariastatus på de internationale finansielle markeder, behovet for at stabilisere økonomien og tiltrække udenlandske investorer var åbenlys.

Valget af Macri er dog skelsættende. Det er første gang at Argentinerne vælger en erklæret markedsorienteret kandidat til præsident. Macri gik til valg på en (moderat) frimarkedsorienteret platform. Han er dermed del af hvad José Natanson fra den sydamerikanske udgave af Le Monde Diplomatique, har betegnet som post-neoliberalister, som bla. indbefatter tidligere præsident i Chile, Sabastian Pineira og Henrique Capriles, fra Venezuela. Man kunne også tilføje Aecio Neves fra PSDB, som tabte snævert til den siddende præsident, Dilma Rousseff, i Brasilien sidste år.

I modsætning til Argentinas præsident i 1990erne, peronisten Carlos Menem er Macri valgt på at gennemføre reformer. Godt nok gennemførtes der under netop Menem en række drastiske reformer, mens mange statsejede virksomheder privatiseredes.

Desværre var privatiseringsprocessen præget af korruption og man fik aldrig tilpasset det offentlige budgetter, da det kom til stykket. I Manems anden valgperiode gik det for alvor galt, og spændet mellem officiel statistik og faktisk udvikling blev større og større. Helt centralt – og skæbnesvangert – var at man insisterede på at fastholde kursen 1 til 1 over for den amerikanske dollar på et tidspunkt hvor dollaren styrkedes internationalt.

I fraværet af muligheden for at tilpasse valutakursen, kræver en sådan politik en såkaldt intern devaluering. En sådan fandt aldrig sted og situationen var uholdbar, ikke mindst efter Brasilien lod real flyde fra 1999, hvorefter den faldt i forhold til dollar. Hermed øgedes presset på Argentinsk økonomi.

Argentina’s flirt med “neoliberalistiske” reformer endte som bekendt med den totale nedsmeltning af økonomien i 2001-2002, som endte med historiens største statsbankerot. Herefter vendte man tilbage til en mere traditionel statscentreret økonomisk model med udbredt brug af regulering af offentlige priser, en delvis tilbagevenden til nationaliseringer (flytransport og energi) og en til tider voldsom nationalistisk retorik.

Dette faldt sammen med det boom i råvarerpriserne i nullerne, som løftede væksten i hele regionen, ligesom det på den korte bane naturligvis lettede de eksterne balancer, at man opgav at betale den opbyggede statsgæld fuldt tilbage. På sigt har konsekvenserne dog været klart negative, da man stort set har været udelukket fra de internationale finansielle markeder. Derfor er en af de væsentligste opgaver for den nye regering af få en aftale i stand med de kreditorer som fortsat kræver fuld tilbagebetaling (man har for længst lavet aftaler dækkende langt det meste af den udestående gæld) – de såkaldte “Vulture funds”.

Regeringen har meldt ud at man genoptager forhandlingerne til januar og forventer en hurtig overenskomst. Vi får se – og håbe.

Argentina som fortaler for fornyet globalisering

Hvorvidt Argentinas nye regering og præsident Macri er i stand til at reformere eller i det mindste stabilisere indre og ydre balancer, vil som antydet kræve at man er i stand til at samarbejde med den peronistiske opposition (og håndtere fagbevægelsen). Om det lykkes finder vi ud af i 2016. Hvis ikke er det tvivlsomt om Macri sidder perioden ud.

Indtil videre har valget af en ny præsident dog indvarslet markant nyere tider med et Argentina, som fra at have været stopklods for at handelssamarbejdet Mercosur indgår aftaler og åbner sig for frihandel med bl.a. EU og USA, er gået til at være blandt handelsblokkens varmeste fortaler.

Ved Mercosur’s topmøde lige inden jul var det Macri der slog til lyd for mere frihandel, lige som han tidligere har udtrykt opbakning bag den gamle amerikanske drøm om at lave et NAFTA lignende samarbejde, der dækker både Nord- og Sydamerika.

Skal det lykkes denne gang eller bliver vi atter skuffet?

Som jeg konkluderer i dagens kronik i Børsen, “Nye takter giver håb for Argentina” (kræver abonnement):

Som Financial Times bemærkede på valgnatten, er valget af Mauricio Macri den bedste chance, man har for at bryde den peronistiske tradition for populistiske, kortsigtede løsninger. Men det vil kræve gennemgribende reformer og møde stor modstand.

I første omgang handler det om at stabilisere økonomien, sikre tilliden og øge de private investeringer.

Hvorvidt det indvarsler et egentligt varigt paradigmeskifte, er dog en helt anden historie. Macris valgsejr var smal og mere udtryk for en afvisning af modkandidaten end en egentlig folkelig opbakning til hans reformdagsorden. Peronisterne har da også fortsat flertal i kongressens to kamre.

Sammenlignet med Colombia, Peru og naturligvis Chile, hvor konsensus er en økonomisk model baseret på relativt frie markeder og en begrænset rolle for staten, er Argentina årtier bagud. Lad os krydse fingre for, at 2016 er første skridt på vejen til en moderne markedsøkonomi.

For et overblik over de udfordringer, som Argentina står overfor, kan man med fordel læse Wells Fargo’s analyse fra i efteråret (grafer i denne post er hentet derfra). Til gengæld ville jeg nok være mere forsigtig med udmeldingerne fra J.P. Morgan, som forøvrigt har leveret den nye finansminister. J.P. Morgan stod for udstedelsen af statsobligationer (dollar nominerede, fordi ingen har tillid til peso) under den tidligere regering, og formentlig også for den nuværende.

Og de er mange. blot et eksempel på hvor problematisk situationen faktisk er – og hvor vigtigt det er at genvinde de internationale markeders tillid.

Det meste af den off. gæld, som udgjorde omkring 40 procent af BNP inden man ophævede de fleste kapitalrestriktioner og peso faldt med ca. 30 procent i december, er udstedt i dollar, og den vil udgøre 70 procent af BNP, når kursen når 15 peso per dollar. I dag (10.01.2016) er den ca. 13,9 peso per dollar.

Og i modsætning til f. eks. Brasiliens off. gæld, som er udsted i real, og nærmer sig faretruende de 70 procent, som givet økonomiens umodenhed er bekymrende, er det ikke muligt at nedbringe den off. gæld ved at monetarisere den i større eller mindre grad.

Jeg vender naturligvis tilbage i løbet af det kommende år, som vil give os et fingerpeg om, hvorvidt Macri vil lykkes i sine bestræbelser på at gøre Argentina til en mere fri og moderne økonomi.

En ny start for Argentina….måske

Centrum-højre kandidaten Mauricio Macri (for “Cambiermos“) vandt i går 2. runde af det argentinske præsidentvalg. Hermed slog han peronisternes kandidat, Daniel Scioli, efter at have klaret sig overraskende godt i 1. runde.

Daniel Scioli vandt godt nok knebent 1. runde for en måned siden. Men Macri formåede i langt højere grad at trække stemmer blandt tilhængerne af de kandidater som ikke gik videre.

Hermed understreger Argentina tendensen væk fra mere eller mindre venstrepopulistiske regeringer i regionen, som har præget det første årti af dette årtusinde.

Det er 3. gang siden demokratiet genindførtes i kølvandet på nederlaget i Falklandskrigen i 1982, at en ikke-peronist vinder præsidentvalget. I begge de to første tilfælde gik den valgte præsident af før tid.

Det var så den nemme del

Macri overtager et Argentina i ringe forfatning. Nationalbankens valutareserver er ukendte, korruptionenen udbredt – Argentina er blandt Sydamerikas absolut mest korrupte lande, langt mere korrupt end bl. a. Peru og Brasilien. mens ingen tror på officielle tal for hverken vækst, offentlige budgetter eller inflation.

Det bliver således i første omgang en opgave i sig selv at få overblik over hvor slemt det egentlig står til med landets økonomi.

Læg dertil at man ikke har adgang til international långivning og at peronisterne fortsat har flertal i det ene af kongressens to kamre, samt i en række delstater. Jovist, det er ingen nem opgave Macri begiver sig ud i. Og givet Argentinas historie er der grund til at være varsom med optimismen. De sidste to gange hvor en kandidat, som ikke var fra peronisterne vandt valget, opnåede ingen af dem at sidde perioden ud.

Den kommende tid vil vise om Macri og hans nye regering har evnerne til at navigere i et Argentina som fortsat er domineret/tynget af Perons tunge arv.

For en fremragende gennemgang af Argentinas økonomiske og politiske historie, anbefaler jeg varmt Mauricio Rojas “Carmensitas sorg“, der dækker perioden fra Argentinas selvstændighed og frem til den økonomiske nedsmeltning i 2001-2002.

Mere marked og fornyet international orientering

Macri står for en markant mere markedsorienteret økonomisk politik end den tidligere regering. Han har gentagne gange både før og efter valget i går slået fast, at målet er at gøre Argentina til et fuldgyldigt medlem af det internationale samfund igen. Der skal gøres op med de mange begrænser på både kapital og international handel, herunder de forhadte eksportskatter og valutakursregimet, hvor restriktionerne på handel med udenlandsk valuta har skabt et betydeligt sort marked.

Men måske er det mest spændende de nye toner som lyder i forhold til samarbejdet i Mercosur, hvor Argentina har stået for en protektionistisk politik, som indbefatter talrige brud på de indgåede aftaler.

Det passer Brasilien godt, hvor den pressede venstreorienterede regering, kæmper med en længere recession (Brasiliens værste siden starten af 1930erne). Der har i perioder cirkuleret rygter i Brasilia om, at man var på vej ud af Mercosur, bl.a. fordi Argentina blokerede for at man kunne få et afgørende gennembrud i forhandlingerne med EU om et handelsaftale (medlemmerne af Mercosur kan på nuværende tidspunkt ikke indgå handelsaftaler med 3. lande. Det skal ske samlet).

Som The Economist skriver i deres analyse af Macri’s valgsejr:

The result is hugely significant, not just for Argentina but for South America. Mr Scioli ran as the heir of the country’s current president, Cristina Fernández de Kirchner, a charismatic but divisive populist. The election of Mr Macri, who campaigned under the banner of a coalition of parties called Cambiemos (“Let’s Change”), represents a repudiation of her legacy. He will be the first president in nearly a century who is neither a Peronist nor a member of the movement’s weaker rival, the Radical Civic Union.

Macri har lagt hårdt ud med et krav om at Venezuela ekskluderes af Mercosur på grund af manglende demokrati. Så langt er Brasilien, som har store økonomiske interesser i Venezuela, næppe parat til at gå på nuværende tidspunkt. Men alt efter hvordan valget i december i Venezuela og det fortsatte økonomiske og sociale kollaps forløber, er det ikke et helt urealistisk scenarie, at Venezuela udelukkes i det mindste for en periode. Det bør øge chancerne for en handelsaftale med EU og måske også forandringer i selve Mercosur samarbejdet, hvor kravet om at enkeltlande ikke kunne indgå handelsaftaler på egen hånd, har været katastrofal. Ikke mindst på grund af netop Argentinas protektionistiske politik.

Et nyt Latinamerika

Med valget af Macri er et blad vendt i Argentinas historie. Om Macri så formår, hvad hans to forgængere ikke var i stand til, nemlig at få Argentina ud af Perons skygge og reducere Peronisterne dominans i Argentinsk politik, er en anden sag.

Ideelt er naturligvis hvis man genoptager 1990erne’s reformdagsorden – fri for datidens fup og svindel og belært af fastkurspolitikkens faldgrupper.

Om det vil ske, kan kun tiden vise. Indtil da skal vi glæde os over valget af Macri. Det giver håb, ikke kun for Argentina, men også for nabolandene.

Eller som The Economist afslutter deres analyse:

In some respects, Mr Macri will be able to set a new tone as soon as he is inaugurated on December 10th. His leadership style will be less confrontational than Ms Fernández’s. He will move quickly to shake up the statistics agency, which has been issuing misleading reports on inflation and poverty, and is expected to signal his commitment to judicial independence by naming unimpeachable candidates to fill two vacancies on the Supreme Court.

Et er sikkert. Det bliver spændende at følge Argentinsk politik i den kommende tid.

100 års nedtur

For 100 år siden var Argentina en af verdens – og Latinamerikas uden sammenligning – rigeste økonomier og efter USA mest populære destination for europæiske immigranter.

Som Economist skriver i denne uges leder:

A CENTURY ago, when Harrods decided to set up its first overseas emporium, it chose Buenos Aires. In 1914 Argentina stood out as the country of the future. Its economy had grown faster than America’s over the previous four decades. Its GDP per head was higher than Germany’s, France’s or Italy’s.

Sådan er det som bekendt ikke længere.

I dag nærmer økonomien sig endnu et sammenbrud, som så mange gange før, mens store dele af resten af verden for længst er løbet fra Argentina, mens andre latinamerikanske økonomier er halet gevaldigt ind på landet, og levestandarden i Chile og Uruguay i dag hr overhalet det en gang så rige Argentina. Noget som Argentinerne ikke har helt nemt ved at acceptere.

I en mere dybtgående artikel angiver Economist grundlæggende tre mulige forklaringer. Den første lægger vægten på at Argentina nok var et rigtigt land for 100 år siden, men det var ikke en moderne økonomi. Dette indebar at det var vanskeligt at tilpasse sig eksterne chock. Den anden lægger vægt på handelspolitikkens betydning. Endelig lægger den tredje forklaringsmodel vægten på at Argentina manglede de nødvendige institutioner til at sikre en succesfuld politik.

Rig på råvarer, men fattig på talent

Den første forklaring lægger vægten på, at Argentina nok var en rig nation i 1914, men at det udelukkende var på grund af råvarer, mens den industrielle base blev kun svagt udviklet. Ligesom uddannelses-niveauet var lavt, og forblev det i mange årtier.

Denne forklaring (som også har været populær til forklaring af hvorfor andre latinamerikanske lande haltede bagefter, lægger vægt på at landets elite (jordejerne) ikke interesserede sig for almindelige menneskers uddannelse.

Dette skulle være en del af forklaringen på, at man ikke udviklede konkurrencedygtige indelandske industrier. Ligeledes er det påpeget, at Argentinas guldalder primært var finansieret med udenlandske penge.

Halvdelen af landets kapitalapparat var således på udenlandske hænder i 1913 ,

En kombination af lav indenlandsk opsparing og høj grad af udenlandsk ejerskab af kapitalapparatet skulle således øge sårbarheden for eksterne chocks.

Argentinas handelspolitik.

Den anden forklaring lægger vægten på at Argentinas rigdom byggede på en tredobbelt satsning på landbruget, åbne markeder og datidens stormagt og Argentinas væsentligste handelspartner Storbritannien, Hvis denne satsning fejlede – og det gjorde den fra 1. verdenskrigs udbrud og frem, ville det kræve alvorlige justeringer af den førte politik.

Første verdenskrig indebar et alvorligt slag mod den internationale handel. Først i 1973 nåede den globale handel samme niveau som i 1913. Udenlandsk kapital blev trukket hjem og den indenlandske opsparing var ikke tilstrækkelig til at fylde hullet ud. Næste eksterne chock var depressionen i 1930erne med dens protektionisme (verdenshandelen halveredes i løbet af få år). Argentina hævede også sin egen importtold fra et gennemsnit på 16,7% i 1930 til 28,7 % i 1933.

Det har givet anledning til en ide om, at historien om Argentina i det 20. århundrede er fortælingen om at være ude af trit med resten af verden . Man havde en model for eksportdrevet vækst på et tidspunkt, hvor den internationale handel kollapsede. Til gengæld satsede man i 2. halvdel af det 20. århundrede – bl.a. på grund af de historiske erfaringer fra første halvdel – på importsubstitution som vækstmotor.

Samtidig var den øgede vægt på hel eller delvis planøkonomiske tiltag og styring af udenrigshandlen præget af (kortsigtede) politiske mål. Således er afgifter på landbrugseksporten i perioder anvendt aktivt for at holde de indenlandske priser ned.

Problemet er blot, at det på sigt naturligvis medfører faldene investeringer og produktion.

Det grundlæggende problem er manglen på marked

Den tredje og formentlig væsentligste forklaring på Argentina’s nedtur er dog landtest svage institutioner og det politiske systems betydning på bekostning af markedet. Et forhold som også præger andre lande, som er født ud af den Iberiske halvø.

Som Mauricio Rojas beskriver i “Carmensitas Sorg” har Argentina en lang tradition for at man opnår sine mål – også kommercielle – via politiske forbindelser, i stedet for via konkurrence på markedsvilkår.

Som det fremgår af nedenstående figur, var der allerede på et tidligt tidspunkt en tendens til at beskytte indenlandsk industri mod udenlandsk konkurrence. Så meget for frihandel før 1930ernes økonomiske krise.

På den måde kan man i den grad tale om at Argentina aldrig har haft en morderne markedsøkonomi.

Here we go again – Argentina nærmer sig endnu en statsbankerot.

Det findes lande som er rige
og lande som er fattige.
og der findes lande som er er på vej til at blive rige.
Og så findes der Argentina

Den argentinske stat har en lang og lidet gloværdig tradition for at defaulte på sine forpligtigelser. I nyere tid er det sket 3 gange, nemlig i 1982, 1989 og 2001, og noget kunne tyde på at vi er på vej til alle gode gange 4.

I slutningen af januar faldt pesoens værdi drastisk i løbet af få dage. Hvor der gik ca. 5 officielle peso på en dollar for et år siden, gik der ultimo januar mdr. mere end 8 peso på en dollar, mens den paralle (“blå”) marked kom over 13 peso. Siden har pesoen rettet sig lidt og ligger nu under 8 peso, mens den “blå” dollar er faldet til omkring 12 dollar.

At pesoen har rettet sig efter det kraftige fald skyldes bl.a. de stramninger i kravene til hvor meget udenlandsk valuta bankerne må holde, som indførtes i sidste uge.

Låneomkostningerne for statslige obligationer nærmer sig nu igen rekordniveau og obligationer med forfald i 2017 giver på nuværende et afkast på næsten 20 procent (hvis man altså får pengene igen).

Samtidig er valutareserverne faldet til næsten en trediedel de seneste 3 år, og er på nuværende tidspunkt nede på 28 mia. dollars.

Udviklingen i markedet for credit swaps peger på en 85 procent sandsynlighed for at Argentina misligeholder sin forpligtigelser inden for de kommende 5 år.

Den hastige forværring af den argentinske økonomi er baggrunden for at man i januar mdr. slækkede på kapitalrestriktionerne og igen tillod dollar opsparing i argentinske banker og – dog med krav om at pengene skal blive stående i mindst et år, med mindre man betaler en heftig afgift.

Det er en historie som har udspillet sig igen og igen, mens Argentina har fortsat sin deroute fra et af verdens rigeste lande og magnet for millioner af immigranter til for 100 år siden, til sammen med Venezuela, Latinamerikas rigeste land så sent som i 1970erne, at være skræmmebilledet på hvordan det går, hvis man ikke reformerer sin økonomi.

I lighed med Venezuelas Maduro, foretrækker landets præsident Cristina Fernández at skælde ud på bankfolk, købmænd og industri og anklage dem for at “plyndre det argentinske folks lommer”, som hun sagde i en tale for nylig.

Kommer Christina Fernandez til at sidde sin præsidentperiode ud?

Det er i stigende grad et spørgsmål om Christina Fernandez kommer til at sidde frem til 2015, hvor der igen er valg i Argentina. Men hvorvidt det vil være af betydning om det er hende eller en anden der sidder i “Casa Rosada” er nok tvivlsomt. hele det politiske system er gennemsyret af korruption og det er spørgsmålet hvorvidt det overhovedet er muligt at styre de offentlige finansier med det nuværende system. I lighed med perioden op til sammenbruddet i 2001, er der f. eks. tegn på at lokalregeringerne i Argentina igen overvejer at udstede deres egne penge.

Et scenarie med galoperende inflation, kapitalflugt og nedsmeltning af den lokale økonomi, som vi har set så tit tidligere er derfor absolut ikke usandsynligt indenfor de kommende år. herefter kan man så tage fat på endnu et akt i den argentinske tragedie, der indtil nu har kørt siden 1930erne.

for de som måtte være interesseret i at læse mere om Argentinas sørgelig historie og deroute fra et af verdens rigeste lande til “en dårlig joke”, kan varmt anbefales svensk-argentineren Mauricio Rojas Carmencitas sorg.

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager.

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama – ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe 🙂

Hvor mange fattige er der egentlig i Argentina?

Andelen af den argentinske befolkning, som lever i fattigdom og absolut fattigdom – defineret som 6 pesos per dag per person – faldt i 2012 til henholdsvis 5,4 procent og 1,5 procent ifølge officielle tal.

Det er en forskningsenhed på UCA (Argentinas Katolske Universitet), dog langt fra enig i. Ifølge deres beregninger lever ca. 11 mio. ud af en befolkning på ca. 40 mio. i “almindelig” fattigdom. Med andre ord ca. 5 gange så mange som officielt angivet. Også med hensyn til andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom er der meget stor forskel på de officielle tal og UCIs beregninger.

Ifølge UCI lever 5,5 procent af befolkningen i absolut fattigdom, mod den officielle angivelse på 1,5 procent.

Forskellen fremkommer primært på grund af forskelle i de beregnede variable, der grundlæggende er indkomst og priser. Her anvender Indec den officielle inflationsrate, som formentlig er under det halve af den reelle inflation.

Men underdriver de officielle beregninger fattigdommen i Argentina, er der nu også god grund til at være skeptisk overfor UCAs beregninger, da deres resultater reelt placerer Argentina på niveau med Brasilien, hvilket virker fuldkommen usandsynligt. Givet at BNP per indbygger er væsentligt højere i Argentina end Brasilien (uanset manipulation med tallene), mens GINI-kvotienten er en del lavere.

Pinocchio økonomi – Argentina

Det brasilianske ugeblad Veja, der udkommer i et ugentligt oplag på ca. 1 million eksemplarer, har en giftig, men også morsom artikel om Argentina i sit seneste nummer. Artiklen er ledsaget af en herlig illustration, hvor præsident Kirschner optræder som Pinocchio, hvis næse som bekendt voksede, når han løj.

Og hendes næse er efterhånden lang. Den reelle inflation er ca. 3 gange højere end den officielle. Den faktiske fattigdom, både “almindelig” og ekstrem, er mere end 3 gange højere end regeringen anerkender. BNP vokser kun halvt så hurtigt som man påstår og valutareserverne er 25 procent lavere end opgivet.

Det er Argentina, og sådan har det ofte været. Tilsyneladende lærer man det aldrig.

Læs artiklen fra Veja her (Portugisisk).

Slumstormerne

Resultatet var jo nok givet på forhånd, da beboerne på Falklandsøerne gik til stemmeurnerne søndag og mandag, for at stemme om hvorvidt de fortsat ønskede at høre til Englandeller ej. Det gik da også som forventet. 99,8 procent stemte ja. Ligeså forudsigeligt som stemmeresultatet var at den argentinske regering afviste afstemningen. Måden det blev gjort på kunne næppe være mere skarp.

Præsident Cristina Fernández afviste således afstemningen med en bemærkning om at det svarede til at “en flok slumstormere stemmer om hvorvidt de ønsker at fortsætte besættelsen”.

Men har øboerne ikke opnået andet, har de dog opnået at historien fik verden rundt, og de fik mulighed for at vise hvor de ønsker at høre til. Problemet er blot, at den argentinske regering ikke anerkender, at beboerne, hvoraf en del kan føre deres aner tilbage til 1830erne, har ret til at bo på øerne.

Falklandsøerne – et menneskesyn til forskel.

I dag og i morgen stemmer Falklandsøernes befolkning om hvorvidt de fortsat ønsker at høre til England. Udfaldet er givet på forhånd. Det gør de naturligvis. ‘Alternativet er at blive en del af Argentina, hvilket ingen på øerne ønsker. Lige så givet som udfaldet af afstemningen er, at Argentina ikke vil anerkende denne.

Mens England for længst har slået fast, at de må være op til beboerne på øerne, der dækker et areal svarende til lidt mere end 1/4 af Danmark, fastholder Argentina, at de arvede retten til øerne fra den tidligere kolonimagt Spanien.

De opfatter således øboerne, hvoraf en stor del kan fører deres aner tilbage til 1. halvdel af det 19. århundrede, som besættere af argentinsk territorium. Ganske interessant betragtning, med tanke på Argentinas egen historie, herunder hvorledes den oprindelige befolkning blev behandlet.

I forbindelse med 30 års dagen for Argentinas kortvarige besættelse af øerne skrev jeg sidste år 2. indlæg om konflikten. Dels en om den historiske bagrund, og dels en specifikt om de juridiske forhold og forskellene i menneskopfattelse.

Jeg blev forøvrigt interviewet af TV2 News i dag i forbindelse med folkeafstemningen, hvilket kan ses her.

Mujica kritiserer igen Mercosur.

Så har Uruguays præsident, Mujica, igen været ude med riven i forhold til den andre medlemslande af Mercosur. "Hvordan kan vi trænge igennem en enorm USA / EU-handelen plads, hvis vi står tilbage ude i kulden?" Spurgte den uruguayanske præsident I en radioudsendelse i den forgange uge har ham beskrevet Mercosur som en “dårlig toldunion”, der er i fare for at “uddø”, med mindre man udvikle samarbejdet. Det inkluderer ikke mindst, at man får etableret frihandelsaftaler med 3. parts lande.

Ifølge Mujica er “Mercosur gået i stå, og er plaget af voksende vanskeligheder for samhandelen mellem dets partnere”. Ordene faldt på baggrund af planerne for et egentlig Nordatlantisk frihandelsesområde, dækkende EU og USA (om det så nogensinde bliver til noget er en anden sag)

Mujica fremhævede også den hastige udvikling i Allainca do Pacifico mellem Chile, Peru, Colombia og Mexico, som har øget indflowet af udenlandske investeringer. Med beklagelse i stemmen konstaterede Mujica yderligere, at Uruguay desværre kun er med som observatør, på grund af begrænsningerne i Mercosurs charter.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Uruguays grundliggende problem er medlemsskabet af et handelssamarbejde, som er domineret af medlemmer, som reelt ikke ønsker at fremme frihandel med resten af verden. I modsætning til medlemslandene af Aliança do Pacífico, som ser samarbejdet som en mulighed for at deltage i den internationale handel og konkurrence, ser lande som Brasilien og Argentina Mercosur som et forsvar mod frihandel.

Desværre for Uruguay udgør Argentina og ikke mindst Brasilien samtidig ca. halvdelen af den samlede udenrigshandel, og man er således økonomisk afhængig af sine to store naboer.

Mujica’s bekymring skyldes selvfølgelig det faktum, at de multilaterale aftalers tid er forbi, og den fortsatte udvikling sker via bilaterale aftaler. På grund af Uruguays medlemsskab af Mercosur, er man ikke i stand til selv at indgå bilaterale aftaler med bl.a. EU og NAFTA.

Under Mercosur regler er handelsaftaler med tredjeparter kun mulige, når alle ordinære medlemmer er inkluderet. Hverken Brasilien og Argentina er interesseret i en mere åben handelspolitik overfor omverden. For Brasiliens vedkommende vil en ændring formentlig kræve at PT mister præsidentposten ved næste præsidentvalg i 2014. Det er lidet sandsynligt. Brasilien burde dog være bekymret. Ifølge “O Estadão” er industriproduktionen i Brasilien kun steget med 2 procent i perioden 2008-2012, mens konkurrenceevnen er faldet drastisk i samme periode, som følge af den førte økonomiske politik.

Det har fået flere repræsentanter for brasilianske industriinteresser til at tale åbent om, at Brasilien bør løsne båndene til – evt. helt træde ud af – Mercosur.