Maduro – Americas

Krisen i Venezuela skyldes at “man ikke gik langt nok”

I anledning af de seneste meget voldsomme protester og den økonomiske nedsmeltning i Venezuela bad Ræson mig i sidste uge om at skrive et indlæg, “Krisen i Venezuela bør slukke de revolutionsromantiske forestillinger på den danske venstrefløj“, med udgangspunkt i den danske venstrefløjs støtte til regimet.

Det vil i denne sammenhæng sige Enhedslisten og grupperinger i dens umiddelbare nærhed. I forhold til tidligere og belært af historien, er begejstringen for revolutionære projekter jo kølnet betragteligt blandt mere moderate venstreorienterede/socialister. Var der en umiddelbar begejstring – også blandt mere moderate og mindre revolutionære socialister, da Hugo Chavez kom til magten, er den kølnet betydelig de senere år. Dele af Enhedslisten vil muligvis mene, at det også gælder dem – Pelle Dragsted skrev således et indlæg på hedengangne “Modkraft” i 2011, hvor han sagde “Ciao, Ciao Chavez“. Det afholdt ham dog ikke fra at insistere på, at man havde opnået store resultater under Chavez, da jeg mødte ham i en debat på deadline i anledning af Chavez død i 2013, se nedenstående video.

Mens Pelle Dragsted mente der var opnået store sociale fremskridt, afviste han at Venezuela skulle have “ondt i demokratiet” på daværende tidspunkt. Da jeg påpegede, at de forbedringer i indkomst og reduktionen i fattigdom skyldtes de rekordhøje oliepriser, afviste Dragsted også dette.

Læg forøvrigt her mærke til udviklingen i BNP i forhold til olieprisen. Den økonomiske vækst falder drastisk, for derefter at blive negativ før oliepriserne begynder at falde voldsomt i 2014. Inflationen er høj og budgetunderskuddet stort – selv med historisk høje oliepriser. Som bekendt det så kun gået endnu værre de sidste par år.

For nylig mødte jeg så igen en repræsentant for Enhedslisten, denne gang Christian Juhl, i en ny debat om Venezuela på Deadline. Denne gang var faldet i oliepriserne så af stor betydning for krisen i Venezuela, mens Christian Juhl i lighed med Pelle Dragsted prøvede at fastholde billedet af Venezuela som et demokrati. Men som det fremgår tager Christian Juhl dog (naturligvis) afstand fra de mange overgreb, som påpeget af Amnesty International.

Ifølge Enhedslistens Latinamerikagruppe skyldes Venezuelas krise for lidt socialisme.

Hvis der er noget som springer i øjnene, er det afstanden mellem hvad Christian Juhl siger og så de holdninger, som Enhedslistens Latinamerikagruppe giver udtryk for. En af dens medlemmer, Julie Wetterslev, skriver således i en kommentar på Facebook, at

den ekstremt voldelige opposition i Venezuela som er finansieret af kilder udefra (gæt selv hvorfra) og som har til formål at afmontere og sabotere enhver demokratisk eller socialt orienteret proces i landet.

mens hun i en anden kommentar brokker sig over kritikken af Maduro og hans regime, og lægger hovedansvaret for de mange drab ved demonstrationerne på oppositionen, om hvem hun skriver, at :

Det er ellers dem der er mest aggressive og slår flest folk ihjel disse uger.

Det er langt fra Christian Juhls bemærkninger i Deadline om at der findes voldelige elementer på begge sider af konflikten (hvilket han har fuldkommen ret i). Der er her tale om en klar stillingtagen til fordel for Præsident Maduro og den siddende regering i Venezuela. Til forskel fra folketingspolikkerne formulerer Enhedslistens Latinamerikagruppe til gengæld en meget klar analyse af, hvad man mener der er gået galt. Det “21. århundredes socialisme” er ganske enkelt ikke gået langt nok.

Som Hans Ålborg, også fra Enhedslistens Latinamerikagruppe, udtalte til Weekendavisen for et par uger siden:

Det har skadet økonomien at lave en blandings-økonomi. Han burde have lavet en rent socialistisk økonomi. Men det er helt forkert at sige, at han har kørt økonomien i sænk og er ved at afvikle demokratiet. Demokratiet er blevet udvidet under Chavez og Maduro med en masse inddragende basisdemokrati.

Med andre ord er problemet at man ikke har nationaliseret økonomien i tilstrækkeligt grad og indført fuldkommen planøkonomi. Nok så opsigtsvækkende for andre er måske også, at han fuldkommen afviser at der under Chavez og Maduro skulle have været en nedbrydning af institutionerne og demokratiet.

Hans Ålborg er her helt på linje med Andreas Bulow, også medlem af Enhedslisten samt “Hands of Venezuela”. Han mener også, at forklaringen på at det er gået så galt er, at man ikke har formået at gøre Venezuela socialistisk nok. I et blogindlæg, Er det socialismen der har slået fejl?, anfører han, at der er stor risiko for, at der gennemføres en “kontrarevolution, hvor alle sociale og politiske fremskridt rulles tilbage”. Ud over at det kan ske via et miltærkup, peger han også på at det bl. a. kan ske “ved et valgnederlag”!

Løsningen er ifølge Andreas Bulow, at

revolutionen tager skridt i retning af en socialistisk økonomi. Ikke i ord, men i praksis: Nationalisering af økonomiens nervecentre, overtagelse af bankerne, et statsmonopol til styring af udenrigshandlen og en omfattende jordreform.

Hvor mon man har gjort det før? Ja det har man selvfølgelig set i bl. a. Cuba. Forklaringen på at det også der er gået af h…… til – i den udstrækning man overhovedet vil erkende det – er som bekendt USA’s handelsblokade. Problemet i Venezuela, som Enhedslistens Latinamerikagruppe ser det, er “økonomisk sabotage” og udenlandsk indblanding. Under økonomisk sabotage hører f. eks. når man ikke vil sælge til de af regeringen fastsatte priser (som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne), eller ikke investerer i det omfang regimet ønsker det. Det kalder man så “investerings-strejke”.

Med andre ord konstaterer vi, at revolutionsromantikken lever i bedste velgående på den yderste venstrefløj. Tidligere tiders planøkonomiske fiaskoer har ikke gjort det store indtryk.

Hvem er oppositionen?

Når man forstår det, kan man måske bedre forstå, at dele af venstrefløjen tilsyneladende er enig med regeringen i Venezuela i, at oppositionen er domineret af fascister, som Maduro ynder at kalde de ledende skikkelser i MUD (Mesa de la Unidad), der består af partier, som siden 2015 har haft flertal i kongressen. Det kan de dog ikke rigtigt bruge til noget, hvilket højesteret, som er fuldkommen styret af regimet, har sikret med en række grundlovsstridige afgørelser.

Således er Enhedslisten medunderskrivere af en støtteerklæring til Venezuelas regering i februar 2014, hvoraf det bl. a. fremgår, at

The right wing opposition in Venezuela is dominated by extreme, fascist-like, tendencies with activities all over Latin America and the US.

Det var i forbindelse med disse demonstrationer, at Leopoldo López, fra partiet ”Voluntad Popular” blev arrasteret. I 2015 idømtes han efterfølgende 13 år og 9 mdr. fængsel for sin rolle i demonstrationer. Helt konkret blev han dømt for – og hold nu fast – at opfordre til vold ved “subliminale budskaber”, dvs. budskaber som man ikke lægger bevidst mærke til! Man tror det er løgn, men det er det ikke. Det er Venezuela – en gang Latinamerikas rigeste land – under “det 21. århundredes socialisme”.

Og hvis Leopoldo López er fascist, så er hans parti ”Voluntad Popular” (det er ham der har dannet det) vel også et fascistisk parti? I så fald kunne det jo være rart at få af vide, om Enhedslisten mener at det danske Socialdemokrati er et fascistisk parti. Både Voluntad Popular og Socialdemokratiet herhjemme er nemlig medlem af Socialistisk Internationale.

Om ikke andet siger det noget om – i hvert fald dele af – Enhedslistens forhold til hvad vi andre ( inkl. Socialdemokrater) opfatter som demokrati. Det er nok værd at huske på.

Venezuela’s dødsspiral fortsætter

Både Christian Bjørnskov og jeg har gennem mange år skrevet om Venezuela’s absurde udvikling og sammenbrud – både på punditokraterne og for mit vedkommende også her på Americas.dk.

Venezuela er i dag et militærdiktatur og hvordan og hvornår det endelig er slut for “det 21. århundredes socialisme”, afgør den. Hvis man spurgte den venezuelanske befolkning er der selvfølgelig ingen tvivl om udfaldet, og det har der ikke været længe.

Og måske er man endelig ved at miste grebet om magten. I går var præsident Maduro således mål for kasteskyts ved en militærparade, og selv om den officielle transmission fra begivenheden lynhurtig kappede forbindelsen, da det gik galt, har mobiloptagelser sidenhen cirkuleret på de sociale medier

Om dette signalerer det endelige fald for regimet skal jeg ikke sige. I sidste ende er det militæret som bestemmer hvad der sker herefter. Men givet at der nu er protester og sammenstød mellem militær og politi på den ene side og desperate borgere på den anden stort set hver dag og nat, må der forventes en eller anden form for reaktion på et tidspunkt. Og i modsætning til demonstrationerne for et par år siden, som primært foregik i områder og med udgangspunkt i middeklassen og studerende, hvor oppositionen længe har været stærkest, er der nu gentagne demonstrationer og opløb også i Chavinisternes kerneland og blandt de dele af befolkningen som tidligere i stort tal støttede om ikke “det 21. århundredes socialisme”, så i det mindste Chavez og dernæst hans efterfølger Maduro, så længe de “blev betalt” med billige varer. Det er så et stykke tid siden regimet har haft midlerne til dette.

Hvis man vil følge med i udviklingen kan vi kun (endnu engang) opfordre til at man checker den (for det meste) engelsksprogede “Caracas Chronicles“, der har vist sig ofte at være den mest pålidelige kilde, når det kommer til dækning af udviklingen i Venezuela.

Historien om verdens største olieproducent, målt på reserver. Formentlig hurtigst voksende økonomi, målt over perioden 1920-1980 og Sydamerikas ubetinget mest velstående land for 40-50 år siden til i dag et af de fattigste lande i regionen, præget af fattigdom, ja ligefrem sult, et sundhedssystem der for længst er brudt sammen og en økonomi i frit fald – alene fra 2013 til i dag er BNP faldet med ca. 25 procent – samt galoperende kriminalitet og inflation. Det er så sandelig en tragedie af næsten ufattelige dimensioner.

Hvis noget land har følt “The curse of oil”, så er det vist Venezuela. Og så understreger de seneste års udvikling for øvrigt endnu en gang, at socialisme altid ender i diktatur.

Venezuela I – Socialismens slutspil i Venezuela

Tidligere bragt som Analyse i Børsen den 4. februar. Se
http://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/132847/artikel.html#ixzz40p9Pjy

Vi er i disse måneder vidne til slutspillet om “det 21. århundredes socialisme” , som Venezuelas afdøde præsident Hugo Chavez døbte sin version af et socialistisk samfund. Som tidligere forsøg er det endt i økonomisk nedsmeltning. Kontinentet har altid været leveringsdygtigt i forspildte chancer og økonomisk-politiske tåbeligheder. Men intet land kan dog måle sig med Venezuela.

Krise på krise

I begyndelsen af 1920’erne tog produktionen af den nyfundne olie fart, og herpå fulgte høj vækst. Frem til slutningen af 1970’erne var Venezuela en af verdens hurtigst voksende økonomier. En vækst, der dog i stigende grad var lånefinansieret og kollapsede i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 80’erne. Herefter gentagne kriser. Ingen dog så dramatisk som i disse år.

Den officielle inflation er på 140 pct. og hastigt stigende – reelt er den langt højere. Kriminaliteten er eksploderet de sidste 15 år, og mordraten er Sydamerikas højeste.

Krise på krise

Den officielle inflation er på 140 pct. og hastigt stigende – reelt er den langt højere. Kriminaliteten er eksploderet de sidste 15 år, og mordraten er Sydamerikas højeste.

Venezuela går til valg

I dag afholder Venezuela valg til Nationalforsamlingen. Der er ingen tvivl om at oppositionen (MUD) vinder overlegent, målt på afgivne stemmer.

Omsat i mandater er sagen en helt anden. Ved sidste valg fik oppositionen lidt over halvdelen af stemmerne, men endte med kun ca. 40 procent af mandaterne i det nationale parlament. Denne gang forventes man dog at vinde et flertal af mandaterne. Spørgsmålet er reelt kun, om man ender med et simpelt flertal eller et såkaldt superflertal (60 procent+).

Flere har kaldt det et skæbnevalg, fordi et absolut flertal i Nationalforsamlingen kan kræve omvalg til præsidentposten, indsætte nye højesteretsdommere mv.

Men det er på papiret. Hvad der vil ske i virkeligheden er en hel anden sag. Vinder oppositionen og får tilstrækkeligt med mandater, har de vundet magten over Nationalforsamlingen, men PSUV (regeringenspartiet) kontrollerer fortsat præsidentembedet, retssystem og formentlig også hæren indtil videre.

Som vist efterhånden alle er klar over er landet præget af økonomisk kaos, høj kriminalitet og udbredt korruption. Selv de mest almindelige fornødenheder kan det være svært at få fat på i hvad der kunne være et af Latinamerikas absolut rigeste lande (og var det for blot få årtier siden).

Præsident Maduro har ved flere lejligheder antydet, at PSUV ikke frivilligt opgiver magten og dagens valg vil med stor sandsynlighed føre til endnu mere kaos i landet.

Venezuela og oliens forbandelse

Som historikeren Alejandro Velasco har udtalt:

“Venezuela er ikke et socialistisk stat – det er en oliestat, hvor det vigtigste debatemne ikke er hvorledes man styrker demokratiet, men om hvem som kontrollerer statens indkomst og dermed retten til at distribuere den”

download — BNP per Capita, Venezuela, kilde: Verdenbanken

Eller med andre ord – Dagens kaos er det foreløbige højdepunkt – eller måske snarere lavpunkt – i et samfund, som er gennemsyret af klientalisme, hvor olieindtægterne anvendes til at fastholde magten. Sådan har det været siden 1950erne. Når olieindtægterne i perioder ikke slog til, finansierede man det offentlige overforbrug ved at låne i udlandet, frem til slutningen af 1970erne,, hvorefter økonomien brød sammen i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980erne. Venezuela er i dag fortsat fattigere end man var i slutningen af 1970erne, målt på BNP per capita, som det fremgår af nedenstående figur baseret på data fra Verdensbanken.

Den opposition (MUD), som vinder valget i dag, er grundlæggende også kun enige om en ting, nemlig at være modstandere af Chavez efterfølger, Maduro, og PSUV.

Hvis eller måske rettere når det nuværende regime kollapse, vil man stadig stå tilbage med en økonomi og et samfund grundlæggende baseret på olieindtægter og en opfattelse af at man her især har krav på en andel af disse.

At gøre op med denne forestilling kræver mere end det nuværende økonomiske kaos.

Venezuela ved at løbe tør for øl

Venezuela’s økonomiske nedsmeltning fortsætter. Efter den officielle Inflation endte på 67 procent i 2014, har man ikke offentliggjort nye tal siden januar.

Baseret på udviklingen i den parallelle dollarkurs, er den steget kraftigt siden.

Perioder med mangel på helt basale varer, har været normen i flere år. Der er kronisk mangel på alt fra hæfteklammer over sukker til toiletpapir, myndighederne tvinger bønder og fødevareproducenter “at gunpoint” til at levere pasta, mælk, frugt m.m. til statsejede butikker – og nu er man også ved at løbe tør for øl!

Ifølge præsident Maduro og regeringen skyldes varemanglen og den elendige økonomi sabotage. Tilsyneladende skal man også vare sig for overhovedet at tale om at der er problemer. For nylig blev en talsmand for landets vinbutikker arresteret få dage efter han advarede om, at man var ved at løbe tør for råvarer til produktion af øl.

Venebarómetro Junio 2015 from Edgard Gutierrez

Der er udskrevet parlamentsvalg til den 6. december og præsident Maduro og regeringen er (naturligt nok) dybt upopulær – se også ovenstående meningsmåling.

Givet tidligere erfaringer, er det fortsat helt åbent hvad der egentlig kommer til at ske. Ved det seneste parlamentsvalg fik oppositionen klart flest stemmer, men kunne alligevel ikke mønstre et flertal i parlamentet. Det sikrede en ekstrem inddeling af valgdistrikterne.

Sådan er status i dag i hvad der mellem 1920 og 1980 var verdens hurtigste voksende økonomi.

Selv om præsidentens dage muligvis er talte, betyder det ikke nødvendigvis et regimeskifte i Venezuela

Som rapporteret i de internationale medier i går, har oppositionslederen, eller rettere sagt en af dem, Leopoldo Lopez, overgivet sig til politiet.

Det gik ikke stille af sig, og demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter fortsætter i de større byer i Venezuela. Det gør propagandakrigen også – både på spansk og engelsk.

Mens regimet prøver at fremstille demonstrationerne som bølleoptøjer med begrænset deltagelse, organiseret af en lille “super-rig” elite og bakket op af bl.a. CIA – man udviste i går 3 amerikanske diplomater – prøver de demonstrerende at fremstille demonstrationerne som folket mod præsident Maduro og regeringspartiet PSUV. Begge dele er et falsum.

Lige som vi så sidste år i Brasilien, er det primært middelklassen som er gået på gaderne, og Venezuela er fortsat en meget splittet nation. Der er ingen tvivl om at regimet fortsat har stor opbakning blandt en del fattige. Denne opbakning sikres ikke mindst gennem en gennemført klientalistisk struktur, hvor medlemsskab af regeringspartiet PSUV sikrer adgang til en række varer og tjenesteydelser, betalt af det offentlige, men forbeholdt partimedlemmer.

Ligeledes dominerer regeringen fuldstændigt landsdækkende radio og TV, de væsentligste kilder til information for de fleste venezuelanere. Oppositionen er derfor henvist til at bruge de sociale medier og Internettet, ikke mindst twitter, som regeringen af samme grund har lukket ned for flere gange.

Maduros dage er nok talte, men ikke nødvendigvis PSUV’s

Det kan diskuteres i hvilken udstrækning de nuværende demonstrationer rent faktisk svækker eller styrker PSUVs greb om magten. Men muligvis kan de fremskynde en proces, hvorved præsident Maduro tvinges fra magten og andre indenfor PSUV og regimet tager over. Hans kontrol over egne kan absolut ikke sammenlignes med hans forgænger Hugo Chavez, som uanset om man var enig med ham eller ej, hvis håndværksmæssige evner som politiker og strateg ikke skal undervurderes,

Det samme kan man mildt sagt ikke sige om efterfølgeren Maduro, der langt fra nyder samme opbakning i PSUV.

fortsættelse følger…….

Er den venezuelanske regerings “fjende nr. 1” fascist?

Ifølge Venezuelas regering er (en af) oppositionslederne, Leopoldo Lopez, ansvarlig for den seneste tids protester, som flere gang er endt i voldelige sammenstød med politi og regimets paramilitære grupper, med tab af menneskeliv til følge.

Ifølge regeringen er Leopoldo Lopez fascist og CIA-agent, ligesom man beskylder Colombias tidligere præsident Uribe for at stå bag Lopez.

Der er udstedt en arrestordre på Lopez, som dog stadig er på fri fod.

Men hvem er Leopoldo Lopez egentlig?

Lopez er 41 år gammel og uddannet økonom. Han er tidligere borgmester og er en af flere, som ønsker at fremstå som oppositionens leder. Siden 2008 har han, lige som det er sket for andre oppositionspolitikere, især når de opnår en hvis popularitet, været afskåret fra at kunne stille til valg. En udbredt praksis i Venezuela, som har mødt international fordømmelse.

Se også Wikipedia (engelsk).

At Venezuelas regering gerne vil lave en kobling til både CIA og Colombia s tidligere præsident Uribe, er ikke overraskende. Lige siden det mislykkede militærkup i 2002 mod Hugo Chavez, som man beskyldte både Uribe og CIA for at stå bag, er det beskyldninger der i flæng bruges overfor stort set alle i oppositionen, som anses for at udgøre en trussel.

Det er dog lettere komisk, med tanke på at Leopoldo Lopez bedst kan beskrives som en centrum-venstre politiker, Hvis kontakter i Colombia udgøres af den mere “progressive” del af det politiske miljø – bl.a. tidligere præsidentkandidat og borgmester i Bogota for partiet De Grønne, Antanas Mockus,. Jeg har tidligere skrevet Mockus i forbindelse med præsidentvalget i 2010.

Men se nedenstående video fra 2010 og døm selv. Her forklarer Lopez (på engelsk), hvor han står politisk og hvordan han ser situationen i Venezuela.

Oppositionen nægter at anerkende valget af Maduro til ny præsident

Da Hugo Chavéz i oktober sidste år vandt klart over Henrique Capriles, var sidstnævnte hurtigt ude og anerkende valgnederlaget. Sådan er det ikke denne gang. Som flere medier kan berette, nægter Capriles at anerkende valget af Maduro. Ifølge oppositionens egne interne opgørelse mener man tværtimod, at Capriles vandt valget med 300.000 stemmer og der kræves omtælling.

Det afvises af et flertal i det nationale valgråd, som består af 5 personer. Kun den ene representant for oppositonen i valgrådet bakker op om en omtælling.

Oppositionen mener at have dokumentation for 3200 tilfælde af valgsvindel, intimidering og andre former for uregelmæssigheder, og Capriles har opfordret sine tilhængere til at gå på gaden og protestere fredeligt.

Det gjorde hundredevis af demonstranter da også i går, og i Caracas endte det alt andet end fredeligt. Her kom det til sammenstød mellem stenkastende demonstranter og politiet, som brugte tåregas.

Det er tvivlsomt, om Capriles selv tror på en omtælling, og hvis det bliver til noget, en omgørelse af valget. Men med protesterne er man med til at sætte spørgsmålstegn ved Maduros legitimitet, hvilket yderligere svækker ham.

At han vandt med så smal en margin er i sig selv et nederlag. Og de demonstrationer der finder sted for øjeblikket er i sig selv en understregning af, at han ikke har Chavéz position.

Hvordan regimet vil reagere, hvis protesterne fortsætter er ikke til at vide. Men vælger man at slå hårdt igen, vil det i sig selv styrke oppositionens fortælling. Det er ikke nemt at være Maduro i disse dage og finde en grimasse, der kan passe.

Se også http://www.b.dk/globalt/venezuelas-regering-afviser-omtaelling

Begyndelsen til enden for “det 21. århundredes socialisme”

Sent søndag aften blev Nicolas Maruro erklæret for vinder af præsidentvalget i Venezuela. Det var ikke nogen stor overraskelse. Det var det til gengæld, at han kun slog oppositionens kandidat, Henrique Capriles, med 235.000 ud af små 15 mio. af afgivne stemmer (50,66 procent mod 49,07 procent). De fleste iagttagere, inklusiv undertegnede, havde regnet med en langt større valgsejr. Faktisk fik Maduro færre stemmer end antallet af medlemmer af regeringspartiet, PSUV.

Capriles har forlanger, at alle stemmer skal tælles igen og anklager Maduro for valgsvindel. Det kommer der næppe noget ud af.

Men selv om Maduro vandt valget er det Capriles som står tilbage som vinder. Havde han tabt valget klart, som det var tilfældet i efteråret mod Chávez, ville hans position som oppositionens leder været alvorligt svækket. Nu står han styrket, og med sine 40 år har han fremtiden foran sig. Og hans chance kan sagtens komme længe før det næste ordinære præsidentvalg i 2018.

Begyndelsen til enden for den bolivianske revolution?

Nicolas Maduro står tilbage som en svækket præsident, og den meget smalle valgsejr hjælper ham bestemt ikke den interne magtkamp, som ligger og lurer i regeringspartiet, som er delt op i rivaliserende fraktioner og ikke kan opfattes som et parti i vores forstand.

En af de konkurrenter som står på spring er Diosdado Cabello, tidligere officer, leder af PSUV og formand for parlamentet.

Maduros udfordringer er enorme. På trods af en oliepris på over 100 dollar tønden, er staten reelt løbet tør for penge. Det 21. århundredes socialisme baserer sin magt på evnen til at købe støtte via uddeling af penge og privilegier i kraft af olieindtægterne. Og med mindre oliepriserne stiger pludseligt, står man med et akut offentligt finansieringsproblem.

Inflationen har længe ligget omkring 30 procent p.a. – reelt er den højere, men holdes ned af lovfastsatte priser. Valutareserverne falder hastigt og der er mangel på en række basisvarer. Økonomien er på vej i recession og samtidig lider man under hyppige blackouts, mens infrastrukturen er blandt regionens værste.

Hvis denne udvikling skal vendes, kræver det offentlige besparelser og en stabilisering af økonomien. Men det vil ramme de grupper, som regimet baserer sin magt på med det samme.

Samtidig indebærer den smalle valgsejr at Maduro risikerer at den interne opbakning svinder til upopulære tiltag.

Venezuela går så sandelig en spændende, men også dyster fremtid i møde. En ting er dog sikkert. Dette er starten på enden for Chavéz bolivianske revolution. Hvad der kommer i stedet, og hvor lang tid der kommer til at gå, før vi oplever et regimeskifte er mere usikkert. Det mest realistiske scenarie er, at regimet vil opløses og falde fra hinanden indefra.

Men man skal aldrig undervurderer magthaveres evner til at udsætte det uundgåelige.

Præsidentvalg i Venezuela og “en lille fugl som synger”

I dag er genopstandelsen dag i Venezuela. I hvert fald hvis man lytter til præsidentkandidaten for PSUV, den midlertidige præsident, Nicolas Maduro. Ikke kun omtaler han sig selv som “Chávez søn” og fortæller, at han for få dage siden talte og sang med Chávez ånd i form af en lille fugl. Nej han har erklæret, at når venezuelanerne går til valgurnerne i dag og stemmer på ham som præsident, så svarer det til selve Jesus genopstandelse. Så absurd har retorikken været i den korte og intense valgkamp op til dagens valg. Afdøde præsident Chávez har været over alt, på plakater og vægmalerier, på TV og i lyd som gjalder ud fra højtalere i Venezuelas gader.

Mens kriminalitet, el-afbrydelser og varemangel er blevet forklaret med at være udenlandske (amerikanske) og indenlandske (oppositionslederen Capriles) værk, har Maduro ført en valgkamp på lige dele skræmmekampagne (Capriles vil tage alt fra jer), religiøse metaforer og lovning på nye jobs og boliger, 45 procent højere mindsteløn og andet godt, hvis han vinder.

Og han vinder formentlig valget med en betydelig margin.

Som under tidligere valgkampe har de statslige medier stået fuldstændigt ubegrænset til rådighed for Maduro, men Capriles stort set ingen tid har fået stillet til rådighed. Som under tidligere valgkampe er Capriles tilhængere blevet mødt med voldelige overfald.

Og som under valgkampen i efteråret har man igen og igen beskrevet Capriles som stærkt højreorienteret og ude på at afskaffe sociale programmer og enhver form for velfærdsstat.

Sidstnævnte er nærmest komisk. Capriles går til valg på hvad der vel nærmest må kaldes en venstreorienteret socialdemokratisk platform inspireret af Brasiliens populære præsident Lula.

I de sidste dage har Maduro også inddraget Mercosur, som Venezuela under noget kaotiske omstændigheder blev medlem af sidste år. Således annoncerede han på et af de sidste valgmøder, at “Brasilien og Argentina har konfirmeret deres støtte til vort land, og efter valgsejren på søndag bliver jeg også præsident for Mercosur”. Han refererede nok til, at hvert land i Mercosur skiftes til at have formandsskabet et halvt år af gangen og at Venezuela overtager dette i 2. halvår 2013. Men hvorfor besvære sine vælgere med den slags detaljer? Det lyder jo ulige bedre, at kunne erklære sig selv for præsident for Mercosur.

Et højdepunkt ved valgmødet var en video med Chávez, hvor denne annoncerede, at “i tilfælde af at jeg fysisk ikke er mere, skal i vælge Maduro til præsident”.

Derudover lovede han at indføre dødstraf for korruption (der formentlig aldrig har været højere end under Chávez 14 år ved magten), bekæmpe inflationen, som er på ca. 30 procent om måneden og gøre noget ved den galoperende kriminalitet. Venezuela har Sydamerikas og en af verdens højeste mordrater.

Ja, han har endda antydet, at han vil reducere antallet af cubanere i det venezuelanske militær. Det og kriminaliteten var emner som Chávez ikke tog op når han førte valgkamp. Det har derimod været centrale temaer hos Capriles, der også har lovet at kigge på alle Venezuelas kontrakter med udlandet – bl.a. Kina, Rusland og Argentina. Kun de som er til gavn for Venezuela skal fastholdes.

Capriles prøvede også under valgkampen i efteråret at slå på disse temaer, uden større succes. Ligeledes har han prøvet at latterliggøre Maduros påkaldelse af Chávez, hvilket næppe heller får den store effekt.

Venezuela er i dag et voldsomt splittet land. Og mens den mere veluddannede og velstående del af befolkningen primært stemmer på Capriles. Hvis de da ikke simpelthen forlader landet. Både Florida i USA og Colombia har oplevet en massiv tilstrømning af middelklasse-venezuelanere siden Chávez overtog magten i 1998.

Resten af befolkningen stemmer primært på Chávez. PSUV har ca. 7,7 mio. medlemmer (Venezuelas samlede befolkning er på ca. 29 mio.). Et medlemsskab som giver adgang til boliger, jobs og mange andre benefits. Alt sammen betalt med offentlige midler, som kanaliseres uden om det officielle statslige budget. Så længe Maduro og PSUV kan garantere disse ydelser vil de kunne regne med støtte fra en betydelig del af befolkningen. Alt dette er naturligvis kun muligt på grund af landets olierigdomme, og det er endda et åbent spørgsmål om man reelt kan fortsætte dette stemmekøb som hidtidigt. Som tidligere beskrevet i indlæg her på bloggen, er Venezuelas økonomi i en elendig forfatning og der er et enormt efterslæb i nødvendige investeringer.

Men indtil videre ser det ikke ud til at de økonomiske problemer er tilstrækkeligt store til at det kan true Maduros valgsejr. Men om 5 år kan det se helt anderledes ud.