Peru vælger ny præsident i dag

Keiko Fujimori - formentlig Peru's næste præsident
Keiko Fujimori – Peru’s næste præsident?

Mens man i andre dele af Sydamerika kæmper med minusvækst og økonomisk sammenbrud, fortsætter den økonomisk fremgang i Peru. Således forventes BNP at vokse med 4 procent i indeværende år, mens fattigdommen fortsat falder hastigt, mens levestandarden stiger kraftigt.

I dag går vælgerne til urnerne for at vælge ny præsident. Usikkerheden omkring meningsmålinger er typisk meget stor i Peru. Men Hvis tendensen fra 1. runde holder stik  – vil Peru’s præsident de kommende 5 år blive Keiko Fujimori, datter af præsident Alberto Fujimori, der styrede Peru med hård hånd, men i dag afsoner en lang dom for sine ugerninger netop som præsident i 1990erne.

13327618_10154144317002226_2724848629429392298_n

Valget vil i høj grad være et valg for eller mod Keiko Fujimori. Ikke mindst på grund af hendes far. Men valget vil (heldigvis) ikke være en trussel mod den efter Sydamerikanske forhold relativt fri økonomi. Begge kandidater er tilhængere af Peru’s forholdsvis liberale økonomiske model.

Set ud fra et økonomisk perspektiv vil Pedro Pablo Kuczynski være at foretrække. Han er mindre populistisk og må antages at være mere optaget af at arbejde for at sikre yderligere reformer, bl.a. af arbejdsmarkedet, som lider under alle de latinske skavanker. Det indebærer at mere end 2/3 af peruvianerne er ansat i den uformelle sektor.

 Pedro Pablo Kuczynski
Pedro Pablo Kuczynski

Peru er ellers et af de få lande i Sydamerika, som både gennemførte omfattende (neo)liberale reformer i 1990erne, og siden holdt fast i dem. Det er man så sandelig blevet belønnet for.

BNP vækst i faste priser 2000-2016

Kilde: IMF
Kilde: IMF

Peru har siden årtusindeskiftet været Sydamerikas hurtigst voksende økonomi, og andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom ifølge Verdensbanken, er samtidig gået fra at ligge signifikant højere end i f. eks. Brasilien til i dag at være lavere, mens ulighed målt på gini også har været faldene gennem hele perioden.

I modsætning til bl.a. Brasilien formåede man også at holde høj vækst og samtidig nedbringe den offentlige gæld betydeligt.

Offentlig bruttogæld 2000-2016

Kilde IMF
Kilde IMF

Det skyldes bestemt ikke, at Peru er benådet med bedre og mere ærlige politikere end andre steder ( f. eks. Brasilien). Tværtimod – hvis man skal tro Transparency International. Den væsentligste forskel ligger i det økonomiske system og i forfatningen. Her er det i Peru indtil videre lykkedes effektivt at “hegne” politikerne ind og sikre landet mod deres tåbeligheder.

Blandt den peruvianske forfatnings fortræffeligheder kan bl.a. nævnes en uafhængig nationalbank. At det ikke er muligt at oprette statsejede selskaber. At staten ikke kan kræve genforhandling af allerede indgåede kontrakter. At der ikke må diskrimineres mod udenlandske statsborgere og virksomheder. At der er fri kapitalbevægelighed, og at regeringen er forpligtet til at arbejde for fremme af markedsøkonomi og fri handel.

Sådan vil det også være efter dagens præsidentvalg. Og det er det væsentligste.

Den politiske farce fortsætter mens nyt rekordunderskud vedtages

Protester mod den nye regering i Rio de Janeiro 22. maj
Protester mod den nye “kup”-regering i Rio de Janeiro 22. maj

2 uger efter indsættelsen af en ny regering i Brasilien, kan den notere sin “første sejr”, efter kongressen har godkendt at statens primære budgetunderskud (før renter) må stige fra 96,7 mia. R$ (ca. 180 mia. kr.) til 170,5 R$ (ca. 318 mia. kr) i indeværende år.

Dermed forventes underskuddet før rentebetalinger at ende på ca. 2,5 procent af BNP. Det indebærer et forventet underskud efter rentebetalinger på 10-12 procent af BNP.

Der er med andre ord tale om en meget kraftig stigning i forhold til den tidligere regerings forventninger.

Ifølge landets nye finansminister, Henrique Meirelles er en forhøjelse nødvendig. Han har karakteriseret den forgående regerings bud så sent som i marts på 96,7 mia. R$ som helt urealistiske.

Det nye bud på et underskud skulle derimod være realistisk ifølge Meirelle, og inkluderer genforhandling af delstatsregeringernes gæld til den føderale regering samt medregner registrerede tab i den statskontrolerede energigigant, Eletrobras.

Katastrofal økonomi og usikker fremtid

Brasiliens dybe økonomisk krise har drastisk reduceret statens skatteindtægter. Således var indtægterne i april måned de lavest for en måned siden 2010 og hele 7,1 procent lavere end i april 2015.

Man vil også fremrykke tilbagebetaling af gæld fra udviklingsbanken BNDES samt nedlægge en fond, der skulle kanalisere overskud fra Petrobras til brug i uddannelses-sektoren. Sidstnævnte er dog i forvejen stort set tom. Petrobras havde sidste år et underskud på ca. 65 mia. kroner i dagens kurs.

Man ønsker også at gennemføre pensionsreformer, ligesom man er nød til at rulle allerede planlag udgifterne til fremtidige stigninger i pensioner og uddannelsessektoren tilbage. Det vil kræve ændringer i grundloven og må ses som en afgørende lakmustest.  Men vil være helt afgørende, hvis man skal have styr på udviklingen i den offentlige gæld, der fortsat vokser kraftigt.

En stabilisering af gældsniveauet vil kræve varige overskud på det primære budget på 3-4 procent af BNP om året. En voldsom forbedring.

Man ønsker også at få vedtaget, at statens udgifter for fremtiden ikke kan stige mere end inflationen. Siden 1997 er udgifterne steget dobbelt så hurtigt.

Brasilianerne ser negativt på fremtiden og på politikerne

Det vil være noget af en overdrivelse at påstå at den nye regering under Temer nyder befolkningens opbakning. Et klart flertal er mod den nye regering og ønsker nyvalg i stedet.

Ifølge Ibope er optimismen yderst begrænset efter den nye regerings tiltræden. Blot 1/3 tror ser positivt på fremtiden efter regeringsskiftet.

Den udbredte politikerlede fik sig formentlig også yderlige et hak op i mandags, hvor en af Brasiliens mest troværdige aviser, Folha de São Paulo, afslørede en båndet samtale fra en gang i marts måned.

Her diskuterede den nyudnævnte planlægningsminister, Romero Jucá, der dengang var senator og Sérgio Machado tidligere præsident for Transpetro (Datterselskab af det nationale olieselskab, Petrobras) tilsynladende hvordan forløbet skulle planlægges hen mod afsættelsen af Dilma.

Som Lars Luplau skriver under overskriften “Må vi nu kalde det et kup?” i POV

Det er artige sager, de to herrer får sagt. Det korte af det lange er, at formålet med at starte en rigsretssag og komme af med Dilma ud er at få stoppet undersøgelserne i forbindelse med operation bilvask. Det fik i går Jucá til at trække sig som minister, selvom han naturligvis forsikrede, at han aldrig kunne finde på at lægge hindringer i vejen for kampen mod korruption.

Sagen er imidlertid, at alle i nærheden af magten i den nuværende og den tidligere regering enten selv er eller har nære allierede, der er dybt involverede i korruption. At folket ikke strømmer ud i gaderne igen kan kun skyldes, at følelsen af apati og at det nok ikke nytter at kæmpe mod korrupte politikere er ved at få tag i befolkningen.

“Må vi nu kalde det et kup” henviser til Dilma’s tilhængere, der hele tiden har talt om et “kup mod demokratiet”, hvorved det dog skal medtages, at de sætter lighedstegn mellem Dilma og demokratiet. Men er det så det? Lars Luplau, som tidligere har boet i Brasilien i mange år i 1990erne og som jeg på det stærkeste anbefaler at følge, udtrykker det således:

Da nyheden om Romero Jucás afgang breakede, var et af de helt store debatemner ibloguniverset omkring Folha de São Paulo netop, hvor længe der går, før det bliver helt almindeligt at referere til Dilmas afgang som “kuppet”.

Som jeg ser det, er det dog ikke Dilma og hendes parti, PT, der har været udsat for et kup, men hele den demokratiske reformproces. Jeg har ualmindeligt svært ved at se Dilma som offer, al den stund hendes nærmeste allierede ved dannelsen af regeringen var ingen ringere end Eduardo Cunha, som altså endte med at falde hende i ryggen. Hun roste ham endda ved flere lejligheder for hans evne til at “spille spillet”.

Det er hele det politiske system i Brasilien, der står ved en skillevej. Temers midlertidige regering er intet anden end den gamle magtelite, der forsøger at standse en proces, der blev sat i gang i 90’erne. Om domstolene har fået så stor magt, at processen er irreversibel vil de næste 6 måneder vise. Den første halvanden uge har ikke givet grund til den store optimisme.

Jeg er dog måske en smule mere optimistisk end Lars på trods af afsløringerne, eller måske rettere på grund af afsløringerne, som har været i alle medier – også Brasiliens dominerende mediekonglomerat, Globo.

Og skulle et flertal i højesteret vitterlig være i involveret i et “kup”, så er det i sig selv bemærkelsesværdigt.

9 ud af højesterets 11 dommere er udnævnt under den nu suspenderede præsident Dilma eller hendes forgænger Lula. Desværre viser historien også at intet tilsynladende er umuligt i det politiske cirkus i Brasilien, hvor man ikke kan fortænke den menige borger i at mene, at alle politikere nok er korrupte, også selv om disse naturligvis bedyrer, at de skam støtter den fortsatte efterforskning og deler ønsket om at få dømt de skyldige.

Troværdigheden er vist på linje med professionelle cykelryttere, der bedyrer at de aldrig har brugt doping. Der er da heller ikke den store opbakning til det synspunkt (og var det heller ikke før de seneste afsløringer) til at Deputeretkammeret og Senatet stemte for en rigsretssag ud af hensyn til befolkningens bedste.
160524-depputadosesenadoresSom det fremgår af ovenstående figur fra Ibope, mener 2/3 at politikerne alene stemmer ud fra personlige interesser, mens kun ca. hver femte tror på at de stemmer ud fra hensynet til landet og dets befolknings interesser.

En stor del af brasilianerne deler i hvert fald Lars Luplau’s pessimisme, som det fremgår af nedenstående figur, hvor man har spurgt om, hvorvidt man forventer et “mere ærligt Brasilien” efter afsættelsen af præsident Dilma. I modsætning til stemningen efter daværende Fernando Color de Mello blev afsat i 1992 på grund af korruption, er der ingen tillid til at der vil komme “et mere ærligt Brasilien” ud af den nuværende situation.

160523-honestidadeKun 26 procent er af den opfattelse, at Brasilien vil blive “et mere ærligt land” (um pais mais honesto), mens et flertal på 53 procent mener at tingene vil fortsætte som nu (continuara a mesma coisa).

Det bedste ville være nyvalg snarest muligt – Det sker næppe

Et klart flertal af Brasilianerne udtrykker i meningsmålinger, at de ønsker  nyvalg. Det sker næppe. For at gennemføre et valg i utide til kongressens to kamre kræves der en grundlovsændring, hvilket skal vedtages af……… kongressens to kamre. Næppe mange har lyst til at møde vælgerne på nuværende tidspunkt.

En anden mulighed er at valgkommisionen erklærer præsidentvalget i 214 for ugyldig, fordi der har været anvendt midler fra kriminelle aktiviteter til finansiering af valgkampagnen. Det er der næppe tvivl om er tilfældet.

Spørgsmålet er blot, om valgkommisionen tør/vil drage den konklusion, som ifølge gældende lovgivning vil føre til en annullering af valgresultatet i 2014 og udskrivning af nyvalg.

Jeg tvivler.

Imens fortsætter økonomiens nedtur og den politiske farce. For de økonomsike udsigter blvier de kommende måneder helt afgørende. Lykkes det ikke den nye regering at komme igennem med markante tiltag og besparelse, vil det have negative konsekvenser flere år ud i fremtiden.

Med hensyn til hvordan den politiske krise udvikler sig, tør jeg ikke komme med noget bud. Dertil er det hele for vanvittigt og uforudsigeligt.

Deputeretkammeret stemmer for rigsretssag mod Dilma

161081049
Ja-siden jubler i kongressen

Efter mere end 40 timers debat vedtog Deputeretkammeret i nat dansk tid, med overvældende flertal, at der skal indledes en rigsretssag mod Dilma Rousseff.

Med 367 for (kravet var 342) og kun 137 stemmer mod en rigsretssag, skal Senatet nu afgøre om man skal gå videre. Her kræves alene et simpelt flertal. Ifølge lokale medier er ingen tvivl. Kommer det til en afstemning, bliver der rejst rigsretssag mod Dilma.

Det kan dog tage op til en måned før Senatet stemmer om en rigsretsag. Ikke just hvad Brasilien har brug for i sin værste økonomiske krise i mere end 80 år og værste politiske krise siden militær-diktaturets ophør i 1985.

Til forskel fra tidligere er der dog intet som tyder på at netop militæret vil gribe ind, som det er sket tidligere.

Både præsident Dilma og ledende personer i både PT og deres fagforenings-støtter i CUT, har talt om at “kampen” fortsætter både i senatet og på gaden, truet med generalstrejke og talt om at de sociale bevægelser skal gøre modstand, mens de har karakteriseret afstemningen i kongressen og udsigten til en rigsretssag som et kup mod demokratiet.

For 50 år siden havde det været en sikker invitations til et militærkup. Heldigvis er tiderne skiftet.

ARBX - 17/04/2016 - São Paulo - POLÍTICA / VOTAÇÃO IMPEACHTMENT - Manifestantes pro governo acompanham votação do Impeachtment da Presidente Dilma. Foto: Rafael Arbex / ESTADAO
ARBX – 17/04/2016 – São Paulo – POLÍTICA / VOTAÇÃO IMPEACHTMENT – Manifestantes pro governo acompanham votação do Impeachtment da Presidente Dilma. Foto: Rafael Arbex / ESTADAO
MF SAO PAULO/SP - 17/04/2016 - PROTESTO / DILMA / PAULISTA - NACIONAL - Manifestantes durante protesto na Avenida Paulista, a favor da aprovacao na Camara Federal, do processo de Impeachment da Presidente Dilma Rousseff. FOTO: MARCIO FERNANDES/ESTADAO
MF SAO PAULO/SP – 17/04/2016 – PROTESTO / DILMA / PAULISTA – NACIONAL – Manifestantes durante protesto na Avenida Paulista, a favor da aprovacao na Camara Federal, do processo de Impeachment da Presidente Dilma Rousseff. FOTO: MARCIO FERNANDES/ESTADAO

Brasiliens største byggeselskab, Odebrecht, lægger alle kort på bordet

Brasiliens største byggeselskab, Odebrecht har  udsendt en pressemeddelelse om, at de lægger alt på bordet og vil samarbejde fuldt ud med anklagemyndigheden om selskabets rolle i “Lava Jato” – bilvask skandalen. Navnet på den enorme korruptionsskandale i det statskontrolerede olieselskab Petrobras.

I pressemeddelelsen skriver man blandt andet :

The evaluations and reflections made by our shareholders and executives have led Odebrecht to decide on definitive collaboration with Operation Lava Jato investigations.

The company, which has identified the need to introduce improvements to its practices, has been in contact with the authorities in order to collaborate with investigations, in addition to the leniency initiative which was adopted with the Comptroller General’s Office (CGU) in December.

We hope that the information provided contributes significantly to Brazilian Justice and the construction of a better Brazil.

 

Odebrechts involvering i skandalen har haft store konsekvenser for firmaet. Flere af dets datterselskaber er nedjusteret til junkstatus og økonomien er presset.

Det er naturligvis breaking news i de brasilianske medier, som spekulerer i hvilke nye navne det vil bringe på banen og hvilken betydning det vil få for den kaotiske situation, som landet befinder sig i.

Odebrecht, en af Brasiliens største virksomheder, med aktiviteter i mange lande og over 100.000 ansatte, er en central aktør i skandalen, som allerede har kostet flere af firmaets topfolk lange fængselsdomme. Bl. a. er tidligere administrerende direktør, Marcelo Odebrecht (barnebarn af selskabets grundlægger) dømt til 19 års fængsel for hvidvaskning af penge, korruption og organiseret kriminalitet.

Gennem korruption tjente selskabet milliarder fra Petrobras og betalte returkommission til politikere og korrupte medarbejdere i Petrobras.

Og det føderale politi er bestemt ikke færdig med Brasiliens største byggeselskab.

Tirsdag var der igen razziaer mod Odebrechts kontorer i bl. a. São Paulo og Salvador, hvor flere er blevet tilbageholdt af politiet.

Ifølge politiet fortsatte de kriminelle forhold helt frem til november 2015, altså mere end et år efter skandalen begyndte at rulle og og flere måneder efter at Marcelo Odebrecht fængsledes i juni sidste år.

På et pressemøde tirsdag fortalte den brasilianske føderale anklager Carlos Fernando dos Santos Lima, at Odebrechts kriminelle aktiviteter rækker langt ud over Petrobras og f. eks. også inkluderer bestikkelse i forbindelse med stadionbyggeri til VM i 2014, samt udenfor Brasilien, bl.a. De Forenede Arabiske Emirater, Portugal og Argentina.

Odebrechts pressemeddelelse og ønske om fuld samarbejde skal naturligvis ses i lyset af ovenstående. Ud over et forsøg på at få nedsat bl.a. Marcelo Odebrechts dom, hvilket er muligt efter brasiliansk lov, drejer det sig nu reelt om selskabets overlevelse.

Hele Brasilien venter nu med spænding på hvilke navne der nu bliver sat i forbindelse med Brasiliens største korruptionsskalndale nogensinde. Ikke mindst hvorledes det vil påvirker tidligere præsident Lula, der i sidste uge blev udnævnt til minister, men ikke formelt er indsat, efter et dommerforbud, som endnu ikke er ophævet.

Hvem demonstrerede i Brasilien søndag?

Søndag den 13. marts oplevede man de største demonstrationer i Brasiliens historie. Politiet anslår at omkring 3,6 mio. mennesker var på gaden over hele ladet. Alene i São Paulo anslås 1,4 mio. at have deltaget.

Demonstranternes umiddelbare krav er præsident Dilma Rousseff’s afgang og “fora Dilma, fora Lula, fora PT” (Ud med Dilma, ud med Lula, ud med arbejderpartiet) hørtes hele dagen og store bannere krævede præsidenten stillet for en rigsretssag. Men der var ikke tale om en demonstration til fordel for oppositionen.

Hvilket illustreres fint i nedenstående billede. På det papskilt, som pigen i midten af billedet holder, står der således ud med PT, PSDB, PMDB….. De tre største partier i Senatet og Kongressen.

1044222_10206728721831063_4925993065026363819_n

Oppositionspolitikere, som søgte at kapitalisere på demonstranternes utilfredshed med den siddende regering, og ville tale til de demonstrerende, blev mødt med mishagsytringer og råb fra tilhørerne om at de skulle forføje sig. Det var bl. a. tilfældet da São Paulo’s guvernør, Geraldo Alckmin, og den tabende kandidat ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves, begge fra PSDB mødte op på Avenida Paulista i São Paulo, se video nedenfor.

Hvem er de demonstrerende?

Men hvem er de demonstrerende? Repræsenterer de et bredt udsnit af den brasilianske befolkning?

Det sidste kan vi hurtigt besvare med et rungende nej. Demonstranterne kommer primært fra Brasiliens urbane middelklasse (forstået som middelklasse efter vestlig standard, det vil sige med en levestandard der kan sammenlignes med vores egen).

Det er der dog ikke noget underligt i. Således har det været ved alle betydende demonstrationer gennem Brasiliens historie. Det var tilfældet ved de store demonstrationer i begyndelsen af 1980erne, som krævede demokratiet genindført. Det var tilfældet ved demonstrationerne mod daværende præsident Fernando Collor de Mello i 1992 og det var tilfældet ved demonstrationerne under Confederation Cup i juni 2013.

I forbindelse med demonstrationerne i Sao Paulo foretog analyseinstituttet Datafolha en spørgeskemaundersøgelse og kom frem til bl.a. følgende karakteristika af deltagerne:

 

16074116Demonstranterne var væsentlig “hvidere, mere vellønnede og veluddannede” end gennemsnittet i byen.
løn brasilienHvor 31 procent af demonstranterne tjener 5 minimumslønninger eller derunder om mdr. , gælder det for 72 procent af den voksne befolkning i byen generelt.

Hvor 77 procent af demonstranterne karakteriserer sig selv som hvide, gælder det kun 48 procent af byens indbyggere.

Og mens 77 procent af deltagerne havde en videregående uddannelse, gælder det kun 28 procent af indbyggerne.

Ovenstående bruges naturligvis af tilhængerne af Arbejderpartiet og den siddende præsident Dilma, til at affeje demonstrationerne som en højreorienteret reaktion, ja man taler ligefrem, forsøg på kup mod den demoraktisk valgte præsident. Det vil dog være forkert.

Det er helt korrekt at deltagerne i forvejen ikke var specielt venligstillede overfor Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma. 4 ud af fem deltagere stemte på Aecio Neves ved sidste præsidentvalg og kun 3 ud af hver hundrede på Dilma. Men dette kan ikke aflæses som at man har de store varme følelser for hverken Aecio Neves eller hans parti PSDB. Hvor 37 procent af de adspurgte ved en lignende demonstration sidste år indikerede at de ville stemme på PSDB hvis der var valg i dag, var tilslutningen faldet til 21 procent i år.

Og så må man ikke glemme det faktum, at den fattigste del af befolkningen, altså de der lever i farvellaerne og på landet, ganske enkelt ikke er del af den politiske diskurs. De seneste mange valg i Brasilien har vist en tydelig tendens til at den fattigste del af befolkningen i vid omfang stemmer på de der allerede har magten (hvilket en række bundkorrupte og reaktionære politikere i nogle af landets fattigste dele altid har forstået at profitere på).

Desuden er det som høj grad driver demonstrationerne, nemlig den udbredte korruption – herunder Arbejderpartiets (blandt flere) indblanding i korruptionskandalen omkring Petrobras (Lava Jato) primært noget som middelkassen reagerer på, hvilket flere analyser foretaget af Brasiliens svar på Danmarks Statistik har dokumenteret tidligere.

Naturligvis ville både Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma få en betydelig større opbakning hvis der var valg i dag, end hvad stemningen til demonstrationerne tilsiger. At de ville tabe med et brag der der dog ikke tvivl om.

Og søndagens demonstrationer har bestemt ikke mindsket presset på præsidenten eller mindsket sandsynligheden for at hun går før tid.

Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Dagens hovedhistorie i de brasilianske medier er uden sammenligning, at der er faldet dom i sagen mod tidligere CEO Marcelo Odebrecht fra Latinamerikas største byggekonglomerat, Odebrecht.

Marcelo Bahia Odebrecht
Marcelo Bahia Odebrecht

Sammen med en række tidligere højtstående ansatte i Odebrecht og Petrobras, har han været anklaget for at være del af den omfattende korruptionskandale i det statskontrolerede olieselskab, Petrobras.

Skandalen går under navnet “Lava Jato“, på dansk “bilvask”.

Odebrechts dom lød på 19 års fængsel for korruption, hvidvaskning af penge og andre kriminelle aktiviteter. Også en række andre anklagede dømtes til lange fængselsstraffe. Samtidig blev han og resten af de anklagede fra Odebrecht koncernen idømt bøder svarende til i alt mere end 400 mio. kroner.

Continue reading Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Venezuela II – baggrunden for Chavez magtovertagelse i 1998

Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.

Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været  stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.

Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.

Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.

Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.

Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.

Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis”  sidste år,

Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.

De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.

I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.

Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.

Figur 1.

venzuela chile

Venezuelas økonomiske historie korte fortalt

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.

Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).

Figur 2

venezuela_danmark

I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde)  i produktionen af disse varer.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.

Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?

Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.

I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.

I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at

The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.

Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.

Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:

For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.

In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.

Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.

Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Venezuela I – Socialismens slutspil i Venezuela

Tidligere bragt som Analyse i Børsen den 4. februar. Se
http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/132847/artikel.html#ixzz40p9Pjy

Vi er i disse måneder vidne til slutspillet om “det 21. århundredes socialisme” , som Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez døbte sin version af et socialistisk samfund. Som tidligere forsøg er det endt i økonomisk nedsmeltning. Kontinentet har altid været leveringsdygtigt i forspildte chancer og økonomisk-politiske tåbeligheder. Men intet land kan dog måle sig med Venezuela.

Krise på krise

I begyndelsen af 1920’erne tog produktionen af den nyfundne olie fart, og herpå fulgte høj vækst. Frem til slutningen af 1970’erne var Venezuela en af verdens hurtigst voksende økonomier. En vækst, der dog i stigende grad var lånefinansieret og kollapsede i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 80’erne. Herefter gentagne kriser. Ingen dog så dramatisk som i disse år.

Den officielle inflation er på 140 pct. og hastigt stigende – reelt er den langt højere. Kriminaliteten er eksploderet de sidste 15 år, og mordraten er Sydamerikas højeste.

Vi er i disse måneder vidne til slutspillet om “det 21. århundredes socialisme” , som Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez døbte sin version af et socialistisk samfund. Som tidligere forsøg er det endt i økonomisk nedsmeltning. Kontinentet har altid været leveringsdygtigt i forspildte chancer og økonomisk-politiske tåbeligheder. Men intet land kan dog måle sig med Venezuela.

Krise på krise

I begyndelsen af 1920’erne tog produktionen af den nyfundne olie fart, og herpå fulgte høj vækst. Frem til slutningen af 1970’erne var Venezuela en af verdens hurtigst voksende økonomier. En vækst, der dog i stigende grad var lånefinansieret og kollapsede i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 80’erne. Herefter gentagne kriser. Ingen dog så dramatisk som i disse år.

Den officielle inflation er på 140 pct. og hastigt stigende – reelt er den langt højere. Kriminaliteten er eksploderet de sidste 15 år, og mordraten er Sydamerikas højeste.

Argentina – fra håbløs til det nye håb….måske

Mens Brasilien tilsyneladende har udsat den nødvendige stabilisering af ydre- og indre balancer på ubestemt tid (eller som minimum til efter lokalvalgene til efteråret) – og formentlig til efter præsidentvalget i 2018, forholder det sig omvendt i Argentina.

Argentina står overfor store udfordringer. Den økonomiske vækst er meget lav, som det fremgår af nedenstående figur 1, mens eksporten er faldet markant de senere år.

Argentina gdpMens det private forbrug er stagneret, er det offentlige forbrug steget kraftigt. Alene i 2015 steg det offentlige forbrug med 30 procent, i et forsøg på at sikre Daniel Scioli valgsejren.

consumptionargentina
Sciali var også længe favorit, og hen over sommeren diskuterede man endda i Argentinske medier om hvorvidt han ville vinde valget allerede i 1. valgrunde. Sådan gik det ikke. Scioli vandt godt nok snævert første valgrunde, men tabte i november, da valget alene stod mellem ham og Macri.

Håbet for den nye regering er, at man kan stabilisere økonomien i år, hvor der forventes en vækst på mellem 0 og 1 procent, hvorefter økonomien at vokse med et par procent i 2017, hvorefter væksten for alvor forventes at tage fat.

Det er væsentligt at understrege, at valget af Macri ikke kan ses som en entydig opbakning til hans mere markedsorienterede politik. Det er i lige så høj grad en protest mod den siddende regerings udvalgte kandidat (Scioli), som ikke stod distancen.

Det kan kan bestemt ikke udelukkes, at Christina Kirchner ville have slået Macri, hvis ikke den Argentinske forfatning forbød en 3. periode i træk. Kirchners popularitet var/er bemærkelsesværdig høj, givet de seneste års lave vækst og høje inflation.

Skal Macri have succes, skal han være meget bevidst om at vælgerne er splittede. At peronisterne fortsat har i begge kongressens to kamre er bestemt heller ikke uvæsentlig.

Det er man tilsyneladende også meget bevidst om. Siden genindførelsen af demokratiet efter militærdiktaturets nederlag i Falklandskrigen i 1982, er det ikke lykkedes præsidenter, som ikke tilhørte det peronistiske parti, Partido Justicialista, at sidde perioden ud.

macri

Risikoen er også til stede denne gang, med mindre Macri kan etablere en eller anden opbakning til den førte politik, hvilket kræver at dele af peronisterne kan se en fordel i at bakke regeringens politik op, er slaget tabt på forhånd. Det ved vi meget mere om i løbet af 2016.

Det var bl.a. en del af de problemstillinger, jeg i anledning af indsættelsen af Macri, talte om i et indslag, hvor også ekstern lektor ved CBS, Carlos Salas Lind, deltog. Indslaget kan ses nedenfor.

Ud over Argentina taler vi også om Venezuela, som jeg naturligvis vil vende tilbage til i senere indlæg. Jovist, der er muligvis ikke gang i de Latinamerikanske økonomier, men der er den grad gang i Latinamerikansk politik.

Og når vi nu alligevel er i gang. Dagen efter deltog jeg sammen med Niels Lindvig i en samtale/debat om samme emne hos Cordua & Steno.

Det mest bemærkelsesværdige ved dette indslag er måske måske i virkeligheden, hvor enige Niels Lindvig og jeg er på lange stræk. (lyt med ved at klikke her). Med tanke på at denne blog startede ikke mindst som en reaktion på Niels Lindvigs dækning af Latinamerika for P1’s Orientering, er det forbavsende hvor enige vi er.

58_

Som Niels Lindvig gjorde opmærksom på, kan det blive afgørende hvordan den argentinske fagbevægelse reagerer. Traditionelt har fagbevægelsen i Argentina haft tætte bånd til peronisterne og er ikke just præget af hverken pragmatisme eller viljen til fredelige løsninger. De første strejker er allerede annonceret.

En væsentlig pointe er naturligvis, at hverken Latin- eller Sydamerika kan opfattes som en homogen størrelse. Når Carlos Salas Lind således taler om at præsidentembedet har stor magt i Latinamerika, er det en sandhed med modifikationer.

Dilma Rousseff i Brasilien så sikkert gerne, at det forholder sig således, men sandheden er, at hun kun kan gøre meget lidt uden senatets og kongressens opbakning.

Også i Argentina er der grænser for præsidentens muligheder for at agerer uden opbakning, omend mulighederne er væsentlige større end i Brasilien, grundet traditionelt svage institutioner. Men det kan dog slet ikke sammenlignes med forholdene i Venezuela.

Men Macri kan langt hen af vejen føre sin politik og gennemføre store ændringer uden at inddrage kongressen. Men hvis forandringerne skal række ud over hans egen regeringsperiode, kræver det væsentlige reformer, og formentlig også ændringer i forfatningen, for at beskytte centrale institutioner mod politisk indblanding. Det kan kun ske med Kongressens medvirken.

Del af en ny blå bølge

Uanset hvem som vandt valget i november ville Argentina have fået en præsident og regering som ville føre Argentina i en mere markedsorienteret retning. Det stod klart længe. Omkostningerne ved fortsat pariastatus på de internationale finansielle markeder, behovet for at stabilisere økonomien og tiltrække udenlandske investorer var åbenlys.

Valget af Macri er dog skelsættende. Det er første gang at Argentinerne vælger en erklæret markedsorienteret kandidat til præsident. Macri gik til valg på en (moderat) frimarkedsorienteret platform. Han er dermed del af hvad José Natanson fra den sydamerikanske udgave af Le Monde Diplomatiquehar betegnet som post-neoliberalister, som bla. indbefatter tidligere præsident i Chile, Sabastian Pineira og Henrique Capriles,  fra Venezuela. Man kunne også tilføje Aecio Neves fra PSDB, som tabte snævert til den siddende præsident, Dilma Rousseff, i Brasilien sidste år.

I modsætning til Argentinas præsident i 1990erne, peronisten Carlos Menem er Macri valgt på at gennemføre reformer. Godt nok gennemførtes der under netop Menem en række drastiske reformer, mens mange statsejede virksomheder privatiseredes.

Desværre var privatiseringsprocessen præget af korruption og man fik aldrig tilpasset det offentlige budgetter, da det kom til stykket. I Manems anden valgperiode gik det for alvor galt, og spændet mellem officiel statistik og faktisk udvikling blev større og større. Helt centralt – og skæbnesvangert – var at man insisterede på at fastholde kursen 1 til 1 over for den amerikanske dollar på et tidspunkt hvor dollaren styrkedes internationalt.

I fraværet af muligheden for at tilpasse valutakursen, kræver en sådan politik en såkaldt intern devaluering. En sådan fandt aldrig sted og situationen var uholdbar, ikke mindst efter Brasilien lod real flyde fra 1999, hvorefter den faldt i forhold til dollar. Hermed øgedes presset på Argentinsk økonomi.

Argentina’s flirt med “neoliberalistiske” reformer endte som bekendt med den totale nedsmeltning af økonomien i 2001-2002, som endte med historiens største statsbankerot.  Herefter vendte man tilbage til en mere traditionel statscentreret økonomisk model med udbredt brug af regulering af offentlige priser, en delvis tilbagevenden til nationaliseringer (flytransport og energi) og en til tider voldsom nationalistisk retorik.

Dette faldt sammen med det boom i råvarerpriserne i nullerne, som løftede væksten i hele regionen, ligesom det på den korte bane naturligvis lettede de eksterne balancer, at man opgav at betale den opbyggede statsgæld fuldt tilbage. På sigt har konsekvenserne dog været klart negative, da man stort set har været udelukket fra de internationale finansielle markeder. Derfor er en af de væsentligste opgaver for den nye regering af få en aftale i stand med de kreditorer som fortsat kræver fuld tilbagebetaling (man har for længst lavet aftaler dækkende langt det meste af den udestående gæld) – de såkaldte “Vulture funds”.

Regeringen har meldt ud at man genoptager forhandlingerne til januar og forventer en hurtig overenskomst. Vi får se – og håbe.

Argentina som fortaler for fornyet globalisering

Hvorvidt Argentinas nye regering og præsident Macri er i stand til at reformere eller i det mindste stabilisere indre og ydre balancer, vil som antydet kræve at man er i stand til at samarbejde med den peronistiske opposition (og håndtere fagbevægelsen). Om det lykkes finder vi ud af i 2016. Hvis ikke er det tvivlsomt om Macri sidder perioden ud.

Indtil videre har valget af en ny præsident dog indvarslet markant nyere tider med et Argentina, som fra at have været stopklods for at handelssamarbejdet Mercosur indgår aftaler og åbner sig for frihandel med bl.a. EU og USA, er gået til at være blandt handelsblokkens varmeste fortaler.

Ved Mercosur’s topmøde lige inden jul var det Macri der slog til lyd for mere frihandel, lige som han tidligere har udtrykt opbakning bag den gamle amerikanske drøm om at lave et NAFTA lignende samarbejde, der dækker både Nord- og Sydamerika.

Skal det lykkes denne gang eller bliver vi atter skuffet?

Som jeg konkluderer i dagens kronik i Børsen, “Nye takter giver håb for Argentina” (kræver abonnement):

Som Financial Times bemærkede på valgnatten, er valget af Mauricio Macri den bedste chance, man har for at bryde den peronistiske tradition for populistiske, kortsigtede løsninger. Men det vil kræve gennemgribende reformer og møde stor modstand.

I første omgang handler det om at stabilisere økonomien, sikre tilliden og øge de private investeringer.

Hvorvidt det indvarsler et egentligt varigt paradigmeskifte, er dog en helt anden historie. Macris valgsejr var smal og mere udtryk for en afvisning af modkandidaten end en egentlig folkelig opbakning til hans reformdagsorden. Peronisterne har da også fortsat flertal i kongressens to kamre.

Sammenlignet med Colombia, Peru og naturligvis Chile, hvor konsensus er en økonomisk model baseret på relativt frie markeder og en begrænset rolle for staten, er Argentina årtier bagud. Lad os krydse fingre for, at 2016 er første skridt på vejen til en moderne markedsøkonomi.

For et overblik over de udfordringer, som Argentina står overfor, kan man med fordel læse Wells Fargo’s analyse fra i efteråret (grafer i denne post er hentet derfra). Til gengæld ville jeg nok være mere forsigtig med udmeldingerne fra J.P. Morgan, som forøvrigt har leveret den nye finansminister. J.P. Morgan stod for udstedelsen af statsobligationer (dollar nominerede, fordi ingen har tillid til peso) under den tidligere regering, og formentlig også for den nuværende.

Og de er mange. blot et eksempel på hvor problematisk situationen faktisk er – og hvor vigtigt det er at genvinde de internationale markeders tillid.

Det meste af den off. gæld, som udgjorde omkring 40 procent af BNP inden man ophævede de fleste kapitalrestriktioner og peso faldt med ca. 30 procent i december, er udstedt i dollar, og den vil udgøre 70 procent af BNP, når kursen når 15 peso per dollar. I dag (10.01.2016) er den ca. 13,9 peso per dollar.

Og i modsætning til f. eks. Brasiliens off. gæld, som er udsted i real, og nærmer sig faretruende de 70 procent, som givet økonomiens umodenhed er bekymrende, er det ikke muligt at nedbringe den off. gæld ved at monetarisere den i større eller mindre grad.

Jeg vender naturligvis tilbage i løbet af det kommende år, som vil give os et fingerpeg om, hvorvidt Macri vil lykkes i sine bestræbelser på at gøre Argentina til en mere fri og moderne økonomi.

Brasiliens nedtur fortsætter med uformindsket styrke

Brasiliens finansminister det seneste år, Joaquim Levy, trådte fredag tilbage. Ny finansminister bliver økonomiminister Nelson Barbosa.

20151219_amp506Der har længe været rygter om at  Levy var på vej ud af regeringen. Den nye finansminister anses for at stå for en mere “progressiv” tilgang til den økonomiske politik. Det skifte reagerede markedet på med faldende valuta- og aktiekurser.

The Economist efterfølgende vurdering opsummerer fint reaktionen på markedet og blandt internationale iagttagere:

That change is likely to make a terrible situation worse. It suggests that Mr Levy lost an argument within the government about whether austerity is the right cure for Brazil’s sickly economy, and that he lost it not because his economic remedy was wrong but because it was politically unpalatable.

Til gengæld vakte det glæde hos regeringspartiet PTs base, både blandt medlemmer, fagforening og græsrodsbevægelser. De brød sig aldrig om Levy og den økonomiske politik hans stod for.

Som Economist også bemærker i deres kommentar, er det bemærkelsesværdigt at Levy holdt ud så længe som han gjorde. At det aldrig lykkedes at foretage den på forhånd lovede og helt nødvendige stabilisering af de offentlige budgetter, kan man ikke laste ham.

Trods alt lykkedes det ham at nedbringe de diskretionære (ikke obligatoriske) off. udgifter med ca. 120 mia. kroner – svarende til en besparelse på ca. 20 mia. kroner på de offentlige budgetter i Danmark.

Trods besparelserne ender Brasilien dog ud med et underskud på de offentlige budgetter, svarende til næsten 10 procent i 2015. Langt fra det forventede overskud før rentebetalinger, som man lagde op til inden årets start.

Det foreløbige lavpunkt kom, da Fitch som det andet af de tre ratingbureauer downgradede Brasilien til junkstatus. Det var en eksplicit målsætning målsætning for regeringen at beholde sin rating, hvilket altså mislykkedes.

At to ud af tre ratingbureauer har sat Brasiliens status til junk indebærer, at en række internationale institutionelle investorer ikke længere kan holde brasilianske papirer. Samtidig stiger omkostningerne ved fortsat låntagning.

Det er alt sammen politik

Den nye finansminister, Nelson Barbosa, er tæt knyttet til tidligere præsident Lula. Tidligere på året “imponerede” han ved at foreslå en ekspansiv finanspolitik i 2016, hvilket ud over at undergrave Levy’s i forvejen svage position, var medvirkende til at nedgraderingen til junkstatus fra Standard & Poor’s i september.

Barbosa havde flere poster under præsident Lula, 2003-2010 og fortsatte under den nuværende præsident Dilma Rousseff frem til 2013, hvor han forlod regeringen på grund af uoverensstemmelser om den førte politik. Dette selv om han var en af hovedmændene bag skiftet under præsident Lula, hvorefter man i stigende grad søgte at styre valutakurserne og øge den selektive kreditgivning.

Når Barbosa derfor bakkes op af græsrødderne i “Partido dos Trabalhadores”, er det altså af samme grunde, at markedet og investorerne reagerer negativt.

Udskiftningen handler først og fremmest om at styrke opbakningen til PT – der kunne glæde sig over relativt store demonstrationer til fordel for den ellers meget upopulære præsident Dilma for nylig og falder sammen med at oppositionens forsøg på at kræve præsidenten for en rigsret indtil videre ikke ser ud til at lykkes.

Men om det er nok til at sikre opbakning i kongressen til at gennemføre den nødvendige stabilisering af den brasilianske økonomi er dog tvivlsomt. Det får vi dog først svar på efter en rigsretssag evt. er lagt helt i graven.

Indtil da fortsætter Brasiliens katastrofale kurs mod bunden. Og hvis det går som det er gjort de senere år, kan 2016 sagtens ende med et lige så stor fald i BNP som i år, selv om de nuværende prognose forudser at faldet “kun” bliver på ca. 2 procent mod indeværende års fald i BNP på nu forventet 3,5 procent.

Et godt bud er, at vi ikke kommer til at se en effektiv stabilisering af økonomien før på den anden siden af præsidentvalget i 2018. For slet ikke at tale om nødvendige reformer der skal til, hvis Brasilien skal opnå hæderlig vækst i fremtiden.

Brasilien er berygtet for sine lange perioder, hvor man egentlig godt ved hvad der skal til, men ingen har en politisk interesse i at bakke op om det. Det oplevede vi i både 80erne og 90erne.

En ukendt faktor er dog Brasiliens kongemager parti, PMDB, som har været en del af det parlamentariske grundlag for at alle siddende præsidenter siden 1989. Skulle de vælge at opgive deres støtte til den nuværende præsident – de har selv vice-præsident posten – inden 2018, kan det ikke udelukkes at Dilma Rousseff opgiver at fortsætte som præsident, også uden en egentlig rigsretssag.

En udløser for dette kan være, hvis også den store majoritet, som ikke er en del af den egentlige middelklasse (i vestlig forstand) også går på gaden. Det har de ikke gjort endnu.

Ligeledes kan det naturligvis ikke udelukkes, at de fortsatte sager og efterforskningen i den store korruptionsskandale i Petrobras kan ramme præsidenten på et tidspunkt.

Under alle omstændigheder er der ingen grund til optimisme på kort sigt. Brasiliens økonomi vil fortsat udvikle sig i negativ retning, arbejdsløsheden stige og inflationen være høj, omend ikke så høj som i år, hvor den lander på den forkerte side af de 10 procent.

På længere sigte kan det dog, som jeg har skrevet om tidligere, være at netop denne krise er forudsætningen for at man igen får en periode præget af nødvendige reformer.forecast