Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 Venezuela – Page 3 – Americas
Hyldestordene for Venzuelas afdøde præsident Hugo Chávez i dagene efter hans død i sidste uge var nok præget af, at han på en række punkter trods alt var for kontroversiel for dele af den mere moderate venstrefløj. Det afholdt dog ikke venstrefløjen bredt fra, at hylde ham for hans “sociale indsats”. Det er der ingen grund til.
Chavez arv er en ødelagt økonomi, hvor man har formøblet et historisk boom i olieindtægterne, mens kriminaliteten er eksploderet og de demokratiske institutioner konsekvent er blevet undergravet.
Sammenligner man med udviklingen i andre dele af regionen, står det hurtigt klart, at de højt besungne sociale fremskridt ikke tåler sammenligning med andre lande i regionen.
Den ventreorienterede engelske avis The Guardian formåede i forbindelse med en gennemgang af Chavez “storslåede” resultater, se “How did Venezuela change under Hugo Chávez“, primært at vise, at man har det rigtigt skidt med statistik på den avis. F.eks. valgte man at opgøre BNP per indbygger i løbende priser. Det er som bekendt fuldkommen ubrugeligt, hvis man ønsker et udtryk til at beskrive den økonomiske fremgang i et land, da der ikke tages højde for inflation.
Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident,Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen.
Indtil præsidentvalget er afgjort, vil Diosdado Cabello, leder af nationalforsamlingen, formelt være præsident for Venezuela.
Arven efter Chavez
Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.
På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. I jagten på stemmekøb har man yderligere undladt at vedligeholde og udbygge landets infrastruktur, som er i en forfærdelig forfatning.
Som det er de fleste bekendt udsatte man i sidste uge den præsidentiale indsættelseesceromoni i Venezuela, efter godkendelse fra højsteret. Det var ingen overraskelse, idet magtens tredeling er ikke-eksisterende og Chavez tilhængere bestemmer hvad højesteret skal mene.
The Economist tager dette op i en leder i denne weekend (Venezuela: In Limbo) og skriver bl.a.:
In any normal democracy one of those two things would now happen [når den valgte præsident ikke kan xx sit hverv]. Indeed, Mr Chávez seemed to prepare for this before his operation when he anointed Nicolás Maduro, his appointed vice-president, as his chosen successor. The National Assembly met this week and re-elected Diosdado Cabello, an army chum of Mr Chávez, as its head.
But Venezuela is not a normal democracy. Although Mr Chávez’s legitimacy derives from the ballot box, he is a former army officer who has ruled as an autocrat since 1999. He claims to head a revolutionary regime in which the exercise of power is personal. On January 8th Mr Maduro sent a letter to the assembly admitting that Mr Chávez was not fit to appear before the assembly, but saying that he would be sworn in at an unspecified later date. Since he is already in post as president, this is a technicality, officials insist.
Cubas rolle er ikke uinteressant. Cuba har længe ikke kun “solgt” læger for olie, men er også involveret i Venezuelas sikkerheds- og efterretningstjeneste. En del tyder også på, at Castro-brødrene har faciliteret en aftale mellem vicepræsidenten Maduro og lederen af parlamentet, Cabelo, som sikrer ro (indtil videre). Som Economist bemærker:
Just imagine the fuss that most Latin Americans would make about foreign interference were the United States playing the part that Cuba has taken in Venezuela’s internal affairs.
For yderligere information om situationen i Venezuela, vil jeg for øvrigt gerne anbefale Radio 24syv’s “Globus” fra i torsdags, hvor jeg deltog sammen med antropolog Simon Lex fra Københavns Universitet (indslaget om Venezuela starter ca. 14:30 inde i udsendelsen).
Hugo Chavez bør gå over i historien som den værste præsident i landets historie. Infrastruktur, landbrug og industri ligger i ruiner mens kriminalitet, overgreb og mord er steget voldsomt og olieudvindingen er faldene. Chavez socialisme for det 21. århundrede har været en dyr omgang for Venezuela, som for blot 40 år siden var regionens mest velstående land.
Som det fremgår af både danske og internationale medier tyder meget på at Hugo Chavez kun har kort tid tilbage at leve i. Spørgsmålet er vel om han overhovedet kan deltage i den planlagte indsættelsesceremoni på torsdag, som forfatningen foreskriver. Skulle han afgå ved døden inden torsdag er sagen klar. I så fald overtager vicepræsident Nicolas Maduro posten indtil torsdag, hvorefter parlamentets formand tager over og nyvalg afholdes indenfor 30 dage.
Chavez og Maduro
Et andet scenarie er, at Chavez fortsat er i live, men ude af stand til at deltage i ceremonien. Af forfatningen fremgår at præsidenteden skal aflægges enten foran parlamentet eller landets højesteretsdommere. Men det er uklart om ceremonien kun kan finde sted i selve Venezuela. Oppositionen, som er interesseret i et hurtigt valg, mener ja, mens Chavez støtter mener at selve ceremonien godt kan finde sted på den venezuelanske ambassade i Cuba, hvor Chavez er indlagt. Der tales også om at udskyde ceremonien eller lade vicepræsident Nicolas Maduro være stand-in for for Chavez den 10. januar. Heller ikke dette mener oppositionen er i overensstemmelse med forfatningen.
Hvad nu hvis Chavez ikke dør, men heller ikke er i stand til at varetage sit hverv som præsident? I det tilfælde er det op til parlamentet at afsætte ham. Det kræver 2/3 flertal og er ikke sandsynligt på kort sigt.
Noget andet er, at det ikke kan udelukkes, at den Chavez udpegede vicepræsident, Maduro, som er regeringens kandidat i tilfælde af nyvalg, rent faktisk kan gå hen og vinde valget. Oppositionen er overbevist om at de vil vinde, og har tidligere lavet interne meningsmålinger mellem Capriles og Maduro, men det var under helt andre omstændigheder og før Chavez gav ham sin støtte.
Uanset hvad vi andre ellers måtte mene om Chavez, er han Venezuelas ubestridt mest populære politiker. Hans skygge vil hvile tungt over det valg, som skal finde hans afløser. Samtidig vil både apparat og lovgivning, som effektivt har begrænset oppositionens adgang til de landsdækkende medier og sikret regering og præsident uindskrænket sendetid, være intakt.
Ligeledes kan det heller ikke tages for givet, at de ca. 30 partier som stod bag Henrique Capriles ved det seneste præsidentvalg, også vil gøre det ved et valg efter denne og Madurp. Koalitionen har primært været drevet af modstanden mod den sidende præsident, og omfatter partier både til højre og venstre for Chavez.
Der varmes kraftig op til præsidentvalget i Venezuela den 7. oktober. En af stridspunkterne er hvem der fører i meningsmålingerne.
Ved et pressemøde, Onsdag i sidste uge, insisterede Hugo Chávez på. at det er umuligt for ham at tabe og at han har et forspring på 15 til 20 procentpoint. Ved samme lejlighed advarede ham om, at oppositionens kandidaten, tidligere guvernør i staten Miranda, Henrique Capriles, har planer om at kræve svindel på valgdagen. Ifølge Chavez er “det er helt umuligt, matematisk umuligt,” at Capriles skulle vinde.
Hugo Chavez
Også oppositionens kandidat, den moderate Henrique Capriles, har insisteret på, at han fører i meningsmålingerne, ved flere lejligheder.
Ifølge en håndfuld meningsmålingerne foretaget af private analyseinstitutter, blandt andet Hernández Hercón og Predicmática, har Capriles et forspring på op mod 4 procentpoint. Hos Hernández Hercón står det 48,6 procent mod 44,2 procent i Capriles ‘favør, mens Capriles fører med 47,7 over 43,9 procent hos Predicmática. Consultores 21 meningsmåling viser dog dødt løb.
Henrique Capriles
Til gengæld er der andre smålinger foretaget af bl.a. GIS XXI, som er tæt på Chavez, hvor han har en føring på mere end 20 procentpoint over Capriles..
Vil Chavez acceptere et nederlag?
Chavez aggresive retorik og insisteren på at kun han kan vinde valget får flere iagtagere til at frygte, at Chavez enten planlægger massiv valgsvindel eller ganske enkelt vil nægte at træde tilbage, hvis han taber valget.
I en radiooptræden i sidste uge beskyldte Chávez Capriles for at have en skjult “neoliberal lovpakke”, og ville lede Venzuela ud i socialt sammenbrud og borgerkrig.
Ifølge Luis Vicente León, formand for Datanálisis, er formålet med den agressive kampagneform at skræmme de ca. 30 procent af vælgerne – omkring 6 millioner i alt – som har ikke besluttet sig for hvem de vil stemme på endnu.
En anden politisk analytiker, Carmen Beatriz Fernandez, har udtalt til en venezuelansk avis, at taktikken er præcist den sammen, som ved parlamentsvalget i 2010, men at det denne gang sker med indtil nu uhørt voldsomhed, netop fordi han har indset, at han ikke er komfortabelt foran i meningsmålingerne.
Ved parlamentsvalget i 2010 fik oppositionen faktisk flest stemmer. Men ved at manipulere med valgkredsene sikrede Chavez sig et komfortabelt flertal i parlamentet, se også her.
Mange opfatter det som en latent fare, at Chavez vil nægte at anerkende det, hvis oppositionskandidaten vinder valget. Og både Argentinas præsident, Cristina Kirchner, og Brasilien præsident, Dilma Rouseff, har rådet Chávez ikke klamre sig til magten ved udemokratiske midler.
Diego Arria, Venezuelas tidligere ambassadør ved FN og talsmand for freevenezuela.org , en international kampagne for at støtte den venezuelanske opposition, tvivler på at Chavez vil lytte til Kirchner og Rouseff, Ifølge hende er Chavez en revolutionær af den gamle skole og kompromisløs. Han vil der for gøre alt for at sikre at hans “bolivarianske revolution” kan fortsætte.
Skulle valget ende med at oppositionen står tilbage som vinder og chavez ikke frivilligt afgiver magten – for eksempel i kraft af valgsvindel, vil der for alvor være lagt i kakkelovnen for handelssamarbejdet Mercosur. Her suspenderede man i juni måned Paraguay med henvisning til at man krænkede en klausul til sikring af demokrati i medlemslandene, fordi man (i overensstemmelse med Paraguays forfatning) afsatte den siddende præsident.
Efterfølgende har man optaget Venezuela som medlem, hvilket Paraguay er modstander af. Hvis man efterfølgende ender med enten at anerkende et valg hvor svindel har været udbredt vil absurditeten været total. I forvejen kan Hugo Chavez regeringsførelse næppe betegnes som værende i overenstemmelse med grundlæggende demokratiske værdier som bl.a. ytringsfrihed og overholdelse af magtens tredeling. Ud over at have den tvivlsomme ære af at have den højeste mordrate i Sydamerika, er det også et af de mest korrupte lande, og retsvæsen samt militær og politi er i den grad infiltreret af Chavez tilhængere.
Efter at have luftet sin utilfredshed fra tid til anden med udviklingen i Mercosur gennem mere end et år, meddelte Uruguays præsident Jose Mujica forleden i et TV-interview, at man ønsker et tættere samarbejde med andre regionale handels-organisationer. Ikke mindst er man interesseret i Aliança do Pacífico (AP), hvor man ønsker at få observatørstatus.
AP blev etableret for blot 2 måneder siden af Chile, Peru, Colombia og Mexico. Formålet er øget økonomisk integration og forbedret konkurrenceevne, baseret på markedsøkonomi. Det skal ske gennem skabelsen af et indre marked med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. At Peru deltager er noget af en bet for Brasilien, som havde håbet på at valget af
Ollanta Humala til præsident ville indebære at Peru faldt under “brasiliansk interessesfære”.
At Uruguay i stigende grad ser andre steder hen end Mercosur undrer ikke. Samarbejdet mellem Brasilien, Argentina, Paraguay (som er suspenderet indtil marts næste år) og fra 31. juli i år Venezuela, har været en stor skuffelse. Mercosur blev udtænkt i 1980erne, og etableret i 1991. I forhold til slutningen af 90erne har fortsat, og på det seneste stigende, protektionisme snarere resulteret i mindre i stedet for mere integration, målt på betydningen målt på gensidig handel.
Perus præsident Humala
Mercosurs andel af Brasiliens samlede eksport, er således faldet med ca. 30 procent siden 1997, mens Uruguays andel har været stort set uforandret.Den manglende succes skal primært tilskrives den politiske udvikling i regionen siden årtusindeskiftet. Efter de reformvenlige 90ere, har de seneste 10 år været præget af regeringer med forkærlighed for planøkonomiske tiltag og nationalistisk retorik.
Det gør sig ikke mindst gældende i Brasilien og især Argentina. Gang på gang har især Argentina været på kant med de andre medlemslande, når man har brudt indgåede aftaler og øget protektionismen. Til stor utilfredshed for ikke mindst Uruguay.
Aliança do Pacífico – en lige højre til Mercosur
Målt på udenrigshandel er AP allerede fra start Latinamerikas væsentligste økonomiske samarbejdsorganisation. 55 procent af Latinamerikas samlede eksport stammer fra Chile, Peru, Colombia og Mexico. Det er ca. dobbelt så meget som Mercosur.
Målt på BNP er Mercosur fortsat mere betydningsfuld. Brasilien, Argentina, Venezuela, Uruguay og Paraguay står for lidt over halvdelen af den samlede værditilvækst i Latinamerika. AP-landenes andel er ca. 40 procent. Vurderet på både nuværende og forventede vækstrater, er det dog kun et spørgsmål om tid før AP også overhaler Mercosur, målt på BNP.
AP er hvad det brasilianske ugemagasin ”CartaCapital” meget passende har kaldt en ”en lige højre” til Mercosur. I en nylig artikel pointerede ”The Economist” under overskriften ”Mercosur RIP”, at Brasilien og især Argentina primært opfatter Mercosur som ”en fæstning” mod omverden.
Helt anderledes forholder det sig for AP. Her hersker idealet om, at fortsat vækst og højere levestandard bedst sikres via markedskræfterne og ikke gennem statslig regulering og indblanding, som i netop Brasilien og Argentina.
Chile og Peru – opskriften på et moderne og velstående Latinamerika
Chile og Peru har i kraft af deres status som Latinamerikas mest succesfulde økonomier, både målt på økonomisk vækst og evnen til at reducere fattigdom, for længst dokumenteret markedets overlegenhed.
Chile og Perus evne til at sikre vækst og reducere fattigdom er uden sidestykke i moderne Latinamerikansk historie. Som jeg tidligere har skrevet om er andelen af den peruvianske befolkning som lever i absolut fattigdom i dag lavere end i Brasilien, på trods af at det forholdt sig omvendt for 10 år siden.
Også Colombia tilslutter sig i stigende grad idealet om mere marked og mindre stat. Det som af især venstrefløjen hånligt er benævnt neoliberalisme.
De tre lande har gennem fusionen af deres respektive børser demonstreret, at man mener det alvorligt, når man taler om at skabe et fælles indre marked. Det styrker tiltroen til at der – i modsætning til Mercosur – er handling bag ordene, når man taler om at etablere et indre marked.
Selv i Mexico er der grund til optimisme. Efter år med politisk infight, er der efter det nylige parlaments- og præsidentvalg flertal for reformer indenfor bl.a. arbejdsmarkedet og energisektoren.
Stats- eller markedsstyret vækstmodel
Ønsker man at studere konsekvenserne af forskellige økonomiske modeller i ellers sammenlignelige økonomier, er Latinamerika formentlig det bedste sted at starte.
Chavez, Dilma. Mujica og Kirchner 31. juli 2012
Formålet med de fleste latinamerikanske landes økonomiske politik i anden halvdel af det 20. århundrede var groft sagt at undgå både regional og global økonomisk integration og afhængighed. Men hvor toneangivende lande i Mercosur fortsat kun nødtvunget accepterer at være del af det globale økonomiske system, omfavner landene i AP globaliseringens muligheder og fremmer aktivt frie markeder.
Er Uruguay på vej ud af Mercosur?
Præsident Jose Mujica understreger fortsat, at Uruguay ikke overvejer at trække sig ud af Mercosur, men den holdning kan hurtigt skifte. Et af problemerne med at være medlem er at man har fælles toldsatser overfor tredie lande, hvilket især rammer Uruguay som er en lille økonomi i forhold til både Argentina og ikke mindst Brasilien. Anderledes forholder det sig hvis man alene har en associerings-aftale hvilket bl.a. Chile har.
Jose Mujica lægger da også vægt på at der er behov for et mere fleksibelt Mercosur. I fravær af dette er det overvejende sandsynligt, at Uruguay over tid vil søge optagelse i AP og dermed fravælge Mercosur. I modsætning til både Argentina og Brasilien, for slet ikke at tale om Venezuela, fylder nationalisme mindre og forståelse af grundlæggende markeds-sammenhænge mere i Uruguay, selv om Mujica er socialist.
Ifølge den seneste rapport fra Humans Rights Watch, “Tightening the Grip: Concentration and Abuse of Power in Chávez’s Venezuela”, fortsætter Venezuelas præsident Hugo Chávez og hans regering med at intimidere, censurere og retsforfølge kritikere og oppositionsledere. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regime har eroderet menneskerettighederne og konsolideret kontrollen over de venezuelanske medier, domstole (herunder højesteret) og civilsamfundet .
Ifølge José Miguel Vivanco Human Rights Watch, har Chávez og hans tilhængere opbygget et system, hvor regeringen har frie tøjler til at true og straffe venezuelanerne, der blander sig i den politiske debat. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regimet begrænser ytringsfriheden samt angriber og skræmmer lokale menneskerettighedsgrupper og censureret store medier som Globovisión og RCTV .
Domstolene
Chávez og hans tilhængere i Nationalforsamlingen har taget dramatiske skridt til at sikre deres politiske kontrol over højesteret, som siden 2004 har været besat af politiske allierede. Efter parlamentsvalget i 2010 reducerede Chávez flertal i Kongressen, skyndte man sig at ændre lovgivningen, som styrer udnævnelsen af dommere. Hermed sikrede man sig fortsat kontrol over Højesteret, før de nyvalgte lovgivere indtog deres pladser.
Højesterets kvalitet er kun blevet forværret i de senere år, og magten tredeling er ikke-eksisterende. Man er et gummistempel for præsidenten.
Det mest foruroligende eksempel på retsvæsenets manglende uafhængighed har været retsforfølgelsen af dommer, María Lourdes Afiuni – på foranledning af Chávez – efter hun i en domsafsigelse gik mod regeringens ønsker og løslod en fremtrædende regeringskritiker, som havde tilbragt næsten tre år i fængsel ventende retssagen. Afiuni blev anholdt og torturreret under en efterfølgende langvarig fængsling. Det har naturligvis påvirket andre dommeres ageren.
Medier
I december 2010 vedtog det Chávez kontrolerede flertal i Nationalforsamlingen (selv om oppositionen fik langt flere stemmer end Chavez støtter, vandt sidstnævnte et flertal af sæderne i nationalforsamlingen) en lov, der reelt indebærer censur på Internettet. Det er også indført en lov som indebærer, at det er forbudt at transmittere information som kan angives at “anstifte uro i offentligheden.”
Chavez-regeringen har brugt sin magt til at overtage og udvide antallet af pro-Chávez medier, ligesom det er obligatorisk for alle radio- og TVstationer, at de skal afbryde deres udsendelser når som helst Chavez ønsker at tale til befolkningen.
Man har systematisk forfulgt den frie presse og i dag er kun en Chavez kritisk TV-kanal tilbage, Globovisíon. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid før også den må lukke. Med mindre Chavez taber valget til efteråret, hvilket dog er tvivlsomt.
Menneskerettighedsforkæmpere
Chavez-regeringen har intensiveret sine bestræbelser på at marginalisere landets menneskerettighedsforkæmpere ved gentagne gange at beskylde dem for at forsøge at underminere det venezuelanske demokrati med støtte fra den amerikanske regering.
Mens nogle ikke-statslige organisationer har modtaget støtte fra amerikanske kilder – en almindelig praksis blandt uafhængige grupper i hele Latinamerika – er der ingen troværdige beviser for, at deres uafhængighed og integritet er blevet kompromitteret af den grund.
Den fuldstændigt regeringskontrollerede Højesteret fastslog endda i 2010, at personer eller organisationer, der modtager udenlandsk finansiering kan blive retsforfulgt for “forræderi” under en bestemmelse i straffeloven, der fastsætter en fængselsstraf på op til 15 år.
Chavez-regeringen har også vedtaget regler, der dramatisk reducerer offentlighedens ret til at indhente oplysninger fra regeringen.
MERCOSUR
Rapporten udstiller samtidig hykleriet i handelssammenslutningen MERCOSUR, som i juni måned suspenderede Paraguay med henvisning til afsættelsen af landets præsident, Lugo, hvilket skulle være i strid med MERCOSURs charter om demokrati. Det på trods af, at der er bred enighed blandt forfatningseksperter om at afsættelsen var i overenstemmelse med landets grundlov.
Samtidig vedtog man at optage Venezuela som fuldgyldigt medlem fra den 31. juli. Beslutningen har da også udløst stor intern ballade i både Uruguay og Brasilien, hvis borgerlige opposition ikke har været sen til at pege på hvor absurd det er at optage Venezuela samtidig med at man suspenderer Paraguay.
Afsættelsen af præsident Lugo i Paraguay i sidste måned, har udløst voldsom kritik i resten af Latinamerika. Kort efter afsættelsen mødtes præsidenterne for Brasilien, Argentina og Uruguay og vedtog, at Paraguay var suspenderet frem til det planlagte præsidentvalg i april 2013. Umiddelbart herefter vedtog man at Venezuela blev optaget som fuldgyldigt medlem den 31. juli.
Venezuela’s optagelse havde siden 2006 været blokeret af Paraguays senat, som flere gange har nedstemt landets optagelse. Bl.a. på grund af Hugo Chavez problematiske styre. Ifølge planen optages Venezuela formelt den 31. juli.
Den beslutning har udløst voldsom intern uro i Uruguay’s regering, hvor først udenrigsministeren og nu også vice-præsidenten, Danilo Astori, åbent har kritiseret præsident Jose Mujica, for at være medvirkende til omgåelse af Mercosurs regler. Ifølge disse skal optagelse af nye medlemslande ske i enighed.
Uenigheden og balladen er sket for åbne mikrofoner, og især én sætning har udløst en voldsom politisk reaktion. Ifølge Mercopress pointerede Jose Mujica således, at jura er til for at servicere det politiske system, og hvis det ikke “lystrer” må det ændres.
Balladen skyldes ikke modstand mod optagelsen af Venezuela, men måden hvorpå det sker.
Har Mercosur en fremtid?
Præsident Jose Mujica, som ved flere lejligheder har klaget over Brasilien og især Argentinas udstrækte brug af handelsrestriktioner, har samtidig foreslået at man slår Unasur og Mercosur sammen og laver et mere fleksibelt regelsæt. Hermed sigter han formentlig til muligheden for at indgå frihandelsaftaler på egen hånd med 3. lande, hvilket ikke er muligt for Mercosurs medlemslande for nuværende.
Det kan deltagerne af Aliança do Pacífico, som foreløbigt består af Chile, Peru, Colombia og Mexico, mens Panama og Costa rica står på spring. I modsætning til Mercosur, som grundlæggende har et defensivt syn på handel med 3. lande, er Aliança do Pacífico langt mere globalt og markedsorienteret og mindre nationalistisk anlagt.
Ikke noget under, at der er stemmer fremme i Paraguay om, at man skal droppe Mercosur og søge optagelse i Aliança do Pacífico i stedet. Hvilket dog med tanke på afhængigheden af Brasilien, på kort sigt er helt urealistisk.
Mens det seneste årti for andre dele af Latinamerika (Peru, Braslien, Chile, El Salvador, Panama osv.) har indebåret konsolidering af demokratiet og god økonomisk vækst, har udviklingen i de såkaldte ALBA- lande været ganske anderledes. I Nicaragua forsøger Daniel Ortega at omgå landets konstitution og opnå endnu en periode som præsident, mens han og sandinisterne ved lokalvalgene i 2008 viste, at de ikke står tilbage fra at gøre brug af decideret valgsvindel. Til gengæld ligger det noget tungere med at få sat skub i Nicaraguas økonomi.
Også i Bolivia har demokrati og ytringsfrihed stadigt ringere vilkår. En retsreform har gjort ondt værre, og er reelt endt med at være et redskab for præsident Morales og hans allierede i deres kamp for at sikre sig selv magten. Efter valgsejren i præsidentvalget i 2009, blev de efterfølgende lokalvalg i begyndelsen af 2010 år præget af udbredt valgsvindel – flere steder strøg man ganske enkelt problematiske oppositions-kandidater fra valglisterne. Konflikten mellem centralregeringen i La Paz og de østlige velstående stater i lavlandet fortsætter, og det kan bestemt ikke udelukkes at Evo Morales som mange af hans forgængere ikke kommer til at sidde valgperioden ud. Ikke mindst fordi 2010 markerede at Morales ikke længere har opbakning fra de største indianske organisationer, som sikrede ham hans første valgsejr i 2005 og genvalg i 2009.
I Ecuador er den politiske ustabilitet stor – et kendetegn ved landet – og antager til tider næsten absurde dimensioner. Således kan udfordreren til den siddende præsident, Rafael Correa, ved præsidentvalget i 2012 meget vel gå hen og blive hans storebror Fabricio Correa. Correa den ældre, der arbejdede for sin lillebror, da han blev valgt til præsident, kritiserer nu voldsomt Rafael Correa for dennes socialistisk-inspirerede politik. Han har annonceret, at med mindre opppositionen kan finde en bedre egnet kandidat, så stiller han selv op til det kommende præsidentvalg. Om Rafael Correa så holder som præsident frem til valget i 2012 er en anden sag. Ecuador har i lighed med Bolivia ikke tradition for at landets præsidenter sidder perioden ud.
Og så er der Hugo Chavez, (penge)manden bag ALBA. Hans regionale indflydelse har længe været for nedadgående, men desværre sidder han fortsat solidt på magten i Venezuela. På trods af, at oppositionspartierne stemmemæssigt fik flertal ved det seneste parlamentsvalg sikrede Chavez, takket være en solid manipulering med valgkredsene, at hans støtter vandt flest parlamentspladser. Selv om oppositionen opnåede 52% af de afgivne stemmer, sikrede det dem kun 67 pladser, mens Chavez støtter vandt 98 pladser.
Dog var Chavez ikke i stand til at sikre sig selv det 2/3 flertal der reelt ville gøre opppostitionens tilstedeværelse fuldkommen meningsløs. Men det er der heldigvis (for Chavez) mulighed for at rode bod på ved bl.a. at lade det udgående parlament (det nye tiltræder først den 5. januar), der er fuldstændig domineret af Chavez støtter (opppositionen boykottede det forgående valg), tildele præsidenten mulighed for at regere ved hjælp af dekreter de kommende 18 måneder.
Derudover har man hastebehandlet og vedtaget en række love der bl.a. sikrer, at parlamentet for fremtiden kun mødes 4 dage om måneden, at alle parlamentariske kommisioner kontrolleres af regeringen og at der kun er op til 15 minutters taleret per medlem under debatter. Disse debatter kan for fremtiden kun blive sendt i de regeringskontrolerede TV-kanaler.
For at sikre sig at de 98 Chavez-støtter der blev valgt nu også forbliver loyale, er det derudover vedtaget, at man ikke kan bytte parti. Det indebærer herefter at man mister sin plads i parlamentet.
Det var oprindeligt meningen at det nye parlament skulle have udpeget en række højesteretsdommere, men da valget af nye dommere kræver 2/3 flertal, blev udnævnelserne fremskyndet, således at der er blevet valgt 9 nye og 32 suppleanter inden det nye og mindre Chavez-venlige parlament tiltræder. Hermed sikrede Chavez, at han ikke behøvede at tage hensyn til oppositionens ønsker. De nyvalgte er selvfølgelig alle loyale Chavez-tilhængere.
Men det stopper bestemt ikke her. Det afgående parlament nåede også at vedtage ny lovgivning for de videregående uddannelser. De mister nu deres traditionelle autonomi, og regeringen kan og vil sikre sig, at undervisningen foregår i den “rette” socialistiske ånd.
Man har også forbudt alle ikke-statslige organisationer for fremtiden at modtage midler fra udlandet. Denne ændring forventes at tvinge mange NGO’er til at lukke.
En anden ny lov tillader præsidenten at overføre beføjelser og ressourcer fra lokale myndigheder til “socialistiske (regeringstyrede) kommuner”. Det indebærer reelt at oppositionens valgsejre i mange store byer i 2008 bliver ligegyldige. Ligeledes er reformer af radio- og telekommunikationlove nu udvidet til at omfatte internettet og mobiltelefoner. Herefter indebærer at det at videregive eller opbevare regeringskritisk information pådragelse af personligt ansvar overfor indholdet. Det kan i yderste konsekvens indebære fængsel for den formastelige, hvis vedkommende f.eks. har opbevaret eller videregivet materiale, der kan opfattes som respektløs overfor landets institutioner eller ophidser/skræmmer befolkningen. (Gæt selv hvem der afgør hvorvidt noget er respektløst eller ophidser/skræmmer befolkningen).
Studerende demonstrerer mod regeringens politik
Store dele af de vedtagne love er reelt i modstrid med Venezuelas grundlov fra 1999, som Chavez selv var arkitekten bag. Men det var andre tider, og så er det jo godt at man kontrolerer alle organer der skal kontrollere hvorvidt man selv overholder landets love, ikke mindst grundloven.
Baggrunden for hvad der af flere er blevet betegnet som et statskup er selvfølgelig præsidentvalget i 2012, der gerne skulle sikre Chavez yderligere 6 år ved magten. Chavez træder næppe frivilligt tilbage og det er usandsynligt at han skulle respektere et muligt valgnederlag. Regimet har da også allerede ved flere lejligheder vist hvad oppositionen har i vente. Da fredelige demonstranter uden for Parlamentet således protesterede mod de nye love blev de angrebet af regeringsvenlige bøller og sikkerhedsstyrker i uskøn forening.
Den seneste udvikling har fået “The Economist” til at konkludere, at;
Although the opposition has long accused Mr Chávez of ruling as a dictator, Venezuela has hitherto retained many of the outward appearances of democracy. Now, it seems, the president is finally taking off his democratic mask.
Chávez’s power grab comes as the country’s economic, social, and security problems are mounting. Violence has spiked dramatically in urban areas; there were some 19,000 homicides in 2009 out of a population of 28 million. In recent years, Venezuela has become a major drug-trafficking corridor, home to foreign and domestic cartels alike. State security forces have also been accused of participating in criminal activity. Meanwhile, Chávez has escalated — rather than soothed — the situation with fiery, partisan rhetoric that seems to egg on a violent suppression of the opposition. That message has an audience; government-allied street gangs in Caracas stand ready to defend his revolution with Kalashnikovs.
For læsere af denne blog (og punditokraterne hvor jeg tidligere har skrevet om Venezuela og Chavez) kommer det næppe som den store overraskelse at Venezuela reelt er et diktatur. Men det gør det muligvis for den yderste venstrefløj (Enhedslisten og omegn), der så sent som for et år siden villigt agerede nyttige idioter under COP 15, da Chavez og Morales holdt hof i København. For slet ikke at tale om Niels Lindvig fra P1’s Orientering udefra, der tidligere har forsvaret Hugo Chavez anslag mod ytringsfriheden.
I modsætning til hvad DR oplyste mandag aften i DR Udland kl. 19.30, fik Hugo Chavez parti ikke flest stemmer i søndagens parlamentsvalg i Venezuela. På trods af, at oppositionen opnående 52% af de afgivne stemmer ifølge MercoPress oplysninger, var det ikke nok til også at besætte flertallet af pladserne i parlamentet. Det skyldes ikke mindst, at man siden sidste parlamentsvalg i 2005, der blev boykottet af oppositionen, har ændret valgkredsene, således at spændet mellem det “billigste” og det “dyreste” mandat går fra 20.000 vælgere i visse valgkredse på landet til 400.000 i storbyerne, hvor modstanden mod Chavez er størst.
Oppositionen har dog besat mere end 1/3 af parlamentets pladser – man har opnået mindst 65 pladser, mens Chavez parti står til mindst 95 ud af parlamentets 165 pladser. Det indebærer at oppositionen har mulighed for at bremse visse typer af lovgivning i et parlament, der siden 2005 nærmest per automatik har godkendt alle Chavez forslag.
Venezuela er som det eneste latinamerikanske i ressesion for andet år i træk. Det forventes at forværringen af Venezuelas økonomi fortsætter også i 2011 (det forventede fald i BNP i år er på ca. 5,5% og forventes at være på 2,5% i 2011). Den officielle inflation ligger på ca. 30% og mordraten er regionens højeste.
Chavez er dog fortsat Venezuelas mest populære politiker, især blandt fattige på landet. Denne position siger dog mere om oppositionen end om Chavez. Der er ikke tvivl om at hans karisma og blanding af populisme, nationalisme og stærk-mands retorik har klangbund blandt store dele af Venezuelas befolkning. Men skulle det lykkes det for oppositionen, der indtil for nylig har været splittet (man er stort set kun enig om at man er modstander af Chavez), at samle sig bag en enkelt kandidat op til valget i 2012, vil Chavez næppe kunne vinde det på ærlig vis. Han har dog gennem flere år, bl.a. ved infiltration af retssystemet, forfølgelse af kritiske medier, nationaliseringer og beslaglæggelse af privat ejendom mv., vist, at han er parat til at gå meget langt for at beholde magten.
Ifølge José Miguel Vivanco Human Rights Watch, har Chávez og hans tilhængere opbygget et system, hvor regeringen har frie tøjler til at true og straffe venezuelanerne, der blander sig i den politiske debat. Rapporten dokumenterer hvorledes Chavez regimet begrænser ytringsfriheden samt angriber og skræmmer lokale menneskerettighedsgrupper og censureret store 
