Ifølge Associated Press, har Guillermo Farinas – som konsekvens af aftalen om frigivelse af 52 politiske fanger som vi omtalte i det sidste blogindlæg – i dag stoppet sin sultestrejke efter 134 dage.
Samtidig ser det ud til at de første 5 fanger der frigives alle udvises af Cuba.
Ifølge bl.a. BBC og Mercopress har den cubanske regering indgået en aftale med den katolske kirke og Spanien, som vil resultere i løsladelsen af 52 politiske fanger der har været fængslet siden 2003. Der er tale om det største antal frigivne fanger siden Johannes Paul II besøgte Cuba i 1998. Frigivelsen indebærer en reduktion i antallet af (estimeret) politiske fanger i landet med en trediedel. Det er naturligvis i sig selv langt fra de titusindvis (måske hundredetusindevis) af politiske fanger man regner med der var i Cuba i1960erne og 1970erne (Fidel Castro udtalte erkendte selv i 1964 at der var 15.000 politiske fanger, hvilket efter alt at dømme var en grov underdrivelse).
Aftalen er kommet i stand mellem den cubanske regering, den katolske kirke og den spanske regering, hvis udenrigsminister Miguel Angel Moratinos udtrykte stor tilfredshed med aftalen og udtrykte håb om at flere fanger med tiden vil blive frigivet. Hvor lang tid frigivelsen vil strække sig over er uvist, ligesom det er uvist hvor mange af fangerne der vil blive forvist fra Cuba.
De 52 fanger der er omfattet af aftalen er alle del af en gruppe på 75 ledende politiske oppositionsaktivister, der i marts 2003 blev arresteret og idømt hårde straffe for deres aktiviteter (der var bl.a. flere journalister der dømtes for at have brudt statscensuren). Den cubanske regering har ellers, som det altid har været kotume i den slags sager fastholdt, at de dømte var “agenter for fremmede magter” – nærmere betegnet blev de dømt for at være en del af en sammensværgelse ledet fra Washington, med det formål at destabilisere Cuba’s politiske system.
De 52 der nu løslades er de sidste af denne gruppe der fortsat er fængslet. De resterende er gennem årene endten blevet frigivet af helbredsårsager eller har indgået aftaler om at gå i eksil i Spanien.
Fra lokale menneskerettighedsgrupper (der ikke anerkendes, men i noogen grad tolereres af den cubanske regering) advarer man dog om at læse for meget ind i de planlagte løsladelser, “Løsladelserne” (der muligvis primært vil få form af forvisninger) er resultatet af at denne gruppe af politiske fanger er blevet for stor en belastning for Cuba i forhold til bl.a. EU, men også andre Latinamerikanske lande (Chiles socialistiske parti kritiserede for et par måneder siden i stærke vendinger den manglende frihed og behandlingen af politiske fanger i Cuba. læs mere her).
Aftalen kommer i kølvandet på en aftale tidligere på foråret mellem den katolske kirke og den cubanske regering, hvorefter fangernes forhold skulle forbedres. Den aftale kom i stand efter en bemærkelsesværdig åben kritik i påsken fra den katolske kirke i Havanna – læs mere her.
At man nu har lavet en aftale er den foreløbige kulmination efter at forholdene for de politiske fanger for alvor blev til et internationalt problem da Orlando Zapata Tamay døde den 23. februar efter lang tids sultestrejke. Hans død udløste international fordømmelse, bl.a. fra EU. Sidenhen har Guillermo Farinas sultestrejke (han modtager næringsstoffer intravenøst), der startede få dage efter Tamay’s død, fastholdt kritikken. Farinas tilstand er meget kritisk og aftalen kan også ses som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af dennes eventuelle død (med mindre han igen begynder at indtage mad og drikke).
Den øverste ledelse af det kommunistiske parti i Havanna’s Playa distrikt kræver, at den anerkendte historiker, og overbeviste kommunist, Esteban Morales, der er kendt for at beskæftige sig med race og forbindelserne med USA, bliver ekskluderet af det kommunistiske parti.Oplysninger stammer fra Pedro Campos, tidligere cubansk diplomat, og som forsker har arbejdet sammen med Morales ved universitetet i Havana’s Center for Studiet af USA.
Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den. Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.
Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.
Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.
Morales oprindelige artikel kan læses her
Ved påskemessen den 28. marts opfordrede ærkebiskoppen i Havanna, kardinal Jaime Ortega, regeringen til straks at indlede reformer for at løse, hvad han betegner som den værste krise siden årene efter Sovjetunionens fald. Han opfordrede samtidig til at den cubanske regering indleder en dialog med landets politiske dissidenter og den amerikanske regering.
Han har senere uddybet sine synspunkter i et interview i den katolske kirkes blad, Palabra Nueva.
Ifølge Ortega taler almindelige cubanere nu åbent om behovet for forandringer og giver udtryk for deres misbilligelse af det cubanske regime, som han omtaler som et stalinistisk bureaukratisk regime, mens han kritiserer den manglende produktivitet i Cuba (en grundforudsætning for velstand). Er der uenighed om hvad der skal gøres, er der ifølge Ortega enighed blandt de fleste om, at noget må gøres, og at det kun kan gå for langsomt.
Indtil videre har reformerne stort set begrænset sig til at tillade private frisørsaloner, mens præsident Raul Castro og resten af regeringstoppen har opfordret folk til at arbejde hårdere og har advaret om, at en række statstilskud vil blive beskåret. Det falder næppe i god jord hos en befolkning hvor mange skal leve af lønninger svarende til ca. 120 danske kroner om måneden. Det er mindre end 1/10 af minimumslønnen i Brasilien.
Samtidig kritiserer han dog den amerikanske regering og Obama for ikke at have formået at genstarte dialogen med Cuba, Obama kritiseres for at følge i tidligere præsidenters fodspor og forlange demokratiske reformer og overholdelse af menneskerettighederne, som en forudsætning for at afvikle USAs 48 år gamle handelsembargo.
Ifølge Ortega bør reformer og menneskerettigheder være et mål og ikke en forudsætning for forhandlinger.Uanset sidstnævnte kritik af USA (der i sin ordlyd jo også indeholder en kritik af Cuba) – er det ganske bemærkelsesværdigt at ærkebiskoppen er så klar i sin kritik af styret i Cuba.
Selv om Cuba ikke forbød religion efter revolutionen, lukkede man kirker og smed præsterne ud af landet efter magtovertagelsen i 1959. Det var først i starten af 1990erne at troende blev accepteret, og endda kunne blive medlemmer af det kommunistiske parti. Men selv om forholdet mellem den katolske kirke og det cubanske regime blev yderligere forbedret i forbindelse med pavens besøg i 1998, er det dog næppe helt uden risiko for kirkens forhold til regimet, når ærkebiskoppen udtrykker sin kritik.
Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.
For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.
En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.
Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.
I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.
Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.
Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.
I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder. Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.
Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.
Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.
I går samledes titusinder af mennesker – de fleste klædt i hvidt, for at udvise solidaritet med “Kvinderne i hvidt” og som protest mod den fortsatte mangel på frihed og undertrykkelse i Cuba. Initiativtageren var den i USA meget kendte cubansk-amerikanske sangerinde Gloria Estefan. for de der ikke er bekendt med den latinamerikanske musikscene i USA, kan jeg tilføje at Gloria Estefan i mange år har været en af de største stjerner og at hun i 2008 blev valgt som årets navn (Person of the year) og ved den lejlighed optrådte sammen med bl.a. Carlos Santana og Jose Feliciano (se video fra begivenheden sidst i denne post).
Optagelser fra dagens protester kan ses på video nedenfor
At demonstrationen finder sted i Miami eller at den samler så mange mennesker er naturligvis ikke nogen overraskelse – Det sydlige Florida kaldes ikke uden grund Nord Cuba på grund af de mange cubanske flygtninge der gennem årene har bosat sig i staten. Man regner med at op mod 20% af den cubanske befolkning er bosat udenfor Cuba. Langt de fleste er enten selv flygtede eller efterkommere efter flygtninge.
Hvorvidt Carlos Santana, der er stor beundrer af Che Guevara, har været modtagelig for lidt saglig information om forholdene i Cuba fra en der har nære relationer til landet er nok tvivlsomt. Hans forhold til virkeligheden er nok temmelig sporadisk.
På baggrund af Orlando Zapata Tamayo tragiske død efter 85 dages sultestrejke, fordømte Europa Parlamentet i går torsdag den cubanske regering. Samtidig antydede Spaniens socialistiske regering, at man foreløbig ikke vil arbejde for at forbedre forholdet mellem Cubas kommunistiske regime og EU, hvilket ellers var planen. Fordømmelsen blev vedtaget med et overvældende flertal på 509 mod 30.
Også i går torsdag blev Guillermo Fariñas, der indledte sin sultestrejke samme dag, som Orlando Zapata Tamayo døde, kørt på hospitalet efter han kollapede oven på 16 dage, hvor han har nægtet at indtage mad og væske – se også vores indlæg i går.
Parlamentets resolution fordømmer både, at det cubanske regime lod Zapata dø, og dets generelle behandling af politiske dissidenter, der med parlamentets ord er fængslet for “deres idealer og fredelige politiske aktiviteter”. Yderligere opfordrer parlamentet til at EUs institutioner aktivt indleder en struktureret dialog med det cubanske civilsamfund og tilbyder sin betingelsesløse støtte til en fredelig proces frem mod demokrati og frie valg, noget Cuba ikke har haft siden 1948.
Og hvad var så reaktionen fra Danmarks Radio og ikke mindst P1’s “Orientering Udefra”? Indtil videre larmende tavshed. Går man ind på Orientering Udefras hjemmesider, glimrer disse ved et totalt fravær af historien om de sultestrejkende politiske fanger. I wonder why?
Til gengæld er det en historie der fylder rigtigt meget i mange medier i Latinamerika, hvor synet på Cuba, i den del der oplever en reel demokratisk udvikling ændrer sig hastigt i disse år. Man kan kun håbe på, at også redaktionen på P1’s Orientering udefra en dag vågner op af deres revolutionsromantiske drøm og ser hvor i Latinamerika fremtiden, inklusiv de fundamentale menneskerettigheder, vi tager for givet, ligger. Et lille tip herfra, det er hverken i Havanna eller Carracas.
Noget kunne tyde på, at de cubanske myndigheder ikke foreløbigt slipper for sultestrejkene politiske dissidenter – uanset at Brasiliens præsident Lula i går afviste en opfordring fra disse om at mægle i striden om de politiske fangers forhold i de cubanske fængsler. Lula’s bemærkninger, som vi skrev om i går, har udløst skarp kritik både i Cuba og i Brasilien. Flere store dagblade, bl.a. O Globo og Folha de São Paulo, har kritiseret præsidenten, mens Estadão har en artikel om Lulas egne oplevelser som fange i et par måneder under militærdiktaturet (Lula var fængslet i april-maj 1980 – og på trods af militærdiktatur var det muligt for presen at skrive om det). Helt usædvanligt har der også lydt kritik fra egne rækker. Continue reading Cubas dissidenter sætter sultestrejke i (et slags) system – opdateret
At demokratiet har det skidt i Venezuela er ikke nogen nyhed. Misbrug af offentlige midler, lukning af kritiske medier og brug af vold mod fredelige demonstranter har længe været normen. I søndags gik Hugo Chavez så skridtet videre og anklagede “borgerskabet” og oppositionen for at stå bag sabotage af landets elforsyning, og dermed været skyld i de massive problemer med elektricitetsforsyningen. Chavez fremkom med sine anklager i søndagens udgave af hans ugentlige TV-program “Alô Presidente”. I vanlig stil blev der ikke præsenteret skyggen af bevis for påstandene, der naturligvis straks blev afvist af talsmænd for oppositionen.
Ifølge Chavez er sabotagen del af en veltilrettelagt plan for at vælte ham, men som han beroligende kunne tilføje – “hvis elforsyningen skulle bryde sammen vil det ikke være ham der “falder”, men derimod “borgerskabet””. Med andre ord er risikoen stor for at venezuelanerne hænger på Chavez, uanset om de så ønsker ham eller ej. Continue reading Hugo Chavez beskylder oppositionen for at sabotere elforsyningen
I går blev der afholdt et “Alba-folkemøde” i København, hvor bl.a. Hugo Chavez og Evo Morales “optrådte”. Af Enhedslistens hjemmesider fremgår det, at man helhjertet bakker op om det “alternative” handelssamarbejde, der reelt består af Venezuela og en række forarmede “lydstater”. Heriblandt Cuba, Nicaragua og Bolivia. Alle lande der enten er diktaturer, som Cuba, godt på vej til at blive det, som Venezuela, eller i overhængende fare for at blive det, som Nicaragua og Bolivia.
Det er imponerende, at enhedslisten helt åbenlyst ikke har lært noget som helst af historien. Lige som det med al tydelighed viser utroværdigheden i partiets markedsføring af sig selv som et demokratiets og menneskerettighedernes vogtere og de undertryktes hjælper. Sandheden er nok, at Enhedslisten ville optræde præcist lige så brutalt som en Castro eller en Hugo Chavez og træder enhver form for rettigheder under fode, hvis de fik magt, som de reelt har agt. Det er næppe undertrykkelsen af ytringsfriheden og den brutale forfølgelse af anderledes tænkende i Cuba der er blevet talt om. Ej heller Hugo Chavez stadig mere autoritære og totalitære styreform og den hastigt stigende kriminalitet eller galoperende korruption i Venezuela der har været emnet for deltagerne i arrangementet, med undertitlen “et solidarisk og bæredygtigt alternativ”. Man har næppe heller berørt den anerkendelse og “solidaritet” som de deltagende statsledere har udtrykt med Irans præstestyre, eller talt om ofrene for Nicaraguas anti-abortlovgivning.
På Danmarks Radios hjemmesider kan man i en kort reportage fra mødet under overskriften “Chavez hyldet som rockstjerne” læse, at
Gulvet gynger og folket jubler, da den venezuelanske præsident, Hugo Chávez, træder frem på scenen i Valby Hallen.
Chávez taler denne torsdag ved et folkemøde sammen med en række fremtrædende politikere fra Latinamerika. Heriblandt den bolivianske præsident Evo Morales.
Da Chávez indtager talerstolen strømmer tilhørere og latinamerikanske flag frem fra de bageste rækker mod scenen under klapsalver, hujen og trampen.
At sammenligne Hugo Chavez med en rockstjerne synes meget passende. Der er nok nogenlunde lige så meget indhold, viden og forstand hos de forsamlede som i en gennemsnitlig popsang . Danmarks Radio skriver videre i deres dækning, at
Især fremkalder [omtale af] den pensionerede cubanske leder Fidel Castro og en opfordring til en ny venstrebølge i Europa store jubelbrøl.
At juble over en af Latinamerikas mest brutale diktatorer i det 20. århundrede, hvis regeringstid først og fremmest har været synonym med Cuba’s deroute fra en af regionens rigeste til en af dens fattigste lande, blodig forfølgelse af anderledes tænkende og homoseksuelle, og masseflugt ud af landet, tyder ikke på at realiter, fakta og sammenhæng spiller nogen stor rolle for holdningsdannelsen hos de tilstedeværende.
Det minder mest af alt om tidligere tiders dyrkelse af det sovjettiske imperium. Forhåbentlig går det på samme måde med Venezuela og ALBA som det gik med Sovjet og dets lydstater.