Er Cuba startet på en af-fidelarisering?

Sidste uge annoncerede den cubanske regering, at man vil afskedige ½ mio. ansatte og tillade private enkeltmands- og små private virksomheder. Det har givet anledning til en række spekulationer om hvorvidt det er starten på en af-fidelarisering af Cuba. Sagt eller usagt  er det dog en (delvis) anerkendelse af at det nuværende kommunistiske system ikke virker. Det er dog ike første gang at man tillader mindre private virksomheder. Det gjorde man også i kølvandet på østblokkens sammenbrud, hvor Cuba var kastet ud i en dyb og længerevarende økonomisk krise, der reelt først fladede ud, da Hugo Chavez begyndte at lade oliemillionerne rulle fra Venezuela – hvorefter staten strammede grebet om økonomien igen. Før de seneste tiltag har man tidligere på året tilladt og tildelt jord til bønder, der herefter kan dyrke den for egen vindings skyld. Og tiltagene denne gang er væsentligt mere omfattende end de var i 90erne.

Ifølge Miami Heralds Carlos Alberto Montaner kan reformerne ses som regimets forsøg på at fastholde magten gennem en de-fidelarisering af Cuba. Ifølge Montaner, der er kendt for at være en stærk modstander af regimet vil dette dog ikke lykkes. Se også videklip og læs medfølgende artikel fra Miami Herald her.

Bortset fra at den cubanske stat også efter implementeringen af reformer og reduktionen af antallet af offentligt ansatte (90% af cubanerne er offentligt ansatte), er der et grundlæggende problem der sjældent nævnes. Hvis man ønsker at privatisere og udbrede den private ejendomsret, hvorledes skal dette så ske?. I forbindelse med Castros magtovertagelse i 1959 stjal/beslaglagde den cubanske stat gradvist stort set al privat ejendom i landet. Der er ingen grund til at antage, at de tidligere ejere har tænkt sig at opgive deres krav på at få deres jord og ejendom tilbage – inkl. amerikanske virksomheder og de mange cubanere, der i dag er amerikanske statsborgere.

Netop beslaglæggelsen af amerikanske ejendom i forbindelse med den cubanske revolution er hovedgrunden til den første amerikanske politik. En accept fra amerikansk side af nationaliseringen af amerikansk ejendom (eller af amerikanske statsborgeres ejendom, uanset at de på daværende tidspunkt var cubanske statsborgere) ville sandsynligvis indebære, at de forudrettede kunne rette deres krav mod USA’s regering ifølge den amerikanske forfatning, hvoraf det fremgår, at det er statens opgave at varetage dets borgeres interesse i udlandet.

Men måske bliver det heller ikke aktuelt. Hvis Carlos Alberto Montaner har ret i sin analyse, vil systemet og regimet på et eller andet tidspunkt bryde sammen – bl.a. fordi det ikke er muligt for det siddende regime at reformere Cuba i tilstrækkelig grad.

Cuba frigiver 52 politiske fanger

Ifølge bl.a. BBC og Mercopress har den cubanske regering indgået en aftale med den katolske kirke og Spanien, som vil resultere i løsladelsen af 52 politiske fanger der har været fængslet siden 2003. Der er tale om det største antal frigivne fanger siden Johannes Paul II besøgte Cuba i 1998. Frigivelsen indebærer en reduktion i antallet af (estimeret) politiske fanger i landet med en trediedel. Det er naturligvis i sig selv langt fra de titusindvis (måske hundredetusindevis) af politiske fanger man regner med der var i Cuba i1960erne og 1970erne (Fidel Castro udtalte erkendte selv i 1964 at der var 15.000 politiske fanger, hvilket efter alt at dømme var en grov underdrivelse).

Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino
Raul Castro og kardinal Jaime Ortega Alamino

Aftalen er kommet i stand mellem den cubanske regering, den katolske kirke og den spanske regering, hvis udenrigsminister Miguel Angel Moratinos udtrykte stor tilfredshed med aftalen og udtrykte håb om at flere fanger med tiden vil blive frigivet. Hvor lang tid frigivelsen vil strække sig over er uvist, ligesom det er uvist hvor mange af fangerne der vil blive forvist fra Cuba.

De 52 fanger der er omfattet af aftalen er alle del af en gruppe på 75 ledende politiske oppositionsaktivister, der i marts 2003 blev arresteret og idømt hårde straffe for deres aktiviteter (der var bl.a. flere journalister der dømtes for at have brudt statscensuren). Den cubanske regering har ellers, som det altid har været kotume i den slags sager fastholdt, at de dømte var “agenter for fremmede magter” – nærmere betegnet blev de dømt for at være en del af en sammensværgelse ledet fra Washington, med det formål at destabilisere Cuba’s politiske system.

De 52 der nu løslades er de sidste af denne gruppe der fortsat er fængslet. De resterende er gennem årene endten blevet frigivet af helbredsårsager eller har indgået aftaler om at gå i eksil i Spanien.

Fra lokale menneskerettighedsgrupper (der ikke anerkendes, men i noogen grad tolereres af den cubanske regering) advarer man dog om at læse for meget ind i de planlagte løsladelser, “Løsladelserne” (der muligvis primært vil få form af forvisninger) er resultatet af at denne gruppe af politiske fanger er blevet for stor en belastning for Cuba i forhold til bl.a. EU, men også andre Latinamerikanske lande (Chiles socialistiske parti kritiserede for et par måneder siden i stærke vendinger den manglende frihed og behandlingen af politiske fanger i Cuba. læs mere her).

Aftalen kommer i kølvandet på en aftale tidligere på foråret mellem den katolske kirke og den cubanske regering, hvorefter fangernes forhold skulle forbedres. Den aftale kom i stand efter en bemærkelsesværdig åben kritik i påsken fra den katolske kirke i Havanna – læs mere her.

Guillermo Farinas
Guillermo Farinas

At man nu har lavet en aftale er den foreløbige kulmination efter at forholdene for de politiske fanger for alvor blev til et internationalt problem da Orlando Zapata Tamay døde den 23. februar efter lang tids sultestrejke. Hans død udløste international fordømmelse, bl.a. fra EU. Sidenhen har Guillermo Farinas sultestrejke (han modtager næringsstoffer intravenøst), der startede få dage efter Tamay’s død, fastholdt kritikken. Farinas tilstand er meget kritisk og aftalen kan også ses som et forsøg på at afbøde konsekvenserne af dennes eventuelle død (med mindre han igen begynder at indtage mad og drikke).

Ballade i rød stue. Anerkendt historiker kræves ekskluderet af det cubanske kommunistparti

Den øverste ledelse af det kommunistiske parti i Havanna’s Playa distrikt kræver, at den anerkendte historiker, og overbeviste kommunist, Esteban Morales, der er kendt for at beskæftige sig med race og forbindelserne med USA, bliver ekskluderet af det kommunistiske parti.Oplysninger stammer fra Pedro Campos, tidligere cubansk diplomat, og som forsker har arbejdet sammen med Morales ved universitetet i Havana’s Center for Studiet af USA.

Kravet om ekskludering er en direkte konsekvens af, at Morales har skrevet om korruption indenfor den kommunistiske elite i Cuba. Artiklen var at finde i nogle få dage i april på kaosenlared.net, et statskontroleret webside. Artiklen blev fjernet, da udenlandske medier begyndte at skrive om den.  Indtil videre har lavere rangerede medlemmer af kommunistpartiet dog haft held med at få esklusionen udsat indtil en appel er blevet behandlet.

Estaban Morales
Estaban Morales

Ifølge Associated Press er det ikke klart hvorvidt den lokale afdeling har handlet på egen hånd eller efter ordre højere opppe i hiakiret.

Morales “brøde” består i at have skrevet om den udbdredte korruption i Cubas regering og blandt ledende embedsmænd i landet. I artiklen pegede Morales på, at denne korruption udgjorde en større trussel end de aktiviteter som landets dissidenter er ansvarlige for. Samtidig luftede han ideen om at der blandt landets ledende magthavere foregår en positionering til at sikre deres egen økonomiske position hvis/når systemet bryder sammen. I opfattelse der er meget udbredt blandt mange af Cubas ledende dissidenter. Morales kritiserer ikke Castro brødrene direkte, men pointerede bl.a. at “nepotismen er løbet løbsk”.

Morales oprindelige artikel kan læses her

Cuba er midt i sin værste krise siden starten af 1990erne

Ved påskemessen den 28. marts opfordrede ærkebiskoppen i Havanna, kardinal Jaime Ortega, regeringen til straks at indlede reformer for at løse, hvad han betegner som den værste krise siden årene efter Sovjetunionens fald. Han opfordrede samtidig til at den cubanske regering indleder en dialog med landets politiske dissidenter og den amerikanske regering.

Jaime Ortega
Jaime Ortega

Han har senere uddybet sine synspunkter i et interview i den katolske kirkes blad, Palabra Nueva.

Ifølge Ortega taler almindelige cubanere nu åbent om behovet for forandringer og giver udtryk for deres misbilligelse af det cubanske regime, som han omtaler som et stalinistisk bureaukratisk regime, mens han kritiserer den manglende produktivitet i Cuba (en grundforudsætning for velstand). Er der uenighed om hvad der skal gøres, er der ifølge Ortega enighed blandt de fleste om, at noget må gøres, og at det kun kan gå for langsomt.

Indtil videre har reformerne stort set begrænset sig til at tillade private frisørsaloner, mens præsident Raul Castro og resten af regeringstoppen har opfordret folk til at arbejde hårdere og har advaret om, at en række statstilskud vil blive beskåret. Det falder næppe i god jord hos en befolkning hvor mange skal leve af lønninger svarende til ca. 120 danske kroner om måneden. Det er mindre end 1/10 af minimumslønnen i Brasilien.

Samtidig kritiserer han dog den amerikanske regering og Obama for ikke at have formået at genstarte dialogen med Cuba, Obama kritiseres for at følge i tidligere præsidenters fodspor og forlange demokratiske reformer og overholdelse af menneskerettighederne, som en forudsætning for at afvikle USAs 48 år gamle handelsembargo.
Ifølge Ortega bør reformer og menneskerettigheder være et mål og ikke en forudsætning for forhandlinger.Uanset sidstnævnte kritik af USA (der i sin ordlyd jo også indeholder en kritik af Cuba) – er det ganske bemærkelsesværdigt at ærkebiskoppen er så klar i sin kritik af styret i Cuba.
Selv om Cuba ikke forbød religion efter revolutionen, lukkede man kirker og smed præsterne ud af landet efter magtovertagelsen i 1959. Det var først i starten af 1990erne at troende blev accepteret, og endda kunne blive medlemmer af det kommunistiske parti. Men selv om forholdet mellem den katolske kirke og det cubanske regime blev yderligere forbedret i forbindelse med pavens besøg i 1998, er det dog næppe helt uden risiko for kirkens forhold til regimet, når ærkebiskoppen udtrykker sin kritik.

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva
Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)
Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Demonstration vendt mod Cubas regering samler titusinder i Miami

I går samledes titusinder af mennesker – de fleste klædt i hvidt, for at udvise solidaritet med “Kvinderne i hvidt” og som protest mod den fortsatte mangel på frihed og undertrykkelse i Cuba. Initiativtageren var den i USA meget kendte cubansk-amerikanske sangerinde Gloria Estefan. for de der ikke er bekendt med den latinamerikanske musikscene i USA, kan jeg tilføje at Gloria Estefan i mange år har været en af de største stjerner og at hun i 2008 blev valgt som årets navn (Person of the year) og ved den lejlighed optrådte sammen med bl.a. Carlos Santana og Jose Feliciano (se video fra begivenheden sidst i denne post).

Optagelser fra dagens protester kan ses på video nedenfor

At demonstrationen finder sted i Miami eller at den samler så mange mennesker er naturligvis ikke nogen overraskelse – Det sydlige Florida kaldes ikke uden grund Nord Cuba på grund af de mange cubanske flygtninge der gennem årene har bosat sig i staten. Man regner med at op mod 20% af den cubanske befolkning er bosat udenfor Cuba. Langt de fleste er enten selv flygtede eller efterkommere efter flygtninge.

Hvorvidt Carlos Santana, der er stor beundrer af Che Guevara, har været modtagelig for lidt saglig information om forholdene i Cuba fra en der har nære relationer til landet er nok tvivlsomt. Hans forhold til virkeligheden er nok temmelig sporadisk.

Obama skærper tonen overfor Cuba

I en udtalelse  (hele teksten findes længere nede i indlægget) onsdag langede Obama i stærke vendinger ud efter den cubanske regering og dens forfølgelse af anderledes tænkende. Obamas nye hårde retorik kommer efter den amerikanske regering i modsætning til den uforsonlige tone under Præsident Bush i det forgangne år har forsøgt at få en dialog i gang med det cubanske regime. De seneste måneders begivenheder som vi har skrevet om ved et par lejligheder her og her, og den hårdhændede håndtering af “kvinderne i hvidt” (pårørende til fængslede dissidenter), der også har været omtalt i den danske presse er den umiddelbare anledning til den skærpede tone.

Der er dog tale om et skifte fra en blød til en mere hård linje der reelt har været under vejs i et stykke tid. Formentlig har man erkendt i det hvide hus, at man alligevel ikke får noget ud af en mere kompromissøgende kurs. Hverken overfor Cuba, men måske lige så vigtigt overfor Cubas vigtigste allierede, Venezuela. Udviklingen har været synlig i et stykke tid. Efter man havde dannet front sammen med de latinamerikanske lande mod afsættelsen af Honduras præsident Zelaya sidste år i juni, har man efterfølgende kunne konstatere, at det ikke har bedret forholdet til de socialistiske lande i Latinamerika. Retorikken fra lande som Nicaragua, Cuba og Venezuela har stort set ikke ændret sig i forhold til USA siden Obamas magtovertagelse. Hvis USA havde eventuelle naive forestillinger om det demokratiske sindelag hos de “progressive regimer” i ALBA eller troede at det via samarbejde var muligt at skabe et tåleligt indbyrdes forhold, er disse forlængst gjort til skamme. Hugo Chavez i Venezuela har ufortrødent fortsat med at demontere demokratiet i Venezuela mens han fører en åbenlys agressiv politik overfor Colombia (og formentlig aktivt støtter terrorbevægelsen FARC). Daniel Ortega i Nicaragua viste i efteråret at han ikke har tænkt sig at respektere hverken Nicaraguas grundlov eller magtens tredeling. I Bolivia er der jævnligt forlydender om både politisering af det juridiske system og stigende forfølgelse af den frie presse. Endelig har det så vist sig, at Raul Castro i Cuba fortsætter storebrors hårde linje overfor politiske dissidenter.

Obamas udtalelser kommer også efter, at  der tidligere har været kraftig kritik af OAS rolle i krisen i Honduras og Pentagon i utvetydige vendinger har udnævnt Venezuela til at udgøre den største trussel mod stabilitet i Latinamerika.

Obamas udtalelse fæølger også EU-parlamentets skarpe fordømmelse for et par uger siden og lyder i sin korthed;

Recent events in Cuba, including the tragic death of Orlando Zapata Tamayo, the repression visited upon Las Damas de Blanco, and the intensified harassment of those who dare to give voice to the desires of their fellow Cubans, are deeply disturbing.

These events underscore that instead of embracing an opportunity to enter a new era, Cuban authorities continue to respond to the aspirations of the Cuban people with a clenched fist.

Today, I join my voice with brave individuals across Cuba and a growing chorus around the world in calling for an end to the repression, for the immediate, unconditional release of all political prisoners in Cuba, and for respect for the basic rights of the Cuban people.

During the course of the past year, I have taken steps to reach out to the Cuban people and to signal my desire to seek a new era in relations between the governments of the United States and Cuba.  I remain committed to supporting the simple desire of the Cuban people to freely determine their future and to enjoy the rights and freedoms that define the Americas, and that should be universal to all human beings.

Samtidig blev der her til aften afholdt en stor protestdemonstration i Miami, under ledelse af den cubansk-amerikanske sangerinde Gloria Estafan, hvor protestdeltagerne alle var klædt i hvidt i solidaritet med de protesterende “hvide damer” i Cuba – læs mere her.

Også i lande som f.eks. Brasilien, hvor præsident Lula kom i modvind – også fra venstrefløjen – protesteres der over den manglende frihed i Cuba. Og det er måske det virkeligt nye, nemlig at venstrefløjen ikke automatisk bakker op om Cuba i andre latinamerikanske, og det kan på sigt få stor betydning for et Cuba, der er fuldstændig afhængig af den økonomiske støtte fra Hugo Chavez Venezuela. Med den fortsatte energi- og økonomiske krise der, med tilbagevendende el-afbrud, faldende produktion og stigende arbejdsløshed er det ikke utænkeligt at Hugo Chavez regeringstid nærmer sig sin afslutning. Hvor hurtigt det kommer til at gå er dog usikkert. Chavez har én betydelig fordel, nemlig at oppositionen i Venezuela fortsat er fuldstændig splittet. Til gengæld er der ikke tvivl om at polariseringen af Latinamerika fortsætter med uformindsket styrke, hvilket vi før har skrevet om før på bloggen. Men det er ikke en polarisering der alene kan gøres op i den traditionelle venstre-højre akse, men determineres efter ens forhold til demokrati og de grundlæggende universelle frihedsrettigheder.

Socialisme og “kampen mod narko” truer ytringsfriheden i Latinamerika

Sociedad Interamericana de Prensa/Inter American Press Association (SIP-IAPA) har ved det nyligt afholdte halvårsmøde måtte konstatere, at presse- og ytringsfriheden i store dele af Latinamerika er under voldsomt pres.

SIP-IAPA er en non-profit organisation der repræsenterer mere end 1300 medievirksomheder i “Americas”, og har til formål at forsvare ytrings- og pressefriheden, eller som det selv definerer sin mission;

  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To defend press freedom wherever it comes under threat in the Americas.
  • To protect the interests of the press in the Americas.
  • To defend the dignity, the rights, and the responsibilities of journalism.
  • To encourage higher standards of professionalism and business conduct.
  • To foster the exchange of ideas and information as a way of supporting the technical and professional development of the press.
  • To promote broader awareness and further the exchange of information among the peoples of the Americas, in order to support the basic principles of a free society and individual liberty.

En oversigt over SIP-IAPA’s medlemmer finder man her.

Den halvårlige evaluering af udviklingen i ytrings- og pressefriheden viser tydeligt, at denne primært trues af to forhold:

1. Socialisme.

2. Den globale narkotikapolitik.

Værst står det til med den statslige undertrykkelse i Cuba, der ikke har haft en fri og uafhængig presse siden Castro kom til magten i 1959. Før 1959 havde Cuba ellers mere end 20 uafhængige  TV-kanaler, 57 aviser og 160 radiostationer. Men også i andre dele af Latinamerika er ytringsfriheden under stigende pres fra især socialistiske regeringer;

This 2010 Midyear Meeting is being held at a time when in Cuba journalist Guillermo Fariñas, who is staging a hunger strike in demand for the release of 27 independent journalists, among other prisoners of conscience, who are still being held in Castro’s prisons, is on the point of dying after a long period of misery, like that of prisoner of conscience Orlando Zapata Tamayo, who died a few weeks ago after a lengthy hunger strike, while the government of the Castro brothers has for more than a half century remained unscathed in the eyes of the world for its totalitarian governance.

In general there is an increasing tendency to enact and impose legislation and regulations restricting freedom of expression and the right to inform and to be informed, and there is ongoing harassment by governments such as those of Argentina, Bolivia and Ecuador, following the example of Venezuela, with dozens of radio stations and on-air and cable television channels being shut down arbitrarily.

At magthaverne prøver at lukke munden på pressen er dog ikke unikt for disse lande. I Brasilien er den ansete avis “O Estado de S.Paulo” i 3/4 år blevet censureret og har været forhindret i at skrive om en korruptionsskandale, der involverer formanden for senatet, tidligere præsident Jose Sarney, der i dag er en af præsident Lulas vigtigste allierede.

Men ytringsfriheden er også truet i andre dele af Latinamerika. I Mexiko er der udbredt selvcensur i medierne af frygt for repressalier fra narkokartellerne, der står bag mordene på talrige journalister de senere år. Og så sent som i sidste uge blev en journalist slået ihjel i det nordlige Colombia af paramilitære grupper med tilknytning til narkotikakartellerne.

Som SIP-IAPA bemærker;

On the very morning that the sessions were beginning the news also arrived of another murder of a journalist in Colombia, in the Córdoba region, an area known to be one where paramilitary groups operate, as was reported during the meeting.

These are tragic events that once again demonstrate the riskiness of doing the job of those who seek to carry out their mission as journalists – that of reporting, investigating and shaping opinion, in a profession that tends to be hounded by those for whom freedom of expression is of no use. Harassment and persecution usually come from two sources – from those currently in power or the criminal element, drug traffickers and guerrillas. In the latter case the harassment tends to be rougher – threats, intimidation and murder. The governments on the other hand employ more varied and subtle weapons if they still care about keeping up appearances.

In the last six months 13 journalists have been murdered in doing their job, and numerous attacks and threats were reported that have been denounced by journalists. In Mexico seven newsmen were murdered, one in Brazil, three in Honduras and now two in Colombia.

Det tragiske er naturligvis at mens venstrefløjen – også herhjemme – ofte bakker op bag regimer der ønsker at indskrænke ytringsfriheden og begrænse demokratiet i regionen, støtter højrefløjen – også herhjemme – en global narkotika politik, der truer ytrings- og pressefriheden i flere af de lande, hvor man ellers har oplevet en positiv ægte demokratisk udvikling.

Europa-Parlamentet fordømmer skarpt Cuba’s kommunistiske regime

På baggrund af Orlando Zapata Tamayo tragiske død efter 85 dages sultestrejke, fordømte Europa Parlamentet i går torsdag den cubanske regering. Samtidig antydede Spaniens socialistiske regering, at man foreløbig ikke vil arbejde for at forbedre forholdet mellem Cubas kommunistiske regime og EU, hvilket ellers var planen. Fordømmelsen blev vedtaget med et overvældende flertal på 509 mod 30.

Også i går torsdag blev Guillermo Fariñas, der indledte sin sultestrejke samme dag, som Orlando Zapata Tamayo døde, kørt på hospitalet efter han kollapede oven på 16 dage, hvor han har nægtet at indtage mad og væske – se også vores indlæg i går.

Parlamentets resolution fordømmer både, at det cubanske regime lod Zapata dø, og dets generelle behandling af politiske dissidenter, der med parlamentets ord er fængslet for “deres idealer og fredelige politiske aktiviteter”. Yderligere opfordrer parlamentet til at EUs institutioner aktivt indleder en struktureret dialog med det cubanske civilsamfund og tilbyder sin betingelsesløse støtte til en fredelig proces frem mod demokrati og frie valg, noget Cuba ikke har haft siden 1948.

Og hvad var så reaktionen fra Danmarks Radio og ikke mindst P1’s “Orientering Udefra”? Indtil videre larmende tavshed. Går man ind på Orientering Udefras hjemmesider, glimrer disse ved et totalt fravær af historien om de sultestrejkende politiske fanger. I wonder why?

Til gengæld er det en historie der fylder rigtigt meget i mange medier i Latinamerika, hvor synet på Cuba, i den del der oplever en reel demokratisk udvikling ændrer sig hastigt i disse år. Man kan kun håbe på, at også redaktionen på P1’s Orientering udefra en dag vågner op af deres revolutionsromantiske drøm og ser hvor i Latinamerika fremtiden, inklusiv de fundamentale menneskerettigheder, vi tager for givet, ligger. Et lille tip herfra, det er hverken i Havanna eller Carracas.