Cuba – Americas

Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømme om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Jeg mødte formanden for netop dansk-cubansk venskabsforening, Sven-Erik Simonsen,som også er journalist på Dagbladet Arbejdere, i en kort debat på TV2 News i søndags, som kan ses herunder. De fleste vil nok mene at hans synspunkter er temmelig ekstreme. Men ud over at der næppe er tvivl om, at sådan ser Sven-Erik Simonsen Cuba og verden, så er det nok værd at huske på at der er tale om synspunkter, som fortsat deles af en del på venstrefløjen, ikke mindst i Enhedslisten – også selv om ikke alle taler højt om det.

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer. Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt. Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

Denne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s institutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which
did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance. Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011) assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

Det mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

Manden der stjal Cuba’s fremtid er død

“Black Friday” døde Latinamerika’s måske mest ikoniske politiske leder, Fidel Castro. Han blev 90 år, og ligesom en anden historisk figur, Augusto Pincohet, døde han desværre uden at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser.

Med den tidligere mexicanske udenrigsminister – og i sin tidlige ungdom hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste – Jorge Castañeda’s ord:

“Fidel Castro is the last great figure of the 20th century, He was without a doubt the most important Latin American of his age, one who left his mark—I think for worse—on the region.”

Gårsdagens omtale i medierne, både den skrevne og de elektroniske, samt udtalelserne fra en del internationale ledere, bar desværre i høj grad præg af, at selv om det de seneste årtier har været vanskeligt at overse, at mens store dele af resten af Latinamerika oplevede en demokratiseringsproces/tilbagevenden til demokrati, forblev Cuba et benhårdt diktatur. På samme måde som kun de mest forbenede revolutionsromantikere har kunne overse, at levestandarden i Cuba og en lang række andre lande i regionen, som Cuba tidligere kunne sammenlignes med, er så det skriger til himlen.

Hvor Cuba før revolutionen tilhørte gruppen af relativt velstående nationer i regionen – som f. eks. Chile, Uruguay, Argentina og Venezuela. Hører man i dag til blandt regionens fattigste lande.

Og her har vi den første myte, som fortsat lever i bedste velgøende i brede kredse, ikke mindst blandt journalister, nemlig at Cuba som udgangspunkt var et fattigt 3. verden land. Det var det ikke.

Cuba var et relativt velstående land. På niveau med/ mere velstående end lande som Spanien, Portugal, Grækenland og Japan. Alle lande der i dag er blandt verdens mest velstående lande.

Det skal medtages, at der synes at være en ganske stor forskel i vurderingen, alt efter hvorvidt man bruger BNP per indbygger som målestok, eller vurderer på udvalgte parametre som f. eks. antal biler, TV, radioer, kalorieindtag osv. per indbygger.

Sidstnævnte har jeg skrevet om før på her på Americas.dk. Se også nedenstående. Det skal understreges, at dette ikke indbærer, at perioden før Castro’s magtovertagelse skal ses som succesfuld.

Cuba var et land med meget store forskelle på by og land, mens den overordnede økonomiske vækst var langt fra tilfredsstillende fra 1930erne og frem.

Et indtryk af hvor meget Cuba har tabt i forhold til andre Latinamerikanske lande, målt på BNP per capita, siden Castro’s magtovertagelse, ses af nedenstående, hvor data er hentet fra Maddisons.

Man kan kun gisne om hvad der var sket, hvis Fidel Castro i stedet for at overleve det mislykkede angreb på militærforlægningen Moncada i 1953, var faldet som flere af de andre deltgere. Eller hvis han ikke var blevet benådet efter kun 1 års fængsel.

Batista regeringen var utvivlsomt faldet alligevel på et tidspunkt. Hvad der i dag synes at være glemt er, at der var tale om en bredt funderet modstand mod det siddende regime, hvor det ikke mindst gik hedt for sig i byerne. Og i den fase var Castro og hans mænds betydning stort set begrænset til at binde dele af hæren i Sierra Maestra bjergene.

MAn kæmpede for en genindførelse af den demokratiske forfatning fra 1940 og ikke en utopisk socialistisk revolution. At Castro regimet var i stand til at udrense alle andre i den brede front, som havde kæmpet mod Batista indenfor et år -uden at dette tilsyneladende vakte den store opsigt -siger noget om hvor effektiv Castro og hans styre har været til at gøre deres egen propaganda til de facto historien om den “cubanske revolution”.

Allerede på det tidspunkt burde det have stået klart, at Castro og hans mænd havde forrådt den fælles kamp mod Batista-styret. Revolutionen bestod reelt i, at man stjal en bedre fremtid for det cubanske folk og gennem den efterfølgende brutale undertrykkelse “knækkede” befolkningens vilje.

Myten om sundhed og uddannelse

Få myter har været så sejlivede som den om at Cuba har vist at selv et fattigt 3. verdensland kan indføre et 1. verdens sundheds- og uddannelsessystem.

Som det fremgik at det forgående vil det være forkert at betegne Cuba som et 3. verdensland i 1950erne. Efter datidens standard var der tale om et mellemindkomstland. For det andet havde man allerede på daværende tidspunkt et efter tiden ganske udviklet sundheds- og uddannelsessystem. Paradoksalt nok finder man rødderne til satsningen på disse to sektorer i 1930ernes nationale populisme, hvor militæret spillede en afgørende rolle, ledet af ingen ringere end……. Batista.

Uddannelsesmyten

I sin forsvarstale ved retssagen efter angrebet på Moncada forlægningen i 1953, hævdede Castro blandt andre ting, at Cuba var præget af høj analfabetisme. Efter datidens forhold må det betegnes som en lodret løgn. Tværtimod havde man en en forhold lav andel af befolkningen, som ikke havde modtaget skolegang. Det fremgår af nedenstående tabel.

Når man i disse dage, også blandt de der anerkender Castro’s brutalitet og det manglende demokrati, alligevel fremhæver alfabetiseringen af befolkningen som en succes, så var det måske værd at påpege, at kun Jamaica og Guatemala fra 1955 til 2010 oplevede en ringere udvikling, målt på andel af befolkningen over 15 år, som ingen skolegang har modtaget.

Der er med andre ord intet belæg for påstanden om, at man trods alle andre fortrædeligheder, trods alt på dette område har oplevet en positiv udvikling på grund af Castro’s regime.

Myten om sundhed

Et andet område, som ofte fremhæves, når man ønsker at sige noget positivt om Castro, er udviklingen i sundhedssystemet, hvor Castro-regimet krediteres for at have skabt et sundhedssystem på niveau med den 1. verden. Hertil henvises ofte til tal for middellevetid og børnedødelighed. Igen forbigår man det faktum, at middellevealderen var høj (tæt på USA) og børnedødeligheden lav (på europæisk niveau) før Castro.

For det første må man igen, i lighed med myten om alfabetiseringen slå fast, at man højest kan tale om at man nogenlunde har fastholdt niveauet som det var i 1950erne, målt i forhold resten af verden.

For det andet er der grund til at tro, at man bevist “fifler” med tallene, fordi udviklingen aktivt bruges i regimets propaganda. Som det er de fleste bekendt har en af de få eksportartikler Cuba har haft i årevis, været læger og sundhedspersonale til bl. a. Venezuela og Brasilien.

En del af disse udsendte er efterfølgende “hoppet af”, og deres historier harmonerer kun dårligt med den officielle fremstilling af det cubanske sundhedsystem, men er naturligvis svære at verificere. Lige som de pågældende muligvis har et incitament til at overdrive, for at stille sig selv bedre i forsøget på at få asyl.

Men vi behøver heller ikke bruge dem som kilder for at forstå at noget er galt. Af den officielle statistik fremgår det nemlig, at der er et eller andet helt galt omkring de officielle tal for børnedødelighed.

Ser man alene på de officielle tal for børnedødelighed (IMR: Infant Mortality Rate), er udviklingen forrygende for Cuba’s vedkommende, som det fremgår af nedenstående.

Men ser man på niveauet for “sen føtal mortalitet” (LFR: late fetal mortality), er denne unormal høj. Sammenhængen mellem de forskellige definitioner fremgår af nedenstående.

Normalt vil der være en samvarians mellem LFD og “early Neontal” (END), som indgår i IMR. Dvs. jo lavere END, jo lavere LFD. Medandre ord er forholdet mellem LFD og END nogenlunde konstant. Her “stikker” Cuba ud i en sådan grad, at vi roligt kan konkludere, at der er noget helt galt med statistikkerne i Cuba.
Det er nærliggende at tro, at der er tale om en helt bevidst strategi om at henføre END til LFD for at opnå en lav IMR.

Det indebærer ikke, at man heraf kan slutte, at det cubanske sundhedssystem er ringere end i andre dele af regionen. Men det indebærer at der ikke er grund til at tro, at man har et system i nærheden af et I-lands niveau, som man ellers gerne vil fremstille det.

Hvis man korrigerer for fejlagtig rapportering, indebærer det viste, at børnedødeligheden er ca. det dobbelte af de officielle tal. Hermed befinder man sig fortsat ligger på et fint niveau, hvis man sammenligner med resten af regionen. Men man ligger relativt langt ringere, end man gjorde før 1959.

(for yderligere information, se “Neonatal and Perinatal Mortality” (udgivet af WHO))

Igen er der grund til at mene, at forholdende ville være langt bedre, hvis ikke Castro havde overtaget magten i 1959.

Hvad Cuba kunne være blevet til

Der er intet godt at sige om Castro. Der findes ingen parametre hvorpå man kan sige, at Cuba er bedre stillet i dag, fordi Castro kom til magten i 1959. Det gælder heller ikke på de to områder der i forsvaret for Castro, også når man erkender brutaliteten og undertrykkelsen samt det materielle afsavn, nemlig uddannelse og sundhed.

Castro har været en katastrofe for Cuba og han bør rettelig huskes, som manden der stjal cubanernes fremtid. Nok er han en betydelig historisk skikkelse. Men det er for det onde.

Og hvor Cuba ville have været i dag uden Castro? Det er svært at sige, men mon ikke det Florida og Miami er en del af svaret? Og der fester de i disse dage, fordi diktatoren, massemorderen og tyveknægten Fidel Castro er død. Det ville jeg også gøre hvis jeg var cubaner. Cuba siden 1959 er i den grad en tragedie.

Cuba – tilbage til fremtiden

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede.

Fidel Castro, Raul Castro, Nicolas Maduro — Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana

Genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser mellem USA og Cuba efter 56 år, Obama’s besøg i Cuba tidligere på året og den fornyede kontakt mellem de to lande er naturligvis historiske begivenheder. Forhåbentlig markerer det begyndelsen på en proces, som vil lede til fuld normalisering. Men det bliver en meget lang proces. Mange forhindringer (de fleste) ligger forude. Og i sidste ende afhænger normaliseringen mere af, hvad der kommer til at ske i Cuba end i USA.

download Uanset om den amerikanske handelsembargo ophæves eller ej – hvilket kræver kongressens samtykke – er dens effekt markginal i forhold til de katastrofale effekter af den førte økonomiske politik siden 1959.

Ophævelsen af embargoen vil formentlig også tage sin tid. Det kræver en løsning på udestående krav fra amerikanske firmaer og privatpersoner, som fik beslaglagt deres ejendom efter 1959.

Indførelsen af embargoen (og indefrysningen af cubanske aktiver i USA) var således en direkte konsekvens til beslaglæggelsen af amerikansk ejendom og kravene er fortsat retsgyldige under både amerikansk og international lov.

I 2005 estimerede ”Federal Claims Settlement Commission” værdien af udestående krav fra virksomheder og personer, som var amerikanske statsborgere på det tidspunkt ekspropriationerne fandt sted, til ca. 6 mia.USD, hvilket siden er steget til ca. 7,5 mia. USD.

Dertil skal lægges krav fra privatpersoner, som ikke var amerikanske statsborgere, men er blevet det senere. Deres krav er ikke eksplicit garanterede ved hverken international eller amerikansk lov. Det indebærer dog ikke, at man kan se bort fra dem i forhold til den proces Cuba og USA har indledt. Nemmere bliver det ikke af, at disse ejendomme for et stor dels vedkommende sidenhen har fået andre ejere.

Embargo og nem adgang til asyl

Paradoksalt tyder noget på at to hjørnesten i amerikansk politik overfor Cuba har været med til at styrke Castro regimets greb om magten. Cuba har forstået at udnytte handelsembargoen fuldt ud i sin propaganda, mens den lette adgang for cubanere til at bosætte sig i USA – hvis man altså kunne slippe ud af Cuba – bl.a. i kraft af ”dry foot – wet foot” politikken, kan siges at have virket som en slags “sikkerhedsventil”.

På den ene side har det naturligvis været til ugunst for Cuba, at en meget stor del af de bedst uddannede og mest ressourcestærke cubanere forlod landet på et tidligt tidspunkt – ifølge nogle kilder forlod hver anden cubansk læge landet inden for de første år efter Castro’s magtovertagelse.

På den anden side har den massive flugt/udvandring fra Cuba – ikke mindst til USA- formentlig styrket regimets politiske kontrol og magt.

USA er på trods af den amerikanske handelsembargo Cubas fjerdestørste handelspartner målt på import. Kina, Spanien og Brasilien er de tre største.

Importen fra USA består primært af hvede og andre afgrøder samt medicin. Cuba er gået fra at producere 80% af sit fødevareforbrug før 1959, til blot 20% i dag.

Det anslås at den nuværende åbning kan øge Cuba’s BNP med op til 0,5 procent indeværende år. Primært drevet af flere amerikanske besøgende og lettere adgang til pengeoverførsler fra USA til Cuba. Det er dog ikke i sig selv nok til afgørende at bryde med 55 års ringe vækst. Mens

Siden 1959 er Cuba gået fra at være blandt de 5 mest velstående latinamerikanske økonomier til at være blandt de fattigste. Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950’erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25 pct. af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere.

Når indikatorer for levevilkår som f.eks. middellevetid og børnedødelighed fortsat fremhæves i et forsvar for Cuba efter 1959, bør det medtages, at Cuba allerede i 1950’erne havde regionens højeste middellevetid og laveste børnedødelighed (verdens 13. laveste) ifølge WHO. Og før 1959 var det kun Argentina og Uruguay, der havde flere læger og tandlæger i forhold til befolkningens størrelse. Dengang havde de to lande også et højere antal end USA. Med sine 128 læger og tandlæger per 100.000 indbyggere lå Cuba på niveau med Holland, men foran f.eks. England og Finland.

Der var dog også tale om et meget heterogent samfund med stor forskel på by og land. Levestandarden var relativt god med datidens standard for den mere end halvdelen af befolkningen, der allerede i 1950erne boede i byer med mere end 20.000 indbyggere. Til gengæld var fattigdommen udbredt på landet.
Der er dog intet som tyder på, at det stod værre til i Cuba end hos andre af de mere velstående latinamerikanske lande.

Cuba var bestemt ikke noget paradis, men det var heller ikke et fattigt tredjeverdensland. Man kan kun gisne om hvorledes Cuba havde set ud i dag, hvis Castro og hans tro væbnere havde holdt deres løfte til den middelklasse. Den havde i vid udstrækning støttet og finansieret kampen mod Batista. En kamp hvis hovedmål havde været genindførelse af landets demokratiske forfatning af 1940. Desværre sørgede Castro for at det ikke skete. Men hvad nu hvis Castro ikke havde vundet? Hvordan var det så gået økonomisk? Et meget konservativt bud er, at Cuba i dag som minimum ville have haft en levestandard på niveau med Uruguay eller Costa Rica (se nedenstående figur).

cuba costa rica

Det er dog ikke urealistisk at forestille sig, at Cuba kunne have været Latinamerika’s rigeste land i dag. Exilcubanere og deres efterkommere har klaret sig glimrende i USA, og har haft stor betydning for Florida’s udvikling det seneste halve århundrede.

Reformer til gavn for hvem?

Allerede da Raul Castro overtog magten efter sin storebror, Fidel, i 2006, var det med løfter om økonomiske reformer. Men selv om der efter cubanske forhold har været store omvæltninger, blegner det både i forhold til forandringerne i det øvrige Latinamerika, for slet ikke at tale om Kina og Vietnam, som ofte nævnes som forbilleder.

Reformernes primære formål er at sikre den nuværende elite’s – det vil sige kommunistpartiets top og militæret – position og magt. Ikke mindst militæret er helt centralt. Den kontrollerer ca. 60 procent af Cuba’s økonomi.

Det fremgår også meget klart af ”Lineamientos”, som man vedtog på partikongressen i 2011, at der ikke er tale om at ændre den cubanske model, men ”kun ” at den skal opdateres.

Planen er at Cuba fortsat primært skal være en centralt statslig styret økonomi.

Cubas mangelfulde reformer

Selv om hverken omfang eller hastighed kan sammenlignes med reformer andre steder, er der sket ændringer. Spørgsmålet er blot hvor langt de rækker.

I dag er det således muligt for private at købe brugsret (forpagte) uudnyttet jord. Man er dog kun garanteret brugsretten i 10 år, hvorefter det er op til staten hvorvidt den skal fornys eller ej.

Selv om man har løsnet op på kravene de senere år, er der fortsat mange begrænsninger og krav til forpagterne. Opfylder man dem ikke, risikerer man at miste brugsretten. Man kan også miste brugsretten, hvis det skønnes i ”almenvældets interesse”, hvilket betyder statens. Desuden er man tvunget til at arbejde sammen med de eksisterende notorisk ineffektive statskontrollerede andelsselskaber eller –gårde, både i forbindelse med indkøb og markedsføring/salg af produkter.

Det er også både omstændeligt og beværligt at ansatte ikke-familiemedlemmer, mens mulige mikrokreditter er for små og utilstrækkelige osv. osv. Der er hermed en verden til forskel fra de reformer som gennemførtes i Kina og Vietnam, hvor landmændenes frihedsgrader er langt større. Der er brugsretten ubegrænset, samtidig med at man frit kan vælge hvad man vil dyrke og producere samt hvorledes og til hvem man vil sælge.

De senere år er der sket en betydelig reduktion i antallet af offentligt ansatte, samtidig med at beskæftigelsen i den private sektor er steget. Omkring 27 procent er i dag beskæftigede i den private sektor, mens 73 procent fortsat er offentligt ansatte. Regulering af den private sektor er kompleks og bureaukratisk. Samtidig er der en lang række restriktioner på hvad den private sektor må beskæftige sig med, som reguleres af en positivliste over hvad der er lovlig privat aktivitet.

Cuba’s reformer kan altså på ingen måde sammenlignes med en egentlig indførelse af delvis markedsøkonomi. Selvstændige (cuentapropistas) ejer deres små virksomheder. Kooperativer er reelt statsligt ejet, som så lejer den til kooperativets medlemmer, der administrerer virksomheden, sælge dets produkter / ydelser til markedspriser og beholder overskuddet (minus skat). Selvstændige og kooperativer kan sælge, leje og købe til eller fra statslige enheder. Skattebyrden er tung og progressivt stigende i takt med at man udvider antallet af ansatte – eller rettere lejede – medarbejdere . Det indebærer reelt at man straffes for at skabe flere private arbejdspladser.

Ovenstående er blot nogle eksempler på de begrænsninger der ligger i reformeringen – eller med regimets ord – tilpasningen af den Cubanske model.

Institutionaliseret økonomisk Apartheid

Investeringsniveauet er meget lavt i Cuba. Ifølge de cubanske myndigheder ca. det halve af det regionale gennemsnit på 20 procent af BNP. Sidste år opdaterede regeringen reglerne for udenlandske investeringer, og samtidig udvidedes sektorer åbne for udenlandske investeringer til alle undraget undtagen sundhedspleje, uddannelse og militæret. Samtidig fritages udenlandske investorer fra skat på arbejdskraft, samt afgifter på udvalgte importvarer mv.

Hermed stilles udenlandske investorer altså væsentligt bedre end indenlandske selvstændige (se tidligere). Det er vist ikke helt gået op for Ole Sohn og andre herhjemme, som begejstret har skrevet om forandringerne i Cuba. Reelt er man ved at indføre et økonomisk apartheid, hvor landets egne borgere hindres i at udnytte deres fulde potentiale, mens man prøver at tiltrække udenlandske investorer, der til gengæld på en række parametre loves meget gunstige vilkår.

En væsentlig afskrækkende faktor er dog formentlig, at an som udenlandsk investor (i lighed med nationale) står meget svagt i forbindelse med evt. konflikter med staten. Det kan f. eks. være nationalisering, hvor man er overladt til de lokale domstole. Med Cuba’s historie in mente er det ikke ligefrem et forhold som fremmer udenlandske investorers interesse.

Cuba’s økonomi er i meget ringe forfatning.

Det er vanskeligt at vurdere effekten af reformerne. For det første er der en stor mangel på pålidelige statistisk fraregeringen. Vi kan dog konstatere, at den økonomske vækst fortsat er utilfredstillende, og Venezuelas nuværende krise har haft stor betydning for Cuba’s økonomi. Officielle vækstmål siden 2009 er konsekvent ikke blevet opfyldt, og den økonomiske vækst har været blandt de laveste i regionen.

Cubanske læger i Venezuela får sværere ved at flygte til USA

En af de få eksportsucceser som Cuba kan notere sig, har været eksporten af læger og sundhedspersonale til bl.a. Venezuela (de har også eksporteret en del militærfolk og efterretningsfolk, hvor mange vides ikke).

Lægerne, som har været betaling for olie fra Venezuela til Cuba, får selv kun en relativt ringe betaling, omend bedre end de får i Cuba, mens broderparten tilfalder den cubanske stat.

For at forhindre lægerne i at flygte til USA, må de naturligvis ikke have deres familier med. Også Brasilien importerer læger fra Cuba.

USA har til gengæld siden 2006 haft en program, hvorefter flygtende cubanske læger er garanteret at de kan fortsætte deres karriere i USA. En ikke helt lille udfordring.

Men samtidig med tilnærmelsen mellem Cuba og USA er det tilsyneladende blevet svære for cubansk sundhedspersonale at komme til “det forjættede land”.

Således anslås det at omkring 1.700 cubanske læger og andet sundhedspersonale for øjeblikket opholder sig i Colombia for øjeblikket, mens de venter på at få tilladelse til at komme ind i USA. Og det er blevet en del vanskeligere. Indtil sidste efterår var det stort set en routinesag at få opholdstilladelse i USA, efter at ens uddannelsespapirer var checket. Men efter tilnærmelsen mellem USA og Cuba er ventetiden steget markant, ligesom antallet af afslag.

En række NGO’ere peger på at det muligvis skyldes pres fra den cubanske regering. Det kan heller ikke udelukkes, at stramningen kommer fra den amerikanske administration selv.

For mens Cuba og USA har oprettet diplomatiske forbindelser, er det fortsat således, at cubanere som sætter deres fod på amerikansk jord er garanteret opholdstilladelse (wet foot – dry foot politikken), og med tilnærmelsen mellem de to lande falder omkostningen ved at søge asyl i USA betydeligt set med den potentielle asylsøgers øjne.

Lidt om udsættelsen af indsættelsen af Hugo Chavez og Americas i Radio 24/7

Som det er de fleste bekendt udsatte man i sidste uge den præsidentiale indsættelseesceromoni i Venezuela, efter godkendelse fra højsteret. Det var ingen overraskelse, idet magtens tredeling er ikke-eksisterende og Chavez tilhængere bestemmer hvad højesteret skal mene.

The Economist tager dette op i en leder i denne weekend (Venezuela: In Limbo) og skriver bl.a.:

In any normal democracy one of those two things would now happen [når den valgte præsident ikke kan xx sit hverv]. Indeed, Mr Chávez seemed to prepare for this before his operation when he anointed Nicolás Maduro, his appointed vice-president, as his chosen successor. The National Assembly met this week and re-elected Diosdado Cabello, an army chum of Mr Chávez, as its head.

But Venezuela is not a normal democracy. Although Mr Chávez’s legitimacy derives from the ballot box, he is a former army officer who has ruled as an autocrat since 1999. He claims to head a revolutionary regime in which the exercise of power is personal. On January 8th Mr Maduro sent a letter to the assembly admitting that Mr Chávez was not fit to appear before the assembly, but saying that he would be sworn in at an unspecified later date. Since he is already in post as president, this is a technicality, officials insist.

Cubas rolle er ikke uinteressant. Cuba har længe ikke kun “solgt” læger for olie, men er også involveret i Venezuelas sikkerheds- og efterretningstjeneste. En del tyder også på, at Castro-brødrene har faciliteret en aftale mellem vicepræsidenten Maduro og lederen af parlamentet, Cabelo, som sikrer ro (indtil videre). Som Economist bemærker:

Just imagine the fuss that most Latin Americans would make about foreign interference were the United States playing the part that Cuba has taken in Venezuela’s internal affairs.

For yderligere information om situationen i Venezuela, vil jeg for øvrigt gerne anbefale Radio 24syv’s “Globus” fra i torsdags, hvor jeg deltog sammen med antropolog Simon Lex fra Københavns Universitet (indslaget om Venezuela starter ca. 14:30 inde i udsendelsen).

Endnu en dissident dør efter sultestrejke i Cuba

Torsdag aften døde den fængslede cubanske dissident Wilman Villar efter 50 dages sultestrejke, kun 31 år gammel. Wilman Villar døde af komplikationer som følge af hans sultestrjeke på Juan Bruno Zayas de Santiago hospitalet, efter at have ligget i coma i flere dage. Villar var i gang med at afsone en dom på fire år.

Fredag udsendte det amerikanske udenrigsministerium en officiel beklagelse over Villars død, og hyldede ham som en “ung og modig forkæmper for menneskerettighederne”. Samtidig kritiserede man forholdene i Cuba, og understregede behovet for at regimet åbner op for international kontrol af Cubas menneskerettigheder og fængselsforhold. I dag tillader Cubas kommunistiske regime ikke, at Internationalt Røde Kors inspicerer dets fængsler.

Den amerikanske administration bekræftede ved samme lejlighed at man fortsat vil støtte Cubas dissidenter og deres familier i den udstrækning det er muligt.

For mere info, se også her.

Den politiske undertrykkelse fortsætter uforandret i Cuba

Efter de cubanske myndigheder sidste år løslod en række politiske fanger, der havde siddet fængslet siden 2003, var der måske de der havde håbet på, at det signalerede en kursændring i behandlingen af dissidenter. Det er ikke tilfældet. Ifølge AP blev Luis Enrique Labrador, Yordani Martinez, David Piloto og Walfrido Rodriguez idømt mellem 3 og 5 års fængsel for at uddele regerings-kritiske foldere i Havana. Eller som det hedder i dommen, så er de blevet dømt for “offentlig uorden og kritik af myndighederne”.

Elizardo Sanchez, der er leder af den systemkritisk3 gruppe ” den cubanske kommission for menneskerettigheder og national forsoning” bekræfter dommen, og at man regner med at appellere.

Damas de Blanco og håbet om at Cuba snart oplever sin 5. maj

Tænketanken CEPOS har tildelt den cubanske systemkritiker og blogger Yoani Sánchez CEPOS’ frihedspris for 2010. Hun har dog ikke mulighed for at modtage den personligt, da de cubanske myndigheder nægter hende udrejsetilladelse. Det er hverken første gang Yoani Sánchez modtager en pris eller første gang hun er blevet nægtet udrejsetilladelse. Hendes blog Generación Y’ – for den engelske version, klik her (bloggen oversættes løbende til 19 andre sprog udover spansk) – er ved flere lejligheder blevet valgt som en af verdens bedste og har en enorm læserskare….udenfor Cuba. Adgangen til alle systemkritiske sider er ikke overraskende blokeret i Cuba. Til gengæld har bloggen stor betydning for opfattelsen af Cuba i resten af Latinamerika.

Som nævnt har Sánchez ikke selv har mulighed for personligt tage imod prisen. Det gør to repræsentanter for Damas do Blanco (Damer i hvidt) på hendes vegne på torsdag den 5. maj. I den anledning kan man møde Blanca Reyes Castañon og Elena Larrinaga de Luis, ved et arrangement kl. 16.30-17.30, hvor de vil tale om situationen på Cuba, muligheden for at ytre sig, blogge eller sige sin mening i forhold til det cubanske styre. De vil også tale om, hvordan de ser fremtiden på Cuba.

Damas de Blanco blev dannet efter de cubanske myndigheder i 2003 under ”Det sorte Forår” arresterede en lang række menneskerettighedsforkæmpere, der blev idømt op til 28 års fængsel på Cuba. Damas de Blanco består af konerne og kæresterne til disse fængslede dissidenter. De har bl.a. modtaget Zacharov prisen i 2005 for deres kamp for frihed.

I samme anledning har Henrik Gade et fremragende blogindlæg i Jyllandsposten med titlen 3 minutter og 16 sekunder om den gang i 1995, hvor Fidel Castro blev modtaget at 3.000 begejstrerede tilhørere i Falconercentret, der indledte med stående klapslaver i netop 3 minutter og 16 sekunder. Sikkert nogenlunde de samme mennesker der under klimatopmødet i december 2009 lige så ældevilde modtog Castro’s arvtagere Evo Morales og Hugo Chavez ved et arr. som bl.a. Enhedslisten stod bag – se også her.

Medieomtalen af Castros besøg var massiv, ligesom den var det i forbindelse med Cubas kommunistiske partis nyligt afholdte kongres. Og selv om man trods alt erkender at Cuba er et ufrit samfund, er det det bemærkelsesværdigt hvor meget danske mediers dækning af Cuba stadig tager udgangpunkt i styrets propaganda. Fra dets fremstilling af Cuba som et ekstremt ulige samfund præget at stor fattigdom og massiv undertrykkelse før Castros magtovertagelse over den ekstreme overvurdering af den amerikanske boykots betydning til hyldningen af de “store fremskridt indefor skole og sundhed” – der ved nærmere eftersyn er mere fup end fakta.

Det bliver spændene at høre hvad de to modige kvinder har at fortælle. Man skal næppe forvente at besøget får sammen medieopmærksomhed som da cubanernes plageånd var på besøg for 16 år siden. Derfor opfordrer jeg indtrængende alle der muligheden for det , at deltage i arrangementet på torsdag eftermiddag.

Det ligger meget passende på Danmarks befrielsesdag. Vi må så alle håbe på at cubanernes befrielsesdag snart må komme, således at Cuba igen kan blive et af Latinamerikas rigeste lande, som det var før “revolutionen” i 1959. Denne gang forhåbentlig kombineret med den demokratiske styreform som man kæmpede for i 1950erne, men som Castro siden “revolutionen” i ’59 har nægtet cubanerne.

Læs mere om CEPOS arrangement. Her er der også mulighed for at tilmelde sig.

Se også arrangementet på Facebook

Det cubanske fallitbo

Efter at det cubanske kommunistpartis første partikongres siden 1997 er overstået, kan vi konstatere at det cubanske fallitbo fortsætter sin slingrekurs mod det uundgåelige sammenbrud. Nok blev der annonceret ca. 300 tiltag til reformering af økonomien (hvoraf de fleste dog fortsat er ukendte) og nok annoncerede Raul Castro, at der skulle indføres tidsbegrænsning på en række politiske poster. Men efterfølgende genvalgte den gamle garde stort set sig selv (med få undtagelser).

Jovist er der igangsat reformer. Sidste år blev det annonceret, at den offentlige sektor skulle reduceres med 1 mio. ansatte, men indtil videre er kun 200.000 blevet afskediget. Ligeledes erkendte Raul på partikongressen, at man havde begået fejl og at økonomien må reformeres. At der er begået “fejl” må vist anses for at være århundredes underdrivelse. Fra at være blandt Latinamerikas rigeste lande, og målet for mere end 1 mio. europæiske emigranter op gennem det 20. århundrede, har op mod 20 % af befolkningen siden 1959 forladt Cuba, ofte med livet som indsats.

Formålet med reformerne er først og fremmest at bevare magten så længe som muligt. Det er også den afgørende årsag til at det ikke er muligt at iværksætte de nødvendige tiltag. De ville samtidig indebære de nuværende magthaveres fald.

Lige så forudsigeligt som kongressens manglende nybrud, var desværre også behandlingen i store dele af den danske presse og kommentarerne fra ledende venstrefløjs-politikere, som f.eks. Socialistisk Folkepartis udenrigsordfører, Holger K. Nielsen. Efter at have erkendt, at »Cuba har levet i undertrykkelse og med en afsindigt dårlig økonomisk politik i hans [Castro’s] tid« fremhæver han til den formentlig afgørende grund til at man fortsat behandler, hvad der faktuelt er et af de mest brutale diktaturer i noget Latinamerikansk land de sidste 100 år, med fløjlshandsker. Nemlig god “gammeldags” anti-amerikanisme (= antikapitalisme). At »Fidel Castro og Cuba gennem mere end 50 år har modstået det meget hårde pres fra USA« er åbenbart en målsætning der (næsten) ophæver mord og tortur på titusinder af almindelige cubanere. Continue reading Det cubanske fallitbo

Er Cuba startet på en af-fidelarisering?

Sidste uge annoncerede den cubanske regering, at man vil afskedige ½ mio. ansatte og tillade private enkeltmands- og små private virksomheder. Det har givet anledning til en række spekulationer om hvorvidt det er starten på en af-fidelarisering af Cuba. Sagt eller usagt er det dog en (delvis) anerkendelse af at det nuværende kommunistiske system ikke virker. Det er dog ike første gang at man tillader mindre private virksomheder. Det gjorde man også i kølvandet på østblokkens sammenbrud, hvor Cuba var kastet ud i en dyb og længerevarende økonomisk krise, der reelt først fladede ud, da Hugo Chavez begyndte at lade oliemillionerne rulle fra Venezuela – hvorefter staten strammede grebet om økonomien igen. Før de seneste tiltag har man tidligere på året tilladt og tildelt jord til bønder, der herefter kan dyrke den for egen vindings skyld. Og tiltagene denne gang er væsentligt mere omfattende end de var i 90erne.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.