Warning: Use of undefined constant use_sorting - assumed 'use_sorting' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/westy.dk/public_html/wp-content/plugins/wp-table/wp-table.php on line 316 Niels Westy – Page 18 – Americas
Vi har tidligere skrevet de voldelige bandesammenstød i Rio de Janeiros slumkvarterer. I de sidste 3 dage har slumkvarteret Vila Kennedy været rammen om kampe mellem “Commando Vermelho”, der “ejer” kvarteret og “Terceiro Commando Puro”, der har base i den nærliggende slumkvarter”Vila Aliança”. Der er ikke rapporter om døde, men i lørdags blev 6 beboere ramt af vildfarende kugler. Kampene kommer kun 14 dage efter at lignende kampe efterlod flere end 10 døde ud over en nedskudt politihelikopter – læs mere her. Dengang foregik det i den nordlige del af byen, denne gang er det i den østlige del (og til alle potentielle turister – det er langt fra “zona sul”) den fortsatte kamp om narkotika markedet udspiller sig.
I forbindelse med præsident Lula besøg i Caracas og optagelsen af Venezuela i Mercosur, se også tidligere indlæg, har et par jounalister fra det velansete brasilianske ugemagasin “Veja” besøgt Venezuela og det er artige ting de kan fortælle i denne uges Veja.
Under overskriften “Venezuela O desastre da estatização da economia” (Venezuela’s katastrofale “statifisering” af økonomien) – beretter journalisterne om de “storslåede” resultater som er opnået under Hugo Chavez “socialisme for det 21. århundrede”.
Det brasilianske senats udenrigskomite vedtog i forgårs, at bakke op om Venezuelas anmodning om at blive medlem det sydamerikanske handelssamrbejde, Mercosur. Afstemningen passer perfekt med præsident Lulas besøg hos Hugo Chavez i Caracas, der startede samme dag. Her skal han og Chavez skrive under på en række ordrer til brasilianske selskaber i mia. klassen. Der var dog langt fra enighed i kommiteen og det kan få betydning på længere sigt, at medlemerne fra Brasiliens Socialdemokrati (PSDB), stemte mod optagelse af et Venezuela med Hugo Chavez i Mercosur.
Forslaget mangler at vedtages i Senatet, hvilket er en formsag. Sammen med Partido do Movimento Democrático Brasileiro (PMDB) under ledelse af den skandaleombruste præsident for senatet, José Sarney, kontrollerer Partido Trabalhador (PT) samt en række mindre partier denne.
Præsident Lula har meget kraftigt anbefalet optagelsen af Venezuela i Mercosur, der ud over Brasilien, består af Argentina, Uruguay og Paraguay, med Chile, Bolivia, Peru, Ecuador og Colombia som associerede medlemmer. Herefter mangler (givet at senatet følger udenrigsudvalgets indstilling) kun Paraguay at tage stilling til Venezuelas optagelse.
Mens forhandlingerne mellem de facto regeringen under ledelse af præsident Micheletti og tidligere præsident Zelaya igen er budt sammen, og ifølge Micheletti ikke genoptages før efter præsidentvalget den 29. november, viser en meningsmåling foretaget af den Washington baserede “Greenberg Quinlan Rosner Research” , at honduranerne fortsat er splittede over kuppet/afsættelsen af Zelaya i juni måned. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved undersøgelsens objektivitet, fordi Greenbergs vice-præsident Mark Feierstein var en del af det team der stod bag Zelayas valgsejr i 2005.
Metro lukket i Caracas på grund af strømafbrydelse
Venezuela, en af verdens største olieproducenter, befinde sig midt i en akut energikrise med “blackouts” flere gange om ugen, når landets strømforsyning ikke kan følge med. Ifølge Chavez er det først og fremmest på grund af de riges forbrug og El Nino.
Problemerne har stået på i flere år, og for nylig gik 40% af landet i sort på grund af strømafbrydelse.
Wilson Simonal blev født i den fattige forstad Água Santa (helligt vand) i 1938,og vokesde op hos en mor der som mange andre sorte kvinder ernærede sig som vaskekone og hushjælp. Wilson Simonal er synonym med musikstilen “Pilangre” (piratmusik), der efterfulgte Bossa Nova som tidens mest populære musikstil i Brasilien i midten af 1960erne. “Pilangres” kendetegn er at man blander alle former for musik fra samba over jazz til soul og rock, – så længe det bare fungerer sammen – og det fungerede i den grad sammen for Simonal, der hastigt blev ikke kun en af Brasiliens højest betalte og bedst sælgende kunstnere med eget TV-show i selve Brasilien, men også i resten af Sydamerika og i mindre grad i USA og Europa (ikke mindst Sydeuropa).
Legendarisk er en koncert på Maracana i 1969 med en række af tidens populære brasilianske kunstnere (bl.a. Sergio Mendes) hvor 30.000 tilhørere ikke ville slippe Simonal, der fuldstændigt stjal showet. Efter at have domineret musikscenen i anden halvdel af 1960erne og banet vejen for musikere som f.eks. Brasiliens nuværende kulturminister Gilberto Gil, “Brazilian soulbrother number one” Jorge Ben Jor” og en lang række andre (dengang) unge kunstnere, der efterfølgende har indtaget helt centrale roller i Brasiliansk musik , forsvandt han nærmest ud af den brasilianske bevisthed i løbet af 1970erne, for først næsten 40 år senere at blive “rehabiliteret”.
I sidste uge afgjorde 6 højesteretsdommere, der alle er er udpeget af sandinisterne, at det tillæg til forfatningen, der blev vedtaget i 1995 (bl.a. med sandinisternes stemmer) og indebar, at man kun kunne være præsident to gange – og ikke i direkte forlængelse, bliver ophævet, fordi det, som det står i afgørelsen, ikke er “gennemførbart”. I den anledning efterlyste jeg i et indlæg, med tanke på, at man er gået hen over det folkevalgte parlament (hvor en lignende afgørelse ville kræve 2/3 flertal) om vi nu kunne forvente en fordømmelse fra omverden?
Omend der ikke er tale om en “fordømmelse”, så har USA faktisk reageret med bekymring. Således udtalte det amerikanske udenrigsministeriums talsmand, Ian Kelly, at;
“We share the concern of many Nicaraguans that this situation is part of a larger pattern of questionable and irregular governmental actions,”
Ifølge Washington Post. Det bliver spændene at se hvorvidt der vil blive fulgt op fra amerikansk side på Daniel Ortegas manglende respekt for demokratiet i Nicaragua. Det bedste bud er formentlig at der ikke vil ske videre. Under alle omstændigheder er Nicaragua under Ortega i Hugo Chavez lejr, i hvert fald så længe han kan levere varen i kraft af billig olie, og dermed spille sin rolle som Ortegas “sugardaddy”.
I den forgangne uge gik voldsomme TV-billeder af en politihelikopter der styrtede ned efter at være blevet ramt af kugler under et opgør mellem to af Rio de Janeiros bander verden rundt, – se nedenstående video fra SBT, en af de store landsdækkende TV-kanaler. At historien også vakte opsigt udenfor Brasiliens grænser skyldes nok primært de spetakulære billeder, for bandeopgør og militærpolitikfolk i kort- eller langvarige og ofte blodige ildkampe i en af byens utallige farvellaer har desværre i efterhånden mange år været en tilbagevenden begivenhed.
Centralt står kanpen om narkotikamarkedet mellem de 3 dominerende bander; Comando Vermelho (Den røde kommando), Amigos dos Amigos (Vennernes venner) og Terceiro Comando Puro (Den 3. kommando). Kampene i sidste uge, der kostede 25 mennesker livet (de fortsatte kampe har indtil i går fredags kostet i alt 42 mennesker livet), heriblandt to politifolk blev denne gang udløst af kampe mellem “Den røde kommando” og “Vennernes venner”.
Et par af de fordomme jeg oftes møder, når jeg fortæller om min tilknytning til Rio de Janeiro er, at de vist alle spiller gudefodbold og er gode til at danse. Jeg kender nu en del brasilianere der er mindst lige så elendige til at spille fodbold som mig selv (omend en kulturel forskel kan være, at det mener de ikke nødvendigvis selv der er). Men som det fremgår af nedenstående lille video optaget i parken ved det tidligere præsidentpalads i Rio de ‘Janeiro en søndag eftermiddag, er det heller ikke nødvendigt at kunne danse for at være med. Det er “en gammel” tradition af kvarterets ældre og pensionister, rig eller fattig, mørk eller lys, mødes hver søndag i parken, hvor der danses, spilles og synges med på de gamle – og nyere sange i det altid voksende katalog af Rio de Janeiro’s folkelige musiktradition, Sambaen – i alle dens mange former.
Clementia de Jesus
Det bør tilføjes, at “gammel tradition” skal forstås efter brasiliansk målestok. Det kan hænde, at det er noget man har gjort i et par årtier. Muligvis er der ingen der rigtig ved hvordan det er startet, og nok kan man få en historie om det, men om det passer skal man nok ikke regne med – det handler om at være til stede i nuet.
Hvorom alting er, så var Sambaen, hvor vi måske på vores breddegrader mest kommer til at tænke på den spektakulære udgave af den, som den spilles og synges ved de store karnevalsoptog, var langt op i det 20 århundrede ugleset i de “finere” dele af befolkningen – inklusiv den (venstreorietnerede) interlektuelle elite. Det var reelt først fra 1950erne og frem, i takt med at bossa nova, en jazzifiseret og mere rafineret udgave af den folkelige samba, blev populær, at det blev en accepteret musikgenre.
Så sent som i 1980erne var min hang til “folkelige” kunstnere som Clementina de Jesus og Martinho Da Vila ikke velset. Og for en af mine venstreorienterede interlektuelle (revolutionær, uddannet historiker og medlem af Partido Trabalhador) bekendte var det decideret pinligt, da jeg en gang bad hende om at købe en bestemt plade med netop Clementina de Jesus – det var bare for folkeligt.
Det hjalp dog en del, da jeg kunne fortælle hende, at en af de “rigtige” – det vil sige venstresnoet og kendt i Frankrig – kunstnere, nemlig Chico Buarque, havde fremhævet netop Clementina de Jesus som en stor kunstner – og at hun forøvrigt havde optrådt i netop Frankrig .
Heldigvis lider de fleste almindelige mennesker udenfor den intellektuelle elite ikke af den slags overfladisk pjat – enten kan de lide det de hører eller også kan de ikke. Og så er der tale om en aktivt levende tradition, godt hjulpet på vej af (og det er til gengæld rigtigt) af en høj grad af musikalitet og aldrig manglende mennesker der rent faktisk kan spille et instrument. Jeg ved ikke med læseren, men jeg vil unægtelig til enhver tid foretrække en god gang samba frem for dansk “1-2-3-4 og nu klapper vi i takt, mens vi sejler op af åen” samvær, når jeg bliver gammel.
Og vel er lemmerne blevet noget stivere, og vel er det ikke alle der har lige meget styr på rytmer og motorik, men hvad gør det når solen skinner og man hygger sig med gamle venner?
Afsættelsen i Hondurars af Zelaya, der skete efter ordre fra højesteret, blev mødt med næsten enig international fordømmelse. Og indtil videre vil ingen medlemmer af OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) anerkende de præsidentvalg der finder sted i november, på trods af, at det allerede var planlagt før afsættelsen af Zelaya, og efter alt at dømme vil gå retfærdigt til.
Ortega og hans gode ven Chavez
Bortset fra at Honduras parlament støttede højsteretsafgørelsen i Honduras, er det ikke svært at se en paralel mellem de to situationer. Hvis OAS skal optræde konsekvent og troværdigt, må de reagere (mindst) lige så hårdt overfor Nicaragua og Daniel Ortega, som de reagerede overfor Honduras. Det vil sige, at man ultimativt vil vedtage ikke at anerkende udfaldet af præsidentvalget i 2011.
Formelt er Ortegas muligheder for at søge genvalg ikke helt på plads endnu. Højesterets afgørelse skal godkendes af de 16 delstatsdommere, men det forventes at være en formsag.
