Ny bog – kuppet i Chile og karaktermord på liberale debattører

untitledInformations forlag har for nylig udgivet en bog om Allende og den danske venstrefløj, “Kuppet i Chile”, skrevet af Morten Lassen.

Der er tale om en (mildt sagt) ujævn bog. Bedst når forfatteren skriver om hjemlige forhold, ringe når han skriver om Chile, både før, under og efter Salvador Allende’s korte regeringstid, som endte i et blodigt militærkup 11. september 1973.

Morten Lassen demonstrerer dog især sin manglende idehistoriske indsigt og økonomisk forståelse i sin behandling af reformerne under Pinochet’s 17 år lange styre. Reformer som forandrede det Chilenske samfund for bestandig og dannede grundlag for det moderne Chile, præget af markedsøkonomi – Chile er blandt verdens frieste økonomier – Latinamerikas mest stabile demokrati og højeste velstand. Og uddannelsesniveauet er for øvrigt målt på andelen af en ungdomsårgang, som tager en videregående uddannelse næsten på niveau med Danmark.

Den manglende indsigt kommer ikke mindst til udtryk i et kort afsnit, hvor Lassen omtaler en række hjemlige danske liberale debattører, som har skrevet positivt om reformerne under Pinochet og det Chile der kom ud af Landets kaos og økonomiske sammenbrud i første halvdel af 1970erne.

Der er tale om forsøg på karaktermord, baseret på manglende idehistorisk indsigt krydret med en overfladisk og kritikløs omgang til sit eget kildemateriale.

Jeg vil her på bloggen gennem en række blogindlæg i den kommende tid, forsøge at give en sammenhængende fremstilling af Chile’s vej fra en lukket socialistisk økonomi til en moderne åben markedsøkonomi.

I dette indlæg vil jeg fokusere på den debat, som der efterfølgende har været i Weekendavisen bøger, hvor jeg selv har et læserbrev i denne uge.

Weekendavisens anmeldelse af bogen i september udemærker sig ved, at anmelderen, Joakim Jakobsen køber Morten Lassens præmis, der kort kan udlægges som at Allende ville de rigtige, men havde ikke evnerne, mens det gælder om at nedtone “neoliberalistiske” ideers betydning for Chiles økonomiske succes de sidste 30 år, se nedenstående figur, som viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger i Chile sammenlignet med Latinamerika (minus Cuba).
GDP_per_capita_LA-ChileI sin bog omtaler Lassen Den fortsatte debat om militærkuppet i 1973, og skriver bl.a. (side 356-57) :

For borgerlige politikere og debattører som Brina Mikkelsen, Martin Ågerup, Christopher Arzrouni og Ole Birk Olesen var Chicago-drengenes økonomiske eksperimenter en ubetinget succes, mens der tages afstand fra drabene og torturen

I og for sig en ganske lødig fremstilling, bort set fra udtrykket “en ubetinget succes”, da det kræver en præcisering af i forhold til hvad. Og det fremgår heller ikke hvem af de nævnte som skulle have brugt dette udtryk. Som Lassen korrekt skriver i sin bog, og også fremgår af ovenstående figur, gennemgår Chile en dyb krise, i lighed med andre latinamerikanske lande i 1980erne. I modsætning til andre lande er den forholdsvis kort, til gengæld er den meget dyb.

Selv om man kan henvise til at den udløses af eksterne forhold, som Chile ikke selv var herre over, afslørede den en række politik-fejl, som øgede Chiles sårbarhed overfor udefrakommende økonomiske chok.

Først og fremmest, at man førte fastkurspolitik overfor dollar fra slutningen af 1970erne og frem, hvilket kombineret med frie kapitalbevægelser og  ufleksible lønninger (fra 1979 blev lønninger justeret 1 til 1 med inflationen), førte til en voldsom overvurdering af peso og kraftigt stigende ekstern gældssætning.

Heldigvis for Chile medførte det økonomiske kollaps ikke en opgivelse af reformerne, som i anden halvdel af 1980erne tværtimod uddybedes med yderligere privatiseringer. En mere gennemgribende behandling af kriseårene 1983-1986 følger senere. Set over hele perioden var der dog tale om en for tiden meget positiv udvikling, set i forhold til resten af Latin Amerika.

Det fremgår også tydeligt af nedenstående tabel, hvor det fremgår at Chile var et af de få lande som var i stand til at reducere andelen af befolkningen under fattigdomsgrænsen.

poverty 1980erne

Frihed er det bedste guld

Morten Lassen demonstrerer i sin bog, at han ikke har forstået, at det faktisk skal tages ganske alvorligt, når borgerlige debattører tager afstand til den vold som Pinochet regimet anvendte. I en afsluttende kommentar omkring borgerlige debattørers holdning til reformerne under diktaturet, konkluderer Lassen at

Erfaringen fra Chile synes for det borgerlige og liberale Danmark at være, at demokratiske værdier er mindre værdifulde en økonomisk fremgang og stabilitet.

Hermed afslører Lassen sit ukendskab til den, i hvert fald for den liberale, helt centrale værdi, nemlig frihed. Det forekommer egentlig underligt, givet at reformerne i høj grad gennemførtes af unge økonomer, de såkaldte “Chicago-Boys”, var stærkt inspireret af Milton Freedman, der i 1962 udgav bogen “Capitalism & Freedom”, hvor han krystalklart påpeger at økonomisk frihed er en nødvendig, om end ikke tilstrækkelig, forudsætning for politisk frihed.

Ved to foredrag på Chilenske universiteter i marts 1975 var dette også det helt centrale emne. Friedmans navn blev efterfølgende uløseligt knyttet til reformerne i Chile og dermed til Pinochet, trods det faktum, at han havde ret lidt at gøre med dem. Hans kollega Harberger var langt mere direkte involveret.

I forhold til Friedmans ideal om økonomisk frihed kan vi konstatere, at det i langt højere grad er blevet realiseret efter genindførelsen af demokratiet i 1990erne.

Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i økonomisk frihed, som defineret af det årlige “Economic freedom index” udarbejdet af Fraser Institute. Et projekt Friedman var dybt involveret i.

freedomI parentes bemærket kan nævnes at Danmark er nr. 19 i 2012. Om Chile fremover vil score lige så højt, er dog tvivlsomt. Efter regeringsskiftet i 2014, har man bl.a. øget selskabsskatten fra 20 til 27 procent.

Som nævnt vil jeg i den kommende måned skrive en række indlæg om Chile de seneste 50 år, i håbet om at det kan udgøre en slags modvægt til den temmelig ensidige udlægning af Chile’s økonomiske historie, som fortsat åbenbart er fremherskende.

Læserbrev i dagens Weekendavis :

Pinochet

Morten Lassens bog, Kuppet i Chile, anmeldt af Joakim Jakobsen i WA #37, om kuppet i Chile er en ujævn bog.
Lassen besidder ikke tilstrækkelig økonomisk og idéhistorisk indsigt. Bedre bliver det ikke i Joakim Jakobsens anmeldelse af bogen i nærværende avis.
Helt galt går det, når Lassen og Jakobsen forsøger sig ud i at tolke en række navngivne hjemlige (liberale) debattørers forsvar for de »neoliberalistiske« reformer under Pinochets lange militærdiktatur.

Økonomen Milton Friedman besøgte sammen med sin kollega, Arnold C. Harberger, Chile i marts 1975. Friedman holdt i den anledning to foredrag. Her kom han ind på betydningen af økonomisk frihed i forhold til personlig frihed. Pointen er, at »økonomisk frihed er en nødvendig (men ikke tilstrækkelig) forudsætning for personlig frihed«. Sådan gik det heldigvis også, da Pinochet frivilligt trak sig som præsident efter at have tabt en folkeafstemning i 1988.

Det forholder Morten Lassen sig ikke til i sin gennemgang af reformerne under Pinochet, som var forudsætningen for det relativt velstående og demokratiske Chile vi kender i dag. Det forstår Morten Lassen og Joakim Jakobsen tilsyneladende ikke, hvorfor det ikke kan undre, at de ikke forstår Christopher Arzrounis og andres opbakning bag reformerne.

At Lassens bog lider under sit alt for ensidige valg af kilder ses også i forbindelse med gennemgangen af reformerne under Pinochet. Når Morten Lassen skriver, at »i 1983, da økonomien brød sammen, rullede han [Pinochet] de mest ekstreme reformer tilbage og sendte Chicago-drengene ud i mørket.« Er det forbavsende, at han ikke medtager, at den magtfulde post som finansminister også i 1980erne var besat af økonomer, som betegnedes som »Chicago-drengene«.

Hernán Büchi, som var dybt involveret i reformerne på et tidligt tidspunkt, og var finansminister i 1980erne, har ellers i flere sammenhænge beskrevet reformerne efter gældskrisen i begyndelsen af 1980erne, som en klar videreførelse af det arbejde, som indledtes i midten af 1970erne.

Chile har i dag et stabilt demokrati, og Sydamerikas mest moderne og velstående økonomi. Absolut fattigdom er stort set ikke-eksisterende, mens uddannelsesniveauet for de yngre generationer er tæt på det danske.

Uden reformerne i 1970erne og 1980erne havde dette næppe været muligt. At forstå dette indebærer ikke at man frikender eller relativerer Pinochets og militærets forbrydelser.

Derfor har Christopher Arzrouni fuldkommen ret da han i Jyllands-Posten for år tilbage påpegede, at Pinochet »gjorde mere godt for sit land end nok så mange socialister«.

Det gjorde han først og fremmest, fordi han, meget atypisk for en militærmand og diktator, lod en flok veluddannede og fornuftige økonomer gennemføre reformer, som siden har dannet skole.

Blandt andet var Sveriges pensionsreformer i begyndelsen af 1990erne direkte inspireret af reformerne i Chile 10 år tidligere.

Dette er ikke et forsvar for Pinochet, som hverken kan eller skal forsvares, lige så lidt som man kan eller skal forsvare Che Guevara eller Fidel Castro eller andre af venstrefløjens totalitære helte gennem tiderne.

Det er en konstatering af det historiske faktum, at reformerne i Chile virkede, at velstanden steg og friheden vendte tilbage. Dette i modsætning til alle forsøg på indførelse af socialisme, som altid er endt i økonomisk sammenbrud og tab af både økonomisk og personlig frihed.

Socialisme ender altid i økonomisk sammenbrud, diktatur eller begge dele

Venezuela er for længst holdt op med at være et demokrati. Retsstaten er brudt sammen og magtens tredeling en saga blot. Ytringsfrihed er der ikke meget af, og mens økonomien braser sammen om ørerne på de stakkels venezuelanere, langer præsidenten og regimet ud efter “udenlandske” sabotører, Colombia, USA og forretningsfolk og landmænd, som får beslaglagt deres produkter og fængsles, når de ikke vil sælge deres produkter til regeringens fastsatte priser.

lopez

Korruptionen er alt omfattende, mordraterne skyhøje og inflationen ude af kontrol. Det nærmer sig den endelige nedtælling. Spørgsmålet er blot om det ender med en tilbagevenden til demokratiske tilstande eller et fullblown diktatur.

Sådan er situationen her 3 mdr. før parlamentsvalget, som regeringen vil tabe med et brag, hvis det går ærligt for sig. Spørgsmålet er blot om det vil ske.

Intet som tyder på at man frivilligt afgiver magten. Det er der så ikke noget overraskende ved. Maduro’s “valgsejr” efter Chavez død var efter al sandsynlighed fup. Reelt tabte han formentlig valget snævert.

Oppositionspolitikere forbydes at stille op, hvis de da ikke som Lopez ligefrem fængsles.

Det interessante bliver hvorledes de andre Sydamerikanske lande reagerer, ikke mindst medlemmerne af Mercosur, og Brasilien i særdeleshed.

Oppositionen – dem fængsler man da bare

I sidste uge dømtes en af oppositionens mest fremtrædende ledere, Leopoldo Lopez til næsten 14 års fængsel ved en parodi af en retssag. Dommen udløste da også kritik fra en række lande og internationale organisationer, bl. a. USA, FN og internationale menneskerettighedsorganisationer.

Mens andre latinamerikanske lande har været tavse, har der været fremsat, hvad der kunne (og blev) tolket som kritik fra den chilenske centrum-venstre regerings side.

En erklæring fra det chilenske udenrigsministerium mandag, udtrykte håb om at Leopoldo Lopez ville få prøvet sin sag ved en højere domstol, samt at det ville foregå i overenstemmelse med “fundamentale menneskerettigheder”. Samtidig udtrykte man håb om, at parlamentsvalget om 3 måneder ville være demokratiske.

Reaktionen kom omgående i form af en fordømmelse fra den venezuelanske regering af hvad den betegnede, som indblanding i andre landes indre anliggender.

Tidligere på året kritiserede Chiles tidligere socialistiske præsident, Ricardo Largos sammen med mere end tyve andre tidligere latinamerikanske og spanske ledere brud på menneskerettigheder og fængslingen af Leopoldo Lopez i Venezuela.

Venezuela's acting President and presidential candidate Nicolas Maduro sings during a campaign rally in Caracas April 5, 2013. Maduro said on Friday that Venezuelan authorities have arrested several people suspected of plotting to sabotage one of his campaign rallies before an April 14 election by cutting the power. REUTERS/Carlos Garcia Rawlins (VENEZUELA - Tags: POLITICS ELECTIONS)

Jovist. Venezuela lever i den grad op til traditionen for at forsøg på indførelse af socialisme altid ender med økonomiske sammenbrud, diktatur eller begge dele.

I sidste ende kan Venezuela’s fremtid meget vel blive afgjort af hvordan militæret stiller sig. Det nuværende regime har haft god tid til at indsætte egne folk, ligesom man har gjort det i retssystemet. Spørgsmålet er så i hvilken udstrækning de vil støtte op om Maduro når det kommer til stykket.

Bliver valget til december præget af valgsvindel, vil det ikke længere være muligt for lande som f. eks. Brasilien ikke at reagere. Dertil er demokratiet trods alt blevet for forankret.

-1x-1For en update på den økonomiske situation og udvikling se her

Hvem er på gaden og hvem ønsker Dilma afsat?

impeachment-filipe_araujo
Igen i søndags var der store demonstrationer rettet mod præsident Dilma Rousseff og den store korruptionsskandale i Petrobras.

Under bannere med krav om “Rigsretssag mod Dilma nu!” og “ud med Dilma” (Fora Dilma) var hundredetusinder – måske over en mio. på gaden landet over. Der hersker en del forvirring omkring hvor mange der ret faktisk deltog, og det er svært at sige om der var lige så mange på gaden, som i marts måned.

Denne gang deltog også ledende politikere fra PSDB (Brasiliens socialdemokrati, der i brasiliansk kontekst anses for at være et centrum-højre parti), bl. a. Aecio Neves, som tabte snævert til den nuværende præsident Dilma i oktober sidste år.

Men hvem er det egentlig som er gået på gaden? Det har det ansete analyseinstitut Datafolha undersøgt i São Paulo, hvor de største demonstrationer fandt sted.

Tre ud af fire ( 76%) havde en videregående uddannelse, ca. 20% en ungdomsuddannelse, mens kun 4% alene havde gået i grundskole.

14 % havde en månedlig familieindkomst på svarende op til 4.500 kroner . 13 % havde mellem 4.500 kroner og 7.500 kroner. 1/4 havde en familieindkomst på mellem 7.500 og 15.000 kroner, 1/4 på mellem 15.000 og 30.000 kroner, mens 17 %  tjente 30.000 kroner eller mere. ( indeling sker efter antal minimumslønninger. En minimumslønning er pt. ca. 4.500 kroner om mdr.)

3 ud af 4 var “hvide”. 17% opgav at være af blandet etnicitet (pardo). Kun 3% sagde, at de var sorte, mens 1 % hævdede at være indfødte. 2 % angav at de var gule (andet ord for at være af japansk afstamning), mens 2% angav andre farver/etnicitet.

Gennemsnitsalderen var ca. 44 år, lidt højere end ved demonstrationerne i foråret, hvor gennemsnitsalderen var ca. 40 år.

Med andre ord er der ikke tale om et repræsentativt udsnit af den brasilianske befolkning, hverken etnisk eller økonomisk. Det bør dog heller ikke undre nogen, da det heller ikke har været tilfældet ved tidligere demonstrationer. Hverken de tilbagevendene demonstrationer som har fundet sted siden 2013, hvor der var store demonstrationer, so mi flere tilfælde mundede ud i regulære optøjer, eller tidligere i Brasiliens historie. Det være sig i forbindelse med de protester, som førte til Fernando Collor de Mello’s afgang i 1992, eller demonstrationerne i 1984, hvor man krævede genindførelse af demokrati efter 20 års militærdiktatur. Den gang som nu var det middelklassen som var på gaderne.

Men til forskel fra tidligere har demonstrationerne de seneste år i stigerende grad være domineret af folk der enten ikke associerer sig med bestemte partier eller centrumhøjre orienterede partier.

Gårsdagens demonstrationer var således fuldstændigt domineret af personer, som stemmer på eller har sympati for PSDB.

Hvem ønsker at der indledes rigsretssag mod præsident Dilma?

dilma

Som det fremgår er præsident Dilma’s popularitet faldet voldsomt gennem året. Hun er nu den mest upopulære præsident siden man startede med at lave målinger i 1987.

Men hvor det er middelklassen (ikke mindst “den højere” middelklasse) som er gået på gaderne, er det faktisk de fattigste som er mest stemte for at der rejses en rigsretssag mod præsidenten som det fremgår af nedenstående graf, omend alle indkomstgrupper er overvældende for en rigsretssag.

rigsretssagUagtet Dilmas upopularitet blandt såvel fattig som rig, har Finansiel Times nok en pointe, når man påpeger at “Hvis Dilma afsættes, vil det blot give plads for endnu en middelmådig politiker”.

Brasiliens problemer løses ikke alene ved at afsætte præsidenten, de er langt dybere.

Til gengæld er det åbenlyst at præsidenten her mindre end et år siden hun vandt valget, er det amerikanerne kalder en “lame duck”. Om det rent faktisk ender med en egentlig rigsretsag kan kun tiden vise. Til gengæld er valgkampen til præsidentvalget 2018 reelt allerede begyndt og har været i gang længe.

Ikke just befordrende for en økonomi, der for første gang siden 1930erne kan se frem til mindst to år med faldene BNP og i den grad mangler reformer som kan lægge grunden til fremtidig vækst.

Men som jeg har skrevet før er det væsentligt at understrege, at Brasilien er ikke Argentina. Man vil ikke lade økonomien kører ud over kanten og som jeg vil vende tilbage til senere, er der mange tegn på, at et kraftigt paradigmeskifte væk fra den traditionelle statskapitalistiske model er på vej.

Det vender jeg tilbage til i senere indlæg.

Moodys nedjusterer Brasiliens kreditværdighed

Moodys nedjusterede i tirsdags Brasiliens kreditrating til Baa3, lige over junk-status, men med stabil udsigt.

Det var bedre end markederne havde frygte, og reaktionen var der for positiv. Nedjusteringen er baseret på, at den offentlige gæld vil stige til op mod 70 procent af BNP i 2017, før der er udsigt til bedring.

Det skydels primært at man ikke har formået i tilstrækkelig grad at få balance på de offentlige finanser. Brasiliens nuværende stagnation – 2015 blvier det værste år siden 1990 – skader indtægtssiden, mens nedskæringerne i de offentlige omkostninger har vist sig at være utilstrækkelige indtil nu.

Til gengæld lægger man vægt på at den eksterne balance er relativ stærk, at man har betydelige valutareserver, fleksibel valutakurs. Alt sammen forhold der taler mod nedgradering til ”junk” status.

Moodys rating af Brasilien er nu på niveau med Standard & Poors, der dog fastholder en negativ udsigt for Brasiliens økonomi. Det 3. ratingbureau, Fitch, fastholder indtil videre deres lidt højere rating på BBB, dog også med negativ udsigt.

Venezuela ved at løbe tør for øl

Venezuela’s økonomiske nedsmeltning fortsætter. Efter den officielle Inflation endte på 67 procent i 2014, har man ikke offentliggjort nye tal siden januar.

Baseret på udviklingen i den parallelle dollarkurs, er den steget kraftigt siden.

dolar_paralelo_short

Perioder med mangel på helt basale varer, har været normen i flere år. Der er kronisk mangel på alt fra hæfteklammer over sukker til toiletpapir, myndighederne tvinger bønder og fødevareproducenter “at gunpoint” til at levere pasta, mælk, frugt m.m. til statsejede butikker – og nu er man også ved at løbe tør for øl!

Ifølge præsident Maduro og regeringen skyldes varemanglen og den elendige økonomi sabotage. Tilsyneladende skal man også vare sig for  overhovedet at tale om at der er problemer. For nylig blev en talsmand for landets vinbutikker arresteret få dage efter han advarede om, at man var ved at løbe tør for råvarer til produktion af øl.

 

Der er udskrevet parlamentsvalg til den 6. december og præsident Maduro og regeringen er (naturligt nok) dybt upopulær – se også ovenstående meningsmåling.

Givet tidligere erfaringer, er det fortsat helt åbent hvad der egentlig kommer til at ske. Ved det seneste parlamentsvalg fik oppositionen klart flest stemmer, men kunne alligevel ikke mønstre et flertal i parlamentet. Det sikrede en ekstrem inddeling af valgdistrikterne.

Sådan er status i dag i hvad der mellem 1920 og 1980 var verdens hurtigste voksende økonomi.

Evo Morales klar vinder af præsidentvalget i Bolivia

Det var ingen overraskelse, at Evo Morales vandt præsidentvalget klart i søndags. Mens Evo fik ca. 60 procent af stemmerne, opnåede forretningsmanden Samuel Doria Medina (Bolivia’s rigeste mand) kun ca. en fjerdedel på andenpladsen.

Bolivia er Sydamerikas fattigste land, og dets historie er præget af voldsom ustabilitet, høj korruption og indtil for nylig lav økonomisk vækst. Efter en urolig periode præget af protester og voldelige sammenstød, vandt fagforeningsaktivisten og socialisten Evo Morales fra MAS i 2005 præsidentvalget i Bolivia.

Siden har han (for det meste) været rimeligt populær i befolkningen. Samtidig er han blevet hyldet både hos den danske venstrefløj og i store dele af den internationale hjælpeindustri.

Ikke fordi Bolivia under Morales kan opvise særligt positive resultater i bekæmpelse af fattigdom og forbedring af menneskerettigheder. Andre lande i regionen har de senere årtier formået at løfte en større del af befolkningen ud af fattigdom, og mindske uligheden stort set lige så meget som Bolivia.

Men de har selvfølgelig ikke været båret af antiimperialistisk socialistisk retorik og store armbevægelser som Morales Bolivia. Til gengæld er lande som Colombia og Peru’s økonomiske fremskridt sket samtidig med at menneskerettighederne har fået det bedre. Det omvendte gør sig gældende i Bolivia, hvor pressen stort set er kontroleret af regeringen, enten direkte eller indirekte gennem pres og trusler om sagsanlæg. En ganske alvorlig trussel, i et land, hvor det juridiske system i vid udtrækning er i lommerne på regeringen.

Morales indianske baggrund spiller formentlig også ind, og skygger for en mere sober vurdering af de reelle konsekvenser af den førte politik. Bemærkelsesværdig er i hvert fald den overvældene tolerance, tilgivelse og forståelse, som den bolivianske præsident og hans regering mødes med.

Han er således både sluppet af sted med stærkt homofobiskr udtalelser, manglende respekt for demokratiske spilleregler, gentagne angreb på ytringsfriheden og en bevidst erodering af magtens tredeling.

Ligesom den førte venstrepopulistiske økonomiske politik er skåret over samme læst som set så mange gange tidligere i Latinamerika, og som aldrig har været i stand til varigt at forbedre befolkningens levevilkår. I kortere eller længere perioder, jovist, men på et eller andet tidspunkt bryder modellen sammen.

Et eksempel på den noget malplacerede fascination og dyrkelse af Morales Bolivia, var da Christian Friis Bach ved en debat på Københavns Universitet i 2012, i ramme alvor mente de seneste års udvikling i det bolivianske retssystem som fremskridt for landet.

En udvikling som medfører, at dommere med tilknytning til regeringspartiet MAS sidder tungt på landets domstole, og retssystemet i stadig større grad bruges mod politiske modstandere og den frie presse. Der er tale om bevidst nedbrydning af domstolenes uafhængighed og konsekvent forringelse af et i forvejen ringe og korrupt juridisk system.

Samtidig undergraves ytringsfriheden, og mulighederne for at kigge magthaverne i kortene er blevet væsentligt mindre de senere år. Hvor det meste af regionen har oplevet øget åbenhed omkring de offentlige finanser i de senere pr, er udviklingen ifølge ”International Budget Partnership” gået den modsatte vej i Bolivia. Ligeledes viser en analyse udført af Vanderbilt University, at Bolivia fortsat er et af regionens mest korrupte lande. 40 procent af bolivianerne oplevede således at blive afkrævet bestikkelsesbetaling. I 2012.

Jeg havde for et par år siden mulighed for at møde folk fra både MAS og oppositionen. Når man talte med folk i og omkring MAS, var det åbenbart, at grundlæggende frihedsrettigheder var dem ganske underordnede. Direkte adspurgt om den manglende pressefriehed var svaret fra et ledende MAS medlem, at medierne skam måtte sige og skrive, hvad de ville, så længe det var ”sandheden”. Altså Evo Morales’ og MAS’ udgave af den!

Den manglende respekt for fundamentale rettigheder genfindes til fulde i regeringens misbrug af retsvæsnet. Stort set alle ledende oppositionspolitikere er enten under anklage, har været under anklage eller har valgt at flygte ud af landet efter anklager om det ene eller det andet.

Bolivia som forbillede for andre?

Et andet eksempel på den naive dyrkelse af Evo Morales var da daværende udviklingsminister Christian Friis Bach udtalte, at ”Det er vigtigt, at lande som Danmark bliver i Bolivia. Så kan vi blandt andet støtte op om Evo Morales’ pragmatiske linje”. Bevares, i forhold til Cuba og Venezuela er Evo Morales pragmatisk (og snu), men derfra til at tale om pragmatisme i bred forstand er et stykke vej.

Økonomi:

I sin sejrstale talte Morales selvfølgelig om valgsejren som en sejr over (amerikansk) imperialisme og hyldede både Fidel Castro og afdøde Hugo Chavez. Men som bemærket af en lang række iagtagere adskiller Morales sig fra de to herrer på en række områder. Et af dem er at nok er talen revolutionær, men samtidig er den førte makropolitik en del mere “konservativ”.

bolivia

Evo Morales og kredsen omkring ham, har vist sig at være både snu og pragmatiske, i hvert fald på det økonomiske område. De offentlige budgetter er balancerede og den førte pengepolitik præget af snusfornuft og realistiske valutakurser.

Og selv om man har (re)nationaliseret en stor del af den industri og minedrift, som blev privatiseret i 1980erne og 1990erne, har man klogeligt faret frem med lempe. Således står private firmaer for 95 procent af eksporten af mineraler.

Vi er langt fra vanviddet i Venezuela, hvor Chavez og hans efterfølger har formået af smadre økonomien. Den økonomiske vækst har være betydelig de senere år, ikke mindst drevet af kraftigt stigende eksportindtægter. Høje priser og stor efterspørgsel efter soya, olie, mineraler og gas, har sikret eksterne balancer og hastigt stigende eksport. Faldende priser og efterspørgsel fra væsentlige markeder som Argentina og Brasilien kan dog udgøre en trussel mod den fortsatte økonomisk vækst.

Investerings-niveauet er lavet (under 20 procent af BNP), hvilket på sigt ikke er tilstrækkeligt, hvis den nuværende vækst skal opretholdes.

Det skal dog ikke bortforklare, at det i sig selv er imponerende at Evo Morales har været i stand til at holde sig ved magten i mere end 10 år. Det er ekstraordinært i et land, der alene i årene 2000-2005 nåede at have 5 forskellige præsidenter, mens det snak ned i økonomisk kaos.

Hvor skrøbelig opbakningen kan være kan dog illustreres ved, at Morales vandt lige så overlegent  i 2009, for et år efter at have opbakning fra mindre end en tredjedel af befolkningen, se også her.

Opbakningen fordrer da også at han kontinuerligt fastholder sin popularitet blandt det fattige flertal af bolivianere. Hvilket indtil videre, med enkelte bump på vejen, er lykkedes.

Lige som Lula’s Brasilien blev hyldet i nullerne, for herefter at miste pusten i de senere år – forventet økonomisk vækst i indeværende år er på ca. 0,3 procent – kan det samme ske i Bolivia, og den nuværende popularitet kan vende ganske hurtigt.

Efterskrift: Lidt om det at være indianer med mere.

Som Michael Reid påpeger i sin fremragende bog, “Forgotten Continent: The Battle for Latin America’s Soul”, var der ikke meget indianer over Evo Morales indtil han kom til magten i 2005. Nok er begge hans forældre indianere, men har taler ikke deres sprog og han er kulturelt det man omtaler som mestiz. Det mest røde ved ham indtil 2005 var da også hans socialistiske overbevisning, som er af den maoistiske art, som den udvikledes på vestlige universiteter i 1960erne og 1970erne. Det var først efter han kom til magten i 2005, at den indianske kultur blev en integreret del af selv-iscenesættelsen og fortællingen i MAS. En fortælling der bland andet bygger på en forestilling om et Bolivia med indianske samfund, fra før Inkaerne koloniserede det nuværende Bolivia.

En fortælling der i den grad dyrkes af Álvaro García Linera, Morales vicepræsident, som samtidig er den ideologisk bagmand. Linera er tidligere aktiv revolutionær, og det var den bevægelse han var medlem af, som stod bag bortførelsen af Medina, taberen af søndagens præsidentvalg. Yes. Politik i Bolivia er ikke for tøsedrenge, ej heller kedelig.

En af de mere kuriøse eksempler var da Brasilien i 2012 tildelte politisk asyl til en boliviansk senator, samtidig med at man forhandlede med Bolivia om dets optagelse som medlem af Mercosur. Andre sager involverer bl. a. et attentatforsøg mod en regeringskritisk radiojournalist.

Intet af dette ændrer dog ved at Evo Morales vand valget i søndags og samtidig (igen) fik et solidt flertal i parlamentet. Det var 3. gang at han blev valgt (selv om forfatningen kun tillader genvalg en gang – forfatningen ændredes dog i 2009 og højesteret, som er fuldstændigt kontrolleret af regeringen bestemte, at første gang, som fandt sted under den gamle forfatning derfor “ikke talte med”.

De anklager man kan have mod Morales for urent trav og undergravning af menneskerettigheder og demokrati ændrer heller ikke ved den brede befolknings opbakning – i hvert fald på nuværende tidspunkt. 2/3 er beskæftiget i den uformelle/parallelle  økonomi, og har oplevet betydelig fremgang i levestandarden de senere år.

At de kunne have oplevet samme eller større fremgang i en mere fri økonomi, eller at den økonomiske fremgang hviler på et skrøbeligt grundlag, er uden betydning i denne sammenhæng.

Almindelige (fattige) mennesker er med rette glade for de fremskridt der er sket de senere år. At man så kan mene, at det hurtigt kan gå den anden vej er en anden sag.

Fortsat vækst kræver fortsatte investeringer, og her lader økonomien noget tilbage af ønske. Det opdager man så en dag. I lighed med at Brasiliens befolkning er ved at opdage det. Men det er en anden historie, som jeg vil vende tilbage til i forbindelse med et indlæg om valget i Brasilien den 26. oktober.

Dilma og Aecio Neves går videre til 2. valgrunde

Dette års præsidentvalg i Brasilien har været en uforudsigelig affærre,  fuld af overraskelser. Først var der Marina Silva’s fremkomst som favorit til at blive præsident i august, som jeg skrev om for små 6 uger siden. Senere kollapsede hendes kampagne, mens Dilma Rousseff gik så markant frem, at der ligefrem var spekulationer om hvorvidt hun kunne vinde i 1. valgrunde – se også her – og så er der valgresultatet fra i søndags, hvor Aecio Neves kom overaskende klart ind på en andenplads, mere end 12 procentpoint foran Marina Silva på 3. pladsen.

Det endelige resultat af 1. valgrunde blev 41,6 procent til den siddende præsident, Dilma Rousseff, 33,6 procent til Aecio Neves og blot 21,3 procent til Marina Silva.

Dilma Rousseffs relativt ringe resultat ( ingen siddende præsident har opnået ringere opbakning tidligere) og Aecio Neves meget klare andenplads blev mødt med kursstigninger på aktiemarkedet og fald i dollarkursen.

Hvis det er udtryk for en forventning om at Aecio Neves får hovedparten af Marina Silva’s stemmer i 2. valgrunde, er der nok mere tale om ønsketænkning end en reel mulighed.

Marina Silva’s parti PSB’s vælgere må forventes at ligge til venstre for Aecio Neves, og Dilma Roussef kan nøjes med lidt mere end 1/3 af disse vælgere, for at sikre sig genvalg.

Valget afslørede også klart, at Brasilien er et polariseret land, med meget store regionale forskelle. Således vandt Dilma Rouseff meget klart i de relativt fattige nordøstlige og nordlige stater, mens Aecio Neves klarede sig bedst i den sydøstlige og sydlige Brasilien.

Udklip1234

For interaktiv udgave af ovenstående illustration, se her

I Brasiliens økonomiske centrum, Sao Paulo, og i Sydbrasilien opnåede Aecio Neves opbakning fra næsten dobbelt så mange vælgere, som Dilma og Marina til sammen.

Det bliver en meget spændende 2 valgrunde den 26. oktober. For Aecio Neves taler, at 30 procent af vælgerne direkte adspurgt angiver, at de aldrig kunne finde på at stemme på Dilma, mens Aecio Neves har momentum, og gennem valgkampen har formået at reducere den del af befolkningen, som angiver at de aldrig kunne finde på at stemme på ham Andelen er nu nede på ca. 10 procent.

Selv om Dilma Rousseff ikke kan beskrives som populær (for at sige det mildt), taler en del dog for at hun vil stå som den endelige vinder. Dels er det aldrig før sket at vinderen af 1. valgrunde ikke også har stået som den endelige vinder. Dels må det som nævnt formodes, at en del af Marinas vælgere ender med at stemme på Dilma. Hun skal som sagt blot have ca. hver 3. af Marinas stemmer, mens Aecio Neves skal have mindst 2 ud af 3 som stemte på Marina. Endelig har alle meningsmålinger indtil nu vist, at Dilma Rousseff vinder 2. vangrunde, hvis Aecio Neves er modkandidaten.

Men meningsmålingerne har i den grad vist sig ikke at holde i dette valg, så….

Et er dog sikkert. Det bliver spændende.

Dilma vil formentlig fortsætte skræmmekampagnen mod Aecio Neves og PSDB, der beskyldes for ikke at interessere sig for de 2/3 fattigste i landet. Det er for at sige det mildt ikke korrekt, idet netop PSDB stod fader til en lang række sociale investeringer og programmer i 90erne, som PT senere byggede videre på. Men fakta har som bekendt aldrig været en barriere, når det handler om kampen om magten. Og det uagtet om vi taler om Danmark eller Brasilien.

Aecio Neves vil til gengæld formentlig prøve at kapitalisere på den korruptionsskandale i det delvist statsejede Petrobras, et af verdens største energiselskaber, og som involverer politikere fra PT (men ikke PSDB indtil videre), samt en skandale i forbindelse med uddeling af valgmateriale i staten Minas Gerais, hvor Dilma og PT anklages for at have fået postvæsenet til kun at dele PTs materiale ud.

Derudover vil man naturligvis minde vælgerne om den brasilianske økonomis elendige forfatning. IMF har lige nedjusteret væksten i BNP til 0,3 procent i år. Med (indtil videre) fortsat lav arbejdsløshed er spørgsmålet dog i hvilken udstrækning dette bider på den fattigste (og dårligst uddannede) del af befolkningen. Der til gengæld for en stor dels vedkommende modtager offentlige sociale ydelser.

Brasiliens uforudsigelige præsidentvalg

Jeg har skrevet en kort præsentation af de 3 vigtigste kandidater ved det brasilianske præsidentvalg til Raeson. 1. valgrunde finder sted på søndag den 5. oktober. Hvis ingen får over halvdelen af stemmerne (og det sker ikke), går nr. 1 og 2 videre til anden valgrunde, som finder sted søndag den 26. oktober. De to bliver med al sandsynlighed den siddende præsident, Dilma Rousseff og Marina Silva.

Mit bud er at Marina Silva står med gode chancer for at vinde valget, hvilket jeg tidligere har redegjort for her på bloggen.

Intet er dog afgjort endnu, og ved de seneste meningsmålinger, dels Datafolha, offentliggjort i fredags, og Vox Populi mandag, står Dilma faktisk til at vinde med 4 procent over Marina i 2 valgrunde.

dollar

Udsigten til at Dilma Rousseff alligevel fortsætter som præsident har fået både aktiekurser og kursen på Real overfor dollar til at falde.

Aktieidekset på Børsen i Sao Paulo faldt således mandag med 4,5 procent, mens real ikke har været så svag overfor dollaren siden 2008.

I et valg der har vist sig at være det uforudsigelig nogensinde i Brasilien, kan alt dog fortsat ske

 

Negativ markedsføring virker

PT og Dilma har kørt en selv efter brasilianske forhold uhørt hård kampagne de seneste uger, rettet direkte mod Marina. Det ser ud til at have båret frugt. Man skal dog være klar over, at den siddende præsident og hendes støtter har 6 gange så meget fri TV-tid som modstanderne i første valgrunde. Op til det endelige valg den 26. oktober vil TV-tiden være mere ligeligt fordelt.

Samtidig er det værd at bemærke at Marina de seneste uger har tabt stemmer til både Dilma, der ligger til venstre for hende, og Aecio Neves fra PSDB, som ligger til højre. Det kan derfor ende med at blive afgørende for hendes chancer i anden valgrunde, hvorvidt PSDB vil støtte hende, når deres egen kandidat er ude efter valget på søndag.

Ifølge rygterne er der intern splid om dette i PSDB. Man har ikke glemt, at Marina ved valget i 2010, hvor hun blev nummer 3 i første valgrunde, valgte at forholde sig neutral op til anden valgrunde. Desuden er der intern uenighed om hvad der er taktisk mest fornuftig.

Mens tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso og partiets præsidentkandidat, Jose Serra, i 2010 er mest stemt for at man offentlig skal anbefale at man stemmer på Marina i anden valgrunde, er andre dele af partiet bange for, at man med Marina som præsident mister sin centrale position i brasiliansk politik.

Hvorvidt PSDB vælger at støtte Marina i anden valgrunde eller forholder sig neutral, kan således vise sig at blive afgørende for det endelig udfald.

Efter flystyrtet, som ændrede alt i Brasilien – præsidentvalg 2014

Den 13. august døde kandidaten for PSB, der efter danske forhold svarer nogenlunde til Socialdemokratiet, Eduardo Campos, i et tragisk flystyrt. Det har vendt op og ned på præsidentvalgkampen. Hvor den siddende præsident, Dilma Rousseff, før var favorit til at fortsætte efter valget i oktober, står hun nu til at tabe i 2. valgrunde.

Forklaringen er, at Eduardo Campos vicepræsidentkandidat, Marina Silva, nu er PSB’s præsidentkandidat. Hvor Campos i den sidste meningsmåling før sin død blot fik 8 procent af stemmerne, og var langt efter de to førende kandidater, Aecio Neves fra PSDB og Dilma Rousseff fra PT. PSDB svarer efter danske forhold det Radikale Venstre, selv om partiet hedder “Brasiliens Socialdemokrati”, mens PT svarer nogenlunde til Socialistisk Folkeparti i den version der deltog i regeringen frem til dette forår.

Ved den seneste meningsmåling er der vendt op og ned på dette. I første valgrunde står Dilma Rousseff stadig til at få flest stemmer, men langt fra de krævede 50+ procent, som forhindrer en anden valgrunde. Mens Dilma Rousseff fører med 34 procents opbakning foran Marina Silva på andenpladsen med 29 procent og Aecio Neves med 19 procent af vælgernes opbakning på 3. pladsen. Resten af feltet er ganske ligegyldigt.

I anden valgrunde vil Marina Silva vinde klart over den siddende præsident. Gallupundersøgelsen er foretaget af det velestimerede IBOPE

Hvis Aecio Neves går videre til 2. valgrunde i stedet for Marina, vil Dilma fortsætte som præsident.

Man har også undersøgt hvor stor en del af vælgerne der føler sig sikre på hvem de stemmer på, og hvem de under ingen omstændighed vil stemme på af de tre kandidater.

Mens 65 procent af de som angiver at ville stemme på Marina Silva, også angiver at de har truffet deres endelige valg, gælder det kun for 52 procent for Dilma og 48 procent for Aecio.

Når det gælder om antipati, ligger Marina Silva klart bedre til end det to andre. Her er det slående at den siddende præsident har den største andel af vælgerne, som angiver at de under ingen omstændigheder vil stemme på hende, nemlig 36 procent, 18 procent er sikre på at de ikke under nogen omstændigheder vil stemme på Aecio Neves, mens kun 10 procent angiver, at de under ingen omstændigheder vil stemme på Marina Silva.

Hvem Stemmer på hvem? 

Det er ikke mindst interessant at se hvem som vil stemme på Marina Silva. Her viser det sig, at hun især står stærkt blandt unge, protestanter (hun tilhører selv pinsemissionen), og personer som tjener mere end 2 minimumslønninger.

Reelt er det kun blandt vælgere over 55 år, at hun klarer sig mindre godt, samt de absolut fattigste der tjener 1 minimumsløn eller derunder. Her spiller den geografiske fordeling dog også ind.

Således er det eneste område i Brasilien, hvor den siddende præsident fortsat har et (solidt) flertal, nord- og nordøstbrasilien. Præsidentens støtte er også mest udbredt i byer med under 50.000 indbyggere, mens Marina Silva står stærkest i byer over 500.000 indbyggere.

Blandt universitetsuddannede slår hun begge de andre kandidater klart.

Ingen tvivl om at det bliver et spændende valg.

Der er ingen tvivl om at Marina Silva vil køre valgkamp på at hun er “den 3. vej” og være kandidaten som tager afstand fra det eksisterende politiske system. Det vender vi tilbage til.

For de sprogkyndige kan første debat mellem præsidentkandidaterne ses her:

1. del

2. del

3. del

4. del

Yderlige info om de væsentligste kandidater, se nedenstående links, som er på engelsk (Wikipedia)

Mere om Dilma Rousseff

Mere om Marina Silva

Mere om Aecio Neves

Ps. Jeg er klar over, at jeg har forsømt denne blog på det groveste. Det vil jeg rette op på de kommende uger.

På søndag vælger Colombia en konservativ præsident.

På søndag afgøres det, hvem som bliver Colombia’s næste præsident. Valget står mellem den moderat konservative sidende præsident, Juan anuel Santos, og udfordreren Óscar Ivan Zuluaga, der også er…..konservativ.

Men som The Economist skriver er hovedpersonen i realiteten Colombia’s præsident fra 2002 til 2010, den kontroversielle Álvaro Uribe. Den væsentligste forskel mellem kandidaterne er holdningen til den venstreorienterede terrorbevægelse FARC og den igangværende fredsproces.

Både Santos og Zuluaga vra ministre under Uribe. Zuluaga finansminister og Santos forsvarsminister. Zuluaga vandt med 29 procent mos Juan Manuel Santos 25 procent første valgrunde, og står umiddelbart med gode chancer for også at vinde 2. valgrunde.

Valget kan ses som en afstemning for eller mod den fredsproces, som Juan Manuel Santos har stået for i forhold til FARC. En politik som Uribe, som støttede Santos i 2010, har været bitter modstander af.

Juan Manuel Santos har klart proklameret, at vælgerne har et valg den 15. juni “mellem de som ønsker at ende krigen, og de som ønsker at fortsætte en krig uden ende”.

Santos problem er bare, at opbakningen bag og troen på, at de igangværende fredsforhandlinger på Cuba mellem regeringen og FARC vil føre til fred, ikke er særlig stor. Ikke mindst på grund af, at store dele af befolkningen ikke tror på at FARC reelt ønsker fred.

Mens Zuluaga kan forvente at få de fleste af endnu en konservativ kandidat i første runde, Marta Lucía Ramírez, ca. 15 procent af stemmerne, skal Santos sætte sin lid til at de vælgerne der stemte til venstre for midten i første runde, sætter kryds ud for ham den 15. juni. Og ikke mindst – og det kan måske vise sig at være det vanskeligste – at få flere til at møde op og stemme på søndag. Stemmeprocenten ved første runde i maj var 40 procent.

Uanset hvad vil den økonomiske politik fremover være nogenlunde uændret. Til gengæld kan et valg af Zuluaga få store konsekvenser for både fredsforhandlingerne og Colombia’s naboer, ikke mindst Venezuela,