Mexiko – Americas

Paraguay får observatørstatus i Alianza del Pacifíco

I går annoncerede Colombias præsident, Manuel Santos, på en pressekonference, at også Paraguay nu i lighed med Costa Rica, Panama og Uruguay er blevet tildelt observatørstatus i Alianza Del Pacífico.

Observatørstatus er skridtet før optagelse. I modsætning til Costa Rica og Panama, men i lighed med Uruguay er der bare den lille detalje, at Paraguay i forvejen er medlem af et handelssamarbejde, nemlig Mercosur.

Paraguay har godt nok været suspenderet siden Paraguays parlament sidste år, i overensstemmelse med grundloven, afsatte daværende præsident Lugo. Men efter præsidentvalget 21. april, er det planen at man genindtræder i samarbejdet til august.

Forholdet mellem Paraguay og de andre Mercosur medlemmer har været anspændt siden man blev suspenderet i juni sidste år. Da WTO for nyligt skulle vælge ny formand, stemte Paraguay ikke for Brasiliens kandidat – og i sidste ende vinder – Roberto Azevêdo, men derimod for Mexicos kandidat.

Paraguays optagelse er ifølge flere aviser i Paraguay, bestemt ikke noget Brasilien er glade for. Til gengæld har diverse erhvervsinteresser, medier, udenrigsministeriet og vicepræsidenten udtrykt stor glæde over at man er blevet optaget som observatør. Flere anser det for at være den vigtigste udenrigspolitiske beslutning landet man har truffet i årtier.

Et er at være observatør noget andet at blive medlem

Det er ikke noget tilfælde at det netop er Paraguay og Uruguay, som er fristet af det nye handelssamarbejde. Som de to mindste økonomier i Mercosur-samarbejdet, mister de mest ved at dette samarbejde har vist sig hverken at fremme regional eller international handel. I modsætning til Alianza del Pacífico er det ydermere ikke muligt for medlemslandene individuelt at lave frihandelsaftaler med andre lande. Det indebærer bl.a. at man ikke har aftaler med to vigtige markeder som USA og EU. Desuden forventes Alianza del Pacífico at blive et vigtigt link mod det asiatiske marked.

Både Uruguay og Paraguay har ofte udtrykt deres store utilfredshed med samarbejdet i Mercosur, som jeg har beskrevet flere gang på denne blog.

For Paraguays vedkommende spiller det ydermere ind, at de andre lande i forbindelse med suspenderingen, vedtog at optage Venezuela som det femte medlem. Det på trods af, at parlamentet i Paraguay ved flere lejligheder havde stemt mod optagelsen (optagelse af et nyt medlemsland i Mercosur, kræver at de nationale parlamenter alle stemmer for dette).

Om de to lande på sigt vil søge optagelse i Alianza del Pacífico på bekostning af Mercosur er fortsat et åbent spørgsmål. Men med mindre samarbejdet i Mercosur ændre sig i en mere markedsorienteret og praktisk retning i de kommende år, er det absolut en realistisk mulighed.

Fælles for Paraguay, som har en konservativ præsident og Uruguay, som har en socialistisk præsident, er at de er væsentligt mere markedsorienterede end de andre medlemmer af Mercosur.

Øvrige resultater af topmødet i Cali

Ud over at man vedtog at optage Paraguay som observatør ved topmødet i Cali, blev følgende vedtaget:

Fjernelse af told på 90 procent af handlede varer. For de resterende 10 procent afskaffes told i løbet få år.
Fjernelse af kravet om visa mellem landene.
Der skal laves et fælles visa system – Visa Alianza del Pacífico – hvorved turister kun behøver et visa for at besøge alle fire lande.
Der oprettes fælles ambassader i en række lande i Afrika og Asien.
Man vil sammen promovere handel med Afrika og turisme fra resten af verden.
Oprettelse af fælles fond målrettet små- og mellemstore virksomheder.
Indgåelse af en aftale, som skal fremme transparens og mindske mulighederne for skatteunddragelse.
Udveksling af studerende.
Udbygning af videnskabeligt samarbejde i forhold til klimaforandringer.
Mexico og Chile underskrev aftale om eksport af mexicansk kød.
Yderligere skridt mod at Mexico bliver integreret i MILA* (Mercado Integrado Latinoamericano)
Costa Rica underskrev en frihandelsaftale med Colombia og har nu aftaler med alle alliancens lande. En forudsætning for at kunne blive fuldgyldigt medlem.
Guatemala and Peru underskriver en frihandelsaftale inden for de næste måneder.
Guatemala afskaffede kravet om turistvisa for Colombia.

*Jeg har tidligere omtalt integrationen mellem børserne i Chile, Peru og Colombia som en fusion. Det er måske lidt misvisende. De tre børser fortsætter som tre juridisk selvstændige enheder, men fungerer for investor som en fælles børs, hvor man kan handle papirer fra alle tre børser.

Mens de skændes i Mercosur, er der fart på integration og udvikling af Alianza del Pacífico

Den 23. maj er der topmøde i Alianza del Pacífico. Integration og afvikling af handelshindringer mellem de 4 medlemslande, Chile, Peru, Colombia og Mexico fortsætter i højt tempo. Det står i skærende kontrast til Mercosur, hvor udviklingen for længst er gået i stå og man til gengæld skændes så det brager.

I forrige uge mødtes finansministrene fra Chile, Peru, Colombia og Mexico i Perus hovedstad Lima, som optakt til topmødet i Alianza del Pacífico senere på måneden i Cali, Colombia. Blandt emnerne var den fortsatte integration af kapitalmarkederne. Allerede sidste år fusionerede børsene i Peru, Chile og Colombia. Mexico forventes at følge efter senere i år. Herefter vil de 4 landes fælles børs være Latinamerikas største.

Som jeg skrev for nylig, vil man på det kommende topmøde underskrive en fælles aftale, hvorefter 90 procent af vare- og tjenesteydelser kan handles frit og uden afgifter mellem medlemslandende. I løbet af de kommende år vil told på de restende varer- og tjenesteydelser også blive udfaset.

Imens skændes de fortsat i Mercosur

Mens samarbejdet mellem landende i Alianza del Pacífico udvikler sig med raketfart, står det anderledes skidt til i Mercosur. I modsætning til Alianza del Pacífico, som er et rent økonomisk samarbejde, har Mercosurs dagsorden alle dage været langt mere ambitiøs og politisk. Til gengæld står det skidt til med resultaterne.

Det synes efterhånden mere at være reglen end undtagelsen, at man skændes så det brager. Ikke mindst Argentinas manglende evne til at overholde indgåede aftaler giver anledning til tilbagevendende slagsmål mellem landene. Uruguay har beklaget sig i årevis, og for nylig udtalte vicepræsident Danilo Astori, at forholdet til Argentina aldrig har været ringere. Også Brasilien klager over Argentina.

Efter et møde for nylig mellem Cristina Fernandez og Dilma Roussef, som oprindeligt var sat til 2 dage, men kun varede en enkelt, er forholdet mellem de to lande på frysepunktet.

Det handler ikke kun om de økonomiske relationer mellem de to lande, men også om, at Christina Fernandez og hendes regering i stigende grad underminerer både retssystemet og mediernes uafhængighed.

Alianza del Pacífico og Mercosur – en verden til forskel.

Groft sagt kan Mercosur betegnes som et forsøg på at lave en pendant til EU, mens ADP mest af alt kan sammenlignes med en fusion af et frihandelsområde og det indre markeds frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Således står det medlemmerne af Alianza del Pacífico frit for, at indgå frihandelsaftaler (FTA) med trediepart, mens det ikke er muligt for medlemmerne af Mercosur.

Selv internt er man langt fra det mål om fri handel mellem medlemslandene, som oprindeligt var et af hovedformålene. De seneste 10 år er betydningen af den interne samhandel endda faldet. Det fremgår af figuren til højre, hentet fra The Economist.

Mens man oplevede en betydelig stigning i 1990erne, som var præget af reformer og afregulering, har flere af de centrale lande i samarbejdet, ikke mindst Argentina, i indeværende årtusinde ført en langt mere nationalistisk orienteret og protektionistisk økonomisk politik.

At man i en overskuelig fremtid skulle nærmere sig den oprindelige målsætning med at skabe et egentlig indre marked i Mercosur er da også mere end tvivlsomt. Det vil kræve et paradigmeskifte i først og fremmest Argentina og Brasilien. Optagelsen af Venezuela sidste år må forventes at forværre dette problem.

Helt anderledes ser det ud for Alianza del Pacífico. I modsætning til Mercosur, er der tale om et rent økonomisk samarbejde (for en relativt grundig gennemgang af Mercosur, se Wikipedia).

Formålet med Alianza del Pacífico er at styrke integrationen mellem medlemsstaterne, for hermed at være konkurrencedygtige i den globale økonomi. Men i modsætning til Mercosur er der tale om et åbent samarbejde. Samtidig med at man ønsker fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft mellem medlemslandende, ønsker man også at fremme frihandel med andre dele af verden. I modsætning til Mercosur, hvor de enkelte medlemslande ikke frit kan indgå frihandelsaftaler med andre lande eller andre handelssamarbejder. Er det muligt for medlemslandende i Alianza del Pacífico.

Den større åbenhed fremgår da også tydeligt af, at hvor landende i Mercosur samarbejdet kun har indgået få og ubetydelige aftaler, har Alianza del Pacífico-landene allerede eller er på vej til at indgå aftaler med stort set alle vigtige internationale samhandelspartnere.

Resultatet er, at Alianza del Pacíficos kombinerede handelsaftaler dækker markeder med et samlet BNP, som er ca. 75 gange større end Mercosurs tilsvarende indgåede handelsaftaler dækker.

Fremtiden ligger ved Stillehavet

Mercosur er målt på befolkning og samlet BNP større end Alianza del Pacífico.

Til gengæld er BNP per indbygger ca. 23 procent højere i Alianza del Pacífico end i Mercosur. En forskel som forventes at stige,

Mens især Venezuela og Argentina, men også Brasilien står overfor betydelige økonomiske udfordringer og risiko for, efter regionale forhold, beskeden vækst de kommende år, forventes især Chile, Peru og Colombia fortsat at være blandt de hurtigst voksende økonomier i regionen.

Som det fremgår af nedenstående tabel over vækstraterne de seneste 2 år samt IMF’s forventede vækstrater i 2013 og 2014, forventes forskellen i samlet BNP fortsat at mindskes.

På længere sigt bliver det afgørende hvad der sker i de to blokkes dominerende økonomier, Brasilien og Mexico. Den økonomiske aktivitet i de to lande udgør ca. 2/3 af de respektive blokkes samlede økonomiske aktivitet.

Indfrier Mexico endelig forventningerne?

Mens Brasilien står med store udfordringer i forhold til at fastholde fortsat vækst, se også her, er det store spørgsmålstegn i forbindelse med Mexico, hvorvidt man evner at gennemføre de nødvendige reformer. Mexicos økonomiske udvikling har de senere årtier generelt været skuffende, primært fordi man ikke har magtet at følge handelsliberaliseringer op med de nødvendige interne reformer. Primært i forhold til indretningen af arbejdsmarkedet, samt en række indenlandske sektorer præget af manglende konkurrence, og for energisektoren yderligere domineret af ineffektive statslige investeringer.

Med Enrique Peña Nieto valgsejr sidste år sidder PRI igen på præsidentposten, som man gjorde i 70 år frem til 2000, hvor den konservative (PAN) Vincente Fox vandt præsidentvalget ved Mexicos første reelle demokratiske og fair valg i landets historie. Hverken Fox eller hans ligeledes konservative efterfølger Calderon var i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Først og fremmest på grund af modstand fra kongressen, ført an af PRI. Forhåbningerne er nu, at Peña er i stand til det.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at efter år med relativ lav vækst, har denne de seneste par år været anderledes gunstig. De seneste 2 år er Mexicos økonomi vokset væsentligt hurtigere end Brasiliens. I 2011 dobbelt så meget, og i 2012 3 gange så meget.

Mere og mere tyder på at Mexico også i de kommende år vokser hurtigere end Latinamerikas største økonomi. Dels på grund af Brasiliens indbyggede strukturelle problemer, se tidligere indlæg, og dels på grund af hastigt stigende lønninger i Kina, hvorved Mexico sammen med bl.a. Colombia i stigende grad ses som et alternativ som produktionsland med USA som hovedmarked.

Også en række andre forhold tæller til Mexicos fordel. Forsørgerbyrden er faldende – og sammen med Indien vil Mexico i 21020 have den laveste forsørgerbyrde, blandt verdens væsentlige økonomier.

Samtidig stiger lønningerne hastigt i Kina og forventes snart at overhale de mexicanske (og colombianske).

Brasilien derimod er karakteriseret ved dets fortsat beskyttede indenlandske industri netop ikke er konkurrencedygtig. Groft sagt bygger den brasilianske model fortsat på eksport af primærprodukter samt et relativt lukket indenlandsk marked. Det samme gør Argentinas, mens Venezuelas økonomi er fuldstændig domineret af olieindustrien.

For disse lande udgør Mercosur grundlæggende et forsvarsværk mod resten af verden og den globale økonomi opfattes fortsat primært som en trussel mod egen national udvikling. Dette modsat den grundlæggende holdning bag Alianza del Pacífico. Her ses samarbejde og integration som en mulighed for at styrke konkurrenceevnen og tværtimod indgå i den internationale arbejdsdeling og fortsatte globalisering. Allerede i dag er Alianza del Pacíficos økonomier da også langt mere åbne og markedsorienterede end Mercosur-medlemmernes.

Ifølge CEPAL stod Chile, Peru, Colombia og Mexico således for 54 procent af den samlede eksport i Latinamerika i 2011, mens Argentina, Brasilien, Paraguay, Uruguay og Venezuela stod for 35 procent.

To forskellige visioner for Latinamerikas fremtid

Valget mellem Mercosur og Alianza del Pacífico er mere end et valg af samarbejdspartnere. Der er i lige så høj grad tale om et grundlæggende valg af økonomisk og politisk model.

Det ses til dels af hvilke lande som er medlemmer af de organisationer. Chile og Peru har begge en neoliberal grundlov, der eksplicit understøtter en markedsmodel og hindrer statslig indblanding. Ligeledes eksisterer der en grundlæggende konsensus i de 4 lande om begrænset rolle i markedet for staten. Det er ikke tilfældet i hos de tre store medlemmer af Mercosur, Brasilien, Argentina og Venezuela. Omend der er stor forskel fra Venezuelas “socialisme for det 21. århundrede” til Brasiliens mere pragmatiske statskonservative/positivistiske økonomiske model, har staten en helt central rolle i de tre landes økonomier. Det sætter de to restende medlemmer, Paraguay, et af Latinamerikas fattigste lande, og ikke mindst Uruguay i et afgørende dilemma.

Pressen i Paraguay, som er modstandere af Venezuelas optagelse i Mercosur, har i flere omgange luftet mulighederne for at man forlader Mercosur og søger optagelse i Alianza del Pacífico. Bl.a. har man påpeget at eksporten til Mercosur og Alianza del Pacífico er stort set lige stor. Som omtalt flere gange på denne blog er Uruguays regering meget kritisk over for udviklingen i Mercosur, og den socialistiske præsident Mujica, har i flere omgange slået til lyd for, at Mercosur er spild af tid.

Begge lande deltager da også som observatører – sammen med Portugal, Canada, Japan, Guatemala, Spanien, Australien og New Zealand, Costa Rica og Panama – ved det kommende topmøde i Alianza del Pacífico senere i maj. Men hvor både Costa Rica og Panama søger optagelse – Costa Rica bliver formentlig medlem allerede i år – er både Paraguay og Uruguays deltagelse nok mere symbolsk, mens truslerne om at skifte Mercosur ud med Alianza del Pacífico på nuværende tidspunkt næppe er alvorligt ment.

Det kan dog ændre sig hurtigt i de kommende år. Selv i Brasilien er der røster fremme om, at man i yderste konsekvens bør forlade Mercosur, eller i det mindste kræve, at man på egen hånd kan lave frihandelsaftaler til anden side. En debat som oprettelsen af Alianza del Pacífico har forstærket.

Måske kan EU lære noget af Alianza del Pacífico?

Da Mercosur blev grundlagt for mere end 20 år siden var forbilledet vist EU og det indre marked. På papiret ser organisationen skam også imponerende ud og formålserklæringerne fejler skam ikke noget. Til gengæld er det småt med resultaterne.

Alianza del Pacífico har en langt mindre med samtidig økonomisk langt mere slagkraftig ambition; at sikre høj vækst og velstand i medlemsstaterne gennem økonomisk integration og frihandel. Det begrænsede samarbejde ser til gengæld ud til at fungere – og mon ikke det ligger tættere på f.eks. Englands ide om det ideelle EU, end vores nuværende EU gør?

Med tanke på den stigende modstand mod EUs politiske overbygning og Europas generelle økonomiske fortrædeligheder, er der nok en og anden – og udenfor England – som gerne så et mindre ambitiøst EU. Et EU, der til gengæld i højere grad fokuserede på de områder vi ved skaber vækst og velstand – nemlig frihandel og “naturlig” økonomisk integration.

Måske vil udviklingen i Latinamerika på sigt indebære, at vi også i vores del af verden erkender hvad der bedst sikrer bedre levevilkår for borgerne. Man har jo lov at håbe 🙂

Alianza del Pacífico afskaffer told på 90 procent af handlede varer og tjensteydelser

Drop Mercosur og lad være med at bruge krudt på Brasilien. Hvis den danske regering vil noget i forhold til promovering af dansk eksport til Latinamerika, skal der satses på Alianza del Pacífico

På under 2 år er man kommet længere end Mercosur er på 20. Og ved det kommende topmøde den 23. maj afskaffes enhver form for told på 90 procent af de handlede varer. Told på de restende 10 procent vil blive udfaset i løbet af de kommende år.

Mens Mercosur aldrig for alvor har udnyttet sit potentiale, forholder det sig helt anderledes for Alianza del Pacífico, bestående af Chile, Peru, Colombia og Mexiko.

Samarbejdet mellem Argentina, Brasilien, Venezuela, Paraguay og Uruguay hæmmes i stigende grad af den manglende fundamentale forståelse for frihandels fundamentale betydning for øget vækst og velstand. Bortset fra Uruguay, hænger man i vid udstrækning fortsat fast i en indadskuende nationalistisk økonomisk forståelse med rødder tilbage til første halvdel af det 20. århundrede.

Sådan forholder det sig ikke hos Chile, Peru, Colombia og Mexico.

Mens landende i Mercosur-samarbejdet, bortset fra Uruguay, står overfor en række store udfordringer og begrænset vækstpotentiale, forholder det helt anderledes for medlemmerne af Alianza del Pacífico.

Mercosur er præget af flere medlemslandes manglende evne til at overholde indgåede aftaler og fortsat protektionisme, også mellem medlemslandende.

Heroverfor stårAlianza del Pacífico, hvis erklærerede formål er at fremme landenes konkurrenceevne gennem frihandel, markedsøkonomi med vægt på udenlandske investeringer, samt sikre den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

De 4 økonomier og deres 200 mio. indbyggere står for ca. 35- 40 procent af Latinamerikas økonomiske aktivitet og ca. 55 procent af regionens samlede eksport. Og resten af verden er klar over, at de pågældende landes økonomiske betydning er stigende.

På det kommende topmøde deltager en række lande som observatører. Ikke mindst detalgelsen af Uruguay, som er medlem af Mercosur, er yderst interessant. Desuden deltager Canada, Australia; New Zealand, Japan, Spanien og Portugal med observatørstatus. Ednelig har de to mellemamerikanske lande, Panama og Costa Rica anmodet om at blive optaget som fuldgyldige medlemmer.

Med tanke på hvor optaget den danske regering er af at øge dansk eksport, var det måske en ide at anmode om deltagelse i kommende topmøder.

Selv om Mercosur har en større befolkning og et højere samlet BNP i dag, er der flere grunde til Alianza del Pacífico er langt mere interessant for udlandet.

Forskellen i forventede vækstrater indebærer at BNP i løbet af de kommende år vil overhale Mercosurs både målt per indbygger og på længere sig i alt.

I modsætning til Mercosur som har en protektionistisk dagsorden ønsker man – og arbejder for – reelt at integrere landende i den globale markedsøkonomi. Derved er eksportpotentialet for danske virksomheder langt større iAlianza del Pacífico end Mercosur.

Det har private investorer selvføglelig fundet ud af for længst, hvorfor strømmen af udenlandske investeringer i stigende grad går mod de pågældende lande. Nok er Brasilien regionens største modtager af udenladnske investeringer, men det gædler kun når man ser på de rene nominelle beløb. Både set i forhold til økonomiernes størrelse og befolkningstal, har Chile og Peru længe været større og i de senere år har især Colombia oplevet et betydeligt øget inflow.

FDI/GDP 2007-2013

Kilde: Americas Market Intelligence.

Chile har længe været ledende både med hensyn til økonomisk vækst og evnen til at tiltrække udenlandske investeringer. I det seneste årti har de fået følgeskab af Colombia og Peru, som det fremgår af nedenstående graf over væksten i BNP i de to lande sammenlignet med Latinamerika og den globale vækst.

BNP vækstrater 2007-2013

Kilde: Americas Market Intelligence.

Uruguay nærmer sig Aliança do Pacífico

Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.

AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.

At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.

PERU-HUMALA-CREDENTIALS — Perus præsident Humala

Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.

Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.

Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur

Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.

Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.

AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.

Helt anderledes forholder det sig for AP. Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.

Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika

Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.

Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.

Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.

De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.

Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.

Stats- eller markedsstyret vækstmodel

Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.

chavez-dilma-mujica-cristina-mercosur_sld — Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012

Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt frie markeder.

Er Uruguay på vej ud af Mercosur?

Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale hvilket bl.a. Chile har.

Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.

“Det perfekte diktatur” genindtager præsidentembedet i Mexico

Ved gårsdagens valg generobrede PRI (Partido Revolucionario Institucional), igen præsidentposten, efter det konservative parti (PAN), siden Mexicos første reelle demokratiske valg i 2000 har siddet på posten.

Valgsejren var ventet efter 12 år med konservative præsidenter som har haft mere end svært at få reformer igennem et splittet parlement – hvor ikke mindst PRI har blokeret for nødvendige reformer. På nuværende tidspunkt ser det ud til at PRI’s fotogene kandidat, Enrique Peña Nieto, vinder med ca. 38 procent af stemmerne, foran socialisten López Obrador, der får 31 procent af stemmerne, mens det regerende konservative partis (PAN) kandidat, Josefina Vázquez Mota, ender på 3. pladsen med 26 procent.

PRI sad på magten fra 1929 og frem til 2000. I 1990 betegnede nobelpristageren, Mario Vargas Llosa, PRI som “det perfekte diktatur”. Partiet har dermed et stort ansvar for den fascistisk/socialistiske blandingsøkonomi, med mangelfuld konkurrence, latinsk arbejdsmarkedspolitik og statsligt ejerskab, som man fortsat ikke har fået gjort helt op med, på trods af liberaliseringer og forsøg på reformer.

Nu kan PAN måske endelig få gennemført deres politik

Der er ingen grund til at frygte en tilbagevenden til tidligere tiders importsubstitutionspolitik eller øget statsligt ejerskab i økonomien, tværtimod. Det var som bekendt under ledelse af PRI, at Mexico blev medlem af NAFTA i 1990erne, bl.a. under præsident Ernesto Zedillo, 1994-2000.

Tværtimod kan en række reformer som PAN ikke kunne få igennem fordi PRI blokedere, måske endelig kan gennemføres. Det drejer sig bl.a. om reformer som gør det lettere at ansætte og fyre folk (et grundlæggende problem i de fleste latinske lande, også i Europa) samt en åbning for at private virksomheder i energisektoren.

Der er dog en reel risiko, at det går som under den sidste PRI præsident, Ernesto Zedillo, og en splittet kongres fortsætter med at afvise de nødvendige reformer, som er afgørende hvis Mexico skal øge den økonomiske vækst.

Sikkerhed, korruption og “kampen mod narkotika”

Mexico er berygtet for sin korruption, ikke mindst indenfor politiet. En af grundene til at militæret i 200 blev sat ind i kampen mod narkotikakartellerne var at man ikke stolede på politiet. I flere tilfælde oplevede man også at lokalt politi skød mod den mexikanske hær, da den rykkede ind i byerne langs grænsen til USA. Og så sent som i sidste uge skød korrupte føderale politifolk 3 andre politifolk i Mexico City’s internationale lufthavn. tidligere er både politikere, anklagere og centrale folk i Mexico’s narkotikabekæmpelse blevet arresteret for at være i ledtog med kartellerne.

Der skal næppe forventes de store forandringer i den fortsatte bekæmpelse af kartellerne. På trods af en voksende frustration over de fortsatte kampe, som de sidste 6 år har kostet ca. 55.000 mennesker livet, bakker et flertal af mexicanere op bag en hård politik og er modstandere af egentlig legalisering. de nyvalgte præsident, Peña Nieto, har tidligere rost den hårde linje under præsident Calderón.

En endelig løsning på problemerne med narkokarteller kræver en eller anden form for legalisering, i fraværet af dette kan man højest håbe på at problemet kan flyttes til andre steder i regionen.

Det markedsliberale alternativ – Aliança do Pacífico udfordrer Mercosur

I sidste uge indgik Chile, Peru, Colombia og Mexico Aliança do Pacífico, “Stillehavs-alliancen”, som primært skal øge den økonomiske integration, handel og konkurrenceevne. Målet er at skabe et indre marked for landenes 200 mio. indbyggere baseret på fri bevægelighed for varer, tjensteydelser, kapital og mennesker.

Ud over de fire medlemslande og Panama, som har observatør status, deltog også Costa Rica, Canada og Spanien (med kong Juan Carlos), mens Japan og Australien havde sendt delegationer til mødet, som fandt sted i Chile.

Med ca. 215 mio indbyggere står de 4 lande for ca. 40 procent af Latinamerikas samlede BNP, 55 procent af regionens eksport og er mål for 38 procent af alle udenlandske investeringer (ikke mindst spanske), er der tale om et historisk samarbejde. I forvejen fusionerede Colombia, Chile og Peru deres børser tidligere på året.

Ikke overraskende blev aftalen fuldt op af de helt store ord. Colombia’s præsident talte om den “vigtigste integrationsproces i Latinamerika”, mens Mexicos præsident Felipe Calderón, påpegede, at de 4 lande tilsammen har den 9. største økonomi i verden og fortsatte med at understrege at de fire landes eksport er dobbelt så stor som Mercosurs.

Men hvor handling sjældent følger ord i latinsk politik, er der heldigvis grund til at tage Aliança do Pacífico meget alvorlig.

Selv om Ollanta Humala understregede, at samarbejdet ikke skulle ses som en konkurrent til andre handels-samarbejder i regionen, er der tale om en kraftig udfordring af ikke mindst Mercosur. Netop Peru’s deltagelse er formentlig en streg i regningen for Brasilien, som efter Humala’s valgsejr ved sidste års præsidentvalg i Peru, havde satset på at tættere samarbejde.

I stedet har Peru valgt at udvide samarbejdet med de øvrige relativt frie og globalt orienterede økonomier, Mexico, Colombia og ikke mindst Chile. Alle lande som i modsætning til Brasilien og ikke mindst Argentina har forstået at globalisering og fortsat vækst involverer både import og eksport og markedsreformer.

I Mercosur er det kun Uruguay som reelt ligner noget som kan kaldes en markedsøkonomi, mens Aliança do Pacífico har deltagelse af de to frieste (neoliberalistiske) økonomier i Latinamerika, Chile og Peru.

Chile, Mexico og Colombia har desuden allerede frihandelsaftaler med USA, og Peru er tæt på at have det.

Selv om det blev avist af bl.a. Perus præsident, er Aliança do Pacífico et klart markedsliberalt alternativ til både ALBA og Mercosur. Mens Mercosur samarbejdet fungerer dårligt med stigende protektionisme og manglende respekt for indgåede aftaler, forholder det sig helt anderledes for alliancen medlemmer.

Samarbejdet er også en direkte udfordring til Brasiliens Hegemoni i Latinamerika, i kraft af Aliança do Pacífico størrelse og vækstpotentiale. 3 af de 4 medlemslande er blandt Latinamerikas hurtigst voksende økonomier siden årtusindeskiftet.

Spørgsmålet er så om Uruguay, hvis frustration over Mercosur er voksende, hvilket jeg har skrevet om tidligere, på et tidspunkt vil “skifte” til Aliança do Pacífico.

Man høster som man sår – neoprotektionisme i Latinamerika

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om den tiltagende brug af importrestriktioner i flere af regionens lande, ikke mindst i Argentina, som bl.a. EU og USA har klaget over til WTO. Men også Brasilien bruger igen i stigende grad importrestriktioner for at opretholde den eksterne balance og beskytte indenlandske producenter.

For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

Calderon forsvarer kampen mod narkokartellerne med at “kun” 10% af de dræbte er uskyldige

Siden den mexikanske regering for 3 år siden erklærede krig mod narkokartellerne er omkring 23.000 mennesker blevet dræbt. Efter en uge, hvor bl.a. en ildkamp i Acapulco’s turistområde kostede en mor og hendes 8-årige søn livet , da de blev fanget i krydsilden, talte præsident Felipe Calderon fredag ved en konference om turisme. Her gjorde han bl.a. opmærksom på., at over 90% af de dræbte de senere år var kriminelle. Samtidig lagde han vægt på at de mexikanske myndigheders indsats var begyndt at bære frugt. Han anerkendte dog samtidig at antallet af “uskyldige” ofre var et reelt problem. Samme dag blev 4 betjente dræbt i Tamaulipas, mens myndighederne i Cuernavaca fandt 3 sække i en af byens travleste gader, fyldt med parterede lig. Cuernavaca er det seneste eksempel på en by der har oplevet en voldsom stigning i vold og mord. Formentlig er stigningen et resultat af en kamp mellem narkokartellerne om kontrol med området efter at meksikanske marinesoldater i december dræbte Arturo Beltran Leyva – en episode vi har skrevet om tidligere her på bloggen. Volden har bl.a. indebåret at man i perioder har aflyst aftenundervisningen på det lokale universitet (byen har ca. 350.000 indbyggere) på grund af sikkerhedsrisikoen. Ligesom folk advares mod at køre i pickups – af fare for at de forveksles med kriminelle. Continue reading Calderon forsvarer kampen mod narkokartellerne med at “kun” 10% af de dræbte er uskyldige

O’Grady i WSJ om Hillary Clintons besøg i Mexiko: “The War on Drugs is Doomed”

Mary O’Grady kommenterer under overskriften “The War on Drugs is Doomed” i dagens WSJ den seneste udvikling i Mexico. Den fortsatte narkotika relaterede vold, der også har ramt amerikanske statsborgere, er grunden til at udenrigsminister Hillary Clinton i morgen besøger Mexico. Men som O’Grady skriver;

They say that the first step in dealing with a problem is
acknowledging that you have one. It is therefore good news that
Secretary of State Hillary Clinton will lead a delegation to Mexico
tomorrow to talk with officials there about efforts to fight the mob
violence that is being generated in Mexico by the war on drugs. U.S.
recognition of this shared problem is healthy.

But that’s where the good news is likely to end.

Og fortsætter:

Violence along the border has skyrocketed ever since Mexican
President Felipe Calderon decided to confront the illegal drug
cartels that operate there. Some 7,000 troops now patrol Juarez, a
city of roughly one million. Yet even militarization has not
delivered the peace. The reason is simple enough: The source of the
problem is not Mexican supply. It is American demand coupled with
prohibition.

Siden Obama blev præsident har der lydt blidere toner fra det hvide hus i forhold til hvordan narkotikapolitikken skal føres i fremtiden (vi venter dog fortsat på konkrete tiltag), og man har erklæret ikke at ville “føre krig mod sin egen befolkning”. Der er dog et centralt problem der ikke adresseres ved en evt. afkriminalisering af brugerne af narkotika, som vi har set det i Portugal, Holland og Tjekkiet, nemlig den vold der har sit udspring i udbudssiden. Continue reading O’Grady i WSJ om Hillary Clintons besøg i Mexiko: “The War on Drugs is Doomed”

Mexikanske marinesoldater i timelang ildkamp med narkoganstere

Ifølge AP og Miami Herald stormede 200 mexikanske marinesoldater i går en lejlighed i et af de bedre boligkvarterer i Cuernavaca. Efter en længere ildkamp dræbte de den højest placerede kartel-leder indtil dato, Arturo Beltran Leyva. Han asnes af eksperter for at have været en “bossernes boss”. Flere af Leyva’s livagter mistede livet ved samme lejlighed, mens 3 marinesoldater blev såret.

362-Mexico_Drug_War.sff.embedded.prod_affiliate.56 — Arturo Beltran Leyva

Men selv om Arturo Beltran Leyva’s død sikkert er god til at skabe overskrifter og vil blive fremstillet som et bevis på at kampen mod kartellerne nytter noget, vil han nok hurtigt blive erstattet af en anden (den enes død er som bekendt den andens brød). Der er reelt intet der tyder på, at regeringen har succes med sin omfattende og brutale indsats mod de (mildt sagt) endnu mere brutale narkotika karteller.

Mere end 45.000 soldater er blevet sat ind mod kartellerne siden præsident Calderons indsættelse i 2006, mens mere end 14.000 mennesker er blevet dræbt i narkotikarelateret vold i samme periode.

Continue reading Mexikanske marinesoldater i timelang ildkamp med narkoganstere