Argentinas årlige inflation over 25 %

Den argentinske opposition offentligjorde i fredags deres bud på den reelle argentinske inflation. Ifølge deres beregninger (som udføres anonymt, fordi regeringen har gjort det ulovligt at foretage og offentliggøre alternative bud på inflation), var inflationen fra oktober til november på 1,81 %, svarende til en årlig inflation på 25,4 % de seneste 12 måneder.

Det var den højeste inflation i de 18 måneder, hvor et særligt udvalg bestående af ledende kongresmedlemmer fra oppositionen  månedligt har offentliggjort deres bud på den reelle inflation

Samtidig må man konstatere, at selv om den økonomiske aktivitet har været faldende gennem året, har det ikke medført faldende inflation, tværtimod. INDEC er ikke kommet med officielle tal endnu for inflationen i november, men de forventes at ligge på det halve.

Den argentinske stat har siden 2007 konsekvent manipuleret med tal for inflation. Både IMF og Verdensbanken refererer normalt til de alternative tal fra kongressen. Det er ikke kun officielle tal for inflation, som er under kritik. Beregninger for økonomisk vækst og BNP kritiseres også for at være manipuleret.

 

 

Udvikling i den argentinske valuta

I maj var den officielle kurs på argentinske pesos 4,6 pesos per USD. I dag er den 4,7. Men den rigtige kurs, “blue market” kursen er i dag omkring 6,2. I maj var markedskursen omkring 5. Dette er de kurser som turister kan i Buenos Aires få hvis de har dollars i kontanter.

Udenfor Argentina bruger man selvfølgelig også markedskursen og ikke den officielle kurs som Argentinas stat dikterer. I en af Uruguays “cambios” er kursen fx 5,7 / 6,7 for hhv salg og køb af dollars mod argentinske pesos.

100 argentinske pesos. Købt for få dage siden til en bedre kurs end den officielle.

Mange argentinere har før oplevet hyperinflation og stoler ikke på den argentinske peso. Derfor er der en tendens til at spare op i dollars eller alt andet en pesos.

Uruguay nærmer sig Aliança do Pacífico

Uruguays præsident Mujica

Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.

AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.

At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.

Perus præsident Humala

Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.

Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.

Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur

Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.

Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.

AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.

Helt anderledes forholder det sig for AP.  Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.

Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika

Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.

Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.

Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.

De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.

Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.

Stats- eller markedsstyret vækstmodel

Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.

Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012

Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt  frie markeder.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale  hvilket bl.a. Chile har.

Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.

 

 

Rapport dokumenterer Chavez fortsatte undertrykkelse og udhuling af demokratiet i Venezuela

Ifølge den seneste rapport fra Humans Rights Watch, “Tightening the Grip: Concentration and Abuse of Power in Chávez’s Venezuela”, fortsætter Venezuelas præsident Hugo Chávez og hans regering med at  intimidere, censurere og retsforfølge kritikere og oppositionsledere. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regime har eroderet menneskerettighederne og konsolideret kontrollen over de venezuelanske medier, domstole (herunder højesteret) og civilsamfundet .

Ifølge  José Miguel Vivanco  Human Rights Watch, har Chávez og hans tilhængere opbygget et system, hvor regeringen har frie tøjler til at true og straffe venezuelanerne, der blander sig i den politiske debat. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regimet begrænser ytringsfriheden  samt angriber og skræmmer lokale menneskerettighedsgrupper og censureret store medier som Globovisión og RCTV .

Domstolene

Chávez og hans tilhængere i Nationalforsamlingen har taget dramatiske skridt til at sikre deres politiske kontrol over højesteret, som siden 2004 har været besat af politiske allierede. Efter parlamentsvalget i 2010 reducerede Chávez flertal i Kongressen, skyndte man sig at ændre lovgivningen, som styrer udnævnelsen af dommere. Hermed sikrede man sig fortsat kontrol over Højesteret, før de nyvalgte lovgivere indtog deres pladser.

Højesterets kvalitet er kun blevet forværret i de senere år, og magten tredeling er ikke-eksisterende. Man er et gummistempel for præsidenten.

Det mest foruroligende eksempel på retsvæsenets manglende uafhængighed har været retsforfølgelsen af dommer, María Lourdes Afiuni – på foranledning af Chávez – efter hun i en domsafsigelse gik mod regeringens ønsker og løslod en fremtrædende regeringskritiker, som havde tilbragt næsten tre år i fængsel ventende retssagen. Afiuni blev anholdt og torturreret under en efterfølgende langvarig fængsling. Det har naturligvis påvirket andre dommeres ageren.

Medier 

I december 2010 vedtog det Chávez kontrolerede flertal i Nationalforsamlingen (selv om oppositionen fik langt flere stemmer end Chavez støtter, vandt sidstnævnte et flertal af sæderne i nationalforsamlingen) en lov, der reelt indebærer censur på Internettet. Det er også indført en lov som indebærer, at det er forbudt at transmittere information som kan angives at  “anstifte uro i offentligheden.”

Chavez-regeringen har brugt sin magt til at overtage og udvide antallet af pro-Chávez medier, ligesom det er obligatorisk for alle radio- og TVstationer, at de skal afbryde deres udsendelser når som helst Chavez ønsker at tale til befolkningen.

Man har systematisk forfulgt den frie presse og i dag er kun en Chavez kritisk TV-kanal tilbage, Globovisíon. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid før også den må lukke. Med mindre Chavez taber valget til efteråret, hvilket dog er tvivlsomt.

Menneskerettighedsforkæmpere

Chavez-regeringen har intensiveret sine bestræbelser på at marginalisere landets menneskerettighedsforkæmpere ved gentagne gange at beskylde dem for at forsøge at underminere det venezuelanske demokrati med støtte fra den amerikanske regering.

Mens nogle ikke-statslige organisationer har modtaget støtte fra amerikanske kilder – en almindelig praksis blandt uafhængige grupper i hele Latinamerika – er der ingen troværdige beviser for, at deres uafhængighed og integritet er blevet kompromitteret af den grund.

Den fuldstændigt regeringskontrollerede Højesteret fastslog endda i 2010, at personer eller organisationer, der modtager udenlandsk finansiering kan blive retsforfulgt for “forræderi” under en bestemmelse i straffeloven, der fastsætter en fængselsstraf på op til 15 år.

Chavez-regeringen har også vedtaget regler, der dramatisk reducerer offentlighedens ret til at indhente oplysninger fra regeringen.

MERCOSUR

Rapporten udstiller samtidig hykleriet i handelssammenslutningen MERCOSUR, som i juni måned suspenderede Paraguay med henvisning til afsættelsen af landets præsident, Lugo, hvilket skulle være i strid med MERCOSURs charter om demokrati. Det på trods af, at der er bred enighed blandt forfatningseksperter om at afsættelsen var i overenstemmelse med landets grundlov.

Samtidig vedtog man at optage Venezuela som fuldgyldigt medlem fra den 31. juli. Beslutningen har da også udløst stor intern ballade i både Uruguay og Brasilien, hvis borgerlige opposition ikke har været sen til at pege på hvor absurd det er at optage Venezuela samtidig med at man suspenderer Paraguay.

Argentinske biografer løber tør for popcornmaskiner

Ifølge den avisen “Estadao” er Argentina ved at løbe tør for popcornmaskiner på grund af regeringens protektionistiske politik.

Den lange række af foranstaltninger til at besværlliggøre, for ikke at sige umuliggøre import, som den argentinske regering anvender for at bremse importen, har bl.a. ramt det argentinske biografpublikum da det er stort set umuligt for biograferne at skaffe nye popcornmaskiner, hvis den gamle går i stykker. Andre produkter, som der er ved at opstå mangel på er bleer, sprøjter, lægemidler (herunder til behandling af kræft), dæk og bøger.

Landets biografer har gjort opmærksom på, at hvis de ikke har mulighed for at sælge popcorn risikerer billetterne at stige med op til 50 procent, hvis der skal kompenseres for tabet af indtægter.

Men det er ikke det eneste problem for landets biografer. Det er således ikke muligt at renoverer sæderne i salene, fordi der indgår importerede materialer, som er blevet stoppet i tolden.

Ballade i Uruguays regering efter Mercosurs suspendering af Paraguay og optagelse af Venezuela

Afsættelsen af præsident Lugo i Paraguay i sidste måned, har udløst voldsom kritik i resten af Latinamerika. Kort efter afsættelsen mødtes præsidenterne for Brasilien, Argentina og Uruguay og vedtog, at Paraguay var suspenderet frem til det planlagte præsidentvalg i april 2013. Umiddelbart herefter vedtog man at Venezuela blev optaget som fuldgyldigt medlem den 31. juli.

Venezuela’s optagelse havde siden 2006 været blokeret af Paraguays senat, som flere gange har nedstemt landets optagelse. Bl.a. på grund af Hugo Chavez problematiske styre. Ifølge planen optages Venezuela formelt den 31. juli.

Den beslutning har udløst voldsom intern uro i Uruguay’s regering, hvor først udenrigsministeren og nu også vice-præsidenten, Danilo Astori, åbent har kritiseret præsident Jose Mujica, for at være medvirkende til omgåelse af Mercosurs regler. Ifølge disse skal optagelse af nye medlemslande ske i enighed.

Uenigheden og balladen er sket for åbne mikrofoner, og især én sætning har udløst en voldsom politisk reaktion. Ifølge Mercopress pointerede Jose Mujica således, at jura er til for at servicere det politiske system, og hvis det ikke “lystrer” må det ændres.

Balladen skyldes ikke modstand mod optagelsen af Venezuela, men måden hvorpå det sker.

Har Mercosur en fremtid?

Præsident Jose Mujica, som ved flere lejligheder har klaget over Brasilien og især Argentinas udstrækte brug af handelsrestriktioner, har samtidig foreslået at man slår Unasur og Mercosur sammen og laver et mere fleksibelt regelsæt. Hermed sigter han formentlig til muligheden for at indgå frihandelsaftaler på egen hånd med 3. lande, hvilket ikke er muligt for Mercosurs medlemslande for nuværende.

Det kan deltagerne af Aliança do Pacífico, som foreløbigt består af Chile, Peru, Colombia og Mexico, mens Panama og Costa rica står på spring. I modsætning til Mercosur, som grundlæggende har et defensivt syn på handel med 3. lande, er Aliança do Pacífico langt mere globalt og markedsorienteret og mindre nationalistisk anlagt.

Ikke noget under, at der er stemmer fremme i Paraguay om, at man skal droppe Mercosur og søge optagelse i Aliança do Pacífico i stedet. Hvilket dog med tanke på afhængigheden af Brasilien, på kort sigt er helt urealistisk.

Propagadavideo om Falklandsøerne

Argentinas regering har fået lavet en propaganda video i forbindelse med OL 2012 i London, 30 år efter Falklandskrigen. En Argentinsk OL-deltager træner på Falklandsøerne og i videoen kommer der en tekst frem der siger at “For at konkurrere på engelsk jord, træner vi på argentinsk jord.” Underforstået at Falklandsøerne (også kaldet Islas Malvinas) er argentinsk jord.

Videoen er uploadet på youtube kanalen der tilhører Casada Rosada. Casada Rosada betyder det lyserøde hus og, ligesom det hvide hus i USA, er der hvor præsidenten har kontor.

Cristinas nationalisering af YPF

I 1999 solgte den argentinske regering 98% af olieselskabet YPF til spanske Repsol. For få uger siden nationaliserede den argentinske regering 51% af selskabet.

Da nationaliseringen blev annonceret blev al telekommunikation/internet til YPF hovedkvarter afbrudt. Argentinske ministre ledsaget af bevæbnede sikkerhedsvagter evakuerede de spanske ansatte fra bygningen med fysisk vold og trusler.

I den argentiske avis La Nacion er der læserbreve der beskriver nationaliseringen som værende et brud på den argentinske forfatning. Den argentinske regering retfærdiggjorde nationaliseringen med at YPF ikke havde øget produktionen tilstrækkeligt. Den spanske regering har reageret kraftigt og en minister fra den spanske regering siger at Argentina skyder sig selv i foden.

Nationaliseringen virker som et desperat forsøg på at få fat på dollars og olie. Det vil bestemt ikke øge udenlandsk appetit på investering i Argentina.

Man høster som man sår – neoprotektionisme i Latinamerika

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om den tiltagende brug af importrestriktioner i flere af regionens lande, ikke mindst i Argentina, som bl.a. EU og USA har klaget over til WTO. Men også Brasilien bruger igen i stigende grad importrestriktioner for at opretholde den eksterne balance og beskytte indenlandske producenter.

For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og  i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

Ufrihandelsområdet Mercosur og Argentinas foragt for indgåede aftaler

Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet om fortrædelighederne i Mercosur. Et handelssamarbejde bestående af Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay, som har Bolivia, Chile, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela som associerede medlemmer. At Venezuela ikke er optaget som fuldgyldigt medlem skyldes primært modstand i Paraguay.

Samarbejdet er også plaget af kroniske problemer med at finde fælles fodslag og overholde indgåede aftaler, hvilket jeg også har skrevet om tidligere på denne blog.

Det grundlæggende problem for de to store medlemslande, Argentina og Brasilien er, at de grundlæggende lider under “den franske tilgang” til international handel (en komplet mangel på forståelse og accept af fri international handel som vækstmotor). Det er dog et problem, som omfatter mange af Latinamerikas lande, hvilket også afspejler sig i vedstående figur. Her “glimrer” Latinamerika med at have en væsentlig lavere regional handel end både Nordamerika, Asien og Europa.

Mens Europas intra-regionale samhandel naturligvis er drevet af at det indre marked og Nordamerikas præges af at bestå af én meget stor økonomi (USA) og et par mindre økonomier, er det slående at den intra-regionale handel i Latinamerika kun er ca. halvt så stor som samhandelen i Asien.

Det er dog ikke det samme som at konkludere, at globaliseringen er gået spoløst hen over Latinamerika. Den generelle trend siden 1980erne har været, at udenrigshandlen har haft et stadigt stigende betydning målt i forhold til BNP, se også nedenstående figur for Brasilien, Argentina og Uruguay, som viser udviklingen i eksport+import/BNP i faste priser.

X+M/BNP, Kilde: Penn World Tables 7.0

 

Men de senere år er udviklingen vendt, og særligt Brasilien og Argentinas håndtering af den nuværende internationale økonomiske situation vækker grund til bekymring, ikke mindst for lillebror i samarbejdet, Uruguay. Jeg ser i denne forbindelse bort fra Paraguay, som er væsentligt fattigere end de tre andre lande og uden økonomisk betydning.

Orthodox og Heterogen økonomisk politik

Det bør dog ikke undre nogen. Blandt Mercosurs medlemslande er det kun Uruguay, der fører en nogenlunde markedskonform politik. I lande som Brasilien og ikke mindst Argentina, er det snarere omvendt. Politiske målsætninger og forestillinger har altid domineret markedet, som opfattes som et nødvendigt onde snarere end et gode i sig selv.

Hermed ikke sagt at de to landes politik er “et fedt”. Forskelene er enorme. Brasilien har en lang elitær semi-planøkonomisk tradition på tværs af traditionelle politiske skel. Ikke mindst er det statslige embedsværk og militæret formet af den kraftige indflydelse af den Auguste Comte og franske positivisme i det 19. århundrede.

På mange måder er det moderne Brasilien født i denne dualisme, med vægten lagt på  administrative/planøkonomiske løsninger.

Men samtidig med, at der er en lille forståelse for markedets overlegenhed til at sikre både ekstern og intern ressourceallokering, har man samtidig en pragmatisk tilgang og fører i bund og grund en rimelig orthodoks finans- og pengepolitik med vægt på relativ lav inflation og samtidig intern og ekstern balance. Det er man også blevet belønnet for, og er i dag ratet A-.

Paradoksalt er den nuværende socialistiske regering under ledelse af Dilma Rouseff mindre “socialistisk og mere markedsorienteret end tilfældet var under militærregimet 1964-1985. Brasilien er i dag en mere åben økonomi end for 30-40 år siden. Men set i forhold til resten af verden er der dog fortsat tale om en relativt lukket økonomi. Forenklet sagt kan Brasiliens økonomiske politik og den grundlæggende forståelse i dag mest af alt sammenlignes med forholdene i midten af det 20. århundrede.

Hvor militærregeringerne 1964-1985 primært søgte at retfærdiggøre sig via en nationalistisk vækstorientering – hvilket de lykkedes ganske godt med i Brasiliens højvækstperiode efter 1967 og til et stykke op i 1970erne – er den nuværende socialistiske regering i højere grad domineret af et ønske om omfordeling, hvorfor ren vækst kommer i anden række.

Men både retorik og mål med tiltag minder om hinanden, og glæden ved at tale om “nationale” industrier (også når det er multinationale selskaber som står for fremstillingen) er usvækket. Selv om der således i den grad er tale om en national økonomiske politik, med streg under national, er den førte politik kun i mindre grad bestemt af et politisk ønske om at beholde magten. Der er tale om en videreførelse af en politik, hvorom der i vid udstrækning er konsensus indenfor administration og de politiske partier.

In the long we’re all dead in Argentina

Anderledes forholder det sig med Argentina, hvor den politiske magt og berigelse af venner og allierede er helt central. Argentina er da også langt mere korrupt og den førte politik er langt mere abrupt end tilfældet har været i Brasilien. Argentina er således berygtet for sin meget ustabile og svingene økonomi. Siden den seneste nedsmeltning i 2001, har man oplevet en periode med høje vækstrater, men…. Dette nærmer sig enden. Inflationen er høj og de eksterne balancer er under pres. Efter landets default i 2001 har det ikke været muligt at låne i udlandet, hvilket ubetinget må opfattes som positivt, set med den menige argentiners øjne. Det indebærer nemlig at når ikke hvis sammenbruddet kommer vil de omkostninger som skal bæres af den almindelige argentiner være mindre end hvis man som tidligere havde haft muligt at fortsætte for penge lånt i udlandet.

Til gengæld har man i stigende grad problemer med de eksterne balancer, ligesom manglen på investeringer sætter sin naturlige grænse for  den fortsatte vækst. Stigende problemer med den eksterne balance (og manglende adgang til de internationale lånemarkeder), søges løst på kort sigt ved at begrænse borgernes mulighed for adgang til udenlandsk valuta, mens  importen forsøges begrænset med en fortsat øget brug af administrative tiltag, som næppe er i overenstemmelse med de indgåede aftaler i Mercosur.

Er Argentinas mål selvvalgt økonomisk isolation?

Mens Brasiliens økonomiske forståelse og vækststrategi med få afvigelser altid har været internt orienteret, bygger Argentinas velstand fortsat på det s deltagelse i den globale økonomi og deraf høje vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1930erne. Efterfølgende har man aldrig været i stand til at leve op til fortidens vækstrater, som gjorde landet til det 2. mest yndede mål efter USA for europæiske immigranter frem til 1. verdenskrig.

Siden midten af det 20. århundrede og frem til 1990erne var dagsorden i lighed med resten af Latinamerika præget af ønsket om at minimere importen og maksimere den indelandske produktion. At man beskyttede og beskytter indenlandsk fremstillingsvirksomhed var ikke noget nyt. Helt tilbage til omkring år 1900 viser toldstrukturen, at det åbenbart var rimeligt nemt for indenlandske producenter at opnår beskyttelse mod udenlandske konkurrenter. Det skal dog medtages, at toldbarriererne ikke kunne sammenlignes med Brasilien, der på daværende tidspunkt formentlig havde de højeste toldsatser på den vestlige halvkugle.

Men i modsætning til Brasilien, hvis fokusering på den indenlandske fremstillingsvirksomhed og drømme om “nationale virksomhedsgiganter” kun delvist kan ses som udtryk for en egentlig importsubstitutionsstrategi, synes dette at være målet for Argentina.

Ifølge Uruguay’s udenrigsminister, Luis Almagro, som er en af de centrale figurer i Uruguay’s handelsforhandlinger med Argentina. forhandlinger som frustrerer mange, ikke mindst eksportørerne, er målet med Argentinas handelspolitik at gøre landet mere eller mindre selvforsynende i 2020. Der er således ikke tale om midlertidige tiltag, når Argentina øger restriktionerne og det administrative bøvl ved import, men en mere langsigtet strategi. Desværre for Uruguay, er der ikke meget man kan gøre ved det på kort sigt.

“Vi har landene i regionen, at målet en åben økonomi, som Uruguay, på grund af strategisk nødvendighed, og vi har lande, som i deres ret og legitimitet foretrækker en protektionistisk fokus med hensyn til sine internationale indsættelse politikker, som det er tilfældet i Argentina. Der genererer stød “.

Brasilien, Kina og Argentina er i den nævnte rækkefølge Uruguays vigtigste handelspartnere. Men for visse sektorer indenfor fremstillingsvirksomhed er Mercosur og ikke mindst Argentina afgørende markeder.

Problemerne for Uruguay’s eksportører er blevet kraftigt forværret siden Argentina begyndte at implementere og udvide den såkaldte “ikke-automatiske importlicens” ordning for et par år siden. I februar strammedes bestemmelserne ved indførelse af edsvorene erklæringer, som administrativt godkendes eller afvises.

For nylig fremlagde en gruppe af lande, herunder USA, EU, Japan, tyrkiet, Taiwan, Costa Rica og Australien en rapport for WTO (World Trade Organization), hvor Argentina kritiseres skarpt for den voldsomme stigning i brugen af handesrestriktioner de seneste år.

Mercosur’s endeligt?

Konsekvenserne af den stigende protektionisme i de to store nabolande, ikke mindst i Argentina, har betydet, at over 2000 arbejdspladser er gået tabt i Uruguay. Regeringen har lovet skattelettelser, lempelig kredit til de berørte sektorer mv., men i længden er situationen ikke holdbar. På længere sig er man nød til at kigge efter nye markeder.

Fortsætter de to store medlemslande med at lade hånt om indgåede aftaler og fortsætter med at bruge protektionistiske tiltag i stedet for at gennemfører interne reformer, vil Uruguay sandsynligvis knytte sig tættere til andre dele af regionen (Chile, Peru, Colombia mv.), som i disse år uddyber og udbygger deres økonomiske samarbejde, samtidigt med at man forfølger en økonomisk model baseret på fri handel og markedsbaserede løsninger.

Herved vil Mercosur ende som (endnu) et eksempel på et storslået projekt, som strandede på dets medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fælge markedets “spilleregler”.

Udviklingen vil ikke komme “overnight”, (lige som Argentina’s økonomi ikke vil kollapse fra den ene dag til den anden). Men retningen synes fastlagt. Den hastige vækst i Landene ud til Stillehavet vil gøre disse markeder mere attraktive for Uruguay, mens den fortsat stigende protektionisme i Brasilien og Argentina vil mindske disse landes betydning.