Category: Americas

Man høster som man sår – neoprotektionisme i Latinamerika

Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om den tiltagende brug af importrestriktioner i flere af regionens lande, ikke mindst i Argentina, som bl.a. EU og USA har klaget over til WTO. Men også Brasilien bruger igen i stigende grad importrestriktioner for at opretholde den eksterne balance og beskytte indenlandske producenter.

For nylig pressede Brasilien Mexico til at begrænse deres eksport af biludstyr til Brasilien og Argentina har, som tidligere behandlet her, i en lang række tilfælde (og  i modstrid med indgåede aftaler i Mercosur) indført meget vilkårlige importrestriktioner i forsøget på at redde landets eksterne balancer og beskytte indenlandsk industri.

Læg dertil nationaliseringsbølgen i lande som Venezuela, Argentina og Bolivia, og der er lagt op til øgede handels-spændinger og lavere vækst på sigt.

Ifølge Buenos Aires Herald, har den forøgede protektionisme allerede haft betydelige konsekvenser for Argentina og Brasiliens handelspartnere i regionen. Uruguays eksport til Argentina er faldet betydeligt i første kvartal, mens Mexico er gået med til at begrænse dets bileksport til Brasilien til gennemsnitlig 1½ mia. USD. de kommende 3 år.

Men på sigt vil den fornyede protektionisme formentlig først og fremmest ramme Brasilien og Argentina osv. Latinamerika er i dag langt mere integreret i den globale økonomi end tidligere. Således har IMF regnet ud at regionens udenrigshandel svarer til 42 procent af BNP. Samtidig tyder studier foretaget af OECD og WTO på, at selv begrænsede tiltag til fornyet protektionisme kan have store konsekvenser, fordi kun en mindre del af den globale handel med varer og tjenesteydelser består af slutprodukter. 56 procent af den globale vareimport består således af halvfabrikata og input i produktionen.

Argentina er i sig selv et studie i, hvor meget som står på spil. Efter man i februar indførte et nyt system til pre-godkendelse af import, faldt importen med 8 procent i marts i forhold til året før. Det var naturligvis også meningen, men problemet er at mens halvfabrikata og andre dele til videreforarbejdning udgør halvdelen af import, stammer to tredjedele af eksportindtægter fra forarbejdede varer. Det betyder, at begrænsninger i importen kan afskære indenlandske producenter fra adgang til potentielt billigere komponenter af højere kvalitet end de lokale producenter kan levere.

Allerede før de seneste foranstaltninger blev indført, reducerede Fiat antallet af skift, med eksplicit henvisning til forsinkelser i myndighedsgodkendelser til reservedele.

Ifølge Bernard Hoekman, direktør i Verdensbankens afdeling for handel, vil den førte politik på sigt medføre lavere vækst og ringere konkurrenceevne for de lande som indfører protektionistiske tiltag, fordi aftagerne af halvfabrikata og input ender med at “betale højere priser for lavere kvalitet”. Dermed afskæres producenterne fra at konkurrere på det globale marked, hvilket ydermere afskærer dem fra at udnytte deraf følgende stordriftsfordele.

Selv i Brasilien, som er langt mindre integreret i den globale forsyningskæde end f.eks. Mexico, står meget på spil. Tæt ved halvdelen af den samlede import består af råvarer og halvfabrikata. Desværre er der intet som tyder på at den brasilianske administration tager den slags tanker med i sine overvejelser. Hertil er økonomisk rationale alt for fedtet ind i klassisk national industriel dagsorden. Heri er der reelt ingen forskel i tankegangen i forhold til tidligere tiders militær regeringer.

Som det er tilfældet for Argentina, er den umiddelbare anledning til Brasiliens fornyede protektionisme eksterne balanceproblemer og faldende konkurrenceevne. Ud over den fornyede protektionisme forsøger man sig også med skattelettelser og positiv særbehandling ved statslige indkøb.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget denne neoprotektionisme minder om tidligere tiders økonomiske politik, inkl. nationalisering af “strategiske” sektorer i visse lande. Tidligere perioder med protektionisme og “nationalistisk” økonomi- og industripolitik endte som bekendt ilde, bl.a. fordi manglende indenlandsk opsparing medførte en enorm udlandsgæld i flere lande. Det resulterede i at bl.a. Mexiko, Brasilien og Argentina i slutningen af 1980erne havde et lavere BNP per capita end i begyndelsen af årtiet.

Med Molliere’s vise ord:

Historien gentager sig ikke, men mennesket gør det altid

Heldigvis er det ikke tilfældet andre steder i regionen. Når Uruguay verbalt støtter Argentinas ret til at nationalisere, eksplicit ikke vil tage stilling til forskellen mellem krævet og tilbudt kompensation, og understreger at udenlandske investeringer er velkomne, skyldes det at Uruguay ikke har råd til at gå mod Argentina på kort sigt.

Og langs Stillehavskysten viser Chile, Peru, Colombia og Panama hvordan øget integration, globalisering og handel er vejen frem.

FARC løslader de sidste gidsler

(Opdatering: – Der er kun tale om de sidste militære/statslige gidsler. Man regner med at FARC herefter fortsat har ca. 400 civile fanger/gidsler)

Colombianske FARC, som længe har har været presset og kun er en skygge af sig selv i forhold til tidligere, har nu løsladt de sidste gidsler. Læs og se mere på BBCs hjemmesider. Hermed tager Colombia endnu et skridt mod at blive et “normalt” fungerende land. Noget af en omvæltning fra 10 år siden, da landet karakteriseredes som en “failed state”.

Sidste år var Colombia blandt Latinamerikas hastigst voksende økonomier, en udvikling som ser ud til at fortsætte i år. Løsladelsen af de sidste gidsler er kommet i stand ved en joint-venture mellem Colombia og Brasilien, og understreger kun det nære forhold de to lande har fået til hinanden siden valget af Manuel Santos som Colombia’s præsident i 2010.

At det gode forhold mellem de to lande samtidig yderligere svækker Venezuelas position, passer formentlig begge fint.

Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Historisk baggrund

Nedenstående figur viser i hvilke perioder øerne har været beboet og under hvilket flag. Den oprindelige tvist bunder primært i to forhold. 1. At den spanske krone hævdede, at øerne var spanske, samtidig med at den engelske krone hævdede det samme. 2. At englænderne da de på et tidspunkt opgav deres koloni på øerne, efterlod de en inskription hvor de gjorde deres krav på øerne gældende.

England og Spanien fik aldrig afgjort hvem øerne tilhørte.

Continue reading Historisk baggrund for Argentinas og Englands konflikt over Falklandsøerne

Bolivia indgår aftale om narkotikabekæmpelse med USA og Brasilien

Bolivianske tropper skåret illegal coca planter, 16 Jan 2012

Ifølge bl.a. BBC, har Bolivia efter mange måneders forhandling underskrevet en aftale med USA og Brasilien om at arbejde for reduktion af den ​​illegal produktion af kokain.

USA og Brasilien vil yde teknisk bistand, herunder satellitovervågning. Aftalen kommer mere end tre år efter, at Bolivia stoppede samarbejdet med det amerikanske DEA (Drug Enforcement Administration) og smedd dets medarbejdere ud af landet.

En væsentlig forudsætning for aftalen fra boliviansk side var at man respekterede Bolivias suverænitet og den indenlandske traditionelle brug af coca blade.

Bolivia er verdens tredje største kokain-producent, og den største leverandør til Brasilien. I den udstrækning den øgede indsats mod illegal dyrkning af coca og produktion af kokain presser lokale producenter, må det formodes at prisen på kokain stiger, mens dyrkning og produktion formentlig vil søge mod andre områder/lande. En åbenlys mulighed er selvfølgelig Peru, som efter Colombia i 1990erne blev verdens største producent, i de senere år igen er blevet verdens største producent.

Aftalen vil formentlig have ingen eller kun meget lille indflydelse på den samlede markedsværdi og branchens indtjeningsevne. Efterspørgslen efter kokain er som for andre rusmidler temmelig prisuelastisk. Det indebærer at producenterne kan kompensere for en mindre kompensation ved at sætte prisen i vejret og dermed stort set fastholde deres enorme profit.

Denne ganske banale kendte sammenhæng har desværre aldrig haft nogen indflydelse på de som propagandere for en fortsættelse af den frugtesløse “war on drugs”. De vil formentlig tværimod hylde den indgåede aftale som et større slag mod de narkotikakriminaliteten. Sandheden er at det nok primært er et slag i luften.

En positiv ting er der dog kommet ud af aftalen. Den må ses som en accept af bolivianernes traditionelle brug af coca-blade. Det kunne nu også bare passe andet. For at opnå samme virkning som kokain, skal man drikke 200 kopper coca-te lavet på friske blade.

Fertilitetsraten styrtdykker i Latinamerika

For et par årtier siden var overbefolkning den store skrækhistorie verden over. Siden da har man som bekendt fået sig en ny undergangsfortælling (klimadebatten).

Fertiliten er (forudsigeligt) styrtdykket i takt med den økonomiske vækst og udvikling. Og få steder er fertiliteten faldet så meget som i Latinamerika. Og der er vel at mærke tale om et fald både i urbane områder og på landet.

Fertiliteten er styrdykket på trods af at abort fortsat er forbudt de fleste steder, at den katolske kirke er modstander af prævention og offentlig undervisning i familieplanlægning er en undtagelse.

Til gengæld har man naturligvis de kommercielle og vanvittig populære sæbeoperaer. Her er modelfamilien – og forbilledet ofte den lille (velhavende) kernefamilie – som vi også kender på den nordlige halvkugle. Sammenholdt med vandringen fra land til by, kvinders stigende deltagelse i arbejdslivet og bedre sundhedspleje er det formentlig de afgørende faktorer bag det drastiske fald.

En anden måde at udtrykke det var måske det ganske simple at de fleste mennesker godt kan tænke selv også selv om de er fattige, samt at det gode eksempel sjovt nok smitter.

I 1960 fik kvinder i Latinamerika således næsten seks børn i gennemsnit . Det var i 2010 faldet til 2,3 børn .

I Brasilien er fertiliteten således faldet fra 6,15 børn per kvinde i 1960 til mindre end 1,9 børn per kvinde i dag – det laveste i noget latinamerikansk lande bortset fra Cuba. Og det er ikke kun blandt den velstående del af befolkningen, at man har set et fald – også blandt de fattige falder fertiliten drastisk. Hvilket på sigt utvivlsom vil få indflydelse på indkomstfordelingen.

Faldets omfang og det faktum at fertiliteten er faldet næsten ensartet fra metropolen Sao Paulo til Amazonas landsbyer har overrasket en række eksperter, som bl.a. Suzana Cavenaghi fra IBGE, der har peget på at man ikke havde forventet et så uniformt fald i fertilitetesraten i et land med så store indkomstforskelle og fattigdom.

At demografer og andre eksperter er overrasket skyldes formentlig at de i den grad undervurderer menneskets – ikke mindst fattiges – evne til at lære af eksemplets magt. Og det er bestemt opløftende at vide.

Peru’s kommende præsident Humala besøger USA

Perus nyvalgte præsident, Ollanta Humala, mødes i morgen onsdag med udenrigsminister Hillary Clinton, OAS generalsekretær, José Miguel Insulza og sandsynligvis præsident Barack Obama.  Med turen ønsker man at understrege det gode forhold mellem mellem USA og Peru, ikke mindst med tanke på at den nyvalgte præsident, som formelt først tiltræder den 28. juli, tidligere var kendt for at være yderst anti-amerikansk.

Forud for sin amerikanske tur, har Humala været på flere rundrejser i Sydamerika, hvor han har haft mødermed med præsidenterne for Argentina, Brasilien, Colombia, Ecuador, Paraguay og Uruguay. et planlagt besøg i Venezuela er udsat på grund af Hugo Chavez sygdom.

“Neo”liberalisme sikrer høj vækst

Selv om Perus Centralbank har sænket sin prognose for landets økonomiske vækst i år til 6,5 procent fra 7 procent, vil det stadig være Sydamerikas hurtigst voksende økonomi i 2011, efterfulgt af Chile, hvis økonomi forventes at vokse med 6,2 procent, Argentina med 6 procent, Colombia med 4,2 procent og Brasilien med 4,1 procent ifølge IMF. Ingen af de nævnte landes BNP vækst kan dog følge med Panama, der forventes at have Latinamerikas højeste vækstrate med 7,4 procent.

Lima, Peru

Den peruvianske nationalbanks nedjustering af væksten fra 7 procent til 6,5 procent (hvilket bringer forventningerne i overensstemmelse med IMF ), skyldes ifølge Julio Velarde, præsident for nationalbanken, at det offentlige forbrug og de private investeringer har været lavere end tidligere forventet.

Den gennemsnitlige vækst i Latinamerika og Caribien som helhed, forventes af IMF at blive på 4,7 procent i 2011.  De eneste andre lande med højere prognoser i Latinamerika og Caribien (ud over Peru, Argentina og Chile) er Haiti (8,6 procent) og Panama (7,4 procent).

Hvis vi ser bort fra Haiti, hvis vækst kommer på en særlig (og dyster baggrund), m.a.o. jordskælvet sidste år, er det tydeligt, at den økonomiske vækst er højst blandt Latinamerikas økonomisk frieste lande (efter Fraser Institute’s Economic Freedom Index). Chile er blandt verdens 5 frieste økonomier, mens Panama og Peru kan måle sig med europæiske nationer.

Til gengæld klarer lande omfattet af  “det 21. århundredes socialisme” (ALBA-landene) sig generelt dårligt. Især Ecuador og ikke mindst Venezuela, der ifølge IMF kan forvente Latinamerikas laveste vækst i de kommende år. Væksten i Venezuela frem til 2016, forventes at være under 2 procent p.a., mens den i Ecuador forventes at ligge mellem 2 og 2,5 procent.

Med andre ord peger data for Latinamerika klart på, at “neo”liberale reformer sikrer vækst og velstand, mens socialisme medfører stagnation.

Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Jeg har tidligere i et par indlæg, bl.a. her og her beskrevet udviklingen i Bolivia under socialisten Evo Morales ledelse. I det sidste nummer af Economist kan man læse en glimrende artikel om den seneste udvikling. Artiklen beskriver hvorledes den fattige indianske befolkning, der udgør rygraden i Morales bevægelse MAS, i stigende grad vender ham ryggen. Continue reading Evo Morales og Bolivia – når “vennerne” falder fra

Peru fortsætter med rekordvækst

Mens Brasilien i de senere år har fyldt ikke så lidt i vestlige medier og herhjemme bl.a. er blevet beskrevet som en kommende (økonomisk) stormagt og igen og igen er blevet fremhævet for sin høje vækst, er det sjældent man hører om regionens – og en fa verdens – hurtigst voksende økonomier de seneste 10 år, nemlig Peru. Det forventes at Peru vil komme ud af 2010 med en økonomisk vækst på ca. 8,5% og det endda med en inflation på Europæisk niveau (2-2½%). Dermed fortsætter den positive udvikling landet har været inde i siden begyndelsen af dette årtusinde.

LimaJeg kan naturligvis ikke sige det med sikkerhed, men måske er en af grundene til at vi ikke hører så meget til Peru, at den økonomiske vækst ikke kun skyldes tidligere markedsreformer (reformer i 1990erne er også hovedgrunden til den nuværende vækst i Brasilien), men at der åbentlyst føres en “neoliberalistisk” politik. Og det endda med en præsident, der tidligere lå klart til venstre for den politiske midte – også den Latinamerikanske – og bærer et stort ansvar for Perus økonomiske nedtur i anden halvdel af 1980erne, se nedenstående figur.

Ifølge Verdensbanken er Peru nu det mest investeringsvenlige land i Sydamerika, og nr. 36 ud af 183 lande. Kun Mexiko overgår Peru gældende for hele Latinamerika. Det skal understreges, at der ikke er tale om en ranking hvori der tages hensyn til landets økonomiske niveau – Peru ligger stadig under gennemsnittet i Latinamerika, men at der alene fokuseres på hvor nemt det er at investere og starte nye virksomheder. Continue reading Peru fortsætter med rekordvækst

Paradigmeskifte i Latinamerika – socialister i Chile og Brasilien fordømmer det cubanske regimes brud på menneskerettighederne

Uden at det åbenbart er gået op for særligt mange, har de første måneder af 2010 vist, hvor meget Latinamerika har forandret sig gennem de seneste par årtier. Tidligere stod Cuba for mange venstreorienterede latinamerikanere som et symbol på modstanden mod hvad der opfattedes som USA’s imperialisme og deres egne diktaturer, og dermed for frihed. Den illusion deles af færre og færre latinamerikanere. I dag udsættes Cuba i stigende grad for kritik fra samme venstrefløj, der tidligere var parat til at gå gennem ild og vand i deres bortforklaringer af Cubas manglende velstand, demokrati og frihed. Hvis alt andet fejlede blev det bortforklaret med at der vra tale om amerikansk propaganda eller der hevistes til amerikanernes handelsembargo. Og selv om denne stadig (mis)bruges til at forklare den økonomiske situation, kan den ikke forklare den manglende frihed der fortsat hersker i Cuba, men som man i de fleste andre latinamerikanske lande (bortset fra en lille håndfuld) i dag taget for givet. Kritikken af Cubas kommunistiske diktatur falder også sammen med en stigende kritik og afstandtagen til Hugo Chavez og Venezuela – der har overtaget hedengangne Sovjetunionens rolle som sugardaddy for regimet i Cuba.

For at forstå forkærligheden for Cuba, Fidel Castro og Che Guevara (hvis død i 1967 formentlig for altid sikrede ham en ikonisk status der ikke har noget med hans liv og gerninger at gøre) hos venstrefløjen i Latinamerika, er det ikke nok at tage udgangspunkt i den traditionelle antiamerikanisme i regionen. Den er for øvrigt i lighed med Europæernes holdning til USA, ikke forbeholdt venstrefløjen, men også udpræget på den nationalistiske højrefløj. I det hele taget skal man være varsom med brugen af udtryk som højre- og venstrefløj. I Brasilien opfattes militærregimet fra 1964 og frem til 1985, som højreorienteret – men ser vi på den reelt førte politik, med dens vægt på statsligt ejerskab og planøkonomi og nationalistisk retorik – ligner den umiskendeligt – ja på flere punkter lå den til venstre – for den første politik under den nuværende socialistiske præsident Lula. Skepsis for frie markeder og en grundlæggende kollektivistisk opfattelse er også fælles.

En stor del af de der i dag udgør ledelsen af de socialistiske partier i mange lande, herunder Chile og Brasilien, tilhører en generation der i deres ungdom for mange aktivt tog del i kampen mod de militærregimer der frem til 1980erne prægede Syd- og Mellemamerika. Da disse ofte definerede sig selv som anti-socialister, på trods af at den førte økonomiske politik umiskendeligt mindede mere om socialistisk planøkonomi end “neoliberalistisk” markedsøkonomi, og aktivt forfulgte og dræbte aktive socialister og kommunister, kan det ikke undre at Cuba kom til at indtage en særlig rolle – smidt ud af OAS og i klar opposition til USA, der ofte samarbejdede med de daværende militærregimer.

Det er derfor et opløftende udtryk for at demokratiet for alvor har slået rødder i en række lande, at venstrefløjen i stigende grad tager bladet fra munden og kritiserer den manglende frihed og det fuldstændige fravær af demokrati i Cuba.

Marina Silva
Marina Silva

I Brasilien kritiseres præsident Lula – og hans håndplukkede kandidat til at efterfølge ham, Dilma Rousseff – både af partierne til højre og venstre for PT, for deres opbakning til det cubanske regime.

Marina Silva (der ligger til venstre for det nuværende PT), tidligere miljøminister under Lula, og de grønnes kandidat til det kommende præsidentvalg kritiserede ved samme lejlighed skarpt Hugo Chavez for at ødelægge demokratiet i Venezuela.

Den mest opsigtsvækkende kritik kommer dog fra Chiles socialistiske parti, med tanke på de tætte historiske bånd mellem dem og Cuba.

I en historisk erklæring udtrykker partiet sin fordømmelse af den cubanske regerings brud på FNs menneskerettigheder.  Det er ikke første gang at ledende socialister udtrykker kritik af Cuba. Allerede i 1996 efterlyste Salvador Allende’s enke, Hortensia Bussi, større åbenhed og mere politisk frihed i Cuba. Men det er første gang at selve partiet udtrykker sin kritik.

Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)
Mercedes Hortensia Bussi Soto de Allende (1914-2009)

Med tanke på Cubas involvering i Chile i årene under Salvador Allende (1970-1973) – antallet af ansatte på den cubanske ambassade var højere end antallet af ansatte i Chiles udenrigsministerium – er det i den grad skelsættende.

Hvis 1990ernes reformer og genindførelse af demokrati i mange latinamerikanske lande markerede et paradigmeskifte i forhold til tidligere tiders hang til planøkonomi og lukkethed overfor omverden, markerer kritikken af Cuba et lige så vigtigt paradigmeskifte, hvorefter demokrati som princip er mere end blot en måde selv at komme til fadet – også for venstrefløjen. Det lover godt for regionens fremtid.