I dag vælger Brasilien sin nye socialistiske statskonservative præsident

Når stemmerne er talt op efter dagens 2. runde i det brasilianske præsidentvalg (og det går hurtigt, da afstemningen er elektronisk), er det ikke et spørgsmål om hvem der har vundet, men kun med hvor meget. Den næste præsident kommer til at hedde Dilma Vana Rousseff. Hun vinder, fordi den afgående præsident, Luiz Inácio da Silva, kaldet Lula, anbefaler hende.

Lula og DilmaHans popularitet har været enestående, og havde han haft muligheden for at stille op til en tredie periode, ville han have vundet overlegent i 1. valgrunde. Kombinationen af høj økonomisk vækst og ikke mindst betydelig indkomstfremgang for den fattige del af befolkningen tilskrives af mange som Lula’s fortjeneste. At det primært skyldes reformer, en forsigtig åbning mod omverden og privatisering  i 1990erne (alle tiltag, som PT og Lula stemte mod) og gunstige internationale forhold, er i den forbindelse bagateller som kun nørder interesserer sig for. For de fleste brasilianere – og ikke så få udenfor landet – er Lula blevet synonym med landets ankomst som en vigtig international spiller, høj vækst og færre fattige.

Dette billede hjælpes godt på vej af, at de færreste udenfor Brasilien vist helt har forstået hvordan dette land er skruet sammen. For slet ikke at tale om  hvordan dets politiske system fungerer. Internationale medier har igen og igen tydelig vist, at de i hvert fald ikke ikke fatter meget af det. Således insisterer Ritzau, som det fremgår af dagens aviser, se bl.a. her, at beskrive Dilma’s modkandidat som konservativ og borgerlig. Ville Ritzau mon betegne Helle Thorning som konservativ? Jose Serra, som også stillede op mod Lula -og tabte – i 2002 (og ikke 2004, som der står i dagens danske aviser), er en af grundlæggerne af Brasiliens socialdemokrati, PSDB, for hvem han er præsidentkandidat.  Tet beset kan man med rette stille spørgsmålstegn ved hvilken konstellation der er mest konservativ – partierne bag Dilma eller Serra.

Hvis konservativ her skal forstås som bevarelse af den bestående brasilianske model, præget af stor statslig involvering og en hang til at regulere og planlægge frem for at lade markedet råde, så er det rettelig PT der er det mest konservative valg. Et kendetegn ved Lulas regeringstid har nemlig været et totalt fravær af økonomiske reformer.

Efter at have tabt 3 valgkampe på en klar socialistisk platform valgte Lula i 2002 at redefinere sig selv, og gik til valg på det man i Brasilien døbte “Lula light”. Det indebar en balancegang der på både kunne tilfredsstille den private sektor, hvilket man gjorde ved at føre en ortodoks økonomisk politik og ikke pille ved allerede gennemførte reformer, og venstrefløjen ved at love sociale reformer, øget social indsats og ikke at liberalisere yderligere.

Mens første valgperiode primært gik med at berolige den private sektor og udenlandske investorer (udenlandske investeringer faldt drastisk og de eksterne balancer kom under voldsomt pres i 2002, efterhånden som det stod klart at Lula ville vinde), og det lykkedes over al forventning. Kontrasten ved valget i 2006 og ikke mindst i år er slående. Aktiekurserne er steget med rekordfart under Lula og de udenlandske investeringer er for længst vendt tilbage.

Men alle disse ting havde været umulige, hvis Brasilien havde holdt fast i den økonomiske model der var fremherskende indtil starten af 1990erne.

Figur 1. udenrigshandlens betydning for Brasiliens økonomiSom det fremgår af figur 1, der viser graden af åbenhed som eksport+import divideret med samlet BNP, er betydningen af udenrigshandlen mere end fordoblet fra 1980erne og frem til i dag, hvor Brasilien ikke blot er verdens største fødevareeksportør, men også har en betydelig eksport af råvarer og halvfabrikata. Og det er især eksporten af råvarer og landbrugsprodukter, der har nydt godt af økonomiens åbning fra 1990erne og frem.

Der er ikke grund til at at tro, at Dilma vil fravige Lulas balancegang. Noget andet er om hun rent faktisk kan komme til det. Hun har ikke Lula’s status i partiet, og der har flere gange i de forløbne år været kritiske røster i partiet om, at man ikke har ført en tilstrækkelig socialistiske politik, mens der også har været kraftig kritik af de politiske allierede, som Lula har baseret sit styre på. Således vil den kommende vice-præsident være fra PMDB, der tidligere i 1980erne var PT’s “hovedfjende”. Overhovedet at tilskrive dette parti en egentlig politisk ideologi er måske at tage munden for fuld, men det nærmeste må være at betegne det som statskonservativ (hvor konservativ skal forstås som uvilje mod forandring).

Om Dilma så vil være lige så succesfuld som Lula i sin balancegang er tvivlsom. De fleste iagttagere regner med at man vil forsøge med en finanspolitisk stramning i løbet af kort tid. Med tanke på problemerne med at styre de offentlige udgifter (et ikke helt ukendt problem heller på disse breddegrader), se figur 2, er der grund til at tro, at der står skatteforhøjelser på menuen i den kommende tid, hvorved Brasilien vil befæste sin position som Latinamerikas højest beskattede land. Skulle stramninger ikke være muligt, må man forvente at der kommer en pengepolitisk stramning i 2011,  – det vil sige at renten stiger.

Til gengæld skal man ikke forvente at der sker grundlæggende reformer af den brasilianske model. De kommer når den næste krise kommer, og det kan ske hurtigere end mange iagttagere forestiller sig. Den nuværende vækst på 7,5% om året er det under ingen omstændigheder mulig at fastholde.

Figur 2. skattetrykket 1990-1999 i procent af BNP

Ovenstående figur viser det samlede skattetryk, inkl. delstaterne. Under Lulas regeringtid er statens forbrug steget fra  at udgøre 15,7% af BNP i 2002, til nu at udgøre 18,9%. En ikke ubetydelig post er Bolsa-Familia (pengeoverførsel til de aller fattigste), der er steget fra at udgøre ca. 6,5% af BNP i 2002, til nu at udgøre næsten 10% af BNP.

Skattetrykket er siden årtusindeskiftet steget til 35%.

Præsidentvalg i Brasilien: Lula langer ud efter pressen og sammenlignes selv med Benito Mussolini

Den brasilianske præsidentvalgkamp har i de senere uger været krydret med historier i pressen om korruption og magtmisbrug i Lula’s regering. Således har 4 ledende medlemmer af regeringen måtte trække sig efter beskyldninger i pressen om magtmisbrug og korruption, herunder Erenice Guerra, efterfølgeren til PT’s præsidentkandidat Dilma Rousseff, som kabinetschef. Det er meget sigende, at Lula fylder enormt i valgkampen (og i denne post), på trods af at han slet ikke stiller op. Havde han gjort det hasvde han vundet suverænt i første runde.

Lula og VargasRegeringen og ikke mindst Lula’s reaktion har været ganske voldsom, og dele af pressen er således blevet beskyldt for at være til fare for demokratiet. Det er ikke første gang at præsident Lula har reageret voldsomt overfor pressen, når der har været kritik af regeringen og ham selv. Da ugemagasinet Veja for nogle år siden i en række artikler anklagede en række ledende folk i PT for magtmisbrug og herunder skrev om hvorledes Lulas nærmeste familie via private firmaer opnåede gunstige statslige og delstatslige kontrakter var Lulas reaktion at skælde ud over at man “vovede” at være så respektløs overfor landets præsident.

Dette reaktionsmønster – og ikke mindst det sidste udfald mod pressen – har fået en række intellektuelle, kunstnere, journalister og jurister på banen. I et manifest sammenligner de Lula med den italienske diktator Benito Mussolini og og for at være en autoritær og antidemokratisk “caudillo” (stærk macho-mand).

At man gør brug af en udenlandsk historisk autoritær figur skyldes muligvis, at man ikke tør indrage den historiske person, der måske ellers ligger lige for, nemlig Getulio Vargas. Han var Brasiliens stærke mand og præsident fra 1930 og frem til 1945, og igen – denne gang demokratisk valgt præsident  – fra 1950 og frem til 1954, hvor han begik selvmord.

Det var især under Getulio Vargas semi-facistiske styre fra 1937 og frem til 1945 (O Estado Novo), at den moderne brasilianske stat reelt blev skabt, og hans person kaster stadig, mere end 55 år efter hans død lange skygger hen over brasiliansk politik. Lula og PTs vigtigste allierede – og det største parti i Brasilien – i kampen for at vinde præsidentvalget, PMDB, er således vokset direkte ud af de politiske kredse der støttede Getulio Vargas i årene 1950-1954. Vargas rolle som Brasiliens landsfader, og den enorme popularitet han stadig nyder gør formentlig at man har foretrukket at bruge Musselini som skræmmebillede. Lederen af PPS (Partido Popular Socialista – tidligere Brasiliens kommunistiske parti), Fernando Coruja har dog ikke sådanne betænkeligheder. Han anklager direkte Lula for at imitere Vargas. Det hører med til historien, at Vargas under sin første regeringstid 1930-1945 for ganske hårdt frem overfor Brasiliens kommunister.

Anklagerne om magtmisbrug og korruption kommer dog næppe til at spille nogen større rolle. Den seneste meningsmåling gennemført af TV-stationen Globo og den konservative avis O Estado de Sao Paulo, viser at Dilma står til at få ca. 50% af stemmerne den 3. oktober, og således har en god chance for at vinde i første valgrunde (hvis hun får over halvdelen af gyldige stemmer).

En stærk økonomi, Lulas personlige popularitet i befolkningen og de fleste brasilianeres ligegyldighed overfor korruption og magtmisbrug synes at garantere dette, med mindre det lykkes pressen at lave et direkte link mellem Dilma Rousseff og den seneste skandale (der blot er en i den lange række af skandaler, der har været under Lula’s præsidentperiode), er det så godt som givet, at Brasilien den 3. oktober vælger sin første kvindelige præsident.

At PT og Lula’s popularitet blandt intellektuelle og veluddannede er faldet stødt har ingen betydning – måske tværimod.  Kritikken af Lula har været størst i Sao Paulo (hvor oppositionskandidaten, socialdemokraten Jose Serra, kommer fra) – og valget ligner i stigende grad en slags Sao Paulo (der er langt den mest velstående af Brasiliens delstater med et BNP per capita på sydeuropæisk niveau) mod resten af landet. En konflikt der er lige så lang som det moderne Brasilien.

At rækken af skandaler under præsident Lula for længst ville have bragt hans regering til fald i USA eller Nordeuropa er der næppe tvivl om. Men dette er Brasilien, og den slags sammenligninger kan derfor ikke bruges til noget. Man bør snarere sammenligne med politik i Italien, hvor korruption og skandaler også kun sjældent giver sig udslag i befolkningens stemmeafgivelse.

Hurra for ølreklamer – ikke mindst når de gør grin med Argentina

Brasilianere og argentineres forhold kan vel nærmest beskrives som svarende til vores forhold til svenskerne. Vi har tidligere haft et indlæg med vittigheder om argentinere, and here we go again. Dog er der denne gang tale om to forrygende reklamer for den brasilianske øl Skol. Det hele er vist til at forstå selv uden at man kan portugisisk.

Ps. Det er dem med “svenskerhår”, der er argentinere 🙂

VM i fodbold om 3 uger og en vækstrate på 7 %

I modsætning til stemningen i vores del af verden, præget af usikkerhed og økonomisk stagnation, er stemningen i Brasilien i disse måneder næsten euforisk. Ikke siden 1986 har man oplevet så hurtig vækst som for øjeblikket. Efter at være sluppet nogenlunde helskindet gennem 2009, nærmer den økonomiske vækst sig i 2010 hvad der svarer til ca. 7 % p.a. Mens det i høj grad var den fortsatte kraftige efterspørgsel efter brasilianske eksportvarer i Asien koblet med en ekspansiv finanspolitik der ”reddede” Brasilien gennem 2009 er den nuværende høje vækst i endnu højere grad koblet til en fortsat ekspansion i de offentlige udgifter og stærkt stigende indenlandsk efterspørgsel – ikke mindst i boligsektoren, hvor offentligt finansieret kreditgivning med lang løbetid og til lave renter i forbindelse med boligkøb har medført stærkt stigende boligpriser (lyder det bekendt?).

Det er næppe uden betydning, at indeværende år er valgår, både på regionalt og nationalt plan. Og den gunstige økonomiske udvikling for øjeblikket kunne i den forgangne weekend også aflæses i opinionsmålingerne, hvor regeringens præsidentkandidat, Dilma Roussof, for første gang oplevede større tilslutning end socialdemokraten Jose Serra. Hvis den nuværende udvikling holder frem til valget i efteråret. Er det vanskeligt at forestille sig at Dilma ikke bliver Brasiliens første kvindelige præsident. Og så betyder det jo mindre, at man formentlig som noget af det første efter valget er tvungen til at stramme den økonomiske politik gevaldigt. Formentlig ved en kombination af øget beskatning og strammere pengepolitik. For i baggrunden lurer et spøgelse der har martret Brasilien utallige gange i fortiden, nemlig stigende inflation og eksterne balanceproblemer.

Med den givne investeringsrate i forhold til indenlandsk opsparing er det ikke muligt at opretholde en årlig økonomisk vækst på 6-7 %.

Historisk set har den indenlandske opsparing altid været et stort problem, hvorfor udenlandske investeringer spiller en forholdsvis stor rolle, og her kan krisen i Europa vise sig at få en langt større betydning end det umiddelbart ser ud til. Således har Brasilien oplevet et betydelig fald i udenlandske investeringer over det senere år, ligesom man i de seneste måneder har set at store udenlandske investorer på aktiemarkedet har trukket sig ud af markedet.

Brasiliens blandingsøkonomiske model, der grundlages i første halvdel af forrige århundrede, med vægten lagt på planøkonomi og statslig regulering og tilsvarende mangel på markedsbaserede løsninger – ikke mindst i den finansielle sektor, der nok kan betegnes som stabil, men også meget ineffektiv.

Den økonomiske politik under den nuværende socialistiske ledere regering er således langt hen af vejen den samme som den var under militærregimet 1964-1985. De reformer og forandringer der gennemførtes under skriftende præsidenter i 1990erne, og som indebar en hvis åbning af økonomien, delvis privatisering af offentligt ejede virksomheder og få men betydelige markedsreformer kan først og fremmest karakteriseres ved at deres hovedformål var at sikre den stærkt positivistisk inspirerede og dermed elitære (i fransk tradition) samfundsmodels overlevelse. Det betyder ikke at der ikke er forskelle, men i praksis er de mere dikteret af at Brasilien nu i 20 år har haft almen stemmeret og demokrati, hvorved man er nød til at tilgodese flere befolkningsgrupper end tidligere – stemmeretten i perioder med demokrati før militærkuppet i 1964 var stærkt begrænset af at det bl.a. var et krav at man kunne læse og skrive.

Den ovenstående karakteristika af Brasilien bifaldes næppe af hverken de nuværende regeringspartier eller af tilhængerne af militærstyret (og ja dem findes der skam en del af endnu). Men at man på den ene side fornægter sin politiske arv, mens man på den anden side reelt viderefører samme, er jo ikke unikt for Brasilien. Jeg håber senere at vende tilbage med et indlæg om Brasiliens centrale og i historisk perspektiv mest betydningsfulde politiker, Getulio Vargas, der ledede landet mellem 1930 og 1945, samt fra 1950 og frem til sit selvmord i 1954, fortsat kaster store skygger over brasiliansk politik i 2010.

Den høje økonomiske vækst har naturligvis medført en del skriverier i pressen, ikke mindst i takt med at inflationen er steget i de senere måneder. Ifølge IBGE (Instituto Brasileiro de Geografia e Estatistica) steg den fra at være ca. 4,3 % p.a. i december 2009 til ca. 5,3 % i april måned. Ifølge en rapport offentliggjort i går ved et arrangement hos Brasiliens udviklingsbank (BNDES), udarbejdet under ledelse af den tidligere direktør for den brasilianske nationalbank, Affonso Celso Pastore, er en fortsat vækst på det nuværende niveau ikke muligt, idet man hastigt nærmer sig økonomien kapacitetsgrænse, hvorfor fortsat høj vækst kræver øgede investeringer. Ifølge Pastore er den potentielle mulige økonomiske vækstrate på ca. 4,5 % kun mulig hvis den indenlandske opsparing øges dramatisk og der gennemføres offentlige nedskæringer ud over de 10 mia. reis (ca. 33 mia. kroner) der blev annonceret i sidste uge (med virkning fra 2010)*. I fraværet af øget indenlandsk opsparing, vil vækstrater over 4,5 % kun være muligt ved øget ekstern gældsætning.

Den slags overvejelser optager dog næppe størstedelen af den brasilianske befolkning. Det gør derimod det kommende VM i fodbold, hvor ingen historie er for lille til aviser og TV. Med 3 uger til VM i Sydafrika accelerer dækningen i TV, der hver dag er fyldt med alverdens – selvfølgelig uundværlig – information omlandsholdet med alt fra interview med spillernes familie og venner til daglige reportager fra Syd Afrika og interview med brasilianere der er i gang med at dekorere og male huse og gader i gul og grøn.

Og sidste uges store samtaleemne var hvem der var udtaget og ikke mindst hvem der IKKE var udtaget til VM-holdet.

Man må blot håbe på, at brasilianerne hverken skuffes ved VM (hvor det værste formentlig vil være at blive slået ud af ærkefjenden Argentina) eller ved de økonomiske stramninger der uværlig vil følge efter præsidentvalget, uanset hvem der vinder.

*de seneste “besparelser” kommer efter man i marts måned vedtog at begrænsninger på 23 mia. Reis. Renten blev tidligere i år sat op til 8,75%. Iagtagere forventer at renten stiger til 13% i 2011.

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva
Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)
Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.

Lidt mere om regn i Rio

I går skrev jeg en kommentar til MSMs beretninger om regnvejret i Rio de Janeiro, det værste siden 1966. Ingen tvivl om at forholdene er kaotiske (indtil nu er 102 mennesker omkommet), bygninger (i Niteroi) er faldet sammen, og det er livsfarligt at gå på gaden, fordi kloakdækslerne ryger af, hvilket man ikke kan se på grund af vandet. Det samme skete i 1966, hvor mudderskred, bl.a. i Glória og den gamle bydel Santa Theresa ødelagde flere bygninger og begravede folk under mudder. Men det er ikke fordi det ikke har regnet i den mellemliggende periode – eller at det ikke har kostet menneskeliv. Der dør snesevis af mennesker i Rio de Janeiro hvert år når dete regner, typisk som følge af mudderskred, der river dele af slumkvarterer bygget op af bjergene med sig.

Som jeg skrev i går har kloakeringssystemet slet ikke kapacitet til at klare tropiske regnskyl (heller ikke langt mindre), og det er også en tilbagevendene begivenhed, at gaderne i hele bydele står under vand – tilsyneladende uden at det nogensinde har fået nogen politikere til at foretage sig noget afgørende.

Det skal dog siges, at efter uvejret i 1966 gjorde man en dele for at sikre sig mod kommende mudderskred der hvor der var fare for ordinær (lovlig) bebyggelse – at de efterfølgende årtier indebar en eksplosiv vækst i farvellaer (ret beset ulovlig bebyggelse) havde man ikke taget højde for.

Et indtryk af uvejret i 1966 får man af nedenstående video – der også viser et ganske anderledes Rio de Janeiro end det vi kender i dag.

Til sidst kan nævnes, at ud over at der selvføgelig har været røster fremme om at uveret skyldes global opvarmning (hvordan forklarer man så ubejret i 1966?) er der også de der har peget på, at byens elendige renovationstjeneste og det skrald der typisk flyder i gaderne (ikke i Zona Sul, hvor turisterne kommer) også har medvirket til at kloakeringssystemet hurtigt gav op.

Cubas dissidenter sætter sultestrejke i (et slags) system – opdateret

Guillermo Fariñas
Guillermo Fariñas

Noget kunne tyde på, at de cubanske myndigheder ikke foreløbigt slipper for sultestrejkene politiske dissidenter – uanset at Brasiliens præsident Lula i går afviste en opfordring fra disse om at mægle i striden om de politiske fangers forhold i de cubanske fængsler. Lula’s bemærkninger, som vi skrev om i går, har udløst skarp kritik både i Cuba og i Brasilien. Flere store dagblade, bl.a. O Globo og Folha de São Paulo, har kritiseret præsidenten, mens Estadão har en artikel om Lulas egne oplevelser som fange i et par måneder under militærdiktaturet (Lula var fængslet i april-maj 1980 – og på trods af militærdiktatur var det muligt for presen at skrive om det). Helt usædvanligt har der også lydt kritik fra egne rækker. Continue reading Cubas dissidenter sætter sultestrejke i (et slags) system – opdateret

Præsidentvalg i Brasilien: Når “neoliberalister” er socialister og socialister er “statskonservative”

Når brasilianerne til efteråret vælger ny præsident, sker det efter 8 år med den fantastisk populære Lula, der ikke kan genopstille, ved magten. Da PT ikke har flertal i de to kamre, har hans evne til at regere primært været  baseret på en alliance mellem hans eget socialistiske PT (Partido dos Trabalhadores) og Brasiliens største parti, det (i mangel af mere præcis betegnelse) socialdemokratisk-statskonservative PMDB (Partido do Movimento Democrático Brasileiro). Det er samtidig en markering af, at uanset om man har haft militærdiktatur eller demokrati, så eksisterer der en grundlæggende og bemærkelsesværdig kontinuitet i den faktisk førte politik i Brasilien op igennem det meste af det 20. århundrede og frem til i dag. De reformer der gennemførtes i 1990erne brød ikke afgørende med en politisk og økonomisk model, der har rødder tilbage til det 19. århundrede, og som udgør fundamentet for skriftende regeringers førte politik.

Luiz Inácio Lula da Silva
Luiz Inácio Lula da Silva

I DR2 Udlands indslag onsdag den 3. marts om “Lulas efterfølgere” blev det også korrekt fremhævet, at der kun var “venstreorienterede” kandidater, hvorfor det forholdt sig således og hvorfor man ikke finder “højreorienterede” kandidater i feltet af mulige kandidater var dybest set en omgang sludder for sladder om at højreorienteret var synonym med de tidligere militærregeringer i perioden 1964-1985. Opdelingen af den observerede politiske virkelighed i en højre- venstreakse har altid været et problem, og det er det ikke mindst i en brasiliansk virkelighed. for spørgsmålet er om der nogensinde har eksisteret en sådan i Brasilien.

Continue reading Præsidentvalg i Brasilien: Når “neoliberalister” er socialister og socialister er “statskonservative”

Tema om Brasilien i DR2 Udland II – fremragende indslag tirsdag om Brasiliens økonomi

Efter en lettere problematisk start på DR2 Udlands tema om Brasilien, der gav bange anelser, var fortsættelsen tirsdag aften intet mindre end fremragende. Kort, præcist og informativt. Til de der interesserer sig for Latinamerika i almindelighed og Brasilien i særdeleshed, men ikke fik set aftenens udsendelse, kan jeg kun opfordre til at få den set så hurtigt som muligt. Læs mere her, og  se indslaget her (indslaget starter 12.20 inde i programmet).

Som der bliver gjort opmærksom på er Kinas rolle som aftager af brasilianske eksportvarer af stor betydning. Lidt et paradoks, at den økonomiske vækst der har været under den nuværende præsident Lula i den grad skyldes eksport af primærprodukter til især ét land. Paradoksalt fordi Lula kommer ud af en tradition hvor eksport var udnyttelse, og målet var uafhængighed og selvforsyning. Godt nok var det dengang USA der var det onde dyr i åbenbaringen, men det kan Kina naturligvis nå at blive endnu (og bliver det formentlig hvis – eller rettere – når Kina i løbet af nogle år har en signifikant højere levestandard end Brasilien.