lula – Americas

Lulas skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, og alle medlemmer af deputeretkammeret, 2/3 af senatet og alle delstaternes guvernører er på valg. Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på Punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela, der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt, og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det, at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.

Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt, at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet, som tyder på, at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for, at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg frem til anden runde af præsidentvalget den 27. oktober bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største og verdens 8. største økonomi. Det er derfor en region, som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede, at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016 er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, hvilket vil være til glæde for både landenes egne befolkninger og europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig, at en aftale gennemføres. Et emne, vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentinas økonomiske problemer ender med et egentlig økonomisk sammenbrud, som det er set så mange gange før. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater, og hvor de skal placeres i forhold til politisk frihed (forstået som forståelse for demokrati og ytringsfrihed) og økonomisk frihed. Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne, at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB (svarer til Socialdemokratiet i regering/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat, São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDBs kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv op og tabte til Lula i 2006) har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne, men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja, det hedder han) Bolsonaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg på) reformer, herunder pensionsreformer. Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter” – ca. 40 procent af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV er tilslutningen, især blandt middelklassen, dog begrænset.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL (nationalisme/værdikonservatisme, mest oplagte parallel er USA’s præsident Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt udenfor Rio de Janeiro, men efter Lava Jato (og den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer, at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde første valgrunde ifølge de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middelklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med dem, der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro – dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (svarer til Socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester (hvor?), guvernør i Ceara, finansminister en kort periode i første halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at slå Bolsonaro.

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien og blandt vælgere med lave indkomster, lidt eller ingen uddannelse og dem, der er oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år).

Den største udfordring for at videre til anden runde bliver Fernando Haddad fra PT, da de kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i, at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (foruden Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede idømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller, at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i tre måneder i 2015) er mistænkt for bl.a. korruption.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et – i forhold til PT – spiseligt alternativ for mere moderate vælgere og erhvervslivet. På den anden side har han også meddelt, at oliekoncessionerne, som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT og minister under Lula. Trak sig dog som minister og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun mente, at man ikke prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun begge gange endte på 3.-pladsen.

Sandsynligheden for, at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til anden runde, er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (svarer til SF/Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff og tidligere borgmester i Sao Paulo, men mislykkedes med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til anden runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede, at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet, trods at han er dømt for korruption, er Dilma mildt sagt ikke en stjerne.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til anden valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet, inden det blev officielt, at Hadda er kandidat for PT, hvorfor resultaterne kan have ændret sig siden.

Det er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance, at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterettens afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lulas fordel, så at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet første valgrunde. Det kan måske undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel, men Lula er en “bigger than life”-skikkelse i Brasilien. Og en ting er, at en del vælgere slet ikke tror, han er skyldig – det er også den fortælling, PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula, er større end antallet, som fortsat tror, han er uskyldigt dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere, som går ud fra, at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse), og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de, at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lulas regeringstid. Det, at den førte økonomiske politik under Lula bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente, at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater: dels vurderet på deres ideer om, hvordan økonomien skal indrettes, og dels på, hvor autoritære vs. liberale de egentlig er vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro hersker der noget forvirring om, hvad han egentlig vil, når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange: dels vurderet på, hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked), og dels vurderet på, hvad hans forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen, som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær, men skal man tage udsagnet om, at “Hadda er Lula” alvorligt, så skal man medtage, at Lula, mens han var præsident, i flere omgange truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente, at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget, skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien, for også den brasilianske præsidents magt er begrænset, og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre, og det gælder ikke mindst, hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

Bye bye Dilma – hello Temer

Hvad de fleste for længst regnede med, blev i dag en realitet. Med stemmerne 61-20 afsatte Senatet i dag Dilma Rousseff, for at have brudt forfatningen og manipuleret de offentlige finanser. Hvis vi ser bort fra at der er stor risiko for uroligheder i aften og nat, når skuffede tilhængere af den afsatte præsident formentlig vil protestere, er den umiddelbare effekt i Brasilien begrænset.

Michel Temer er nu endegyldigt er præsident frem til næste valg i 2018, og vi må se om hans regering kan komme igennem med nogle af de reformer jeg tidligere har skrevet om. Det er langt fra sikkert.

Der har på det seneste været en spirende optimisme og som tidligere skrevet, hævede IMF for nyligt sin prognose for den økonomiske vækst i 2017 til + 0,5 procent. Mens andre iagtagere taler om vækstrater på op til 2 procent. Men her er indregnet forventede tiltag fra den nuværende regering.

Hvordan det kommer til at gå ved vi formentlig først i november mdr., når lokalvalgene er overstået.

Dilma’s eftermæle

Dilma vil formentlig først og fremmest blive husket forde seneste års økonomiske krise. BNP er faldet næsten 10 procent i løbet af det seneste 2½ år, og er nu på niveau med BNP i 2010. Og samtidig markerer hendes afsættelse enden på 14 år med socialistiske præsidenter.

Men hun bør dog også huskes for noget andet, som på sigt kan vise sig at få stor betydning for Brasiliens fremtidige udvikling. Det var nemlig under hendes regering at man gjorde det muligt for at dommere selvstændigt at tage initiativ til efterforskning. Med andre ord ville den store Petrobras skandale, der oprulles i år og som involverer ledende politikere fra alle dele af Brasiliansk politik, næppe være komet så langt, hvis ikke det havde været for Dilma.

At den ændrede lovgivning i sidste ende kan medføre at hendes forgænger, Lula, bliver dømt for korruption er naturligvis i sig selv skæbnens ironi.

Joaquim Levy er måske snart fortid som finansminister

Joaquim Levy, har været finansminister siden Dilma Rousseff’s smalle valgsejr sidste år. Det kan meget snart være slut.

Udnævnelsen af den amerikanske uddannede, og internationalt respekterede, økonom som finansminister sidste år var et forsøg på at imødekomme den private sektor og ikke mindst internationale investorers stigende bekymringer for Brasiliens økonomiske situation.

Levy blev fra start mødt med kritik internt i præsidentens eget parti, PT. Dels kom han fra den finansielle sektor, som Dilma ikke forsømte nogen lejlighed til at kritisere under valgkampen.

Levy’s tid som finansminister har indtil videre ikke været nogen succes. Oppositionen, som hvis de havde vundet præsidentvalget, formentlig ville have foreslået stort set samme tiltag som Levy, for at bedre den offentlige balance og styrke kreditværdigheden overfor udlandet, ser ingen grund til at være med til upopulære besparelser og skattestigninger.

Det ville naturligvis ikke være noget problem, hvis regeringens egen parlamentariske base, som har flertal i de to kamre, bakkede op om Levy. Men det gør de ikke. Ikke mindst tidligere præsident Lula, som flere gange har fremført slet skjult kritik af Levy, skulle have fået Levy til at overveje at forlade regeringen.

Senere fredag udsendte ministeriet dog en meddelelse om, at Levy bestemt ikke forlader sin post, men samtidig siger kilder tæt på Levy til brasilianske medier, at frustrationen over at møde intern modstand er betydelig.

Tidligere præsident Lula, hvis indflydelse er steget betydelig i takt med Dilma’s fortsatte vanskeligheder, har aldrig været tilhænger af Levy som finansminister.

Regeringen har enorme problemer med at få opbakning i parlamentets to kamre til vedtagelse af næste års budget, og det bliver ikke nemmere af den fortsatte modstand i regeringspartiet selv mod finansministeren.

Bedste bud på nuværende tidspunkt er, at Levy’s dage er talte. Lula og hans allierede foretrækker Henrique Meirelles, nationalbankdirektør 2003-2011, som finansminister, som Dilma Rousseff dog har et mere end almindelig anstrengt forhold til.

Hvis Levy ender med at gå eller bliver gået, og Henrique Meirelles udnævnes som ny finansminister vil det være det endelige bevis på at Dilma er fortid, og Lula er den stærke mand. Han har selvfølgelig også et valg i 2018 som skal vindes.

Ps. Der er næppe stor stor forskel på den Chicago uddannede Levy og Harvard uddannede Meirelles opfattelse af nødvendige tiltag. – Klik også links og læs Wikepedia portrætterne af de to (på engelsk).

Glem Dilma, nu handler det om Lula

“Ulykkerne” fortsætter med at hagle ned over Dilma Rousseff og hendes regering. Den økonomiske krise ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu. Senest har IMF nedjusteret deres prognose for dette års vækst til -3 procent og -1 procent til næste år. Dermed kan Brasilien se frem til to år i træk med faldene BNP for første gang siden 1931-32.

Regeringen er handlingslammet og kæmper med at få de nødvendige stramninger af de offentlige budgetter gennem kongressens to kamre.

Sidste udkald for Dilma

I begyndelsen af oktober omdannede Dilma Rousseff sin regering. Antallet af ministerier reduceredes fra 39 til 31, mens støttepartiet PMDB trods færre samlet antal ministerier, fik en ekstra ministerpost på bekostning af præsidentens eget parti. Formålet er helt tydeligt at holde sammen på det parlamentariske flertal bag regeringen. Og der bliver brug for det.

Kongressens to kamre har indtil videre ikke just været imødekomne overfor regerings forslag til besparelser og skattestigninger for det kommende år.

Tværtimod har præsidenten i den forgangne uge måtte nedlægge veto mod forslag fra kongressen, som ville øge statens omkostninger med 63 mia BRL, svarende til ca. 110 mia. kroner over de næste 4 år.

I sidste uge underkendte Tribunal de Contas da União, TCU (svarer lidt til den danske rigsrevisionen), statens regnskab for 2014 og afgjorde at man har brudt forfatningen.

Dernæst afgjorde valgkommisionen, Tribunal Superior Eleitoral, TSU, at dele af finansieringen af sidste års præsidentvalgkampagne var ulovlig, hvorved der i princippet er åbnet for et omvalg.

Det kræver dog at kongressens to kamre støtter dette, ligesom en rigsretsag kræver 2/3 flertal i kongressen.

Glem Dilma. Det handler om Lula og valget i 2018

Men om Dilma Rousseff bliver siddende som præsident frem til næste valg eller tvinges til at gå før tid er måske af mindre betydning. I realiteten er hun det amerikanerne kalder en “lame duck”.

Ikke just noget som hjælper i den værste økonomiske krise i Brasilien, de seneste 25 år.

Meget tyder da også på, at tidligere præsident Lula er endog meget aktiv i kulisserne, hvilket tolkes på flere måder. Den mest udbredte tolkning er, at han skal forsøge at sikre at regeringen rent faktisk kan få gennemført den nødvendige lovgivning, som kan sikre de offentlige balancer og øge ikke mindst udenlandske investorers tiltro til den brasilianske økonomi.

En mindre venlig tolkning er, at Lula – som forventes at være PTs præsidentkandidat igen i 2018, hvis det viser sig at være en fordel, selv kan have en interesse i at Dilma må gå af før tid.

Uanset hvad tyder meget på at Dilma reelt er færdig og højst skal ses som en “kransekagefigur” uden reel magt. Nu handler det for PT om valget i 2018.

Ved den seneste regeringsomdannelse, har 3 tætte allierede af Lula, Jaques Wagner, Ricardo Berzoini og Edinho Silva, fået til opgave at sikre samarbejdet med kongressen. En opgave Dilma Rousseff for længst har vist hun ikke magter.

Om Lula så kan vinde valget i 2018 er en anden historie. 2/3 af vælgerne mener at både Lula og Dilma Rousseff har været vidende om korruptionen i Petrobras, som er kommet for dagen det seneste år.

En opinionsmåling i juli viste, at Aecio Neves, den sandsynlige kandidat for PSDB ved næste præsidentvalg i 2018, ville vinde over Lula med 12 procentpoint i anden valgrunde.

Brasilien: Nød lærer nøgen kvinde at spinde

Efter valgåret i 2010, hvor økonomien buldrede afsted og voksede med ca. 7 procent, er den økonomiske vækst styrtdykket og forventes at ende på ca. 2 procent i 2012. Som tidligere påpeget her på bloggen, har den brasilianske vækst set over en årrække ikke været imponerende. Den gennemsnitlige vækst har de seneste 10 år været lavere end gennemsnitsvæksten for hele Latinamerika. Fra omkring 1980 at have et BNP per indbygger svarende til gennemsnittet for hele Latinamerika, er BNP per indbygger i dag lavere end gennemsnittet for hele Latinamerika.

Brasilien har behov for reformer og et paradigmeskifte

En væsentlig grund til den manglende vækst og udvikling (hvis man sammenligner med andre dele af Sydamerika) skal findes i den “brasilianske model”, hvor staten spiller en helt central rolle. Godt nok blev der gennemført reformer i 1990erne, hvor økonomien blev åbnet forsigtigt op mens man frasolgte en række statsejede virksomheder. Men der var ikke tale om et paradigmeskifte, som vi har oplevet det i f.eks. Chile og Peru. Reformprocessen kan bedst beskrives som en delvis tilpasning af den brasilianske model, som sikrede at systemet overlevede. Mens præsident Collor de Mello kan gives æren for at lukke økonomien op, må den efterfølgende regering under Fernado Henrique Cardoso (FHC) tildeles æren for en række markedsreformer og frasalget af statsejede virksomheder.

En lang række nødvendige reformer blev dog aldrig eller kun i begrænset omfang gennemført, herunder pensionsreformer, arbejdsmarkedsreformer og effektivisering af den finansielle sektor. En væsentlig årsag var at FHCs parti, PSDB, aldrig havde flertal men var afhængig af andre partier, især det store PMDB. Sidstnævnte var absolut ikke begejstrede for FHCs af kritikerne betegnet “neoliberale” og landsskadelige reformer. Partido dos Trabalhadoras (PT) og senere præsident Lula stemte imod alle reformer.

Det var også grunden til den at der var stor nervøsitet, da Lula i 2002 vandt præsidentvalget. Mens det kan beklages at PSDB ikke havde det nødvendige flertal i 1990erne til at gennemføre alle ønskede og nødvendige reformer, er det nok Brasiliens held, at Lula og PT hverken i 2002 eller senere i hans regeringstid havde absolut flertal. Og de måtte samarbejde med PMDB.

Som det er de fleste bekendt blev Lula en fantastisk populær præsident både indenlandsk og i resten af Latinamerika. Og selv om hans første præsidentperiode endte i beskyldninger om korruption i form af stemmekøb (den såkaldte mensalao), blev han genvalgt med overvældende flertal i 2006. siden han trådte tilbage i starten af 2011 er billedet af ham dog delvist krakkeleret. Dels på grund føromtalte korruptions-skandale, som ikke er afsluttet – retssagen mod en del af de involverede er ikke afsluttet, og dels fordi manglende fortsatte reformer og en fortsat nedprioritering af offentlige investeringer i infrastrukturen effektivt hæmmer Brasiliens vækstmuligheder.

For at økonomien kan revitaliseres er der brug for et reelt paradigmeskifte og erkendelse af frie markeders betydning for varig vækst og velstand.

At Brasilien i Lulas regeringstid oplevede en fornuftig – men bestemt ikke prangende vækst – skyldtes primært kombinationen af reformerne fra 1990erne, som Lula ikke fik mulighed for at rulle tilbage, samt ikke mindst et boom i priserne på Brasiliens traditionelle eksportprodukter.

Høje skatter og elendig infrastruktur

Desværre blev boomet fra årtusindets start og frem formøblet i regeringens jagt på umiddelbar popularitet. Og som det fremgår af vedstående figurer steg de federale udgifter (eksklusiv investeringer) langt hurtigere end BNP. Blandt andet steg både beskæftigelse og lønninger kraftigt (hurtigere end i den private sektor).

Man må ærligt talt undre sig over at det først er indenfor det seneste år at internationale medier er blevet mere forbeholdne overfor Brasiliens fremtidsudsigter. Allerede da Lula overtog magten i 2003 stod det klart at man havde behov for betydelige investeringer i infrastrukturen. I forbindelse med gældskrisen fra begyndelsen af 1980erne og frem, var udbygningen af denne stort set gået i stå.

Det fremgår ligeledes af sammensætningen af de federale budgetter, at man fortsat ikke har gennemført de nødvendige pensionsreformer. Nok har man formået at skærpe kravene lidt, men størstedelen af den brasilianske befolkning kan stadig gå på pension fra de er i begyndelsen af 1950erne, mens de offentlige pensioner fortsætter med at være absurd høje.

Ret skal være ret. Det er ikke rimeligt alene at lægge ansvaret på den tidligere præsident Lulas skuldre. Også Fernando Henrique Cardoso varv ikke i stand til at gennemføre de nødvendige reformer i hans regeringstid, bl.a. på grund af modstand fra PT.

Problemerne er således blevet overdraget til den nuværende præsident, Dilma, som på mange måder har overraslet positivt. Som jeg skrev om her på bloggen sidste år, har hun i modsætning til Lula, rent faktisk handlet på beskyldninger mod ministre og andre om korruption. Indtil videre har hun fyret 7 ministre, og selv om hun var minister under Lula, anses hun ikke for at have været indblandet i skandalen.

Også på andre måder har hun lagt afstand til Lula. Således har Dilma åbent anerkendt betydningen af reformerne i 1990erne for den efterfølgende rimelige økonomiske udvikling i 0’erne.

Og indenfor det seneste år har man så lanceret planer for at inddrage privat kapital i udbygningen af infrastrukturen, der er ganske elendig. Internationale sammenligninger placerer Brasiliens infrastruktur til at være ringere end både Kinas. Ruslands og Indiens.

At man indrager privat kapital skal dog ikke opfattes som et paradigmeskifte. Der er bare ikke andre muligheder, med mindre man vil skære dybt andre steder i de offentlige finanser. Skatterne er i forvejen Latinamerikas højeste og konkurrenceevnen overfor udlandet er faldet drastisk, bl.a. fordi man har oplevet en historisk lav vækst i effektiviteten over de seneste 10 år. Regeringens svar på det har i første omgang været øget protektionisme, billig kredit samt lavere skatter og afgifter for udvalgte sektorer.

På det seneste har de store diskussion drejet sig om regeringens plan for øgede investeringer i infrastruktur, som i vid udstrækning skal ske via private investeringer (betalingsveje), hvilket kun i ringe omfang har været brugt før. Planen kommer i hælene på at regeringen sidste år måtte indse at den ikke ville være i stand til at udbygge landets lufthavne til at håndtere de kommende verdensmesterskaber i fodbold, og derfor udliciterede driften af flere lufthavne til private sidste år.

Som det fremgår af nedenstående graf over sociale- og infrastruktur investeringer, falder sidstnævnte drastisk som andel af BNP i slutningen af 1990erne.

Men i det mindste viser regeringens beslutning at brasilianerne – i modsætning til f.eks. Argentina, Bolivia og Venezuela – at når det kommer til stykket er man langt mere pragmatisk. Der er heller ikke grund til at investorerne skal frygte evt. fremtidige kovendinger hos regeringen. Brasilien har ikke haft for vane at nationalisere i nyere tid.

Desværre er de foreslåede investeringer, svarende til ca. 1 procent af BNP, alt for små til for alvor at gøre noget ved problemet. Iagtagere anslår at man skal investere mellem 4 – og 5 gange så meget, hvis man skal op på niveau med Chile og Syd Korea.

Om ikke af andre grunde (bl.a. hvorvidt de foreslåede projekter overhovedet bliver til noget), er der grund til at tro, at Brasilien ser frem til en lang periode fremover med fortsat lav gennemsnitlig vækst, når sammenlignet med andre lande i regionen, ikke mindst Chile, Peru, Panama og Colombia.

Den seneste investeringspakke var forøvrigt emnet for Globus på Radio 24syv i sidste uge, hvor jeg er gæst sammen med Michael Viberg Pedersen fra DI. Indslaget starter 12 minutter inde i udsendelsen.

http://arkiv.radio24syv.dk/video/6898422/globus-21-08-2012

I dag vælger Brasilien sin nye socialistiske statskonservative præsident

Når stemmerne er talt op efter dagens 2. runde i det brasilianske præsidentvalg (og det går hurtigt, da afstemningen er elektronisk), er det ikke et spørgsmål om hvem der har vundet, men kun med hvor meget. Den næste præsident kommer til at hedde Dilma Vana Rousseff. Hun vinder, fordi den afgående præsident, Luiz Inácio da Silva, kaldet Lula, anbefaler hende.

Hans popularitet har været enestående, og havde han haft muligheden for at stille op til en tredie periode, ville han have vundet overlegent i 1. valgrunde. Kombinationen af høj økonomisk vækst og ikke mindst betydelig indkomstfremgang for den fattige del af befolkningen tilskrives af mange som Lula’s fortjeneste. At det primært skyldes reformer, en forsigtig åbning mod omverden og privatisering i 1990erne (alle tiltag, som PT og Lula stemte mod) og gunstige internationale forhold, er i den forbindelse bagateller som kun nørder interesserer sig for. For de fleste brasilianere – og ikke så få udenfor landet – er Lula blevet synonym med landets ankomst som en vigtig international spiller, høj vækst og færre fattige.

Dette billede hjælpes godt på vej af, at de færreste udenfor Brasilien vist helt har forstået hvordan dette land er skruet sammen. For slet ikke at tale om hvordan dets politiske system fungerer. Internationale medier har igen og igen tydelig vist, at de i hvert fald ikke ikke fatter meget af det. Således insisterer Ritzau, som det fremgår af dagens aviser, se bl.a. her, at beskrive Dilma’s modkandidat som konservativ og borgerlig. Ville Ritzau mon betegne Helle Thorning som konservativ? Jose Serra, som også stillede op mod Lula -og tabte – i 2002 (og ikke 2004, som der står i dagens danske aviser), er en af grundlæggerne af Brasiliens socialdemokrati, PSDB, for hvem han er præsidentkandidat. Tet beset kan man med rette stille spørgsmålstegn ved hvilken konstellation der er mest konservativ – partierne bag Dilma eller Serra.

Hvis konservativ her skal forstås som bevarelse af den bestående brasilianske model, præget af stor statslig involvering og en hang til at regulere og planlægge frem for at lade markedet råde, så er det rettelig PT der er det mest konservative valg. Et kendetegn ved Lulas regeringstid har nemlig været et totalt fravær af økonomiske reformer.

Efter at have tabt 3 valgkampe på en klar socialistisk platform valgte Lula i 2002 at redefinere sig selv, og gik til valg på det man i Brasilien døbte “Lula light”. Det indebar en balancegang der på både kunne tilfredsstille den private sektor, hvilket man gjorde ved at føre en ortodoks økonomisk politik og ikke pille ved allerede gennemførte reformer, og venstrefløjen ved at love sociale reformer, øget social indsats og ikke at liberalisere yderligere.

Mens første valgperiode primært gik med at berolige den private sektor og udenlandske investorer (udenlandske investeringer faldt drastisk og de eksterne balancer kom under voldsomt pres i 2002, efterhånden som det stod klart at Lula ville vinde), og det lykkedes over al forventning. Kontrasten ved valget i 2006 og ikke mindst i år er slående. Aktiekurserne er steget med rekordfart under Lula og de udenlandske investeringer er for længst vendt tilbage.

Men alle disse ting havde været umulige, hvis Brasilien havde holdt fast i den økonomiske model der var fremherskende indtil starten af 1990erne.

Som det fremgår af figur 1, der viser graden af åbenhed som eksport+import divideret med samlet BNP, er betydningen af udenrigshandlen mere end fordoblet fra 1980erne og frem til i dag, hvor Brasilien ikke blot er verdens største fødevareeksportør, men også har en betydelig eksport af råvarer og halvfabrikata. Og det er især eksporten af råvarer og landbrugsprodukter, der har nydt godt af økonomiens åbning fra 1990erne og frem.

Der er ikke grund til at at tro, at Dilma vil fravige Lulas balancegang. Noget andet er om hun rent faktisk kan komme til det. Hun har ikke Lula’s status i partiet, og der har flere gange i de forløbne år været kritiske røster i partiet om, at man ikke har ført en tilstrækkelig socialistiske politik, mens der også har været kraftig kritik af de politiske allierede, som Lula har baseret sit styre på. Således vil den kommende vice-præsident være fra PMDB, der tidligere i 1980erne var PT’s “hovedfjende”. Overhovedet at tilskrive dette parti en egentlig politisk ideologi er måske at tage munden for fuld, men det nærmeste må være at betegne det som statskonservativ (hvor konservativ skal forstås som uvilje mod forandring).

Om Dilma så vil være lige så succesfuld som Lula i sin balancegang er tvivlsom. De fleste iagttagere regner med at man vil forsøge med en finanspolitisk stramning i løbet af kort tid. Med tanke på problemerne med at styre de offentlige udgifter (et ikke helt ukendt problem heller på disse breddegrader), se figur 2, er der grund til at tro, at der står skatteforhøjelser på menuen i den kommende tid, hvorved Brasilien vil befæste sin position som Latinamerikas højest beskattede land. Skulle stramninger ikke være muligt, må man forvente at der kommer en pengepolitisk stramning i 2011, – det vil sige at renten stiger.

Til gengæld skal man ikke forvente at der sker grundlæggende reformer af den brasilianske model. De kommer når den næste krise kommer, og det kan ske hurtigere end mange iagttagere forestiller sig. Den nuværende vækst på 7,5% om året er det under ingen omstændigheder mulig at fastholde.

Ovenstående figur viser det samlede skattetryk, inkl. delstaterne. Under Lulas regeringtid er statens forbrug steget fra at udgøre 15,7% af BNP i 2002, til nu at udgøre 18,9%. En ikke ubetydelig post er Bolsa-Familia (pengeoverførsel til de aller fattigste), der er steget fra at udgøre ca. 6,5% af BNP i 2002, til nu at udgøre næsten 10% af BNP.

Skattetrykket er siden årtusindeskiftet steget til 35%.

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder. Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Socialdemokratiet i Brasilien tager afstand fra Hugo Chavez Venezuela

Det brasilianske senats udenrigskomite vedtog i forgårs, at bakke op om Venezuelas anmodning om at blive medlem det sydamerikanske handelssamrbejde, Mercosur. Afstemningen passer perfekt med præsident Lulas besøg hos Hugo Chavez i Caracas, der startede samme dag. Her skal han og Chavez skrive under på en række ordrer til brasilianske selskaber i mia. klassen. Der var dog langt fra enighed i kommiteen og det kan få betydning på længere sigt, at medlemerne fra Brasiliens Socialdemokrati (PSDB), stemte mod optagelse af et Venezuela med Hugo Chavez i Mercosur.

Forslaget mangler at vedtages i Senatet, hvilket er en formsag. Sammen med Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB) under ledelse af den skandaleombruste præsident for senatet, José Sarney, kontrollerer Partido Trabalhador (PT) samt en række mindre partier denne.

Præsident Lula har meget kraftigt anbefalet optagelsen af Venezuela i Mercosur, der ud over Brasilien, består af Argentina, Uruguay og Paraguay, med Chile, Bolivia, Peru, Ecuador og Colombia som associerede medlemmer. Herefter mangler (givet at senatet følger udenrigsudvalgets indstilling) kun Paraguay at tage stilling til Venezuelas optagelse.

Continue reading Socialdemokratiet i Brasilien tager afstand fra Hugo Chavez Venezuela

Tillykke med Ol i 2016 til Rio, Brasilien og præsident Villy Søvnd.., nej undskyld, Lula.

Så blev det afgjort, OL i 2016 finder sted i Rio de Janeiro – en af verdens smukkeste byer (primært på grund af beliggenheden). De fleste turister kender nok først og fremmest “Zona Sul” (Ipanema, Leblanc, Copacabana og Leme), mens en del muligvis også har været i den gamle bydel Santa Theresa – men også i Rios centrum er der masser af perler, og heldigvis er man i de senere år begyndt at restaurere de gamle bygninger.

Continue reading Tillykke med Ol i 2016 til Rio, Brasilien og præsident Villy Søvnd.., nej undskyld, Lula.