demonstrationer – Americas

Hvem demonstrerede i Brasilien søndag?

Søndag den 13. marts oplevede man de største demonstrationer i Brasiliens historie. Politiet anslår at omkring 3,6 mio. mennesker var på gaden over hele ladet. Alene i São Paulo anslås 1,4 mio. at have deltaget.

Demonstranternes umiddelbare krav er præsident Dilma Rousseff’s afgang og “fora Dilma, fora Lula, fora PT” (Ud med Dilma, ud med Lula, ud med arbejderpartiet) hørtes hele dagen og store bannere krævede præsidenten stillet for en rigsretssag. Men der var ikke tale om en demonstration til fordel for oppositionen.

Hvilket illustreres fint i nedenstående billede. På det papskilt, som pigen i midten af billedet holder, står der således ud med PT, PSDB, PMDB….. De tre største partier i Senatet og Kongressen.

Oppositionspolitikere, som søgte at kapitalisere på demonstranternes utilfredshed med den siddende regering, og ville tale til de demonstrerende, blev mødt med mishagsytringer og råb fra tilhørerne om at de skulle forføje sig. Det var bl. a. tilfældet da São Paulo’s guvernør, Geraldo Alckmin, og den tabende kandidat ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves, begge fra PSDB mødte op på Avenida Paulista i São Paulo, se video nedenfor.

Hvem er de demonstrerende?

Men hvem er de demonstrerende? Repræsenterer de et bredt udsnit af den brasilianske befolkning?

Det sidste kan vi hurtigt besvare med et rungende nej. Demonstranterne kommer primært fra Brasiliens urbane middelklasse (forstået som middelklasse efter vestlig standard, det vil sige med en levestandard der kan sammenlignes med vores egen).

Det er der dog ikke noget underligt i. Således har det været ved alle betydende demonstrationer gennem Brasiliens historie. Det var tilfældet ved de store demonstrationer i begyndelsen af 1980erne, som krævede demokratiet genindført. Det var tilfældet ved demonstrationerne mod daværende præsident Fernando Collor de Mello i 1992 og det var tilfældet ved demonstrationerne under Confederation Cup i juni 2013.

I forbindelse med demonstrationerne i Sao Paulo foretog analyseinstituttet Datafolha en spørgeskemaundersøgelse og kom frem til bl.a. følgende karakteristika af deltagerne:

Demonstranterne var væsentlig “hvidere, mere vellønnede og veluddannede” end gennemsnittet i byen.
Hvor 31 procent af demonstranterne tjener 5 minimumslønninger eller derunder om mdr. , gælder det for 72 procent af den voksne befolkning i byen generelt.

Hvor 77 procent af demonstranterne karakteriserer sig selv som hvide, gælder det kun 48 procent af byens indbyggere.

Og mens 77 procent af deltagerne havde en videregående uddannelse, gælder det kun 28 procent af indbyggerne.

Ovenstående bruges naturligvis af tilhængerne af Arbejderpartiet og den siddende præsident Dilma, til at affeje demonstrationerne som en højreorienteret reaktion, ja man taler ligefrem, forsøg på kup mod den demoraktisk valgte præsident. Det vil dog være forkert.

Det er helt korrekt at deltagerne i forvejen ikke var specielt venligstillede overfor Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma. 4 ud af fem deltagere stemte på Aecio Neves ved sidste præsidentvalg og kun 3 ud af hver hundrede på Dilma. Men dette kan ikke aflæses som at man har de store varme følelser for hverken Aecio Neves eller hans parti PSDB. Hvor 37 procent af de adspurgte ved en lignende demonstration sidste år indikerede at de ville stemme på PSDB hvis der var valg i dag, var tilslutningen faldet til 21 procent i år.

Og så må man ikke glemme det faktum, at den fattigste del af befolkningen, altså de der lever i farvellaerne og på landet, ganske enkelt ikke er del af den politiske diskurs. De seneste mange valg i Brasilien har vist en tydelig tendens til at den fattigste del af befolkningen i vid omfang stemmer på de der allerede har magten (hvilket en række bundkorrupte og reaktionære politikere i nogle af landets fattigste dele altid har forstået at profitere på).

Desuden er det som høj grad driver demonstrationerne, nemlig den udbredte korruption – herunder Arbejderpartiets (blandt flere) indblanding i korruptionskandalen omkring Petrobras (Lava Jato) primært noget som middelkassen reagerer på, hvilket flere analyser foretaget af Brasiliens svar på Danmarks Statistik har dokumenteret tidligere.

Naturligvis ville både Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma få en betydelig større opbakning hvis der var valg i dag, end hvad stemningen til demonstrationerne tilsiger. At de ville tabe med et brag der der dog ikke tvivl om.

Og søndagens demonstrationer har bestemt ikke mindsket presset på præsidenten eller mindsket sandsynligheden for at hun går før tid.

Selv om præsidentens dage muligvis er talte, betyder det ikke nødvendigvis et regimeskifte i Venezuela

Som rapporteret i de internationale medier i går, har oppositionslederen, eller rettere sagt en af dem, Leopoldo Lopez, overgivet sig til politiet.

Det gik ikke stille af sig, og demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter fortsætter i de større byer i Venezuela. Det gør propagandakrigen også – både på spansk og engelsk.

Mens regimet prøver at fremstille demonstrationerne som bølleoptøjer med begrænset deltagelse, organiseret af en lille “super-rig” elite og bakket op af bl.a. CIA – man udviste i går 3 amerikanske diplomater – prøver de demonstrerende at fremstille demonstrationerne som folket mod præsident Maduro og regeringspartiet PSUV. Begge dele er et falsum.

Lige som vi så sidste år i Brasilien, er det primært middelklassen som er gået på gaderne, og Venezuela er fortsat en meget splittet nation. Der er ingen tvivl om at regimet fortsat har stor opbakning blandt en del fattige. Denne opbakning sikres ikke mindst gennem en gennemført klientalistisk struktur, hvor medlemsskab af regeringspartiet PSUV sikrer adgang til en række varer og tjenesteydelser, betalt af det offentlige, men forbeholdt partimedlemmer.

Ligeledes dominerer regeringen fuldstændigt landsdækkende radio og TV, de væsentligste kilder til information for de fleste venezuelanere. Oppositionen er derfor henvist til at bruge de sociale medier og Internettet, ikke mindst twitter, som regeringen af samme grund har lukket ned for flere gange.

Maduros dage er nok talte, men ikke nødvendigvis PSUV’s

Det kan diskuteres i hvilken udstrækning de nuværende demonstrationer rent faktisk svækker eller styrker PSUVs greb om magten. Men muligvis kan de fremskynde en proces, hvorved præsident Maduro tvinges fra magten og andre indenfor PSUV og regimet tager over. Hans kontrol over egne kan absolut ikke sammenlignes med hans forgænger Hugo Chavez, som uanset om man var enig med ham eller ej, hvis håndværksmæssige evner som politiker og strateg ikke skal undervurderes,

Det samme kan man mildt sagt ikke sige om efterfølgeren Maduro, der langt fra nyder samme opbakning i PSUV.

fortsættelse følger…….

Kaos i Brasilien

Som det er de fleste bekendt, har Brasilien den seneste uge oplevet de største demonstrationer i 20 år. Det startede som en protest mod en annonceret stigning på billetpriserne i den kollektive trafik (ca. 50 øre). Bag disse demonstrationer står en bevægelse, Movimento Passa Libre (MPL), som ønsker “gratis” kollektiv transport. Det er der kun få der bakker op om.

Prisstigningerne i sig selv er en mindre ting. Priserne i bl.a. Rio de Janeiro og São Paulo justeredes sidste gang for næsten halvandet år siden, og der var reelt kun tale om en delvis korrigering i forhold til den mellemliggende inflation. Til gengæld har der i årevis været stor utilfredshed med kvaliteten af det kollektive transportsystem.

MPL udspringer af den brasilianske venstrefløj. Selv om det er en NGO uden direkte forbindelse til politiske partier, er det ikke uvæsentligt, at den bl.a. har forbindelse til PSOL (Partido Socialismo i Liberdade). PSOL opstod i 2004, efter en række senatorer ekskluderes af PT, fordi de stemte imod en pensionsreform. Bevægelsen har dog internt problemer med de i som er knyttet til politiske partier, og de som ikke er.

Indtil den 13. juni var folkeopinionen i bl.a. São Paulo bestemt ikke i nævneværdig grad med MPL, Episoder med vandalisme og irritation over demonstranter som blokerede for en i forvejen håbløs for trafikken i byen, lagde en markant dæmper på opbakningen. Det ændrede sig efter den 13. juni. Frem til den 18. juni stiger opbakningen fra 55 % til 77 %. Overdreven af politiet den 13. juni, uden at skelne mellem fredelige demonstranter og de mere militante grupper som stod for hærværk, vold og vandalisme, er angivet som helt afgørende.

Herefter eksploderede antallet af deltagere i demonstrationerne, som kulminerede i torsdags, da mellem 1 og 1,2 mio. mennesker gik på gaden i hele Brasilien.

Det handlede ikke længere kun om priserne på busbilletter, men om langt mere. Retten til at demonstrere fredeligt, høje skatter uden modsvarende offentlige serviceydelser, omfattende korruption i det politiske system, manglende lighed for loven, ringe skole- og sundhedsvæsen osv.

Middelklassen har fået nok.

Det er alt overvejende middelklassen som demonstrerer. Det fremgår af analyseinstituttet Datafolha’s tal, indsamlet under torsdagens demonstrationer i São Paulo.

Mens ca. 1/3 af indbyggerne i São Paulo hun har grundskole eller mindre, udgjorde de kun 2 procent af demonstranterne. Til gengæld havde næsten 4 ud af 5 af deltagerne en videregående uddannelse (over gymnasieniveau). blandt den almindelige population er det kun hver fjerde som har en uddannelse over “ungdomsuddannelses-niveau”.

Nok så interessant er måske, at kun hver fjerde af de demonstrerende støtter MPLs målsætning om gratis offentlig transport.

At der er tale om demonstrationer vendt mod det politiske system (den politiske klasse), fremgår tydeligt når man spørger om holdningen til mulige præsidentkandidater hos de demonstrerende. Præsident Dilma Roussef, som trods et fald i popularitet de seneste måneder – primært drevet af den stigende inflation, og en fortsat stagnerende økonomi- fortsat har stor opbakning i befolkningen, er ikke populær blandt de demonstrerende. Kun 10 procent peger på at de vil stemme på hende, mens hun i den seneste meningsmåling bakkes op af 40 procent af vælgerne i i Sao Paulo. Til gengæld peger 30 procent af de demonstrerende på, at de ville stemme på præsidenten for forfatningsdomstolen, Joaquim Barbosa.

Det er også tydeligt at PT ikke er populært blandt de demonstrerende. Mens 32 procent af indbyggerne i São Paulo angiver PT som det foretrukne parti, er det kun 6 procent af de protesterende. Til gengæld udgør de som angiver at de intet parti har som deres foretrukne blandt demonstranterne overvældene. Mens ca. hver anden blandt befolkningen generelt angiver ikke at have præferencer, gælder det næsten 3 ud af 4 af de demonstrerende.

Man har også spurgt demonstranterne en række holdningsprægede spørgsmål, og heraf fremgår at den gennemsnitlige demonstrant bedst kan karakteriseres som langt mere liberal end befolkningen generelt, og noget mere venstreorienteret.

22 procent af demonstranterne opfatter sig selv som venstreorienterede, og 14 procent opfatter sig som centrum-venstre orienterede. De som opfatter sig som tilhørende centrum udgør 31 procent, . Endelig opfatter 10 procent sig som højreorienterede og 11 procent opfatter sig selv som centrum-højre orienterede.

Dette skal holdes op mod at vælgerne i São Paulo fordeler sig på 14% som anser sig selv for venstreorienterede og 10% som centrum-venstre orienterede. Kun 24 procent opfatter sig som tilhørende centrum, mens 14 procent opfatter sig selv som centrum-højre orienterede og 20 % som højreorienterede.

Givet at mere end 80 procent af de protesterende er under 35 år og for en stor dels vedkommende fortsat studerer, bør det ikke overraske.

Præsident Dilma Roussef’s tale – gammel vin på nye flasker

Fredag aften, lokal tid, holdt præsident Dilma Rouseff en kort tale på TV. Modtagelsen har været blandet. Kort fortalt var budskabet, at “vi lytter og vil mødes med lederne for demonstrationerne” (hvem det så er). Men samtidig blev det slået fast, at man ikke vil acceptere mere hærværk, vold og vandalisme (og der har været en del). Derudover lovedes reformer, bedre kollektiv trafik, flere midler til uddannelse osv. Langt hen af vejen en gentagelse af løfterne op til det seneste præsidentvalg.

Flere passager i talen er allerede blevet tolket som en venstredrejning som kan mindre lidt om Venezuela og Bolivia. Herunder talen om at indrage folkelige bevægelser og import af udenlandske læger, hvilket er synonymt med læger fra Cuba.

Hvorom alting er, vil talen næppe i sig selv få demonstrationerne til at stoppe. Det kan til gengæld fortsat vold og hærværk.

Militærets efterretningstjeneste har advaret om at protesterne kan eskalere, mens andre har peget på at fortsat vold, vandalisme – og plyndringer – som man så fredag aften i Rio de Janeiro, i sig selv kan få demonstrationerne til at gå i sig selv. På den måde kan afslutningen vise sig at være resultat af vold blandt de demonstrerende ( der har allerede været flere tilfælde af interne slagsmål blandt demonstranterne). Der skal ikke mange flere scener til af plyndringer og vandalisme, for at stemningen kan skifte markant hos det “tavse flertal”. Kun tiden vil vise, hvem som får ret.

Vi følger selvfølgelig udviklingen her på bloggen.