Brasilien – Page 2

Brasiliens største byggeselskab, Odebrecht, lægger alle kort på bordet

Brasiliens største byggeselskab, Odebrecht har udsendt en pressemeddelelse om, at de lægger alt på bordet og vil samarbejde fuldt ud med anklagemyndigheden om selskabets rolle i “Lava Jato” – bilvask skandalen. Navnet på den enorme korruptionsskandale i det statskontrolerede olieselskab Petrobras.

I pressemeddelelsen skriver man blandt andet :

The evaluations and reflections made by our shareholders and executives have led Odebrecht to decide on definitive collaboration with Operation Lava Jato investigations.

The company, which has identified the need to introduce improvements to its practices, has been in contact with the authorities in order to collaborate with investigations, in addition to the leniency initiative which was adopted with the Comptroller General’s Office (CGU) in December.

We hope that the information provided contributes significantly to Brazilian Justice and the construction of a better Brazil.

Odebrechts involvering i skandalen har haft store konsekvenser for firmaet. Flere af dets datterselskaber er nedjusteret til junkstatus og økonomien er presset.

Det er naturligvis breaking news i de brasilianske medier, som spekulerer i hvilke nye navne det vil bringe på banen og hvilken betydning det vil få for den kaotiske situation, som landet befinder sig i.

Odebrecht, en af Brasiliens største virksomheder, med aktiviteter i mange lande og over 100.000 ansatte, er en central aktør i skandalen, som allerede har kostet flere af firmaets topfolk lange fængselsdomme. Bl. a. er tidligere administrerende direktør, Marcelo Odebrecht (barnebarn af selskabets grundlægger) dømt til 19 års fængsel for hvidvaskning af penge, korruption og organiseret kriminalitet.

Gennem korruption tjente selskabet milliarder fra Petrobras og betalte returkommission til politikere og korrupte medarbejdere i Petrobras.

Og det føderale politi er bestemt ikke færdig med Brasiliens største byggeselskab.

Tirsdag var der igen razziaer mod Odebrechts kontorer i bl. a. São Paulo og Salvador, hvor flere er blevet tilbageholdt af politiet.

Ifølge politiet fortsatte de kriminelle forhold helt frem til november 2015, altså mere end et år efter skandalen begyndte at rulle og og flere måneder efter at Marcelo Odebrecht fængsledes i juni sidste år.

På et pressemøde tirsdag fortalte den brasilianske føderale anklager Carlos Fernando dos Santos Lima, at Odebrechts kriminelle aktiviteter rækker langt ud over Petrobras og f. eks. også inkluderer bestikkelse i forbindelse med stadionbyggeri til VM i 2014, samt udenfor Brasilien, bl.a. De Forenede Arabiske Emirater, Portugal og Argentina.

Odebrechts pressemeddelelse og ønske om fuld samarbejde skal naturligvis ses i lyset af ovenstående. Ud over et forsøg på at få nedsat bl.a. Marcelo Odebrechts dom, hvilket er muligt efter brasiliansk lov, drejer det sig nu reelt om selskabets overlevelse.

Hele Brasilien venter nu med spænding på hvilke navne der nu bliver sat i forbindelse med Brasiliens største korruptionsskalndale nogensinde. Ikke mindst hvorledes det vil påvirker tidligere præsident Lula, der i sidste uge blev udnævnt til minister, men ikke formelt er indsat, efter et dommerforbud, som endnu ikke er ophævet.

Hvem demonstrerede i Brasilien søndag?

Søndag den 13. marts oplevede man de største demonstrationer i Brasiliens historie. Politiet anslår at omkring 3,6 mio. mennesker var på gaden over hele ladet. Alene i São Paulo anslås 1,4 mio. at have deltaget.

Demonstranternes umiddelbare krav er præsident Dilma Rousseff’s afgang og “fora Dilma, fora Lula, fora PT” (Ud med Dilma, ud med Lula, ud med arbejderpartiet) hørtes hele dagen og store bannere krævede præsidenten stillet for en rigsretssag. Men der var ikke tale om en demonstration til fordel for oppositionen.

Hvilket illustreres fint i nedenstående billede. På det papskilt, som pigen i midten af billedet holder, står der således ud med PT, PSDB, PMDB….. De tre største partier i Senatet og Kongressen.

Oppositionspolitikere, som søgte at kapitalisere på demonstranternes utilfredshed med den siddende regering, og ville tale til de demonstrerende, blev mødt med mishagsytringer og råb fra tilhørerne om at de skulle forføje sig. Det var bl. a. tilfældet da São Paulo’s guvernør, Geraldo Alckmin, og den tabende kandidat ved det seneste præsidentvalg, Aecio Neves, begge fra PSDB mødte op på Avenida Paulista i São Paulo, se video nedenfor.

Hvem er de demonstrerende?

Men hvem er de demonstrerende? Repræsenterer de et bredt udsnit af den brasilianske befolkning?

Det sidste kan vi hurtigt besvare med et rungende nej. Demonstranterne kommer primært fra Brasiliens urbane middelklasse (forstået som middelklasse efter vestlig standard, det vil sige med en levestandard der kan sammenlignes med vores egen).

Det er der dog ikke noget underligt i. Således har det været ved alle betydende demonstrationer gennem Brasiliens historie. Det var tilfældet ved de store demonstrationer i begyndelsen af 1980erne, som krævede demokratiet genindført. Det var tilfældet ved demonstrationerne mod daværende præsident Fernando Collor de Mello i 1992 og det var tilfældet ved demonstrationerne under Confederation Cup i juni 2013.

I forbindelse med demonstrationerne i Sao Paulo foretog analyseinstituttet Datafolha en spørgeskemaundersøgelse og kom frem til bl.a. følgende karakteristika af deltagerne:

Demonstranterne var væsentlig “hvidere, mere vellønnede og veluddannede” end gennemsnittet i byen.
Hvor 31 procent af demonstranterne tjener 5 minimumslønninger eller derunder om mdr. , gælder det for 72 procent af den voksne befolkning i byen generelt.

Hvor 77 procent af demonstranterne karakteriserer sig selv som hvide, gælder det kun 48 procent af byens indbyggere.

Og mens 77 procent af deltagerne havde en videregående uddannelse, gælder det kun 28 procent af indbyggerne.

Ovenstående bruges naturligvis af tilhængerne af Arbejderpartiet og den siddende præsident Dilma, til at affeje demonstrationerne som en højreorienteret reaktion, ja man taler ligefrem, forsøg på kup mod den demoraktisk valgte præsident. Det vil dog være forkert.

Det er helt korrekt at deltagerne i forvejen ikke var specielt venligstillede overfor Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma. 4 ud af fem deltagere stemte på Aecio Neves ved sidste præsidentvalg og kun 3 ud af hver hundrede på Dilma. Men dette kan ikke aflæses som at man har de store varme følelser for hverken Aecio Neves eller hans parti PSDB. Hvor 37 procent af de adspurgte ved en lignende demonstration sidste år indikerede at de ville stemme på PSDB hvis der var valg i dag, var tilslutningen faldet til 21 procent i år.

Og så må man ikke glemme det faktum, at den fattigste del af befolkningen, altså de der lever i farvellaerne og på landet, ganske enkelt ikke er del af den politiske diskurs. De seneste mange valg i Brasilien har vist en tydelig tendens til at den fattigste del af befolkningen i vid omfang stemmer på de der allerede har magten (hvilket en række bundkorrupte og reaktionære politikere i nogle af landets fattigste dele altid har forstået at profitere på).

Desuden er det som høj grad driver demonstrationerne, nemlig den udbredte korruption – herunder Arbejderpartiets (blandt flere) indblanding i korruptionskandalen omkring Petrobras (Lava Jato) primært noget som middelkassen reagerer på, hvilket flere analyser foretaget af Brasiliens svar på Danmarks Statistik har dokumenteret tidligere.

Naturligvis ville både Arbejderpartiet og den nuværende præsident Dilma få en betydelig større opbakning hvis der var valg i dag, end hvad stemningen til demonstrationerne tilsiger. At de ville tabe med et brag der der dog ikke tvivl om.

Og søndagens demonstrationer har bestemt ikke mindsket presset på præsidenten eller mindsket sandsynligheden for at hun går før tid.

Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Dagens hovedhistorie i de brasilianske medier er uden sammenligning, at der er faldet dom i sagen mod tidligere CEO Marcelo Odebrecht fra Latinamerikas største byggekonglomerat, Odebrecht.

Sammen med en række tidligere højtstående ansatte i Odebrecht og Petrobras, har han været anklaget for at være del af den omfattende korruptionskandale i det statskontrolerede olieselskab, Petrobras.

Skandalen går under navnet “Lava Jato“, på dansk “bilvask”.

Odebrechts dom lød på 19 års fængsel for korruption, hvidvaskning af penge og andre kriminelle aktiviteter. Også en række andre anklagede dømtes til lange fængselsstraffe. Samtidig blev han og resten af de anklagede fra Odebrecht koncernen idømt bøder svarende til i alt mere end 400 mio. kroner.

Continue reading Marcelo Odebrecht idømt 19 års fængsel for korruption

Brasiliens nedtur fortsætter med uformindsket styrke

Brasiliens finansminister det seneste år, Joaquim Levy, trådte fredag tilbage. Ny finansminister bliver økonomiminister Nelson Barbosa.

Der har længe været rygter om at Levy var på vej ud af regeringen. Den nye finansminister anses for at stå for en mere “progressiv” tilgang til den økonomiske politik. Det skifte reagerede markedet på med faldende valuta- og aktiekurser.

The Economist efterfølgende vurdering opsummerer fint reaktionen på markedet og blandt internationale iagttagere:

That change is likely to make a terrible situation worse. It suggests that Mr Levy lost an argument within the government about whether austerity is the right cure for Brazil’s sickly economy, and that he lost it not because his economic remedy was wrong but because it was politically unpalatable.

Til gengæld vakte det glæde hos regeringspartiet PTs base, både blandt medlemmer, fagforening og græsrodsbevægelser. De brød sig aldrig om Levy og den økonomiske politik hans stod for.

Som Economist også bemærker i deres kommentar, er det bemærkelsesværdigt at Levy holdt ud så længe som han gjorde. At det aldrig lykkedes at foretage den på forhånd lovede og helt nødvendige stabilisering af de offentlige budgetter, kan man ikke laste ham.

Trods alt lykkedes det ham at nedbringe de diskretionære (ikke obligatoriske) off. udgifter med ca. 120 mia. kroner – svarende til en besparelse på ca. 20 mia. kroner på de offentlige budgetter i Danmark.

Trods besparelserne ender Brasilien dog ud med et underskud på de offentlige budgetter, svarende til næsten 10 procent i 2015. Langt fra det forventede overskud før rentebetalinger, som man lagde op til inden årets start.

Det foreløbige lavpunkt kom, da Fitch som det andet af de tre ratingbureauer downgradede Brasilien til junkstatus. Det var en eksplicit målsætning målsætning for regeringen at beholde sin rating, hvilket altså mislykkedes.

At to ud af tre ratingbureauer har sat Brasiliens status til junk indebærer, at en række internationale institutionelle investorer ikke længere kan holde brasilianske papirer. Samtidig stiger omkostningerne ved fortsat låntagning.

Det er alt sammen politik

Den nye finansminister, Nelson Barbosa, er tæt knyttet til tidligere præsident Lula. Tidligere på året “imponerede” han ved at foreslå en ekspansiv finanspolitik i 2016, hvilket ud over at undergrave Levy’s i forvejen svage position, var medvirkende til at nedgraderingen til junkstatus fra Standard & Poor’s i september.

Barbosa havde flere poster under præsident Lula, 2003-2010 og fortsatte under den nuværende præsident Dilma Rousseff frem til 2013, hvor han forlod regeringen på grund af uoverensstemmelser om den førte politik. Dette selv om han var en af hovedmændene bag skiftet under præsident Lula, hvorefter man i stigende grad søgte at styre valutakurserne og øge den selektive kreditgivning.

Når Barbosa derfor bakkes op af græsrødderne i “Partido dos Trabalhadores”, er det altså af samme grunde, at markedet og investorerne reagerer negativt.

Udskiftningen handler først og fremmest om at styrke opbakningen til PT – der kunne glæde sig over relativt store demonstrationer til fordel for den ellers meget upopulære præsident Dilma for nylig og falder sammen med at oppositionens forsøg på at kræve præsidenten for en rigsret indtil videre ikke ser ud til at lykkes.

Men om det er nok til at sikre opbakning i kongressen til at gennemføre den nødvendige stabilisering af den brasilianske økonomi er dog tvivlsomt. Det får vi dog først svar på efter en rigsretssag evt. er lagt helt i graven.

Indtil da fortsætter Brasiliens katastrofale kurs mod bunden. Og hvis det går som det er gjort de senere år, kan 2016 sagtens ende med et lige så stor fald i BNP som i år, selv om de nuværende prognose forudser at faldet “kun” bliver på ca. 2 procent mod indeværende års fald i BNP på nu forventet 3,5 procent.

Et godt bud er, at vi ikke kommer til at se en effektiv stabilisering af økonomien før på den anden siden af præsidentvalget i 2018. For slet ikke at tale om nødvendige reformer der skal til, hvis Brasilien skal opnå hæderlig vækst i fremtiden.

Brasilien er berygtet for sine lange perioder, hvor man egentlig godt ved hvad der skal til, men ingen har en politisk interesse i at bakke op om det. Det oplevede vi i både 80erne og 90erne.

En ukendt faktor er dog Brasiliens kongemager parti, PMDB, som har været en del af det parlamentariske grundlag for at alle siddende præsidenter siden 1989. Skulle de vælge at opgive deres støtte til den nuværende præsident – de har selv vice-præsident posten – inden 2018, kan det ikke udelukkes at Dilma Rousseff opgiver at fortsætte som præsident, også uden en egentlig rigsretssag.

En udløser for dette kan være, hvis også den store majoritet, som ikke er en del af den egentlige middelklasse (i vestlig forstand) også går på gaden. Det har de ikke gjort endnu.

Ligeledes kan det naturligvis ikke udelukkes, at de fortsatte sager og efterforskningen i den store korruptionsskandale i Petrobras kan ramme præsidenten på et tidspunkt.

Under alle omstændigheder er der ingen grund til optimisme på kort sigt. Brasiliens økonomi vil fortsat udvikle sig i negativ retning, arbejdsløsheden stige og inflationen være høj, omend ikke så høj som i år, hvor den lander på den forkerte side af de 10 procent.

På længere sigte kan det dog, som jeg har skrevet om tidligere, være at netop denne krise er forudsætningen for at man igen får en periode præget af nødvendige reformer.

Glem Dilma, nu handler det om Lula

“Ulykkerne” fortsætter med at hagle ned over Dilma Rousseff og hendes regering. Den økonomiske krise ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu. Senest har IMF nedjusteret deres prognose for dette års vækst til -3 procent og -1 procent til næste år. Dermed kan Brasilien se frem til to år i træk med faldene BNP for første gang siden 1931-32.

Regeringen er handlingslammet og kæmper med at få de nødvendige stramninger af de offentlige budgetter gennem kongressens to kamre.

Sidste udkald for Dilma

I begyndelsen af oktober omdannede Dilma Rousseff sin regering. Antallet af ministerier reduceredes fra 39 til 31, mens støttepartiet PMDB trods færre samlet antal ministerier, fik en ekstra ministerpost på bekostning af præsidentens eget parti. Formålet er helt tydeligt at holde sammen på det parlamentariske flertal bag regeringen. Og der bliver brug for det.

Kongressens to kamre har indtil videre ikke just været imødekomne overfor regerings forslag til besparelser og skattestigninger for det kommende år.

Tværtimod har præsidenten i den forgangne uge måtte nedlægge veto mod forslag fra kongressen, som ville øge statens omkostninger med 63 mia BRL, svarende til ca. 110 mia. kroner over de næste 4 år.

I sidste uge underkendte Tribunal de Contas da União, TCU (svarer lidt til den danske rigsrevisionen), statens regnskab for 2014 og afgjorde at man har brudt forfatningen.

Dernæst afgjorde valgkommisionen, Tribunal Superior Eleitoral, TSU, at dele af finansieringen af sidste års præsidentvalgkampagne var ulovlig, hvorved der i princippet er åbnet for et omvalg.

Det kræver dog at kongressens to kamre støtter dette, ligesom en rigsretsag kræver 2/3 flertal i kongressen.

Glem Dilma. Det handler om Lula og valget i 2018

Men om Dilma Rousseff bliver siddende som præsident frem til næste valg eller tvinges til at gå før tid er måske af mindre betydning. I realiteten er hun det amerikanerne kalder en “lame duck”.

Ikke just noget som hjælper i den værste økonomiske krise i Brasilien, de seneste 25 år.

Meget tyder da også på, at tidligere præsident Lula er endog meget aktiv i kulisserne, hvilket tolkes på flere måder. Den mest udbredte tolkning er, at han skal forsøge at sikre at regeringen rent faktisk kan få gennemført den nødvendige lovgivning, som kan sikre de offentlige balancer og øge ikke mindst udenlandske investorers tiltro til den brasilianske økonomi.

En mindre venlig tolkning er, at Lula – som forventes at være PTs præsidentkandidat igen i 2018, hvis det viser sig at være en fordel, selv kan have en interesse i at Dilma må gå af før tid.

Uanset hvad tyder meget på at Dilma reelt er færdig og højst skal ses som en “kransekagefigur” uden reel magt. Nu handler det for PT om valget i 2018.

Ved den seneste regeringsomdannelse, har 3 tætte allierede af Lula, Jaques Wagner, Ricardo Berzoini og Edinho Silva, fået til opgave at sikre samarbejdet med kongressen. En opgave Dilma Rousseff for længst har vist hun ikke magter.

Om Lula så kan vinde valget i 2018 er en anden historie. 2/3 af vælgerne mener at både Lula og Dilma Rousseff har været vidende om korruptionen i Petrobras, som er kommet for dagen det seneste år.

En opinionsmåling i juli viste, at Aecio Neves, den sandsynlige kandidat for PSDB ved næste præsidentvalg i 2018, ville vinde over Lula med 12 procentpoint i anden valgrunde.

Standard & Poor nedjusterer Brasiliens kreditstatus til junk

Siden Dilma Rousseff vandt præsidentvalget i oktober sidste år, har målsætningen for regeringen været at beholde sin internationale kreditværdighed. I går meddelte Standard & Poor så at man nedjusterede Brasiliens gæld til BB+, ofte betegnet som junk status.

Det er noget af et slag i ansigtet for præsident Dilma Rousseffs regering, som i forvejen er presset af både økonomisk tilbagegang, høj inflation og stigende arbejdsløshed, samt naturligvis den fortløbende korruptionsskandale i Petrobras.

S & P begrunder sænkningen, som åbenbart er kommet bag på mange analytikere, ifølge bl.a. Finansiel Times og Estadão, med regeringens manglende evne til at fastholde målene for de offentlige balancer, samt de tydelige tegn på intern splittelse i regeringen.

Fra at lægge ud med en målsætning om overskud på de offentlige finanser (før renter), regner man nu med et underskud både i år og til næste år. Dette er en historie, som vi har set mange gange før i Brasiliens historie.

Fra at lægge hårdt ud og forsøge at signalisere handlekraft og seriøsitet, symboliseret ved udnævnelsen af den businessvenlige og amerikansk uddannede Joachim Levy, er spørgsmålet nu hvor lang tid Levy kan holde til at styringen af de offentlige finanser smuldrer.

Et helt centralt problem er, at det tilsyneladende er umuligt at få reelle besparelser gennem kongressen. Valgkampen er for længst gået i gang til det næste præsidentvalg i 2016.

Nedgraderingen kommer efter regeringen flere gange har nedjusteret forventningerne til overskuddet (opjusteret underskuddet) på de offentlige finanser for både i år og til næste år.

Det offentligt underskud, efter renter, forventes nu er blive på ca. 8 procent både i år og til næste år.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at tidligere præsident Lula i dag var ude og sige at nedjusteringen intet betyder.

Det står i skærende kontrast til da man opnåede investor status i 2008. Her var der tale om en en sejr for Brasilien og blah blah blah. Ak ja, men sådan er politik jo.

Hvem er på gaden og hvem ønsker Dilma afsat?

Igen i søndags var der store demonstrationer rettet mod præsident Dilma Rousseff og den store korruptionsskandale i Petrobras.

Under bannere med krav om “Rigsretssag mod Dilma nu!” og “ud med Dilma” (Fora Dilma) var hundredetusinder – måske over en mio. på gaden landet over. Der hersker en del forvirring omkring hvor mange der ret faktisk deltog, og det er svært at sige om der var lige så mange på gaden, som i marts måned.

Denne gang deltog også ledende politikere fra PSDB (Brasiliens socialdemokrati, der i brasiliansk kontekst anses for at være et centrum-højre parti), bl. a. Aecio Neves, som tabte snævert til den nuværende præsident Dilma i oktober sidste år.

Men hvem er det egentlig som er gået på gaden? Det har det ansete analyseinstitut Datafolha undersøgt i São Paulo, hvor de største demonstrationer fandt sted.

Tre ud af fire ( 76%) havde en videregående uddannelse, ca. 20% en ungdomsuddannelse, mens kun 4% alene havde gået i grundskole.

14 % havde en månedlig familieindkomst på svarende op til 4.500 kroner . 13 % havde mellem 4.500 kroner og 7.500 kroner. 1/4 havde en familieindkomst på mellem 7.500 og 15.000 kroner, 1/4 på mellem 15.000 og 30.000 kroner, mens 17 % tjente 30.000 kroner eller mere. ( indeling sker efter antal minimumslønninger. En minimumslønning er pt. ca. 4.500 kroner om mdr.)

3 ud af 4 var “hvide”. 17% opgav at være af blandet etnicitet (pardo). Kun 3% sagde, at de var sorte, mens 1 % hævdede at være indfødte. 2 % angav at de var gule (andet ord for at være af japansk afstamning), mens 2% angav andre farver/etnicitet.

Gennemsnitsalderen var ca. 44 år, lidt højere end ved demonstrationerne i foråret, hvor gennemsnitsalderen var ca. 40 år.

Med andre ord er der ikke tale om et repræsentativt udsnit af den brasilianske befolkning, hverken etnisk eller økonomisk. Det bør dog heller ikke undre nogen, da det heller ikke har været tilfældet ved tidligere demonstrationer. Hverken de tilbagevendene demonstrationer som har fundet sted siden 2013, hvor der var store demonstrationer, so mi flere tilfælde mundede ud i regulære optøjer, eller tidligere i Brasiliens historie. Det være sig i forbindelse med de protester, som førte til Fernando Collor de Mello’s afgang i 1992, eller demonstrationerne i 1984, hvor man krævede genindførelse af demokrati efter 20 års militærdiktatur. Den gang som nu var det middelklassen som var på gaderne.

Men til forskel fra tidligere har demonstrationerne de seneste år i stigerende grad være domineret af folk der enten ikke associerer sig med bestemte partier eller centrumhøjre orienterede partier.

Gårsdagens demonstrationer var således fuldstændigt domineret af personer, som stemmer på eller har sympati for PSDB.

Hvem ønsker at der indledes rigsretssag mod præsident Dilma?

Som det fremgår er præsident Dilma’s popularitet faldet voldsomt gennem året. Hun er nu den mest upopulære præsident siden man startede med at lave målinger i 1987.

Men hvor det er middelklassen (ikke mindst “den højere” middelklasse) som er gået på gaderne, er det faktisk de fattigste som er mest stemte for at der rejses en rigsretssag mod præsidenten som det fremgår af nedenstående graf, omend alle indkomstgrupper er overvældende for en rigsretssag.

Uagtet Dilmas upopularitet blandt såvel fattig som rig, har Finansiel Times nok en pointe, når man påpeger at “Hvis Dilma afsættes, vil det blot give plads for endnu en middelmådig politiker”.

Brasiliens problemer løses ikke alene ved at afsætte præsidenten, de er langt dybere.

Til gengæld er det åbenlyst at præsidenten her mindre end et år siden hun vandt valget, er det amerikanerne kalder en “lame duck”. Om det rent faktisk ender med en egentlig rigsretsag kan kun tiden vise. Til gengæld er valgkampen til præsidentvalget 2018 reelt allerede begyndt og har været i gang længe.

Ikke just befordrende for en økonomi, der for første gang siden 1930erne kan se frem til mindst to år med faldene BNP og i den grad mangler reformer som kan lægge grunden til fremtidig vækst.

Men som jeg har skrevet før er det væsentligt at understrege, at Brasilien er ikke Argentina. Man vil ikke lade økonomien kører ud over kanten og som jeg vil vende tilbage til senere, er der mange tegn på, at et kraftigt paradigmeskifte væk fra den traditionelle statskapitalistiske model er på vej.

Det vender jeg tilbage til i senere indlæg.

Moodys nedjusterer Brasiliens kreditværdighed

Moodys nedjusterede i tirsdags Brasiliens kreditrating til Baa3, lige over junk-status, men med stabil udsigt.

Det var bedre end markederne havde frygte, og reaktionen var der for positiv. Nedjusteringen er baseret på, at den offentlige gæld vil stige til op mod 70 procent af BNP i 2017, før der er udsigt til bedring.

Det skydels primært at man ikke har formået i tilstrækkelig grad at få balance på de offentlige finanser. Brasiliens nuværende stagnation – 2015 blvier det værste år siden 1990 – skader indtægtssiden, mens nedskæringerne i de offentlige omkostninger har vist sig at være utilstrækkelige indtil nu.

Til gengæld lægger man vægt på at den eksterne balance er relativ stærk, at man har betydelige valutareserver, fleksibel valutakurs. Alt sammen forhold der taler mod nedgradering til ”junk” status.

Moodys rating af Brasilien er nu på niveau med Standard & Poors, der dog fastholder en negativ udsigt for Brasiliens økonomi. Det 3. ratingbureau, Fitch, fastholder indtil videre deres lidt højere rating på BBB, dog også med negativ udsigt.

Brasiliens krise forventes at fortsætte ind i 2016

2015 markerer endnu et år med lav økonomisk vækst i Latinamerika. Ikke mindst er den økonomiske udvikling i først og fremmest Venezuela, som oplever et kraftigt fald i BNP, mens inflationen nærmer sig 100 procent. Men også Argentina og Sydamerikas kæmpe Brasilien (udgør ca. halvdelen af Sydamerikas og 1/3 af Latinamerikas samlede BNP) er præget af lav vækst og høj inflation.

Inflationen de seneste 12 mdr. er således 9 procent, det højeste siden 1990erne, mens et realistisk bud på udviklingen i BNP er -1,7 procent i indeværende år.

Det vil være det ringeste resultat siden 1990.

Den økonomiske stagnation forventes at fortsætte 2016, hvor de seneste prognoser peger på en vækst på kun 0,5 procent i 2016 og arbejdsløsheden forventes at stige fra 8,0 procent i år til 9,0 procent næste år.

Inflationen forventes dog at falde til 2016 forhold til i år og lande på ca. 5-6 procent.

Det burde give mulighed for at centralbanken sænker sin toneangivende rente fra forventet 14,25 procent ved udgangen af 2015 til ca. 11,25 procent i løbet af 2016.

Kombineret med den omfattende korruptionsskandale i det statskontrolerede energiselskab Petrobras, er det næppe overraskende, at præsident Dilma Rousseff er den mest upopulære præsident siden 1980erne.

Stay tuned for mere info i de kommende uger.

Dilma og Aecio Neves går videre til 2. valgrunde

Dette års præsidentvalg i Brasilien har været en uforudsigelig affærre, fuld af overraskelser. Først var der Marina Silva’s fremkomst som favorit til at blive præsident i august, som jeg skrev om for små 6 uger siden. Senere kollapsede hendes kampagne, mens Dilma Rousseff gik så markant frem, at der ligefrem var spekulationer om hvorvidt hun kunne vinde i 1. valgrunde – se også her – og så er der valgresultatet fra i søndags, hvor Aecio Neves kom overaskende klart ind på en andenplads, mere end 12 procentpoint foran Marina Silva på 3. pladsen.

Det endelige resultat af 1. valgrunde blev 41,6 procent til den siddende præsident, Dilma Rousseff, 33,6 procent til Aecio Neves og blot 21,3 procent til Marina Silva.

Dilma Rousseffs relativt ringe resultat ( ingen siddende præsident har opnået ringere opbakning tidligere) og Aecio Neves meget klare andenplads blev mødt med kursstigninger på aktiemarkedet og fald i dollarkursen.

Hvis det er udtryk for en forventning om at Aecio Neves får hovedparten af Marina Silva’s stemmer i 2. valgrunde, er der nok mere tale om ønsketænkning end en reel mulighed.

Marina Silva’s parti PSB’s vælgere må forventes at ligge til venstre for Aecio Neves, og Dilma Roussef kan nøjes med lidt mere end 1/3 af disse vælgere, for at sikre sig genvalg.

Valget afslørede også klart, at Brasilien er et polariseret land, med meget store regionale forskelle. Således vandt Dilma Rouseff meget klart i de relativt fattige nordøstlige og nordlige stater, mens Aecio Neves klarede sig bedst i den sydøstlige og sydlige Brasilien.

For interaktiv udgave af ovenstående illustration, se her

I Brasiliens økonomiske centrum, Sao Paulo, og i Sydbrasilien opnåede Aecio Neves opbakning fra næsten dobbelt så mange vælgere, som Dilma og Marina til sammen.

Det bliver en meget spændende 2 valgrunde den 26. oktober. For Aecio Neves taler, at 30 procent af vælgerne direkte adspurgt angiver, at de aldrig kunne finde på at stemme på Dilma, mens Aecio Neves har momentum, og gennem valgkampen har formået at reducere den del af befolkningen, som angiver at de aldrig kunne finde på at stemme på ham Andelen er nu nede på ca. 10 procent.

Selv om Dilma Rousseff ikke kan beskrives som populær (for at sige det mildt), taler en del dog for at hun vil stå som den endelige vinder. Dels er det aldrig før sket at vinderen af 1. valgrunde ikke også har stået som den endelige vinder. Dels må det som nævnt formodes, at en del af Marinas vælgere ender med at stemme på Dilma. Hun skal som sagt blot have ca. hver 3. af Marinas stemmer, mens Aecio Neves skal have mindst 2 ud af 3 som stemte på Marina. Endelig har alle meningsmålinger indtil nu vist, at Dilma Rousseff vinder 2. vangrunde, hvis Aecio Neves er modkandidaten.

Men meningsmålingerne har i den grad vist sig ikke at holde i dette valg, så….

Et er dog sikkert. Det bliver spændende.

Dilma vil formentlig fortsætte skræmmekampagnen mod Aecio Neves og PSDB, der beskyldes for ikke at interessere sig for de 2/3 fattigste i landet. Det er for at sige det mildt ikke korrekt, idet netop PSDB stod fader til en lang række sociale investeringer og programmer i 90erne, som PT senere byggede videre på. Men fakta har som bekendt aldrig været en barriere, når det handler om kampen om magten. Og det uagtet om vi taler om Danmark eller Brasilien.

Aecio Neves vil til gengæld formentlig prøve at kapitalisere på den korruptionsskandale i det delvist statsejede Petrobras, et af verdens største energiselskaber, og som involverer politikere fra PT (men ikke PSDB indtil videre), samt en skandale i forbindelse med uddeling af valgmateriale i staten Minas Gerais, hvor Dilma og PT anklages for at have fået postvæsenet til kun at dele PTs materiale ud.

Derudover vil man naturligvis minde vælgerne om den brasilianske økonomis elendige forfatning. IMF har lige nedjusteret væksten i BNP til 0,3 procent i år. Med (indtil videre) fortsat lav arbejdsløshed er spørgsmålet dog i hvilken udstrækning dette bider på den fattigste (og dårligst uddannede) del af befolkningen. Der til gengæld for en stor dels vedkommende modtager offentlige sociale ydelser.