Don’t lie to me, Argentina

Det er en kendt sag, at den argentinske regering i årevis har “fiflet” med de officielle inflationstal. Vi har tidligere skrevet om det her på bloggen og nu har The Economist taget konsekvensen af den fortsatte svindel med inflationstallene og har droppet offentliggørelse af inflationen for Argentina i sin ugentlige opdatering af en række væsentlige økonomiers nøgletal. I denne uges artikel, “The price of cooking the books“, gennemgår Economist kort det historiske forløb under den seneste regering. Desværre er der tale om en tradition i argentinsk politik, som har meget dybe historiske rødder. Konsekvensen er, at Argentina har et ganske blakket internationalt ry – også på dette område.

Som det fremgår af sidenstående figur, hentet fra denne uges Economist, er den reelle inflation formentlig mellem to og tre gange så høj som den officielle og som vi tidligere har skrevet om må man reelt stille spørgsmålstegn ved hvorvidt Argentina overhovedet kan opfattes som et frit og demokratisk land, når man er i stand til at forbyde offentliggørelse af uafhængige beregninger for inflation.

Det er bestemt ikke første gang at man har foretrukket svindel frem for seriøs økonomisk politik. I 1990erne, hvor Carlos Menem residerede i Casa Rosada, lykkedes det endda Argentina at overbevise omverden om, at man førte en seriøs økonomisk politik. Virkeligheden var en ganske anden. Svindlen med officiel statistik var , især i Menems 2. vagperiode, systematisk og omfattende. I stedet for at fortsætte reformerne fra 1. regeringsperiode, prøvede Menem at købe sig til en tredie valgperiode. De offentlige udgifter, som i hans første præsidentperiode havde fået et tiltrængt boost igennem privatiseringer, var herefter reelt ude af kontrol.

Continue reading Don’t lie to me, Argentina

Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

30 år efter at det daværende argentinske militærdiktatur satsede på at England ikke ville reagere hvis man invaderede Falklandsøerne, er konflikten mellem Argentina og England igen i medierne. Den  har rødder tilbage til kolonitidens Sydamerika. Konflikten afspejler sig også på Wikipidia, hvor historien i flere passager er beskrevet forskellig i henholdsvis den engelsksprogede og den spansksprogede udgave. F.eks. beskrives Englands kolonisering af øerne i årene 1765-1774 som “den første besættelse” i den spanske udgave. Af hensyn til læserne er henvisninger til Wikipidia i “det historiske indlæg” primært til den engelsksprogede udgave.

På den ene side står et Argentinsk krav om at øerne skal leveres (tilbage) til Argentina, som aldrig har anerkendt Englands ret til disse. Generation efter generation har man i argentinske skoler modtaget den rette patriotiske undervisning, hvor der aldrig stilles spørgsmålstegn ved dette. Malvinas, som argentinerne kalder øerne, optræder da også på de landkort der bruges i argentinske skoler som en del af Argentina.

På den anden siden insisterer Englænderne på at øerne er engelske, så længe beboerne ønsker det. Continue reading Malvinas eller Falklandsøerne – ret til selvbestemmelse eller engelsk imperialisme

Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Historisk baggrund

Nedenstående figur viser i hvilke perioder øerne har været beboet og under hvilket flag. Den oprindelige tvist bunder primært i to forhold. 1. At den spanske krone hævdede, at øerne var spanske, samtidig med at den engelske krone hævdede det samme. 2. At englænderne da de på et tidspunkt opgav deres koloni på øerne, efterlod de en inskription hvor de gjorde deres krav på øerne gældende.

England og Spanien fik aldrig afgjort hvem øerne tilhørte.

Continue reading Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Falklandsøerne – forbered dig på mere sludder

2. april er det 30 år siden Argentina invaderede Falklandsøerne. Krigen som kostede ca. 1000 mennesker livet, endte 3 måneder senere  som bekendt med et forsmædeligt nederlag til Argentina, og var en medvirkende årsag til militærdiktaturets fald I den anledning er pressen, også herhjemme, ganske forventeligt begyndt at skrive om den konflikt som har været i gang i flere år mellem England på den ene side og Argentina på den anden.

Kernen er, at Argentina aldrig har accepteret at Falklandsøerne er under engelsk overherredømme. Ifølge Argentinerne tilhører Falklandsøerne, eller Malvinas som de kalder det Argentina.

Desværre må vi forvente at omfanget af sludder vil være nogenlunde proportionel med omtalen. I fredags lykkedes det Deadline 22:30 (ca. 4:55 inde i udsendelsen) at fremstille konflikten som om Argentina har fuld opbakning blandt de andre latinamerikanske lande. Det er en sandhed med modifikationer. Jovist har man verbalt opbakning fra de andre latinamerikanske lande, men om den er andet værd end de pæne ord om solidaritet er tvivlsomt.

I et telegram fra Ritzau, som bl.a. er gengivet på DRs hjemmesider skriver man under overskriften “Argentina raser over britisk pilotprins” bl.a. at;

I december blev det besluttet, at havnene i Brasilien, Argentina og Uruguay ikke længere vil tillade skibe fra Falklandsøerne at lægge til.

Hvad man ikke nævner er at “boykotten” reelt blot indebærer at Uruguay ikke vil tillade skibe, som flager med Falklandsøernes eget flag, at lægge til. Sejler de under et andet flag, herunder det engelske, er der ingen problemer.

Tværtimod vil man meget gerne lægger havn til skibe som skal til Falklandsøerne – og på sigt håber man på, at det mulige olieeventyr på Falklandsøerne vil kaste en masse forretning af sig.

I lighed med Gibraltar er Englands standardsvar forøvrigt konsekvent, at det må være de 3.000 beboere på øerne som må bestemme hvor de ønsker at høre til. Udfaldet af den afstemning er naturligvis givet på forhånd. Men kan forøvrigt kun gisne om hvor stor en del af den argentinske befolkning som ville foretrække et engelsk pas, hvis de fik chancen 🙂

 

Så er den gal igen i Mercosur

Da handelssamarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, Mercosur, etableredes i 1980erne var formålet at skabe et lokalt frihandelsområde, og derigennem øge samhandel og økonomisk integration i regionen. Samhandlen er da også øget betydeligt de senere årtier. Men det vil være synd at sige at samarbejdet er forløbet smertefrit. Især Argentinas handelspolitik har ofte ført til konflikter, og nu er den gal igen.

Det er indbygget i Mercosurs regelsæt at et land i undtagelsestilfælde kan pålægge import fra de andre medlemslande told, en regel som især, men ikke kun, Argentina har gjort brug af i tide (og utide). Grundlæggende er problemet at især Brasilien og Argentina ofte forsøger at løse eksterne balanceproblemer gennem både kvantitative tiltag og indførelse/forøgelse af midlertidige (og ikke så midlertidige) told- og afgiftssatser.

I takt med at Argentinas eksterne balancer i stigende grad er under pres på grund af en ikke holdvar økonomisk politik, har man netop i stigende grad forsøgt at bremse importen gennem administrative tiltag i stedet for at gennemføre de nødvendige tiltag til at sikre konkurrenceevne samt interne og eksterne balancer. En høj inflation, som officielt er på ca. 9 procent, men reelt nærmer sig 25 procent p.a. indebærer at pesoen er kraftigt overvurderet.

Det seneste sæt tiltag har fået Brasilien til at reagere.

Ifølge brasilianske industri er det nyeste sæt krav, hvorefter der kræves en forhåndsgodkendelse for import af en lang række varer blot endnu eet bevis for Argentinas voksende protektionisme. En enkelt brasiliansk minister gik endda så langt som at sige, at Argentina i handelsmæssige spørgsmål altid har været et problem.

Formanden for Sao Paulo’s  Industrisammenslutning, FIESP, Paulo Skaf, var i løbet af ugen i Buenos Aires for at diskutere de nyeste tiltag med de argentinske myndigheder, efterfølgende beskrev han samtalerne som “konstruktive”, hvilket man næppe skal lægge for meget i.

Ifølge FIESP vil den nye ordning påvirke op til 3/4 af den samlede eksport fra Brasilien til Argentina. Og uanset at omtalte samtalerne med de argentinske myndigheder som konstruktive, lagde han efterfølgende også vægt på, at han gerne så at brasilianske myndigheder “følger og overvåger udenrigshandlen”.

Brasilien er Argentinas vigtigste handelspartner med handel på over 35 milliarder dollars sidste år. Argentina har dog et underskud over Brasilien på 5,8 mia.kr., hvilket præsident Cristina Fernandez gerne ser bragt ned.

Selv om alle for øjeblikket prøver at nedspille konflikten er den endnu et eksempel på et grundlæggende problem i samarbejdet i Mercusur – nemlig at der er så lille forståelse for helt grundlæggende økonomiske sammenhænge. Og i den udstrækning at de findes, viger de altid til fordel for kortsigtede politiske interesser.

Det er ikke længere siden end i efteråret, at Uruguays præsident luftede tanken om at forlade Mercosur. Den gang skyldtes det, at  Brasilianske krav til det lokale indhold i importerede biler truede Uruguays bilindustri.

Og det er netop ikke kun Argentina, som har problemer med de eksterne balancer. Brasilien kæmper også med et stigende handelsbalanceunderskud – importen steg med 24 procent i 2011, og risikoen er til stede for at Brasilien følger i Argentinernes fodspor.

Måske skulle Uruguay ser lidt mere mod øst, hvor Chile og Peru med høje vækstrater og økonomier i balancer i stedet for at at forlade sig på administrative løsninger lader markedet råde.

Uruguay overvejer det fremtidige samarbejde med Mercosur

Hvis nogen skulle få den tanke, at sammenbruddet i Brasiliens og Argentinas økonomier og deres importsubstitutionsmodeller, og de efterfølgende reformer i 1990erne har indebåret en dybere forståelse for betydningen af en konsistent og troværdig handelspolitik,  må tro om. Mercosur, som blev etableret i 1980erne, kan på trods af øget handel medlemslandene imellem, langt fra sammenlignes med handelssamarbejdet i NAFTA eller EU. Dertil forfølger de enkelte lande fortsat egne (kortsigtede) mål.

Det får nu Uruguay til at overveje det fremtidige samarbejde med de øvrige Mercusur lande. Som præsident Mujica udtalte for nyligt:  “Hvis vi er de samme som ethvert andet land uden for Mercosur, er vi nødt til at genoverveje et par ting”. Udtalelserne kommer efter at Brasilien har annonceret at man vil indføre en midlertidig særtold på 30 procent på import af biler, også fra andre medlemmer af Mercosur-samarbejdet. Tolden vil blive håndhævet indtil den 31. december 2012.

Den eneste måde at undgå særtolden, er hvis bilproducenter eller samlefabrikker i Mercosur kan bevise at  “det regionale indhold” udgør mindst 65 procent af det samlede produktindhold.

Dette har direkte indvirkning på Uruguays eksport på 15,000 køretøjer årligt til Brasilien, som genererer eksportindtægter for 150 millioner dollars og sikrer mere end 1000 arbejdspladser. Hermed følger Brasilien i sporene på Argentina, som ofte gør brug af muligheden for at indføre midlertidige handelsrestriktioner. Restriktioner som har kostet Uruguay dyrt.

Reelt kan man have Argentina og ikke mindst Brasilien mistænkt for at de gennem disse tiltag forsøger at presse multinationale selskaber til at lægge deres investeringer i de to lande på bekostning af Uruguay. Ikke just befordrende for tillid og regional integration.

Don’t cry for me Argentina

Argentina og Grækenlands økonomiske situation minder om hinanden. Men man bør endelig ikke bruge Argentina som forbillede

Argentinas økonomi er rødglødende. Mens officielle tal viser en inflation på under 10 pct., er den reelle inflation over 20 pct. og stigende. Og selv om den økonomiske vækst i indeværende år er over 6 pct., når der tages højde for den reelle inflation, er det fremtidige vækstpotentiale begrænset på grund af manglende investeringer.

Christina Kirchner

Hvad gør man hvis inflationen ikke vil, som regeringen ønsker? Man fyrer selvfølgelig de medarbejdere, der beregner de officielle inflationstal og ansætte nye, der kan makke ret.

Således klarede daværende præsident, Nestór Kirchner, inflationspresset i 2007, hvorefter officielle tal for inflation har mistet enhver form for troværdighed.

Men hvad gør man så, hvis private analyseinstitutter laver deres egne beregninger? Så melder man dem selvfølgelig bare til politiet, hvorefter der uddeles bøder i 100.000 dollars klassen.

Sådan reagerer den nuværende argentinske præsident Christina Kirchner, enke efter netop Nestór Kirchner.

Indtil videre er uafhængige analyseinstitutter blevet dømt 11 gange for at lave egne beregninger af inflationen i Argentina. Ifølge den argentinske opposition ønsker regeringen at skræmme uafhængige økonomer fra at offentliggøre egne beregninger.

Mens den officielle årlige inflation er 9,7 pct., viser et gennemsnit af 8 anonymiserede private analyseinstitutter, at den reelt snarere er 23,5 pct.  Regeringen ved udmærket godt, at de officielle tal ikke er retvisende. Således støtter regeringen overenskomstforslag, der indebærer lønstigninger på mellem 20 og 30 procent.

I første halvdel af det 20. århundrede var Argentina et af verdens rigeste lande. En tilbagevenden til de tider har lange udsigter. Nu viser man endnu en gang, at man ikke er i stand til at føre en seriøs økonomisk politik. Landet er med usvigelig sikkerhed på vej mod endnu et sammenbrud i de offentlige finanser, som det er sket med jævne mellemrum de seneste 80 år.

Siden den økonomiske nedsmeltning i 2000-2001 har Argentina genoptaget betalingerne af det meste af gælden, dog efter en betydelig nedskrivning. Man har også oplevet en række år med høj økonomisk vækst, hvilket har fået en række iagttagere til at pege på Argentina som en model for løsning af den græske gældskrise.

Men når man fremhæver den økonomiske vækst efter 2001, glemmer man dog at medtage den meget gunstige udvikling i efterspørgslen efter traditionelle argentinske eksportprodukter. Desuden har den argentinske stat delvist  finansieret sin ekspansion ved reelt at beslaglægge borgernes private pensionsopsparinger og manipulere med inflationstallene, som regulerer en stor del af den udestående offentlige gæld.

Bagsiden af denne udvikling har været manglende investeringer til sikring af fremtidig vækst, og en samtidig forværring af Argentinas (og en række andre latinamerikanske landes) traditionelle akilleshæl, nemlig manglende indenlandsk opsparing.

Få ting er sikre i international økonomi. En af disse er desværre, at Argentina og dets politiske ledere med usvigelig sikkerhed ikke er i stand til at omsætte landets potentiale til varig økonomisk vækst og velstand.

Selv i perioder hvor man tilsyneladende gjorde det rigtige, som i forbindelse med reformerne og frasalget af statsejede virksomheder i starten 1990’erne, viste det sig efterfølgende at jagten på magten overtrumfede alt andet.

Man gennemførte aldrig de nødvendige reformer af den offentlige sektor. Og selv de gode initiativer endte galt. Fastholdelsen af fastkurspolitiken, der i begyndelsen var af afgørende betydning for nedbringelsen af inflationen fra 5.000 procent i 1989 til under 10 pct. i 1993, viste sig katastrofal, da dollaren steg kraftigt i slutningen af 1990’erne.

Lige som tilfældet har været i forbindelse med Grækenlands gældskrise, kunne det efterfølgende konstateres, at man konsekvent havde manipuleret og underdrevet de reelle underskud på de offentlige finanser, en tradition med dybe historiske rødder.

Hvad den historiske udvikling i Argentina bør lære os er derfor ikke, at Grækenland skal have lov til at ”gøre som Argentina”. Derimod er læren, at der findes lande, også demokratiske, hvor politikeres evne og vilje til at gøre hvad som helst for magtens skyld, er stort set uden grænser.

Og ligesom Argentinas nuværende præsident, Christina Kirchner, står til at vinde det kommende argentinske præsidentvalg i første runde, er der intet der forhindrer at grækerne i fremtiden vælger en regering, der er parat til at sætte langsigtet udvikling overstyr for kortsigtede politiske gevinster. Begge lande har gennem årtier vist, at på det punkt ligner de hinanden i uhyggelig grad.

Grækenlands situation i 2011 har klare paralleller med Argentinas i 2001. Begge lande førte i årene op til sammenbruddet en uansvarlig økonomisk politik, og begge lande fejlede i at gennemføre de nødvendige reformer.

Men hvis der er en lære af Argentinas udvikling efter 2001 er det ikke nødvendigvis Grækenland der skal drage denne. Derimod bør Grækenlands kreditorer overveje hvorvidt det er sandsynligt at Grækenland fremadrettet vil være i stand til at føre en ”seriøs” økonomisk politik og gennemføre de nødvendige reformer. Her er ikke grund til optimisme.

Hurra for ølreklamer – ikke mindst når de gør grin med Argentina

Brasilianere og argentineres forhold kan vel nærmest beskrives som svarende til vores forhold til svenskerne. Vi har tidligere haft et indlæg med vittigheder om argentinere, and here we go again. Dog er der denne gang tale om to forrygende reklamer for den brasilianske øl Skol. Det hele er vist til at forstå selv uden at man kan portugisisk.

Ps. Det er dem med “svenskerhår”, der er argentinere 🙂

Et par vittigheder om argentinere

Dagens post er tre vittigheder om Argentinere. Hvor meget de siger en dansker ved jeg ikke, men er man fra et af nabolandene ved man præcis hvad det går ud på.

En argentiner er en italiener der taler spansk og tror at han er englænder

(ukendt oprindelse)

Hvad får man hvis en argentiner og en nordestino (indvandrer fra Nordsøstbrasilien) får et barn sammen?

En dørmand der tror, han ejer hele bygningen

(Vittighed fra Rio de Janeiro)

Hvorledes fremgår det, at Jesus var argentiner?

Jo, for det første snakkede han fanden et øre af, for det andet var kvinderne vilde med
ham, og for det tredje troede han at han var gud.

(chilensk vittighed)

Og så lige en karikaturtegning om Argentinas militære evner

twln189l.jpg