Fuld fart på forbrugsfesten i Peru

Mens forbruget herhjemme og i det meste af Europa ligger underdrejet, er der helt anderledes glade dage andre steder i verden. Peru buldrer fortsat derudaf med asiatiske vækstrater – BNP voksede med 7 procent sidste år – og man forventer fortsat høj vækst i både det private forbrug og ikke mindst i antallet af indkøbscentre. Fra kun at have 7 af slagsen i 2000, hvoraf de 6 lå i hovedstaden Lima, nåede man i 2011 op på 45 indkøbscentre, og regner med at passere 100 centre i løbet af få år.

Alene i indeværende år forventes omsætningen i landets indkøbscentre at stige 12 procent. På sigt forventes, ifølge avisen Peru.21, at etablering af nye indkøbscentre til landets hastigt voksende middelklasse vil ske selv i landets logistisk problematiske fjerne amazonas region, hvor bl.a. byerne Pucallpa, Tingo Maria og Iquitos nævnes.

På nuværende tidspunkt er Peru dog fortsat kendetegnet ved et meget lavt antal indkøbscentre i forhold til befolkningens størrelse. Mens der gennemsnitlig er 2,1 center per 1 mio. indbyggere, er der fortsat kun ca. 1 per 1 mio. indbyggere i Peru. Dette er dog under hastig forvandling, og indenfor en 5 årig periode, vil antallet af centre i forhold til befolkningens størrelse være højere end gennemsnittet i regionen.

Vejen til vækst og velstand – også for de fattige – går via neoliberale reformer

Mellem 1987 og 2003 lykkedes det at reducere andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse i Chile fra 44 procent til 18,8 procent.*

Nu ser Peru ud til at gøre Chile kunstykket efter. I 2000 udgjorde andelen af befolkningen som levede under den nationale fattigdomsgrænse 43 procent. Det var faldet til 31,3 procent i 2010. Ifølge en analyse fra Perus (uafhængige) nationalbank, vil andelen som lever under den officielle fattigdomsgrænse i 2016 være faldet til mellem 17 og 22 procent*.

Analysen viser også at Perus hastige vækst det seneste årti især har gavnet landets fattigste. Fra 2000 til 2009 voksede økonomien med ikke mindre end 55 procent. I samme periode er fattigdommen reduceret med 43 procent, og ekstrem fattigdom med 60 procent, mens Gini-koefficienten, som måler graden af ulighed i indkomstfordelingen, faldt med 14 procent. Især det sidstnævnte er kontroversielt, ikke mindst af politiske årsager.

En traditionel anklage/fordom mod “neoliberale” reformer som dem i Chile i 1970erne og Peru i 1990erne har altid været at indkomstkoncentrationen stiger (en mildere version af den mere rabiate forestilling om at “de rige bliver rigere mens de fattige bliver fattigere”). Det eksisterer der dog ingen naturlov som tilsiger. Hvad vi kan konstatere er, at over tid vil være både rige og fattige være bedre stillet i lande med frie markeder i forhold til lande med mindre frie markeder og mere politisk styring.

Markedet driver fattigdomsbekæmpelse, mens offentlig omfordeling kun har marginal effekt

I analysen har man opstillet en række scenerier for udviklingen de kommende år, med og uden tiltag som påvirker indkomstfordelingen. Mens et “optimistisk” vækstscenarie ( det vil sige at de historiske vækstrater nogenlunde fastholdes) kommer frem til at fattigdommen vil reduceres fra de ca. 31 procent i 2010 til ca. 18,3 procent uden initiativer til omfordeling, vil politiske tiltag til reduktion af indkomstforskelle kun indebære en yderligere reduktion i fattigdommen på 1,3 procentpoint. Under et mere pessimistisk vækstscenarie forventes fattigdommen at falde til 22,8 procent uden omfordelingspolitik og 21,2 procent med omfordelingspolitik.

Med andre ord stammer den altovervejende fattigdomsreduktion fra udviklingen i den privatesektor, som har drevet og driver væksten i Peru.

En neoliberal forfatning 

Perus vækstmirakel er baseret på de markedsreformer som gennemførtes fra starten af 1990erne og forfatningen af 1992, der effektivt har reduceret politikernes muligheder for via statslige indgreb at manipulere og stække markedet. Således garanterer forfatningen nationalbankens autonomi, mens politikerne er effektivt afskåret fra at skabe nye statsejede virksomheder eller at ændre i allerede indgåede kontrakter. Ligeledes stadfæster forfatningen fri handel og kapitalbevægelser som det grundlæggende princip for Peru, ligesom der er indbygget en ikke-diskriminerbar eksplicit garanti af den private ejendomsret både for egne og udenlandske statsborgere.

Sammen med Chile og Panama er Peru i løbet af de seneste 10 år blevet en stærk kandidat til at blive et af de få latinamerikanske lande, som i løbet af de kommende årtier vil opnå en levestandard som i Europa og USA.

Udviklingen de senere årtier viser entydigt at markedsreformer som medfører mere marked og mindre stat er afgørende til sikring af varig vækst og velstand. Med andre ord øges velstanden bedst, mens fattigdommen reduceres mest i lande som har gennemført tiltag med inspiration fra den neoliberalistiske skole. Mens vestrefløjen (og desværre en del af mere borgerligt tilsnit) fortsat har opfattelsen af at markedet ikke sikrer sociale forbedringer, så viser den reelle udvikling i Latinamerika noget helt andet. Hvis man ønsker det bedste for de fattige skal der derfor ikke stå “Viva el Revolution” på bannerne, men derimod

“Viva el neoliberalismo y el mercado libre!”

 __________________________________________________________________________

*Nationale og internationale fattigdomsgrænser er sjældent umiddelbart sammenlignelige.

Ifølge Verdensbankens seneste opgørelse levede 2,4 procent af Chiles befolkning for mindre end 2 USD om dagen i 2006, hvilket i 2009 var faldet til 0. Ifølge den nationale opgørelsesmetode levede 15,1 procent under fattigdomsgrænsen i 2009.

I Peru levede 7,9 procent ifølge Verdensbanken i absolut fattigdom (under 1,25 USD. i 2005 priser) i 2007. I 2009 var denne andel faldet til 5,9 procent.  Andelen som havde  under 2 USD per dag per person faldt i samme periode fra 18,5 procent til 14,7 procent.

Peru’s kommende præsident Humala besøger USA

Perus nyvalgte præsident, Ollanta Humala, mødes i morgen onsdag med udenrigsminister Hillary Clinton, OAS generalsekretær, José Miguel Insulza og sandsynligvis præsident Barack Obama.  Med turen ønsker man at understrege det gode forhold mellem mellem USA og Peru, ikke mindst med tanke på at den nyvalgte præsident, som formelt først tiltræder den 28. juli, tidligere var kendt for at være yderst anti-amerikansk.

Forud for sin amerikanske tur, har Humala været på flere rundrejser i Sydamerika, hvor han har haft mødermed med præsidenterne for Argentina, Brasilien, Colombia, Ecuador, Paraguay og Uruguay. et planlagt besøg i Venezuela er udsat på grund af Hugo Chavez sygdom.

Præsidentvalget i Peru: Rød præsident og blå økonomi

Forrige søndag vandt Ollanta Humala Perus præsidentvalg knebent over Keiko Fujimori, datter af tidligere præsident Alberto Fujimori. Børsen i Lima reagerede dagen efter prompte med så kraftige kursfald, at man valgte at suspendere den videre handel efter få timer. I løbet af ugen har kurserne dog rettet sig, bl.a. efter Moody og Standard & Poor meddelte , at man ikke ville sænke Perus rating .

Keiko Fujimori og Ollanta Humala ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg skrevet om dette års valg i Peru, se her, her og her. Dette indlæg handler primært om den nye præsident, Ollanta Humala, – og hvor stor en risiko hans valg  udgør for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år.

Som det fremgår af nedenstående oversigt over den økonomiske vækst det seneste halve århundrede, er det først i dette årtusinde Peru’s potentiale har manifesteret sig i kraft at høj og vedvarende økonomisk vækst – 2009’s ringe vækst skyldes naturligvis finanskrisen, som alle tre lande klarede en hel del bedre end bl.a. herhjemme, og har lagt bag sig.

BNP per capita i faste priser (2005 USD.) 1951-2009
BNP per capita i faste priser (2005 USD.) 1951-2009 (kilde PWT 7.0)

3 forhold omkring den historiske udvikling er slående:

1. Brasilien var i midten af det 20. århundrede væsentligt fattigere end både Peru og Chile, men er i slutningen af 1970erne væsentligt mere velstående (målt i BNP per capita) end de to andre lande. Som det vist fremgå med al tydelighed har Brasilien sin højvækstperiode fra slutningen af 1960erne og frem til slutningen af 1970erne, hvorefter følger 20. års stagnation. Dette er primært resultatet af to forhold, ekspansionen i 1970erne var i stigende grad lånefinansieret (lav indenlandsk opsparing), og problemerne med at reformere en lukket statscentreret økonomi.  Selv om det på grund af BNP’s manglende evne til at måle kvalitetsforandringer underspiller den oplevede/reelle udvikling – afspejler det i grove træk udviklingen. I 1990erne gennemførte man en rækker reformer, bl.a. en delvis privatisering og åbning af økonomien – udenrigshandlen er siden fordoblet i forhold til BNP. Men det er afgørende, at den statscentrerede økonomiske model, baseret på fortsat statsligt ejerskab i centrale sektor, statens dominerendede rolle i den interne kreditgivning og forkærligheden for planøkonomiske instrumenter og teknokratisk “ingeniørtilgang” til den makroøkonomiske styring effektivt begrænser det fremtidige vækstpotentiale til 3,5- 4 procent p.a.

2. Chiles forvandling fra en lavvækst økonomi til Latinamerikas mest velstående land siden 2. halvdel af 1970erne er naturligvis også slående. I forhold til Brasilien er det værd at medtage, at på trods af, at Chile i dag er betydeligt rigere og mere avanceret økonomi, er det fremtidige vækstpotentiale en del højere, op mod 6 procent p.a. Det skyldes først og fremmest at staten spiller en langt mindre rolle i den interne ressourceallokering, der foregår på markedsvilkår. I forhold til økonomiens størrelse, er omfanget af årlige udenlandske investeringer da også langt større end i Brasilien.

3. Endelig viser ovenstående figur tydeligt Perus manglende evne til at skabe varig vækst  i 2. halvdel af det 20. århundrede. Kulminationen er den totale nedsmeltning af økonomien i 1980erne, inklusiv hyperinflation og økonomisk kollaps, der bannede vejen for de markedsorienterede reformer i 1990erne, som påbegyndtes under alberto Fujimori. Ikke fordi han havde en dybere økonomisk forståelse. Han gik faktisk til valg på ikke at ville privatisere og liberalisere. Det valgprogram stod hans modstander ved valget i 1990, Mario Vargas Llosa, for. Kort beskrevet vandt Fujimori valget og gennemførte Llosa’s reformer. Også Peru modtager i forhold til økonomiens størrelse betydeligt flere udenlandske direkte investeringer end Brasilien.

Ollanta Humala og frygten for økonomien

Kort fortalt indebar Perus økonomiske reformer fra 1990erne og frem, ud over omfattende privatiseringer af alt fra minedrift og bankvirksomhed til energi og vandforsyning, afskaffelse af restriktioner for udenlandske investeringer og ejerskab, samt etablering af en uafhængig nationalbank, at der blev indskrevet meget snævre grænser for fornyet offentlig indblanding.

Resultatet er, at hvor Peru i 1985 var et af verdens mest ufri økonomier (108 ud af 111 lande), lå det i 2008 på niveau med en række vesteuropæiske lande (nummer 32 ud af 141). Og som det fremgår af ovenstående figur har den økonomiske vækst siden årtusindeskiftet været ganske overbevisende. Og i modsætning til væksten i1970erne bygger den ikke på udenlandsk låntagning, derimod er Peru ano 2011 præget af “sound economics”, lav gæld, lavt rente niveau og styr på inflationen,

Det kan måske derfor undre en del, hvorfor dette års valg endte med at blive en kamp mellem en højrefløjs- og en venstrefløjspopulist. Det er der to forklaringer på. For det første er peruviansk politik præget af en voldsom korruption og at det traditionelle partisystem brød sammen sammen med økonomien i 1980erne. Og hvor økonomien er kommet sig, gælder det ikke det politiske system. Partierne er i dag mere eller mindre bygget op omkring enkeltpersoner, og således endte første runde af det peruvianske valg i år med at der var 3 kandidater der repræsenterede de moderate borgerligt-centrumretterede kræfter. Ved valget fik de tilsammen godt nok 45 procent af stemmerne, men slog hinanden ud.

Havde valget i 2. runde stået med mellem 1. vagrundes nummer 3 eller 4, og Ollanta Humala, havde han tabt valget klart. Nu var hans modstander Keiko Fujimori, hvem de moderate vælgere i sidste ende frygtede mere, på trods af hans nationalistiske antimarkeds-retorik og tidligere tætte tilknytning til Hugo Chavez.

Humalas baggrund

Selv om Humala har promoveret sig som de fattiges (læs de oprindelige indianeres) frelser, så er han i modsætning til den tidligere præsident Alejandro Toledo, om ikke født med en guldske i munden, så dog som del af det bedre stillede borgerskab i Lima. Begge hans forældre er uddannede advokater. Hans mor er af italiensk afstamning, og hans far, Isaac Humala, af indiansk.

Humala voksede op i et stærkt venstreorienteret og nationalistisk hjem. Hans far var aktiv kommunist i 1950erne og 1960erne. Bl.a. var han Mario Vargas Llosa’s lærer i den marxistiske celle han var medlem af som ung studerende i begyndelsen af 60erne (det var før han så lyset, og blev en af Latinamerikas varmeste fortalere for “neo-liberalistiske” ideer).

Isaac Humala er den ideologiske leder bag Movimiento Etnocacerista, som efter smag og behag kan betegnes som en nationalistisk-socialistisk eller indiansk-fascistisk organisation med racistiske træk. I lighed med Musselinis fascister og Tysklands nazister dyrkes romantiske forestillinger om fortiden. I Perus tilfælde en fortid før Inka-riget. Denne bevægelse indgår i et tæt netværk med lignende bevægelser i de to andre Andes lande, Ecuador og Bolivia, samt Hugo Chavez Veneauela og Castro-brødrernes Cuba. For en temmelig “krads” beskrivelse læs mere her.

Som militærmand var Humala formentlig indblandet i en række overgreb på civile under kampene mod terrororganisationen ”den lysende sti” i begyndelsen af 1990erne. I 2000 ledte han et mislykket kup mod præsident Alberto Fujimori, i dennes sidste dage. Efter Alberto Fujimori var flygtet ud af landet, blev Humala og de andre involverede i kupforsøget benådet. I 2005 stod Humalas bror og andre militærfolk i Movimiento Etnocacerista bag en blodig opstand, hvor de krævede daværende præsident Alejandro Toledos adgang. Revolten kostede flere mennesker livet, og Humalas bror fik en dom på 25 års fængsel. Ollanta Humala’s rolle i den forbindelse er aldrig blevet klarlagt. Men han var formentlig dybt involveret.

Perus fremtid

Med tanke på Humalas fortid kan det det muligvis undre en og anden, at jeg alligevel er fortrøstningsfuld. Det skyldes ikke, at jeg tror at Humala grundlæggende har ændret holdning, men primært følgende:

  • Mens der er udbredt utilfredshed blandt befolkningen med det politiske system er et flertal tilhængere af de grundlæggende træk i den nuværende frimarkedsmodel. Havde Humala ikke modereret sit standpunkt og formået at skabe alliancer med moderate politiske kræfter op til 2. valgrunde, havde han ikke vundet valget.
  • Selv om han skulle ønske at ændre grundlæggende på den økonomiske model, vil det dels kræve et flertal i parlamentet og dels skulle afgøres ved en folkeafstemning. Hans egne støtter har langt fra flertal i parlamentet, med 47 ud af 130 pladser, og han er derfor afhængig af støtte fra Alejandro Toledos centrum-højre parti, der har 21 pladser.
  • Han har signaleret at han vil beholde den nuværende nationalbankdirektør, Julio Velarde, der er højt respekteret i den private sektor.
  • Straks efter valgsejren tog Humala på en rundrejse til Brasilien, Paraguay, Uruguay, Argentina og Chile, hvor han ankommer i morgen onsdag [15.06.2011]. Rejsen omfatter derimod hverken Bolivia eller Venezuela. Især besøget i Chile imødeses med spænding, i det der her er mulighed for at lægge afstand til den ekstremt anti-chilenske retorik, Humala tidligere har gjort brug af. En anden af nationalistiske/facistiske og socialistiske Andes-lederes ynglingshade-objekter, nemlig USA, har Humala omtalt som en strategisk allieret (samme retorik som PT og Lula har brugt i Brasilien).

Det kan naturligvis ikke helt udelukkes at der er tale om spil for galleriet, og skulle det lykkes for Humala at udpege sin egen arvefølger og sikre sig et absolut flertal i parlamentet om 5 år, kan alt se anderledes ud. Men det kræver noget, ingen peruviansk præsident har været i stand til, nemlig at øge og fastholde sin popularitet frem til næste valg (man kan kun side en periode af gangen ifølge Perus grundlov). Selv ikke Brasiliens umådeligt populære præsident Lula var i stand til at omdanne sin personlige popularitet til et flertal i den brasilianske kongres. Hvad det ville have betydet for hans politik er ikke godt at vide, men den ville formentlig have ligget væsentligt tættere på hans retorik i 1990erne end den førte politik i 0’erne.

Men at der ikke vil blive ændret grundlæggende ved den økonomiske model er ikke ensbetydende med at der ikke vil ske forandringer. Der er grund til at tro, at Humala i højere grad vil søge at samarbejde med Mercosur end at fortsætte med integrationen af Chile’s, Colombia’s og Peru’s økonomier – eller USA for den sags skyld. Dog har han understreget, at alle indgåede handelsaftaler (som præsidenten faktisk kan ophæve uden at spørge parlamentet) vil blive honoreret, ligesom der ikke ændres ved den betydelige integration af de tre landes økonomier, der allerede er sket. I begyndelsen af måneden fusionerede de landes børser, således at det nu er den 2. største børs i Latinamerika efter Brasilien.

Hvor der formentlig vil ske forandringer er indenfor minedrift- og udnyttelse af Peru’s naturressourcer. Igennem hele den nuværende præsident Garcia’s regeringstid har der været konflikter mellem de lokale beboere (primært fattige indianere) og mineselskaberne i den sydlige del af landet, hvor Humala står stærkest. En mulighed er at man hæver afgifter/skatter på minedrift, der er lavere end i f.eks. Chile, og øremærker disse penge til sociale projekter og udvikling der skal komme den fattigstedel af befolkningen til gode. Om den så gør det er en helt anden sag. I forbindelse med Humala rundrejse, blev det næsvnt at en af de ting han ville tale om med Brasiliens præsident Dilma var den sociale indsats i Brasilien. Jeg er formentlig i opposition til den gængse opfattelse i MSM, men at den skulle have biddraget i nogen særlig grad til den positive udvikling for Brasiliens fattige, stiller jeg et stort spørgsmåltegn ved. Men det væsentlige er selvfølgelig hvad potentielle vælgere tror det betyder. Som eksempel kan nævnes Brasiliens Bolsa Familia (en socialydelse der gives til landets fattigste – Peru har også en sådan ydelse, omend den er mindre).

Beregninger har vist, at den gennemsnitlige modtager af Bolsa Familia betaler mere i indirekte skatter end vedkommende modtager i ydelse. Ligeledes viste beregninger fra IBGE (Brasiliens svar på Danmarks Statistik) for et par år siden, at kun 1/3 af det fald man har oplevet i indkomstuligheden i Brasilien (hvor uligheden fortsat er større end i Peru) kan tilskrives den førte politik under Lula, mens 2/3 skyldtes henholdsvis markedsreformerne i 1990erne og et stigende uddannelsesniveau op til indgangen af dette årtusinde.

Med tanke på at den offentlige sektor i Peru ikke just er kendt for sin effektivitet og strålende resultater, er det væsentligste i denne sammenhæng, at Humala har langt mindre råderum til at “fordele” velstanden end man har i Brasilien – hvor staten f.eks. er helt central i kreditformidlingen – det forhindrer den nuværende grundlov.

Og skulle Humala’s regeringstid indebære en (markeds)reformpause, som det reelt har været tilfældet i Brasilien siden 2002, kan man dog glæde sig over, at Peru er milevidt fra Brasiliens statscentrerede økonomi, hvis vækstpotentiale er begrænset.
For danske investorer på jagt efter nye markeder er der i hvert fald ingen grund til at afskrive Peru. Tværtimod er der grund til at holde ekstra øje med udviklingen ved Sydamerikas stillehavskyst, hvis vækstpotentiale – og dermed også potentiale for fremtidig dansk eksport og investeringer – meget vel kan vise sig at være betydeligt større end i Brasilien.

Peru og kunsten at stemme på den man foragter mindst

I den første meningsmåling foretaget af Ipsos Apoyo for avisen “El Comercio“, efter 1 runde af det peruvianske præsidentvalg giver Ollanta Humala et forspring på 6 % over Keiko Fujimori.  Humala står til 43 %, mens Fujimori har opbakning blandt 36 % af vælgerne. Det er en betydelig bevægelse til fordel for Humala siden en opinionsmåling i januar. Sat overfor valget mellem Humala og Fujimori angav 44% af de adspurgte den gang at de ville stemme på Fujimori, mens kun 19% ville stemme på Humala.

Det indebærer at Humala nu må anses for at være favorit til at blive Perus næste præsident, men….. For en stor del af vælgerne er der, som vi har skrevet om tidligere, tale om et valg mellem “pest og kolera”  – eller “AIDS og dødelig kræft”, som Mario Vargas Llosa betegnede det før 1. runde.

Afgørende bliver de to kandidaters evner til at berolige de moderate (urbane) vælgere. Humala skal overbevise dem om at han ikke vil følge i fodsporene på Hugo Chavez eller vil trække Peru i retning af Brasiliens mere statskapitalistiske økonomiske model. Han har das også allerede for længst understreget, at han vil respektere bl.a. fusionen af børserne i Chile, Peru, Panama og Colombia og indgåede handelsaftaler.

Keiko Fujimori’s udfordring er at overbevise vælgerne om, at hun i modsætning til hendes far vil respektere de demokratiske spilleregler. Det ved begge kandidater godt og Keiko Fujimori har været fremme med udtagelser hvor hun lægger afstand til dele af hendes fars gerninger under hans præsidentperiode i 1990erne.

Fujimori bedste chance for at vinde valget er sandsynligvis fortsat at appellere til de fattige vælgere med løfter om tiltag og projekter der gavner disse grupper kombineret med en skræmmekampagne mod Humala og samtidig distancering i forhold til hendes fars regering.

Hernando de SotoDet er formentlig derfor at hun har inviteret økonomen Hernando de Soto til at blive en del af en kommende regering, hvis hun vinder valget. Hernando de Soto, der er kendt for sit banebrydende arbejde med at sikre fattige bønder og beboere i storbyernes slumkvarterer ejendomsret arbejde indtil 1992 sammen med Keiko Fujimori’s far. Han trak sig før Alberto Fujimori opløste parlamentet i 1992.

Dermed håber hun at kunne overbevise vælgerne om, at hun er mere moderat end Humala. Noget mange analytikere dog tvivler på. Det er heller ikke ikke Hvorvidt de Soto rent faktisk vil “låne” sit gode navn og rygte til Keiko Fujimori. Det eneste vi ved er at de Soto afbrød en rejse i Mongoliet og tog tilbage til Peru for at mødes med hende.

 

Kommentar til resultatet af 1. runde ved Perus præsidentvalg

Nedenstående kan læses i forlængelse af min tidligere post om valget i Peru. Kommentaren er oprindeligt offentliggjort som dagens kronik i Børsen den 15. april.

Præsidentvalg i Peru tegner skidt

Venstrepopulist kæmper mod højrepopulist. Alligevel er der grund til optimisme, hvis de gør som Lula og accepterer markedsøkonomi

I 1990’erne gennemførte flere lande i Latinamerika betydelige markedsorienterede reformer. Men hvor Chiles reformer i 1970’erne og 1980erne havde til formål at omdanne Chile fra en kvasi-socialistisk lukket økonomi til en moderne og fri konkurrencepræget markedsøkonomi, var reformerne i 1990’erne i mange lande først og fremmest drevet at simpel nød.

Den offentlige økonomi lå i ruiner, og en række lande var ude af stand til at nedbringe store kroniske underskud på de offentlige finanser. Lav økonomisk vækst, interne og eksterne balanceproblemer samt manglende muligheder for fortsat låntagning i udlandet, tvang landene til reformer.

Privatiseringer skete primært af hensyn til de offentlige finanser, og nedbringelsen af handelsrestriktioner skete sjældent ud fra en grundlæggende forståelse og accept af de samfundsøkonomiske gevinster ved en mere fri handel.

Nogle gange var det et krav for fortsat kredit udefra. Andre gange blev det set som et redskab i bekæmpelsen af indenlandsk inflation. Men uanset hvad, betød det samtidigt et brud med det foregående århundredes traditionelle latinamerikanske model, der var baseret på lukkede økonomier og omfattende statsligt ejerskab af produktionsapparatet.

Det vil være synd at sige, at reformerne var populære. Ofte blev de gennemført af nytiltrådte præsidenter, der havde lovet ikke at indføre markedsreformer. Således også Alberto Fujimori i Peru. Efter at have vundet præsidentvalget over den liberale Mario Vargas Llosa, var det præcis, hvad han gjorde. Tyve år senere står det klart, at velstandsgevinsterne har været størst, jo mere omfattende og konsistente markedsreformerne har været, og jo mere man har privatiseret.

Continue reading Kommentar til resultatet af 1. runde ved Perus præsidentvalg

Peru’s præsidentvalg – er det enden på reformerne?

For få måneder siden lå tidligere præsident Alejando Toledo til en komfortabel sejr, men her få dage før første runde af præsidentvalget den 10. april, er han i fare for slet ikke at komme videre til 2. runde. Der er derimod stor sandsynlighed for at den runde bliver mellem den Hugo Chavez inspirerede Ollanta Humala, der tabte med få stemmer til den siddende præsident Alan Garcia, ved valget i 2006, og Keiko Fujimori, datter til Peru’s tidligere præsident Alberto Fujimoro, der i dag afsoner en dom for brud på menneskerettighederne og korruption. For en del et valg der vil svare til at vælge mellem pest og kolara.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke er lykkedes den nuværende præsident Garcia og hans parti at omsætte den ekstraordinær økonomisk udvikling til politisk succes. Den gennemsnitlige økonomiske vækst siden 2006 har været på 7 %, på trods af en finansiel krise der ramte Perus eksport hårdt i 2008, mens andelen af peruvianere der lever under fattigdomsgrænsen faldt fra 49% i 2004 til 35% i 2009. Dertil kommer at gennemsnits-levealder og andre demografiske indikatorer har oplevet en betydelig forbedring i de senere år.

 

 

Den økonomiske succes er resultatet af  flere forhold. Som The Economist skriver i det seneste nummer:

This success has been based on “a combination of good policies and good luck”, as the World Bank put it in a report released this week. The good luck was the boom in the world price of Peru’s mineral exports (it is the world’s largest silver producer, second in copper and zinc and sixth in gold). The policies include the successful pursuit of price stability, fiscal rigour, foreign investment and open trade. They were first adopted in the 1990s by Alberto Fujimori, an elected autocrat whose regime collapsed amid systematic corruption, but they were pursued more effectively by two democratic presidents, Alejandro Toledo and Alan García. Continue reading Peru’s præsidentvalg – er det enden på reformerne?

Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Jeg har tidligere i et par indlæg, bl.a. her og her beskrevet udviklingen i Bolivia under socialisten Evo Morales ledelse. I det sidste nummer af Economist kan man læse en glimrende artikel om den seneste udvikling. Artiklen beskriver hvorledes den fattige indianske befolkning, der udgør rygraden i Morales bevægelse MAS, i stigende grad vender ham ryggen. Continue reading Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Peru fortsætter med rekordvækst

Mens Brasilien i de senere år har fyldt ikke så lidt i vestlige medier og herhjemme bl.a. er blevet beskrevet som en kommende (økonomisk) stormagt og igen og igen er blevet fremhævet for sin høje vækst, er det sjældent man hører om regionens – og en fa verdens – hurtigst voksende økonomier de seneste 10 år, nemlig Peru. Det forventes at Peru vil komme ud af 2010 med en økonomisk vækst på ca. 8,5% og det endda med en inflation på Europæisk niveau (2-2½%). Dermed fortsætter den positive udvikling landet har været inde i siden begyndelsen af dette årtusinde.

LimaJeg kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men måske er en af grundene til at vi ikke hører så meget til Peru, at den økonomiske vækst ikke kun skyldes tidligere markedsreformer (reformer i 1990erne er også hovedgrunden til den nuværende vækst i Brasilien), men at der åbentlyst føres en “neoliberalistisk” politik. Og det endda med en præsident, der tidligere lå klart til venstre for den politiske midte – også den Latinamerikanske – og bærer et stort ansvar for Perus økonomiske nedtur i anden halvdel af 1980erne, se nedenstående figur.

Ifølge Verdensbanken er Peru nu det mest investeringsvenlige land i Sydamerika, og nr. 36 ud af 183 lande. Kun Mexiko overgår Peru gældende for hele Latinamerika. Det skal understreges, at der ikke er tale om en ranking hvori der tages hensyn til landets økonomiske niveau – Peru ligger stadig under gennemsnittet i Latinamerika, men at der alene fokuseres på hvor nemt det er at investere og starte nye virksomheder. Continue reading Peru fortsætter med rekordvækst

Peru er igen på vej til at blive verdens største producent af kokain

Frem til 2 halvdel af 1990erne var Peru verdens største producent af kokain, hvorefter Colombia fra 1997 overtog denne placering. Nu ser det ud til, at Peru igen er ved at opnå æren af at være verdens største producent. Udviklingen dækker over, at der har været et drastisk fald i det dyrkede areal i Colombia siden slutningen af 1990erne (faldet er på ca. 60%), mens der er sket en fordobling  i Bolivia  og en stigning på ca. 33% i Peru, se figur 1. Det samlede areal i de tre lande er godt nok faldet med ca. 28% siden år 2000, men stigende produktivitet har stort set opvejet dette fald. Udbyttet per hektar i Colombia er for eksempel steget med ca 3/4 i samme periode. Ifølge United Nations Office on Drugs and Crime (UNODC) er det samlede udbud på gadeplan (svagt) faldene, da myndighederne de senere år har beslaglagt en større andel af produktionen før den nåede frem til forbrugerne, se figur 2.

Figur 1. Coca dyrkning, samlet areal, 1998-2008, kilde UNODC 2010
Figur 1. Coca dyrkning, samlet areal, 1998-2008, kilde UNODC 2010
Figur 1. produktion 1998-2008, kilde UNOCD 2010
Figur 2. produktion 1998-2008, kilde UNODC 2010

I sin seneste rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, lægger UNODC netop vægt på myndighedernes indsats mod produktion og smugling af kokain. Denne indsats har dog næppe mere end marginal betydning for forbrugsudviklingen. Således er forbruget steget i bl.a. Europa, mens der længe har været en faldende trend i USA i forbruget af en række illegale rusmidler. I rapporten fremhæves, at prisen på kokain næsten er fordoblet i USA fra 2007 og frem (ved konstant renhed), hvilket er resultatet af bl.a. de fortsatte kampe i Mexiko – og alt andetlige har det naturligvis betydning for det samlede forbrug, men… Samtidig viser udviklingen i prisen på f.eks. metamfetamin, der er mere end halveret de senere år, mens forbruget desuagtet er faldet, (se også figur 3 og 4), at der under alle omstændigheder ville have været et fald, idet den langsigtede trend i USA igennem det seneste ør har været at efterspørgslen har været vigende på en række illegale rusmidler.

Figur 3. prisudvikling i USA for metamfetamin, kilde UNOCD 2010
Figur 3. Prisudvikling i USA for metamfetamin, kilde UNODC 2010

På samme måde som præsident Calderon og Mexikos optrappede kamp mod kartellerne i Mexiko nok har reduceret mængden af kokain der kommer ind på det amerikanske marked – en “succes” der dog er sket på bekostning af mere end 20.000 menneskeliv i løbet af de sidste par år – og påvirker kartellernes indtjeningsmuligheder, har den amerikansk støttede indsats i Colombia siden 1990erne reduceret karteller og terrororganisationers (FARCs) indtjeningsmuligheder i Colombia.

Figur 4. Andel af befolkningen i USA over 12 år, der har anvendt metamfetamin det seneste år, kilde UNOCD 2010
Figur 4. Andel af befolkningen i USA over 12 år, der har anvendt metamfetamin det seneste år, kilde UNODC 2010

Problemet er bare, at ligesom den trafik der tidligere gik gennem Meksiko nu synes at blive omdirigeret til en række mellemamerikanske lande, er produktionen i Colombia ved at blive udskiftet med produktion i Peru og Bolivia. Og mens indsatsen i Colombia (set fra colombiansk side) har haft den primære gevinst at knække FARC, har det til gengæld forøget indtægtsmulighederne for en anden af regionens terror organisationer, nemlig Peru’s “Lysende sti”, der igen operer i Peru – først og fremmest takket være indtægter fra produktionen af kokain, se nedenstående nyhedsklip fra det engelske AllJazeera.

Der synes at være mere end et gran sandhed hvad The Economist i deres seneste nummer citerer en mexikansk topembedsmand for, nemlig  at, “Indtil det bliver legaliseret, er det bedste man kan opnå, at gøre det til en andens problem”.

Det er naturligvis ikke sådan UNODC ser på det, – man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på.

Helt absurd bliver det naturligvis, når man på en og samme gang forstærker indsatsen mod udbuddet af illegale rusmidler, mens man samtidig “bløder op” i tilgangen til brugerne. Sidstnævnte kan der være mange gode grunde til ud fra medicinske og sociale hensyn, men hvis formålet er via politiindsats og lovgivning at mindske brugen af rusmidler, er effekten nogenlunde det modsatte. Ved at mindske undertrykkelsen af brugerne og øge indsatsen mod sælgerne flytter man den fulde risiko over på udbudsiden. Sidstnævnte indebærer at den potentielle profit (for de der kan holde sig udenfor lovens lange arm) øges, ligesom det må forventes at påvirke korruptionen negativt i de involverede lande. En pointe som bl.a. den højt respekterede Mary O’Grady fra Wall Street Journal har peget på, se for øvrigt også klippet nedenfor, hvor Mary O’Grady taler om de metoder CIA har promoveret i Peru, og konsekvenserne af disse.

Med tanke på at dekriminalisering promoveres som en løsning både i Europa og Latinamerika, hvor fortalerne – bl.a. tidligere præsident Fernando Henrique Cardoso, eksplicit samtidig promoverer en øget indsats mod udbudsiden er der grund til at tro at de negative effekter af den førte narkotikapolitik i forhold til borgere der ikke ellers er involveret enten som sælger eller bruger vil øges og ikke mindskes. Dekriminalisering af forbrug har således kun marginal effekt for stoffernes kvalitet og pris, hvor sidstnævnte er afgørende for omfanget af den berigelseskriminalitet der følger af  stofafhængiges behov for at finansiere deres forbrug. Samtidig vil alle de omkostninger, både i menneskelig, utryghed, korruption, fattigsom osv. der er konsekvensen af det illegale marked enten være uforandrede eller i værste tilfælde øges. For en række latinamerikanske lande, især i mellemamerika, er der tale om et problem af sådan et omfang, at det reelt truer disse landes stabilitet og en fremtidig positiv demokratisk udvikling. Det drejer sig bl.a. om lande som Honduras, Guatamala og El salvador.