I forbindelse med præsident Lula besøg i Caracas og optagelsen af Venezuela i Mercosur, se også tidligere indlæg, har et par jounalister fra det velansete brasilianske ugemagasin “Veja” besøgt Venezuela og det er artige ting de kan fortælle i denne uges Veja.
Under overskriften “Venezuela O desastre da estatização da economia” (Venezuela’s katastrofale “statifisering” af økonomien) – beretter journalisterne om de “storslåede” resultater som er opnået under Hugo Chavez “socialisme for det 21. århundrede”.
De indbefatter bl.a. hyppige strømudfald, som vi har skrevet om før, et katastrofalt fald i egenproduktionen af fødevarer – godt hjulpet på vej af nationaliseringen af mere end 2,5 mio. hektar, hvor kun 2% udnyttes i dag. Virksomheder er blevet nationaliseret, og der er oprettet over 250.000 kooperativer. Produktionen i de nationaliserede virksomheder er faldet til 40% af det tidligere niveau, mens arbejdsstyrken er fordoblet. Effektivteten hos 50 store virksomheder, der er blevet nationaliseret i løbet af de sidste 5 år er faldet til under en fjerdedel af hvad den var. Det bekymrer næppe Hugo Chavez, der tidligere har udtalt, at “Produktivitet og rentabilitet er onde kapitalistiske og neoliberalistiske begreber”.
Samtidig er der hyppige rapporter om forfølgelse og vilkårlige fængslinger af politisk anderledestænkende og fagforeningsfolk, der ikke retter ind.
Journalisterne besøgte bl.a. en aluminimumsfabrik i Ciudad Guayana, et industrielt kompleks omkrig 500 km. fra Caracas, der blev nationaliseret og omdannet til et kooperativ i 2005. Som led i forberedelsen på at arbejdrerne overtag ledelsen af fabrikken blev de bl.a. sendt på et kursus med titlen “Asymmetrisk krig mod imperialismen” , hvor de blev oplært i Che Guevaras ideer om guerilla krigsførelse. Ikke videre logisk hvad det har med drift af en aluminumsfabrik. Produktionen er da også mere end halveret siden 2005.
Det er måske ganske passende, at et land hvis levestandard er på niveau med hvad det var for 40-50 år siden også ledes af en mand hvis hovedinspiration synes at være de afhængighedsteroretiske og socialistiske ideer, der var populære i midten af forrige århundrede, som venstrefløjen i regionens mere succesfulde økonomier stort set har opgivet siden – mest slående i Chile, hvis centrum-venstreregeringer de sidste næsten 20 år har stået i spidsen for den hurtigst voksende økonomi, der samtidig er blevet en af verdens økonomisk frieste.
Og måske endnu mere passende, omend temmelig paradoksalt er, at Hugo Chavez i endnu højere grad end sine forgængere har gjort Venezuela til en “mono-økonomi”, fuldstændig afhængig af eksporten af et eneste produkt, nemlig olie. Paradoksalt fordi det før i tiden var en af venstrefløjens vigtigste anker mod en fri markedsbaseret samhandel med omvenden, at man blev afhængig af eksporten af et eller få produkter. Men hvor Venezuela før Hugo Chavez kom til magten for eksemple producerede 90% af sit sukker forbrug og 76% af sit kødforbrug, står den indenlandske produktion i dag kun for henholdsvis 30% og 45%, og mangelsituationer optræder med hyppige mellemrum. Havde Venezuela ikke ikke haft sin olie var økonomien for længst brudt sammen. Det er kun i kraft af dette, at det indtil videre delvist er lykkedes at erstatte den faldende indelandske produktion med importerede varer. Hvor længe Hug o Chavez kan bevare kontrollen over Venezuela er vanskeligt at vurdere. Oppositionen er splittet og svag, og Hugo Chavez har vist sig ganske ferm til befæste og udbygge sin kontrol over statsapparatet. Og selv om hans popularitet er faldet drastisk siden 2006, har han tilsyneladende god kontrol over bl.a. militæret. Men på sigt vil han kun kunne opretholde magten ved at kaste den sidste demokratiske fernis af sig, og det gør han også , hvis det er nødvendigt for at beholde magten. At han skulle opgive den frivilligt er der ikke mange der tror på.
