Yoani som i måske kan huske fra da hun blev angrebet for et par uger siden har netop fået svar fra Obama på de 7 spørgsmål hun igår gav til både Obama og Raul Castro. Jeg er glad på hendes vegne selvom hun nok ikke får svar fra Raul.
Jeg syntes dog at hendes nye kampagne mod dem som skygger og chikanerer hende dagligt er langt vigtigere og mere sigende om hvad der går og brygger i Cuba idag. Hun bliver regelmæssigt skygget og har nu begyndt sin egen kampagne mod det hemmelige politi. Hun vil dokumentere disse “skygge væsener” som hun kalder dem.
Mens jeg tror jeg er en Kubrick eller en Tarantino har jeg nu begyndt at lægge vidnesbyrder på disse væsner som ser over os og chikaner os. Væsner fra skyggerne som ligesom vampyrer nærer sig a vores menneskelige lykke, som indsprøjter os med frygt gennem slag, trusler og afpresning. Individer trænet i tvang men ikke kunne forudsige sin konvertering fra at være jægeren til at være den jagede i ansigter fanget af kameraet, mobil telefonen eller den nysgerrige nethinde af en borger. Vand til at kopiere beviser til disse arkiver de har på os alle i en eller anden skuffe, et eller andet kontor. Nu er de forbavsede at vi selv tager inventar af deres handlinger, deres øjne og præcis skildringer af deres udyder.
Se selv billederne hun har begyndt at tage af skygge væsenerne.
Efter al den internationale fordømmelse der kom imod regimet efter deres angreb på Yoani ser det næsten ud som om de er bange for hende nu. De har aldrig før været bange for at smide folk i fængsel for betydeligt mindre end hvad Yoani laver. Forskellen er at Yoani er blevet populær med de unge og intellektuelle i Fidels egen internationale målgruppe og det er nu lige meget hvad Castro brødrerne gør ved hende, hun bliver bare en martyr og en endnu større fare for dem.
Den sorte menneskerettigheds leder Dr Darsi Ferrer har dog ikke været så heldig og har været ind og ud af fængslet i flere år da han har været ignoreret af den udenlandske presse. Stakkels Panfilo som bare var en lidt fordrukken fyr på gaden blev også smidt i spjældet for at sige at folk er sultne i Cuba til et udenlandsk film hold.
Ville det iøvrigt ikke være en interessant øvelse at skygge ejerne af Fidels Cocktailbar i Århus og København for at se om det vil hjælpe lidt på deres fantastiske cubanske stemning. Er det ikke på tide at Danmarks intellektuelle og kunstnerer (hvis man kan kalde Niels Hausgaard det) vågner op og indrømmer at deres ideer om samba socialisme måske var fejltaget.
Human Rights Watch har netop offentliggjort deres rapport med titlen “New Castro, same Cuba“, om menneskerettighederne i Cuba , efter Raul overtog magten fra storebror Fidel. De er i det store hele lige så ringe som før.
Hermed synes alle forhåbninger om forandringer til det bedre under Raul at være knust. Som rapporten gør opmærksom på, kan det godt være at “Castro inherited a system of abusive laws and institutions” men “rather than dismantle this repressive machinery, Raúl Castro has kept it firmly in place and fully active”
Yoani Sanchez en blogger fra Havana som efterhånden er ved at blive et stort problem for Castro brødrene, blev i fredags kidnappet og gennembanket sammen med en anden blogger da de var på vej til en freds march.
Yoanis blog Generacion Y som bliver oversat til engelsk her fortæller uden censur om den forfærdelige cubanske dagligdag med sammenfaldene hospitaler, mangel på mad og elektricitet. Hun har vundet indtil flere priser for hendes skriveri.
Kun få private har internet i Cuba og hvis de havde kunne de heller ikke læse Generacion Y da den er blokeret. Før i tiden sneg hun sig ind på hoteller og uploadede artikler som hendes venner i udlandet publicerede på bloggen. Nu er det ikke muligt da de kun lader udenlandske statsborger bruge internettet. Nutildags har hun et eller andet hemmeligt storm p agtig måde at sende sine artikler ud af landet, som sikkert indebærer en flash disk, enkryptering og nogle gode venner med internet adgang.
Læs selv hendes beskrivelse af deres bortførelse:
Da vi var tæt på 23 gade og rundkørslen ved Avenida de los Presidente, så vi ankomsten af en sort bil af kinesisk mærke med 3 stærke ukendte mænd. “Yoani, kom ind i bilen”, sagde en mens han holdt mig stærkt på håndledet. De andre omringede Claudia Cadelo, Orlando Luís Pardo Lazo og en kæreste som fulgte med os til en demonstration mod vold. Ironisk for livet, var at dette blev en eftermiddag fyldt med slag, råb og bandeord som skulle have været en dag for fred og harmoni. Disse “angribere” kaldte en patrulje som tog de to andre med sig. Orlando og jeg var indelukket i bilen med de gule plader, i en skræmmende lovløs verden uden mulighed for dommedag.
Jeg nægtede at gå ind i Geely bilen og vi insisterede at de viste os identification samt en juridisk kendelse for at tage os. Selvfølgeligt viste de intet papir som kunne bevise at dette var en legitim anholdelse. Indtil flere nysgærrige kom til og så på, så jeg skreg “Hjælp, disse mænd er ved at kidnappe os”, men de stoppede et par stykker som prøvede på at hjælpe os med et råb som viste hele den ideologiske baggrund for operationen: “Bland jer ikke, dette er et par kontrarevolutionære”. Grundet vores verbale modstand, ringede en af dem til en som må have været deres chef: “Hvad gør vi? De vil ikke gå ind i bilen”. Jeg kan tænke mig til at svaret fra den anden side var skarpt, fordi derefter startede et hav af slag og skub. De bar mig med hovedet ned ad og prøvede på at få mig ind i bilen. Jeg holdt fast i døren… de slog mig på knoerne… jeg rækkede ud efter et stykke papir som en af dem havde i lomen og jeg tog det i munden. Atter en bølge af slag så jeg kunne give dem dokumentet tilbage.
Orlando var allerede inde i bilen, imobiliseret i en karate nøgle som holdt ham med hovedet imod gulvet. En satte sit knæ oven på mit bryst og den anden slog mig hårdt fra forsædet i nyrene og hovedet så jeg kunne slippe papiret. I et øjeblik føldte jeg som om jeg aldrig ville slippe ud af bilen. “Dette er så langt som du kommer Yoani”, “Nu stopper du med klovneriet” sagde ham som sad ved siden af føreren og hev mit hår. I bagsædet kunne man se et forfærdeligt spektakel: mine ben opadvendt, mit ansigt rødt på grund af trykket og en smertefyldt krop. På den anden side Orlando ødelagt af en profesionel tæskegiver. Jeg kunne kun bevæge mig lidt men det lykkedes mig at række ud gennem et par bukser og fik fat i testiklerne ud af desperation. Jeg gravede mine negle i da jeg følte som om at han var ved at flade mit bryst indtil det sidste pust. “Dræb mig nu” skreg jeg med det sidste luft jeg havde tilbage. Ham i forsædet sagde til den yngre “Lad hende indånde”.
Jeg hørte Orlando hive efter vejret og slagene blev ved med at falde på os, jeg prøvede på at åbne døren og smide mig ud, men der var intet håndtag indefor. Vi var fuldstændig under deres barmhjertighed og da jeg hørte Orlandos stemme gav det mig mod. Han fortalte mig at det samme var sket for ham gennem mine afkortede ord… de sagde til ham “Yoani er stadig i live”. De efterlod os smertefyldte på en gade i Timba. En kvinde kom nærmere “Hvad er der sket jer?” … “vi blev kidnappet” lykkedes det mig at sige. Vi omfavnede hinanden og græd midt på fortorvet. Jeg tænkte på Teo, hvordan kan jeg ved gud forklare ham disse blå mærker. Hvordan kan jeg forklare ham at han bor i et land hvor dette sker, hvordan kan jeg kigge på ham og fortælle ham at sin mor blev gennemtæsket ude på gaden fordi hun skriver en blog udtrykker sine holdninger i kilobytes. Hvordan kan jeg beskrive de despotiske ansigter på dem som brutalt tvang os ind i en bil, deres fornøjelse af at slå os, hive min nederdel og at hive mig halvnøgen mod bilen.
Det lykkedes dog at se en grad af overaskelse i vores anfaldsmænd, frygten for det nye, for noget de ikke kan ødelægge noget de ikke forstår, en forfærdelse at vide at deres dage er talte.
Claudia Cadelo og Orlando Luís Pardo Lazohar også begge blogget om det.
Efter hendes forfærdelige oplevelse er jeg er glad for Yoanis optimisme. Nu er Cuba igen i dyb økonomisk krise, hvor det godt kunne ske at de begynder at optrappe volden mod indbyggerne som de før har gjordt.
I torsdags vandt 79-årige Omara Portando, som den første cubaner, en Latin Grammy i katagorien “Best Contemporary Tropical Album” for albummet “Gracias”. En meget smuk plade, hvor hun ser tilbage på en karriere der spænder over 6 årtier. I modsætning til hendes internationale gennembrud med med Buena Vista Social Club pladerne i 1990erne, er der ikke tale om en (nostalgisk) dyrkelse af cubansk musik fra før 1959, men derimod om en plade, der i den grad er inspireret af jazz og bossa nova.
Pladen er international i dette ords egentlige betydning (med musikere fra et hav af forskellige landet). Særligt nyskabende er den dog ikke. Det kan man naturligvis heller ikke forlange af en sangerinde på næsten 80 år. Opdateringen fra pre-Castro musikken, som den kan høres på Buena Vista pladerne, rækker så langt fra ind i dette årtusinde. Når det er værd at nævne, er det fordi det illustrerer en centralt problem i Cubansk musik, nemlig den manglende kunstneriske udveksling mellem Cuba og omverden (især USA) efter 1959.
Cubansk musik har siden midten af forrige århundrede haft en markant betydning og indflydelse der rækker langt ud over egne grænser og hvad landets indbyggertal ellers skulle tilsige. Frem til den cubanske revolution fandt der en frugtbar og kunstnerisk fantastisk kreativ kulturel udveksling sted mellem amerikansk og cubansk populærmusik. Således introduceredes blæserinstrumenter i Cubansk musik fra 1920erne af amerikanske jazzmusikere der kom for at optræde på de hoteller, casinoer og forlystelsessteder der fulgte i kølvandet på Havannas fremskost som et yndet turistmål for amerikanske turister. Attraktionerne (ud over det gode vejr) var ikke mindst at alkohol og spil var tilladt i Cuba, i modsætning til forbudstidens amerika i 1920erne.
Continue reading Omara Portuando vinder den første cubanske grammy ved dette års Latin Grammy Awards
De sidste par dage har Canal 23 en af Miami’s mange spansktalende tv stationer annonceret at Castro brødreners søster Juanita vil offentligtgøre en hemmelighed hun har holdt i mange år. Så i går aftes ved 11 tiden sad jeg ligesom mange andre her i Miami spændt foran fjernsynet for at høre Juanitas hemmelighed.
Note: Det lader til at Univision blokerer videoindhold for folk udenfor USA, hvilket selvfølgeligt er irriterende. Jeg lader den blive i tilfaelde af at det er et imidlertidigt problem.
Den store hemmelighed hun havde var at hun blev rekruteret til at arbejde med CIA i 1963 da hun stadig boede i Cuba. Hun siger at med CIA’s hjælp fik hun omkring 200 folk ud af Cuba. Hun hjalp CIA med information inklusiv information om de sovjetiske misiler som startede den kendte og farlige misilkrise.
Som mange andre i Cubas store middelklasse i 50erne var Juanita aktiv i revolutionen i mod Batista. Efter revolutionen hjalp hun med at bygge kliniker i landområderne. Men efter brødrerne begyndte at henrette og fængsle kritikere blev hun mere og mere kritisk. Hun beskrev i interviewet hvordan hende og moren havde været dybt bekymrede over den kontrarevolutionære Humberto Sorí Marín skæbne. Juanita ringede til Fidel som sagde. “Sig til mor at hun kan sove roligt, intet vil ske med ham.” Den næste dag læste de i avisen at han var blevet henrettet.
Efter revolutionen boede hun sammen med sin mor i et stort hus i Havana, hvor de gav husly til mange anti kommunister indtil de kunne komme ud af landet. Hun valgte at emigrere til USA via Mexico i 1964 efter at moren døde. Uden moren var der ingen til at beskytte hende mod sine brødre.
Det har været sjovt at høre teorierne som folk har haft. Den mest ekstreme teori som jeg hørte et par gange var at hun havde bevis på Fidels indblanding i Kennedy mordet. Den troede jeg godt nok ikke på selv, da brødrerne helt klart ikke stolte nok på hende til at give hende den slags information, hvis (og det er et stort hvis) Fidel stod bag Kennedys mord.
Hun er i nyhederne igen i aften hvor hun vil fortælle mere. Idag udkommer også hendes nye bog “Fidel y Raúl, mis hermanos. La historia secreta”, “Fidel og Raul – mine brødre. Den hemmelige historie“, som helt sikkert kommer til at sælge godt.
Gorki Águila og hans gruppe Porno para Ricardo er ikke lige frem de typiske representant for Cubansk kultur som normalt bliver præsenteret for os fra Dansk Cubansk foreningen og den Cubanske kulturforening.
Gorki har været i spjældet for sit “prekriminelle” musik, synger åbenlyst om sit had for det kommunistiske system og er blevet noget af en helt blandt de unge i Cuba. At blive anklaget for at være prekriminel er en af Castro brødrenes yndlings anklager for at undertrykke kritikere.
Gorki er på tour i USA nu for at promote sin nye cd hvor han gav dette interview til Reason.tv:
Mange folk uden for Latinamerika tror at det hele er Salsa, Samba og Reggaeton. Men lige siden 60erne har latinamerikansk rock ofte kaldet “Rock en Español” været enormt populært. Måske de to eneste navne kendte uden for Latinamerika er Shakira og Juanes begge fra Colombia. Men specielt Mexico og Argentina producerer mange store rock navne som er mindst ligeså store som Pink Floyd og Rolling Stones i regionen.
Ren punk er måske ikke så stor som de kendte Rock en Español grupper, men punk har haft en tydelig inflydelse paa mange forskellige kendte navne som har skabt sine egne nye fusioner mellem punk og lokal musik. Eksempler på dette er Panama’s Los Rabanes som blander punk, ska, reggae og lokal folkemusik. Andrea Marquee fra Brasilien blander Samba, Bossa Nova, Drum’n’bass og Punk. Mexico, Los Angeles og Argentina har også en del punk cumbia grupper.
Castro brødrene har altid ment at rock var imperialistisk og siden 60erne har lokale rock musikere tilbragt meget tid i forskellige fængsler og straffelejre. Dette burde nogen måske fortælle alle de internationale rock stjerner som går klædt i Che trøjer. På samme måde som Hitler prøvede på at promovere en halvforloren tysk kulturarv har det også været en vigtig del af Fidels strategi.
For at høre mere om Cubas undergrunds bands check den nye dokumentar film Cuba Rebelion som følger Gorki’s gruppe og forskellige andre af Cuba’s punk grupper i deres kamp for at få lov til at spille.
Denne uges Economist har to glimrende artikler om henholdsvis de små reformer der nu gennemføres i Cuba samt en gennemgang af de udfordringer Rio de Janeiro står over for i forbindelse med værtsskabet for OL i 2016. Continue reading Fra denne uges “Economist”: Cuba tæt på sammenbrud og mere om OL i Rio 2016
Da Chiles tidligere diktator, Pinochet, døde i 2006, bar nekrologer og kommentarer præg af hans ansvar for regimets brutalitet, ikke mindst i årene lige efter militærkuppet i ’73. Det gjaldt f.eks. i det velansete tidsskrift “The Economist”, der i 1973 havde udtrykt støtte til kuppet mod den marxistiske præsident, Allende, der havde ført Chile ud i både økonomisk og politisk kaos.
Kun få var villige til at acceptere drabene på omkring 3.000 chilenere og tortur af titusinder andre som en beklagelig, men nødvendig omkostning for at sikre, at Chile ikke skulle ende som et totalitært kommunistisk diktatur, hvilket uden militærets indgriben var en reel risiko på daværende tidspunkt. Continue reading Om Castro, Pinochet og hvad valg af helte siger om en selv
en artikel i anledning af 50 året for den autoritære diktator Fulgencio Batistas flugt fra Cuba, der banede vejen for den totalitære diktator Fidel Castro, beskrev Spaniens største dagblad, El Pais, levevilkårene i Cuba i dag som ringere end før 1959. Med tanke på vestlige mediers normale omtale af Cuba gennem de sidste 50 år, var det ganske opsigtsvækkende.
På trods af, at glansen for længst er gået af det revolutionære Cuba, så har et af de faste holdepunkter i medier og uddannelsesmateriale altid været, at forholdene var ringere før Castro greb magten. Ofte beskrives Cuba før 1959 som et fattigt tilbagestående land, præget af analfabetisme og ekstrem ulighed. En fremstilling der har meget lidt med virkeligheden at gøre. Ifølge statistik fra FN, var Cuba blandt Latinamerikas mest velstående lande i 1950’erne.
Cuba var således mere velstående end lande som f.eks. Spanien, Portugal, Grækenland og Finland, for slet ikke at tale om Hong Kong, Sydkorea, Taiwan og Japan. Sådan er det ikke længere. Continue reading Cuba før Castro – et af Latinamerikas rigeste lande